Efter kun få slurke af en øjensynligt uskyldig martini må James Bond rystende forlade pokerspillet mod skurken Le Chiffre.
Hans hjerterytme bliver forstyrret af den gift, der nu flyder i hans årer, hvilket får ham til omgående at kontakte MI6-hovedkvarteret.
De konkluderer straks, at 007 lider af en hjerterytme-forstyrrelse, som er forårsaget af plantegiften digoxin. James Bond er på dødens rand, men bliver i allersidste øjeblik reddet af stødet fra en hjertestarter.
Denne berømte beskrivelse af digoxinforgiftning stammer fra James Bond-filmen ‘Casino Royale’.
Giften er udvundet fra en ellers harmløst udseende plante med en rank stængel og klokkeformede blomster i forskellige farver såsom lilla, hvid og gul.
Planten kaldes fingerbøl (slægten Digitalis), og har igennem tiderne været skyld i mange dødsfald, men har på samme tid også reddet mange liv – altsammen takket være dens potente gift.
Digoxins giftige effekt har været kendt i mere end 400 år. Alligevel var giften fra en simpel fingerbøl-plante næsten skyld i den mægtige 007’s fald – hvilket alene er grund nok til at udforske, hvad der gør digoxin så dødelig.

Digoxins lumske egenskaber
Det, der gør digoxin så dødeligt, er også dét, der gør den så spændende, og er nok også skyld i, at giften så ofte dukker op i film og bøger.
Vores fascination af dette toksin stammer nemlig muligvis fra nogle af dets mange lumske træk:
- Fingerbølplanter er let tilgængelige, da de er almindeligt udbredt i det meste af Europa, USA og Canada
- Forgiftning med digoxin er meget langsomt virkende, da de toksiske effekter først viser sig 30 minutter til 2 timer efter indtagelse, og desuden er symptomer på digoxinforgiftning lette at forveksle med symptomer på andre sygdomme – begge dele gør det vanskeligt at identificere forgiftning fra digoxin
- Digoxinforgiftningen forårsager hjerteanfald og er i sidste ende dræbende, men da hjerteanfald kan skyldes mange andre faktorer, falder mistanken kun sjældent på forgiftning
Samlet set er digoxin let tilgængeligt, svært at spore og ekstremt dødeligt. Det har gjort giftstoffet særligt populært som mordvåben i film og fiktion – og også i virkeligheden.
Der er ganske vist ikke rapporteret mange drab med digoxin – måske fordi flere tilfælde er fløjet under radaren som følge af toksinets usædvanlig godt skjulte mekanisme.
Ikke desto mindre er et par tilfælde blevet bekræftet gennem årene, blandt andet en drabssag ved hospitalet i Toronto i 1980-1981. Her blev en sygeplejerske sigtet for drabet på fire babyer ved forgiftning med digoxin.
En ældre drabssag fra 1935 i Belgien rapporterer om i alt 26 mord via digoxinforgiftning udført af en kvinde, der plejede ældre patienter.
Men hvordan virker giften helt præcist?
\ Om Forskerzonen
Denne artikel er en del af Videnskab.dk’s Forskerzonen, hvor forskerne selv formidler deres forskning, viden og holdninger til et bredt publikum – med hjælp fra redaktionen.
Forskerzonen bliver udgivet takket være støtte fra vores partnere: Lundbeckfonden, Aalborg Universitet, Roskilde Universitet og Syddansk Universitet.
Forskerzonens redaktion prioriterer indholdet og styrer de redaktionelle processer, uafhængigt af partnerne. Læs mere om Forskerzonens mål, visioner og retningslinjer her.
Digoxins hjertestoppende mekanisme
Uregelmæssig hjerterytme og til sidst hjerteanfald er det, der gør digoxinforgiftningen så farlig.
Når digoxin trænger ind i kroppen, binder det til et transportprotein kaldet natrium-kalium-pumpen, som sidder på overfladen af alle kroppens celler – og derfor også hjertecellerne.
Bindingen af digoxin blokerer pumpen, hvilket i sidste ende resulterer i en sammentrækning af hjertemuskulaturen forårsaget af en kompleks kæde af reaktioner.
For at forstå denne mekanisme er det essentielt at vide, hvordan en muskelsammentrækning fungerer.
En vigtig faktor for muskelsammentrækning er calcium – i høje koncentrationer forårsager calcium sammentrækning af muskelfibre, hvorimod lave koncentrationer forårsager muskelafslapning.
Reguleret af tre proteiner
Lidt forenklet kan vi sige, at denne mekanisme primært bliver reguleret af tre proteiner:
- Calciumkanalen (her kaldet ‘aktivatoren’)
- Natrium-calcium-udveksleren (der fungerer som ‘afspænder’)
- Natrium-kalium-pumpen (‘motoren’)
Når aktivatoren åbner, bliver calcium transporteret ind i muskelcellen, hvilket aktiverer musklen og får den til at trække sig sammen.
For at musklen kan slappe af, skal calcium så fjernes af afspænderen. Denne transport kan kun ske, hvis koncentrationen af natrium inde i cellen er lav.
Det er motorens funktion at vedligeholde et lavt natriumniveau inde i cellen. Motoren kan opfattes som et batteri, der giver afspænderen energi.
Når digoxin er til stede, blokerer det motorens funktion, hvilket nedsætter afspænderens evne til at fungere. Denne blokering forårsager dermed uregelmæssige hjerteslag og – i værste tilfælde – hjerteanfald, da musklen ikke kan slappe ordentligt af.
Dysfunktion af hjerterytmen kan også føre til symptomer som svaghed, desorientering og synsforstyrrelser.
Interessant nok er et gult skær i alle objekter én af de mere almindeligt observerede effekter af digoxin på synet (læs om dette i forbindelse med Van Gogh i boksen under artiklen).

muskelsammentrækning. Normalvis ville ’afspænderen’ eksportere calcium ud igen for at afslappe
musklen, men denne funktion forhindres af digoxin.
Hvis du bliver forgiftet, så gør ikke som James Bond
Så hvordan kan man modvirke effekterne af digoxinforgiftning?
Først og fremmest er det af afgørende betydning, at den funktionelle hjerterytme bliver genoprettet.
I ‘Casino Royale’ redder James Bond sig selv med en defibrillator (en avanceret pacemaker, der giver et elektrisk stød). I virkeligheden kan det ikke anbefales, da denne metode generelt set er ikke er effektiv til korrektion af hjerterytmen hos patienter med digoxinforgiftning.
I stedet bør den formodet forgiftede person indtage aktivt kul, da aktivt kul kan binde resterende digoxin i maven. Derved bliver man ’afgiftet’ (dekontamineret), hvis forgiftningen er sket med digoxin.
Efter dekontaminering bør en modgift mod digoxin gives.
På nuværende tidspunkt er den eneste tilgængelige modgift DigiFab. Denne består af antistof-fragmenter fra får, der er blevet gjort immune overfor digoxin.
Når DigiFab bliver administreret, vil antistof-fragmenterne binde digoxin, som derved ikke kan binde og blokere motoren.
Dog kan behandling af digoxinforgiftning stadig være ret udfordrende, da toksinet er ekstremt småt og derfor spredes bredt i hele kroppen, hvilket gør udrensningen særligt vanskelig. Når det er sagt, er DigiFab stadig livsreddende i de fleste tilfælde af digoxinforgiftning.
Modgiften gives dog sjældent – simpelthen af omkostningshensyn. Prisen på dette produkt er nemlig meget høj (op til 60.000 dollars per behandling), hvilket er årsag til, at kun 25 procent af forgiftede patienter rent faktisk får lægemidlet.
Derved er behandlingsmulighederne under digoxinforgiftning meget begrænsede, hvilket øger faren ved digoxinforgiftning.

Ét af de ældste lægemidler til hjertelidelser
På trods af dødeligheden kan digoxin også være gavnligt for menneskers sundhed, når det administreres i den korrekte dosis.
Faktisk er dette toksin blevet brugt i omkring 200 år til behandling af hjertesygdomme, hvilket gør det til ét af de ældste lægemidler inden for hjertevidenskaben (kardiologien).
Digoxin kan bruges til behandling af hjertesygdomme, da det øger hjertesammentrækningers kraft og reducerer hjertefrekvensen ved at blokere motoren.
Denne proces er nyttig til behandling af flere hjertesygdomme, såsom kongestiv hjertesvigt (hvor hjertet ikke pumper blod effektivt), atrieflimren (uregelmæssig og overdrevent hurtig hjerterytme) og andre hjerterytmelidelser.
På grund af den høje forekomst af hjertesygdomme i det 21. århundrede og den lave pris på 0,47 – 0,56 dollars per pille, er brugen af digoxin meget udbredt globalt – omkring 66.000 patienter i Danmark får det hvert år, og det var den 184. mest ordinerede medicin i USA i 2018 med mere end 4 millioner recepter.
Ikke overraskende er de fleste af de patienter, der får lægemidlet, ældre. Næsten en tredjedel er 85 år eller over.
Hårfin grænse mellem behandling og forgiftning
Selvom mange patienter bliver behandlet med digoxin, indebærer det alvorlige risici, hvis det doseres forkert.
Faktisk er den toksiske dosis af digoxin kun 1,6 gange højere end behandlingsdosen, hvilket betyder, at selv minimal overdosering kan resultere i alvorlig forgiftning.
Dosering af digoxin er ikke en let opgave, da forskelle i kropsstørrelse, alder og flere andre faktorer kan ændre forskellige patienters respons på behandlingen.
Som følge heraf forekommer forgiftning ofte blandt kroniske brugere (især hos ældre patienter eller patienter med nedsat nyrefunktion) – forgiftninger der i mellem 7 og 30 procent af tilfældene har en dødelig udgang.
Derudover anslås det, at digoxinforgiftning årligt er skyld i mere end 5.000 skadestuebesøg i USA. Så forgiftning fra klinisk brug er faktisk den mest almindelige årsag til digoxinforgiftning – ikke ondsindede mordforsøg som i ‘Casino Royale’.
Andre lægemidler bliver ofte foretrukket
Grundet den højre sikkerhedsrisiko der kan være forbundet ved brug af digoxin bliver andre lægemidler ofte foretrukket til behandling af hjertesygdomme, såsom Angiotensin-Converting Enzyme (ACE), Angiotensin Receptor Blockers (ARB’er) og beta-blokkere.
Problemstillingen bliver stadig diskuteret, og forskelle i hjertesygdomme og patientrespons på forskellige lægemidler spiller alt sammen en rolle i, hvilket lægemiddel der er det bedste i hvert enkelt tilfælde.
Der er behov for enten sikrere dosering eller forbedrede muligheder for behandling af toksicitet. Ellers vil digoxin sandsynligvis blive erstattet af alternative lægemidler i den fremtidige behandling af hjertesygdomme.
Mens vi venter på, det sker, kan vi lære noget andet af 007’s livstruende møde med digoxin: Uanset hvor fin og fancy begivenheden er, så accepter aldrig en martini fra en mystisk fremmed.
Læs denne artikel på engelsk på vores søstersite ScienceNordic. Oversat af Stephanie Lammers-Clark
\ Kilder
- Charlotte Risager Christensens profil (LinkedIn)
- Timothy Patrick Jenkins’ profil (DTU)
- Lorenzo Senecis profil (LinkedIn)
- Christoffer Vinther Sørensens profil (DTU)
- “Digitalis poisoning: Historical and forensic aspects”, Journal of the American College of Cardiology (1983). DOI: 10.1016/S0735-1097(83)80080-1
- “Digoxin: clinical highlights: a review of digoxin and its use in contemporary medicine”, Critical Pathways in Cardiology (2011). DOI: 10.1097/HPC.0b013e318221e7dd
- “Pharmacological treatment of cardiac glycoside poisoning”, British Journal of Clinical Pharmacology (2016). DOI: 10.1111/bcp.12814
- “Digoxin Toxicity and Use of Digoxin Immune Fab: Insights From a National Hospital Database”, JACC: Heart Failure (2016). DOI: 10.1016/j.jchf.2016.01.011
- “Emergency Department Visits and Hospitalizations for Digoxin Toxicity”, Circulation: Heart Failure (2013). DOI: 10.1161/CIRCHEARTFAILURE.113.000784
- “Drugs for Heart Failure”, MSD Manual
\ Var Van Goghs gule periode en forgiftning?
En af de mere normale symptomer på digoxinforgiftning er synsforstyrrelser. Ofte observerer forgiftede individer et gulligt skær omkring alle objekter de ser. Denne tilstand kaldes også xanthopsia. Nogle teorier foreslår, at lige netop denne tilstand er rod til, hvad vi kender som Vincent van Goghs ’gule periode’. Det understøttes af to portrætter af Van Goghs læge, Paul Gachet, hvor han er afbilledet med en fingerbølplante i hånden.
Kunstneren var på dette tidspunkt muligvis i epilepsibehandling med fingerbøl, da man mente, at dette kunne afhjælpe epilepsi. Dog ved man i dag, at digoxin ikke hjælper på sådanne lidelser. Grundet misforståelsen kan Van Gogh ubevidst have overdoseret digoxin, hvilket har forårsaget det gule skær, man ser i mange af hans billeder i dag.