De første australiere levede side om side med tonstunge pungdyr og øgler så lange som biler

Dengang mennesket først ankom i det nuværende Queensland, var området beboet af kæmpestore dyr, som for eksempel 6 meter lange varaner og kænguruer, der var dobbelt så høje som et menneske.

I 10 år har vi studeret disse forhistoriske dyrs fossile knogler.

Vores fund, som for nyligt blev publiceret i Nature Communications, kaster nyt lys over mysteriet bag megafaunaens udryddelse.

De første knogler blev fundet af det indfødte Barada Barna-folk i forbindelse med en kulturarvs-besigtigelse cirka 100 kilometer vest for Mackay ved South Walker Creek Mine i delstaten Queensland.

Første pålidelige glimt af de gigantiske dyr

Vores studie leverer det første pålidelige glimt af disse giganter, der strejfede omkring i Australien for mellem 40.000 til 60.000 år siden.

De store dyr, såkaldt megafauna, et udtryk især brugt i palæontologien om de største arter blandt fortidens dyr, var de største, som levede på land i Australien, efter dinosaurerne uddøde.

Vi forsøger at fortælle historien om den rolle, disse store dyr spillede for økosystemerne samt de miljømæssige konsekvenser, deres uddøen har haft.

Megafaunaen levede ved South Walker Creek, da menneskerne ankom til Australien.

Vores studie føjer ny evidens til den igangværende debat og megafaunaens udryddelse, men vigtigst af alt, så understreger det, hvor meget vi kan lære af fossilerne.

Megafauna var både rov- og byttedyr

Vi udgravede fossiler ved fire lokationer og nærstuderede selve fundlokationerne for at aldersbestemme fossilerne samt få en forståelse af det forhistoriske miljø.

Vores fund giver os et billede af, hvordan livet var for de største arter blandt fortidens dyr på Australiens tropiske savanne, i en periode der strækker sig over cirka 20.000 år for mellem 40.000 til 60.000 år siden.

I løbet af denne periode var megafaunaen i Nordaustralien forskellig fra megafaunaen i syd.

Indtil videre har vi fundet mindst 13 uddøde arter ved South Walker Creek.

Mega-reptilerne udgjorde det øverste led af fødekæden (de var såkaldte apexprædatorer eller toprovdyr), og mega-pattedyrene var byttedyrene.

Kæmpe pungdyr og gigantiske øgler

Mange af de arter, vi fandt, er muligvis nye arter eller nordlige varianter af deres sydlige modstykker.

Visse arter, som eksempelvis uddøde krokodiller, uddøde formentlig, lang tid før mennesket dukkede op på scenen, men i dag ved vi, at de levede mindst ét sted for 60.000-40.000 år siden.

Forstil dig, den første gang du ser en seks meter lang øgle og en kæmpe komodovaran, eller at du støder på en krokodille, der lever på land, og dens nære slægtning, som er dækket af taglagte hornskæl.

Pattedyrene har set lige så mærkværdige ud.

Hvad siger du til enorme kænguruer og wallabies? Eller en kæmpe wobat med store udstående fortænder? Eller hvad med et mystisk pungdyr, der ligner en blanding mellem en bjørn og et dovendyr?

Største kænguru nogensinde fundet

Den gigantiske kænguru, som endnu ikke er blevet navngivet, er den største nogensinde fundet.

Vi estimerer, at den vejede 274 kilo, så den slår den tidligere rekordholder; den gigantiske, butsnudede kænguru Procoptodon goliah.

Det største af pattedyrene var det tre tons tunge pungdyr, Diprotodon, og det mest livsfarlige var den uddøde slægt af kødædende pungdyr-løver, Thylacoleo.

Andre megafauna-arter, som stadig lever i dag, levede side om side med disse giganter: Emuen, den røde kæmpekænguru (Macropus rufus) og saltvandskrokodillen.

Hvorfor uddøde de gigantiske dyr?

Hvorfor uddøde alle disse megafauna-arter?

En teori lyder, at overfangst, som fandt sted, kort efter mennesket kom til Australien, var årsagen til udslettelsen af de store dyr.

Teorien bliver dog ikke understøttet af vores fund, der viser, at et mangfoldigt udvalg af de forhistoriske giganter stadig var i live for 40.000 år side - lang tid efter at mennesker havde bosat sig rundt omkring på kontinentet.

De tropiske megafauna uddøde omkring den tid, de yngste fossile fundlokationer blev dannet for cirka 40.000 år siden.

Tidsrammen for deres udslettelse indtraf samtidig med vedvarende regionale forandringer i tilgængeligheden af vand og vegetation såvel som hyppigere brande.

Denne kombination af faktorer havde muligvis fatale konsekvenser for de gigantiske arter, både på land og til vands.

Debat vil uden tvivl fortsætte

Debatten om megafaunaens udryddelse vil uden tvivl fortsætte i de kommende år.

Nye fund og opdagelser vil fylde hullerne i vores viden, og hullerne om, hvad der skete i den nordlige del af kontinentet er de største, der skal fyldes.

Mennesket og megafaunaen overlappede i cirka 15.000 til 20.000 år, så nye spørgsmål dukker om omkring denne sameksistens.

Hvordan levede mennesket med disse giganter i løbet af en periode med så drastiske miljømæssige forandringer?

Hvor mange forandringer kan Australien holde til?

Vores geologiske fortid er vidne til mange miljømæssige forandringer og udslettelser, men denne gang er det personligt - det handler om os.

Australien gennemgik store klimatiske og miljømæssige forandringer i løbet af den såkaldte pleistocæne epoke (geologisk betegnelse for den ældste kvartære epoke, der strækker sig fra 2,6 millioner år før nu til slutningen af sidste istid for cirka 11.500 år siden).

En undersøgelse i det samme område som de nyfundne megafauna-fundlokationer viser, hvordan den store klimatiske omvæltning, der begyndte for omkring 280.000 år siden, var skyld i udryddelsen af en mangfoldig regnskovsfauna.

Det satte skub i en sekvens af ændringer i økosystemet, der kulminerede med tabet af megafaunaen i South Walker Creek for omkring 40.000 år siden.

Det står stadig ikke klart, hvilke langsigtede konsekvenser de miljømæssige forandringer og megafaunaens uddøen havde for de arter, som overlevede.

Vil vi tage ved lære af fortiden?

De store menneskeskabte miljøforandringer har fyret op under denne langsigtede udryddelsestendens.

I Australien har vi i starten af det 21. århundrede set en stigning i forekomsten af oversvømmelser, tørke og bushfires, og det er en stigning, vi forventer, vil fortsætte.

Fossilerne giver os et vindue mod vores fortid, som kan hjælpe os med at forstå vores nutid.

Vores studie viser, at dramatiske miljømæssige ændringer er en kæmpe belastning for visse arter og deres overlevelse - især arterne øverst i fødekæden.

Vil vi tage ved lære af fortiden, eller kommer vi alle at lide under følgerne?

Scott Hocknull modtager støtte fra Queensland Museum og Queensland Museum Foundation. Anthony Dosseto, Gilbert Price, Lee Arnold, Patrick Moss og Renaud Joannes-Boyau modtager støtte fra Australian Research Council. Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.