Mennesket udryddede alle de store dyr på Jorden

Når vi i dag vil se store dyr, har vi stort set kun valget imellem at tage en tur i zoologisk have eller tage til Afrika på safari. Men hvis vi levede for 130.000 år siden i den forrige mellemistid, kunne vi nøjes med at gå en tur i skoven.

Safariturister snakker ofte om, at de skal se 'the big five' i Afrika; nemlig løve, leopard, afrikansk elefant, sort næsehorn og afrikansk bøffel.

Tilsvarende lister kunne i Nordeuropa have bestået af deres nære slægtninge: huleløve, leopard, europæisk skovelefant, skovnæsehorn og urokse, som alle klimatisk set ville have kunnet forekomme i Danmark i dag.

Var man i stedet taget til Australien, kunne man blandt andet se tonstunge slægtninge til vombatter, landlevende krokodiller og seks meter lange varaner, og var man taget til Sydamerika, kunne man se elefantslægtninge med skruede stødtænder sammen med tonstunge bæltedyr og dovendyr samt mærkværdige store hovdyr uden nære nulevende slægtninge.

Til sammenligning var faunaen i Afrika dengang stort set identisk med den nuværende, omend suppleret af blandt andet en ekstra elefant og en kæmpestor, langhornet bøffel.

Mystiske teorier om masseuddøen

At arter uddør, er helt naturligt over geologisk tid, og i løbet af 130.000 år forventer man, at et par arter vil forsvinde.

Den masseuddøen, der er sket i de sidste 130.000 år, er imidlertid mærkelig. Ikke kun på grund af mængden af uddøde dyr, hvor hele 30 procent af alle pattedyrarter over 10 kg forsvandt inden for en relativt kort periode, men også fordi den langt overvejende ramte store dyr.

Europa, som nok har den bedst forståede fauna, mistede for eksempel 19 pattedyr over 10 kg sammen med en enkelt mus som det eneste mindre pattedyr. Den ekstreme uddøen har været debatteret længe, og mange forskellige teorier har været fremsat.

Ser man bort fra religiøse ideer såsom den bibelske syndflod, har der været fremsat en række mere eller mindre kuriøse videnskabelige ideer som for eksempel en mystisk sygdom, der skulle være i stand til at inficere store pungdyr i Australien og elefanter i nordlige Eurasien og Amerika, men åbenbart ikke i Afrika og aldrig mindre pattedyr; vulkanudbrud, der skulle påvirke Australien, Europa og Amerika, men ikke Afrika eller Sydøstasien; eller meteornedslag, trods det at uddøen foregår på meget forskellig tid rundt om i verden.

I praksis er der kun to realistiske forklaringer: Klimaændringer eller det moderne menneske, Homo sapiens.

Klimaændringer som mulig forklaring

De seneste 130.000 år har været kendetegnet ved store klimatiske ændringer, fra den forrige mellemistid over sidste istids kulde til den nuværende mellemistid.

Disse dramatiske klimaændringer udgør en væsentlig forklaringsmodel for masseuddøen blandt de store dyr. Klimaet betyder rigtig meget for mange arters udbredelse.

De store dyr kunne være kommet under særligt pres på grund af klima-drevne ændringer i deres habitater og fødegrundlag. Der er dog en række problemer med klimaændringer som forklaringsmodel.

For det første er klimaændringerne de seneste 130.000 år ikke unikke. Igennem de seneste par millioner år har klimaet vekslet mellem istider og mellemistider med i alt over 10 istider.

Men det er kun under den seneste periode, at der sker et stort, selektivt tab af store dyr. Klimaændringer burde heller ikke specielt berøre store dyr, da de typisk er meget generaliserede i deres økologiske krav.

Man ser da også under tidligere klimaændringer, for eksempel i forbindelse med de første pleistocæne istider, at den uddøen, der sker, i samme eller større grad berører planter og smådyr.

Skift i temperatur medfører naturlig død

Der er desuden en fascinerende stor variation i, hvilke parametre der har været foreslået som afgørende i denne masseuddøen.

En ukomplet liste af årsager til, at forskellige arter er uddøde, inkluderer kulde, varme, tørke, og øget nedbør. Problemet med sådanne analyser er imidlertid, at når klimaet stort set hele tiden varierer, er det meget svært at undgå et sammenfald imellem uddøen og en klimaændring.

Signifikansen af sådanne tilsyneladende sammenhænge kan derfor være svær at vurdere.

Desuden er det vigtigt at holde sig for øje, at stort set alle arter ændrer udbredelse, når klimaet skifter.

Der fandtes således rensdyr, moskusokse og polarræv i Syd- og Mellemeuropa under seneste istid – og de forsvandt fra regionen, da klimaet begyndte at blive varmere.

Derfor behøver en relation mellem en arts bestandsudvikling og klimaet ikke at fortælle noget om, hvorfor arten endte med helt at uddø.

Klimahypotesen giver dog en meget klar overordnet geografisk forudsigelse: Uddøen bør have været stærkere i områder med større klimatiske ændringer.

Dvs. hvis klima har størstedelen af skylden for tabet af store dyr, så bør der være en klar sammenhæng imellem tabet af arter og graden af klimaændringer.

Bærer mennesket skylden?

Den anden potentielle årsag til udryddelserne er det moderne menneske, Homo sapiens. Det er veldokumenteret, at vi har været gode til at udrydde især større dyr i historisk tid – så hvorfor ikke også i forhistorisk?

Hypotesen kaldes overkill-hypotesen. Der er mange fundsteder, der viser, at forhistoriske mennesker var dygtige til at jage store dyr helt op i elefantstørrelse.

For eksempel var den første vidt udbredte kultur i Nordamerika en storvildtsjæger-kultur, der havde forkærlighed for jagt på bl.a. mammutter og mastodonter, og denne kultur forsvandt i øvrigt ca. samtidigt med de store dyr i Amerika.

Hypotesen er her, at effekten af mennesker er afhængig af faunaens tidligere kontakt med mennesker.

Vores slægt opstod i Afrika syd for Sahara, og faunaen i Afrika har derfor haft lang tid til at tilpasse sig jagt imens vores forfædre langsomt blev dygtigere jægere. Det kan forklare den lille uddøen, der generelt ses her.

Faunaen i Australien og Amerika havde derimod aldrig mødt tidligere Homo-arter, før det moderne menneske nåede frem og var derfor forventeligt sårbare overfor denne avancerede jæger – hvilket kan forklare den massive uddøen, som er kendt for disse områder.

Eurasien ligger midt imellem disse to ekstremer, og dyrene har i det mindste haft kontakt med primitive menneskearter, inden det moderne menneske spredte sig ud af Afrika.

Udryddelsen her er tilsvarende midt imellem den i Afrika og i Australien/Amerika.

Jægerens spyd var dyrene overlegent

Der er mange eksempler på, at arter på øer, der ikke har haft kontakt med rovdyr før, mangler frygt.

Det bedste eksempel er måske Darwins ræv, der levede på en lille isoleret ø udfor Sydamerika, og hvor Darwin slog typeeksemplaret ihjel ved at gå hen til det og slå det i hovedet med en geologihammer.

Tilsvarende naivitet fandt man dog næppe hos faunaen i Amerika, hvor dyrene var vant til jagt fra mange effektive rovdyr som for eksempel løver, sabelkatte og ulve.

Men ingen af disse arter havde den samme intelligens og samarbejdsevne som os, og ingen kunne angribe på afstand ligesom en jæger, der kaster et spyd.

Fortalerne for en menneskelig årsag til tabet af megafauna har ofte argumenteret med tidsligt sammenfald.

Mennesket kom til Amerika for 10-15,000 år siden og til Australien for cirka 50.000 år siden. Megafaunaen forsvandt fra Amerika for lidt over 10.000 år siden og fra Australien for cirka 40.-50.000 år siden (lidt senere på Tasmanien, hvor også mennesket nåede senere frem til).

Dateringerne har imidlertid været svære at udføre, og der har i mange områder været debat om, hvorvidt de store dyr forsvandt lidt før eller lidt efter Homo sapiens’ ankomst.

Undersøgelse peger på Homo sapiens

Både klima- og overkill-hypotesen giver klare forudsigelser om den geografiske variation i de store dyrs uddøen, men forudsigelserne er indtil nu kun blevet testet på grove og ukomplette data.

Derfor støvsugede vi den videnskabelige litteratur for at lave en oversigt over, hvilke store dyrearter der er uddøde for mellem 130.000 år siden og 1.000 år siden (vi ignorerede nyere tilfælde af uddøen, da det er klart, at de alle skyldes jagt og habitatødelæggelse).

Dernæst lavede vi en kortlægning af arternes samlede udbredelse over hele perioden på landebasis med store lande som for eksempel USA, Australien og Brasilien opdelt i stater/regioner.

Derved fik vi lavet den hidtil mest komplette kortlægning af den uddøde megafauna. På den baggrund kunne vi teste for en sammenhæng imellem tabet af megafauna og periodens klimaudsving – som forudsagt af klimahypotesen – og mellem tabet af megafauna og menneskets udbredelseshistorie (dvs. størst uddøen, hvor Homo sapiens var det første menneske i området, mindst uddøen, hvor menneskets udvikling har forløbet over længst tid).

Vores resultater var klokkeklare og viste en stærk sammenhæng mellem menneskets udbredelseshistorie og uddøen af de store dyr, helt i overensstemmelse med overkill-hypotesen.
Derimod kunne vi kun finde en svag relation til klimasvingninger.

Der kan derfor ikke være nogen rimelig tvivl om, at det moderne menneske har spillet en stor rolle i de globale tab af store dyr.

Det er derimod tvivlsomt, om der også var en klimatisk effekt.

Vores data indikerer højest en svag effekt, og denne mulige sammenhæng ses kun i Eurasien. Reelle klimatiske effekter burde være ligeså kraftige i områderne uden tidligere menneskekontakt (Amerika og Australien).

Blandt andet er det bemærkelsesværdigt, at vores kortlægning påviser meget store tab af arter i regioner, der var relativt klimatisk stabile og fungerede som effektive refugier for masser af mindre dyr og planter som fx Californien.

Flere mekanismer på spil

Selvom vores resultater stærkt peger på Homo sapiens som den primære årsag til tabet af store dyr, viser vores analyser ikke, hvordan det eksakt skete, og det er langt fra sikkert, at årsagen er den samme for alle arter.

Nogle arter blev forventeligt udryddet direkte af jagt, hvilket fx sandsynligvis er tilfældet for de over 10 arter af elefanter og nære slægtninge, der er forsvundet fra Amerika og Eurasien, da det tydeligvis var skattede byttedyr – og samtidig er det arter med meget lav frugtbarhed og stor følsomhed over for jagt.

Rovdyr som for eksempel sabelkatte, der er globalt uddøde, eller den plettede hyæne og leoparden, der uddøde kontinentalt i Europa, forsvandt til gengæld nærmere, fordi deres fødegrundlag forsvandt.

Atter andre arter forsvandt måske på grund af ændringer i deres levesteder, fx på grund af tabet af elefanter og andre meget store dyr – som formentlig har haft stor betydning for økosystemerne bl.a. via deres effekt på vegetationen – eller på grund af miljøændringer på grund af menneskers brug af ild til jagt.

Den videnskabelige krimi er løst

Den direkte videnskabelige konsekvens af vores studie er et svar på en slags videnskabelig krimi, hvor vi nu entydigt kan sige, at det moderne menneske var langt den vigtigste årsag til det massive tab af megafaunaen.

Dermed peger studiet også på, at vi i dag kunne have haft faunaer som de afrikanske med store dyr som elefanter, næsehorn og løver udbredt overalt i verden, hvis det ikke var for menneskets jagt og habitatændringer.

I dag pågår tabet af store dyr desværre stadig i store dele af verden, bl.a. med den nuværende bølge af krybskytteri mod elefanter og næsehorn.

De store dyr bør vende tilbage

Vores resultater har også stor relevans for, hvordan man tænker naturforvaltning.

Når vi nu ved, at det er mennesket, der har udryddet de store dyr fra vor natur, hvorfor skulle vi så ikke forsøge at genindføre dem, hvor det er muligt?

Det har vi da også gjort i et vist omfang i Danmark ved at genudsætte bæver og europæisk bison (sidstnævnte dog stadig i indhegninger), selvom begge arter har været væk fra landet i tusind år eller mere.

Da vores resultater peger på, at bl.a. hyæner, leoparder, løver og elefanter (de sidste to dog kun nære slægtninge til de nulevende arter) også er naturligt hjemmehørende i det nordlige Europa og kun mangler pga. fortidens efterstræbelser, hvorfor ikke også overveje at genudsætte disse arter, hvor det er muligt?

Det er i særdeleshed en væsentlig overvejelse, da mere og mere peger på, at de store dyr kan spille meget vigtige roller i økosystemerne og fremme en høj artsrigdom ved deres græsning, roderi og prædation.

Slip hestene løs

De samme overvejelser er også relevante på globalt plan. Et eksempel er forvaltningen af vilde heste i Den Nye Verden.

Vildheste plejede at leve i et mere eller mindre sammenhængende bælte fra Argentina over Alaska og Sibirien til Marokko.

I nyere tid har de dog manglet i ca. 10.000 år i Amerika – fra de uddøde der sammen med mange andre store dyr ved afslutningen af seneste Istid og til en ny bestand etablerede sig ud fra tamheste, der er stukket af fra europæiske indvandrere i løbet af de seneste 500 år.

I dag forvaltes de vilde heste i Amerika ofte som en invasiv, fremmed art, der pr. definition er et naturmæssigt problem.

Historien taget i betragtning må vi i stedet se det som en re-introduktion af en udryddet, hjemmehørende art.

Derfor bør man også forvalte – og fremme – disse vilde hestebestande som en naturlig del af faunaen i stedet for at holde dem nede.