Disse giftige fugle kan tage livet af dig (hvis du spiser dem)

I 1990 tog den amerikanske biolog Jack Dumbacher en lille, skade-lignende fugl – den hætteklædte pitohui (Pitohui dichrous) – ud af et finmasket fuglefangernet i Varirata National Park i Papua Ny Guinea.

Da han kort tid efter slikkede på en rift på sin finger, mærkede han hurtigt en prikkende og brændende fornemmelse i sin mund.

Det kom bag på ham, og han besluttede sig for at lave en kemisk analyse af nogle fjerprøver fra fuglen. Han fandt frem til, at fjerene indeholdt giftstoffer.

Det var den allerførste opdagelse af en fugleart, som brugte et kemisk forsvar – og som kunne være giftig overfor mennesker og andre dyr. Og det var rent held.

Siden da er mange flere giftige fugle blevet opdaget. Mange af dem har vi kendt i årtusinder, men det er først for nylig, at videnskaben endelig bemærkede deres giftige egenskaber.

Læs med her, og find ud af, hvad vi ved om de giftige fugle.

Hvorfor er visse fugle giftige?

Selvom fugle normalt ikke er dyr, som folk forbinder med gift, så har fugle mange grunde til at være giftige.

Giften beskytter ikke kun fuglene imod rovdyr, men kan også bruges som forsvar mod ægspisende dyr, da giften kan overføres til både æg og rede.

Derudover bruger nogle fugle endda stoffer taget fra andre dyr og planter med henblik på at selvmedicinere.

For eksempel udnytter nogle arter af spætter insekter til det formål.

Ved at slå med deres vinger på myretuer opfordrer de myrerne til at udskille myresyre, som fuglene derefter bruger til at fjerne parasitter.

Forgiftet af vagtler

En af de mest kendte og undersøgte giftige fugle er den europæiske vagtel (Coturnix coturnix) i Eurasien og Nordafrika.

Tilfælde af vagtelforgiftning er blevet rapporteret siden antikken, også selvom tilstedeværelsen af gift i deres væv stadig ikke er blevet videnskabelige påvist.

I det gamle testamente fortæller Fjerde Mosebog, at mange israelitter døde efter at have indtaget den giftige fugl under deres udvandring fra Egypten.

Derudover var forgiftninger efter at have spist migrerende europæiske vagtler (kendt som ’coturnism’ på engelsk) så almindeligt i Romerriget, at indtagelsen af vagtler blev forbudt i det 1. århundrede e.Kr.

I løbet af de sidste 80 år er de fleste vagtelforgiftninger blevet rapporteret i Grækenland – især på øen Lesbos i det østlige Ægæiske Hav, som fungerer som et stoppested for vagtler under deres migration til Østeuropa om foråret.

De fleste ofre for vagtelforgiftning er voksne. Det første tilfælde, der blev rapporteret om et barn, var så sent som i september 2005.

Her blev en 12-årig dreng i Grækenland indlagt med intense symptomer, heraf skarpe muskelsmerter, svaghed, muskeltræthed, kramper, gangbesvær og mørk urin.

Hverken de kliniske symptomer eller laboratorieanalyserne af drengen viste nogle forskelle i forhold til tilsvarende symptomer og analyseresultater ved vagtelforgiftning af voksne.

Drengen blev behandlet med den rette medicin og hvile, og efter otte dage kom han sig heldigvis helt.

Tager farlig souvenir med hjem fra ferie

Interessant nok er vagtler kun giftige under deres migration – og mere specifikt, når de flyver bestemte ruter.

For eksempel er vagtler ikke giftige, når de migrerer fra Østafrika til Europa om foråret, men de er giftige, når de vender tilbage til Afrika om efteråret.

Det er, som om vagtler tager på ferie til Europa og vender hjem igen til Afrika med gift som en souvenir.

Men hvordan får de giften?

Siden middelalderen har mange foreslået, at vagtler får giften gennem deres kost, som er baseret på giftige planter.

Hvis det er korrekt, er det sandsynligt, at giften indtages af vagtler under migrationen.

I årenes løb er mange planter – såsom skarntyde og bulmeurt – blevet anklaget for at være skyld i vagtelforgiftning, da vagtler lever af disse og deres frø.

Dog er vagtelgiftens oprindelse stadig ukendt den dag i dag.

Det er værd at nævne, at man ikke kan afgøre, om vagtler er giftige ud fra deres smag eller lugt. Kødet fra fuglen kan heller ikke blive afgiftet ved madlavning.

Derfor er det vigtigt, at folk er ordentligt informeret omkring sikkerheden ved indtagelsen af vagtler, og hvordan man undgår forgiftning.

'Skraldefuglen' fra Papua Ny Guinea

En anden gruppe af giftige fugle, som for nylig fik opmærksomhed fra de videnskabelige kredse, er de tre arter af pitohui (slægten Pitohui), som Jack Dumbacher opdagede på sin ekspedition til Papua Ny Guinea i 1990.

Giften fra disse fugle, som er ophobet i deres fjer og muskelvæv, kan forårsage følelsesløshed, svie og nysen, når den indåndes. I tilfælde af, at fuglen spises, observeres yderligere to symptomer; kvalme og opsvulmede læber.

Af denne årsag omtaler folk fra Papua Ny Guinea den hætteklædte pitohui som ’skraldefuglen’, da den ikke bør spises – medmindre den er flået og tilberedt på en helt speciel måde.

Interessant nok er det blevet rapporteret, at Blåkronen (Ifrita kowaldi), en anden fugl fra Papua Ny Guinea, har den samme gift i sin hud og fjer. På trods af at den ikke er nært beslægtet med Pitohui.

Ved at analysere hud, fjer og andet væv fra Pitohui og Blåkronen har forskere fundet frem til tilstedeværelsen af et meget giftigt alkaloid (en naturligt forekommende organisk nitrogenholdig forbindelse) kaldet ’homobatrachotoksin’.

Dette molekyle er medlem af ’batrachotoksinerne’ (BTX’erne), som er en gren af steroid-alkaloid-toksiner, der er blandt de mest giftige stoffer i naturen.

Mere præcist er mindst seks forskellige BTX’er blevet identificeret i begge fugle, men homobatrachotoksin ser ud til at være den mest forekommende af slagsen.

Det meste af homobatrachotoksinet (80 procent af den samlede forekomst) er fundet i huden på Pitohuien. Men giftstoffet kan også findes i dens fjer (omkring 13 procent) og muskler (under 4 procent).

Frøgift på vingerne

Indtil disse giftstoffer blev fundet i Pitohui, blev BTX’er oprindeligt kun fundet naturligt i pilegiftfrøer (også kaldet farvefrøer).

Frøerne har faktisk lagt navn til giftstofferne. BTX er nemlig afledt fra 'bátrachos', det græske ord for frø.

Pilegiftfrøer er små, farvestrålende padder, som lever i regnskovene i Central- og Sydamerika.

Hvad angår giftighed, taler navnet for sig selv: Det skyldes nemlig, at BTX i hundreder af år er blevet brugt af indfødte sydamerikanske stammer til at forgifte spidserne på pile brugt til jagt.

Det menes, at frøerne får deres gift igennem deres diæt, som er baseret på giftige myrer og andre små insekter.

Ikke desto mindre er koncentrationen af giftstoffet i pilegiftfrøer op til tre gange højere end i Pitohui.

I alt er over 800 alkaloider blevet opdaget i skindet på padderne, hvilket lægger op til yderligere undersøgelser af de giftstoffer, som fuglearten indeholder.

Interessant nok, og ligesom for vagtlerne, er Pitohuier ikke giftige i hele Papua Ny Guinea, men kun i visse områder. Det tyder igen på, at fuglene får giftstofferne gennem deres kost.

Baseret på denne indsigt blev BTX’er i 2004 fundet i biller, der lever i Papua Ny Guinea. Selvsamme billeart er også blevet fundet i maven hos Pitohuier og Blåkroner.

Indfødte har også rapporteret, at når disse biller kommer i kontakt med øjne, næse eller mund, forårsager de symptomer i form af en brændende fornemmelse.

Kilden, hvorfra billerne får deres gift, er stadig et mysterium, men den mest sandsynlige forklaring er eksistensen af en anden giftkilde, såsom planter.

Den samme gift - men hvorfor?

Det vigtigste spørgsmål, som stadig er ubesvaret, er:

Hvordan har arter, der er så forskellige fra hinanden - såsom giftige fugle og biller fra Papua Ny Guinea og pilegiftfrøer fra Central- og Sydamerika - udviklet den samme forsvarsmekanisme ved hjælp af den samme gift?

Derudover viser opdagelsen af giftige fugle, at sådanne giftstoffer kan være endnu mere udbredte i dyreriget, end vi umiddelbart tror.

Den eneste måde at finde ud af det på er gennem mere forskning, måske ved hjælp allerede afprøvede metoder, der har vist sig overraskende succesfulde.

Såsom en biolog, der slikker på sine fingre efter at have håndteret et af sine studiedyr.