Man skal have boet i en hule uden internet og tv i et par år, hvis man ikke har hørt om zika-virus.
Det foster-misdannende virus fik i 2016 hele verdens opmærksomhed. Det skete, efter flere atleter meldte afbud til OL, da de frygtede at blive smittet med den myggebårne sygdom. Zika bragte Rio de Janeiro – og for den sags skyld hele verden – i højeste alarmberedskab.
Zika er dog langt fra den eneste virus eller parasit, der bliver overført af myg. Denguefeber, nilfeber, chikungunya og så selvfølgelig malaria er fire andre sygdomme, som starter med et lille prik fra de stikkende plager.
De mange farlige sygdomme og en generel utilfredshed med myg og deres ubønhørlige sværmen om ørerne har fået vores læser Thomas Thieu til computertasterne.
»Med alle de epidemier, som myg spreder, kan man så ikke bare udrydde dem alle sammen helt? De er jo i forvejen pisseirriterende. Og hvad ville der ske med verdens økosystemer, hvis vi gjorde det?« skriver han i en mail til Spørg Videnskaben.
Myg er ikke et problem i Danmark
For at give Thomas et udførligt svar på spørgsmålet har vi prikket – eller stukket om du vil – til epidemiolog og myggeforsker Rene Bødker fra Veterinærinstituttet på Danmarks Tekniske Universitet.
Desværre for Thomas er der dog ikke meget håb for global udryddelse af myg at finde hos dem, som ved mest om emnet.
Ifølge myggeforskeren skal Thomas nemlig være glad for, at man i eksempelvis Danmark allerede har gjort en masse tiltag, som har bragt bestandene af forskellige myg voldsomt ned.
Mere skal han ikke håbe på i fremtiden.
»I Danmark har vi anno 2016 ikke rigtig problemer med myg, der bør gøres noget ved. De fleste steder kan man sidde i sin have en hel dag uden at støde på én eneste. Sådan var det ikke for 200 år siden,« fortæller Rene Bødker og uddyber:
»Dengang var store dele af Danmark vådområder, som siden da er blevet drænet og tørlagt, hvilket har fået bugt med fortidens myggeplager. Tog man tilbage til Danmark i jernalderen, kunne man med rette klage over mængden af myg. Dengang var der måske hundrede gange flere af dem, end der er i dag.«
Myg er et kæmpe problem i Sverige, Frankrig og Tyskland
Problemer med myg har man til gengæld mange andre steder i Europa – og ikke engang så langt væk fra os selv, som man umiddelbart skulle tro.
Sprøjtede svenskerne eksempelvis ikke med myggegift i Dalelven nord for Stockholm, ville det ifølge Rene Bødker være umuligt for børn i området at gå i skole uden at blive omdannet til levende nålepuder.
Tog Thomas selv til Dalelven og rullede sit ærme op i blot få minutter, ville der sidde omkring 200 myg på hans underarm og mæske sig i hans blod – hvis altså ikke der blev sprøjtet mod myg, hvilket der gør.
Det samme gælder Rhindalen i Tyskland og Montpellier i Frankrig. Begge steder ville det være uudholdelige at leve, hvis der ikke blev lavet store indsatser for at begrænse bestanden af myg.
»De steder, hvor man har problemer med myg, gør man allerede rigtig meget for at holde bestandene nede. Ofte bruger man bakteriegiften BT, som slår myggelarverne ihjel uden at gøre nævneværdig skade på andre insekter. Det fungerer rigtig godt. Men at slå alle myg ihjel vil kræve, at man slår den sidste myg ihjel, og det vil nok blive meget dyrt for ikke at sige næsten umuligt. Men så længe vi holder bestandene nede, er problemet begrænset og tåleligt,« siger Rene Bødker.
Historisk succes med at udrydde myg
Thomas’ idé om at dræbe alle myggene er dog ikke helt ude i skoven.
Lokalt og sågar regionalt har man historisk set haft held med helt at udrydde givne myggearter, som har været særdeles problematiske.
I Europa havde man eksempelvis indtil første verdenskrig store problemer med gul febermyg. Blandt andet blev Athen ramt af voldsomme epidemier af Dengue feber, som gul feber myg også kan sprede.
\ Læs mere
\ Om DDT
DDT, diklordifenyltriklorethan, er et stof (kloreret kulbrinte), som i 1960’erne blev erkendt som en meget farlig miljøgift.
Man fandt DDT i bl.a. pingviner i Antarktis og sæler i Arktis, dvs. langt fra de steder, hvor man havde brugt stoffet. Man blev klar over, at alle Jordens dyr og mennesker havde DDT i kroppen.
DDT blev fremstillet allerede midt i 1800-tallet, men det var først i 1939, at schweizeren Paul Müller opdagede stoffets insektdræbende virkning, hvilket indbragte ham nobelprisen i 1948.
I begyndelsen anså man DDT for at være et ’vidundermiddel’ mod f.eks. insekter, der overfører de frygtede tropesygdomme malaria, sovesyge og gul feber.
DDT er meget giftigt for insekter, mens der skal ret store koncentrationer til at skade f.eks. mennesker. Desuden er stoffet billigt og let at anvende. Derfor begyndte man fra omkring 1940 også at bruge store mængder DDT til at bekæmpe insektangreb i landbrugsafgrøder, især i USA, men også i Europa. Det viste sig imidlertid, at insekterne efterhånden blev resistente over for stoffet.
Desuden fandt man ud af, at DDT kun nedbrydes langsomt i naturen og tillige bliver ophobet i fødekæderne.
DDT’s miljøfarlighed har medført forbud mod at anvende stoffet i bl.a. USA og de europæiske lande, i Danmark i 1969. Men DDT produceres fortsat, og det bruges især i Afrika og Asien.
Kilde: Den Store Danske
Ved en gennemgribende indsat med myggegiften DDT og oplysningskampagner, hvori man bad folk ikke at have små beholdere med vand stående fremme (myggene lægger æg i dem), lykkedes det dog inden anden verdenskrigs frembrud at få udryddet gul febermyg helt fra Europa.
»Det kunne altså lade sig gøre dengang og nok også stadig i dag, men man ville i dag ikke få tilladelse til at sprede store mængder DDT (se faktaboks, red.). Derfor benytter vi os af andre metoder til at holde problematiske myggebestande nede,« fortæller Rene Bødker.
Det skal dog i den sammenhæng siges, at gul febermyg næsten udelukkende suger blod fra mennesker. Andre myggearter, som også tager blod fra køer, fugle, eller råvildt, er meget sværere at udrydde helt, da der til alle tider vil være nogle få individer gemt i skove eller lignende, som kan genskabe hele populationen igen.
Flere muligheder for at bekæmpe myg
Kigger man på de forskellige måder at kontrollere myggebestande på, er myggegift som DDT kun én ud af flere muligheder.
- DDT er ganske effektivt og har ifølge Rene Bødker sin berettigelse i eksempelvis Afrika, hvor man kan sprøjte giften på væggene på indersiden af huse og dermed holde bestanden af malariamyg i skak med forholdsvis små mængder gift. Den er dog uegnet til at sprede i naturen eller omkring landbruget, da den ikke bare slår myg ihjel, men også næsten alle andre insekter.
- En anden mulighed, som de bruger i eksempelvis Rhindalen, Ådalen, og omkring Montpellier, er myggegiften BT (Bacillus Thurigiensis), der er en bakteriegift, som rammer myggelarverne, når de lever i vandet. BT kan man sprede i søer, moser og andre vådområder og derved forhindre, at myggene klækker. BT rammer kun myggene og lader andre insekter være i fred.
- En tredje mulighed, som man eksempelvis bruger mod gul febermyg i Rio de Janeiro forud for de olympiske lege, er at slippe en masse genmanipulerede han-myg fri i naturen. Hannerne parrer sig med hunner, men afkommet er ikke levedygtigt, hvilket har potentialet til at lave store indhug i bestanden.
»Man kan bruge forskellige metoder lokalt for at få kontrol med bestande af sygdomsbærende eller generende mængder af myg. I eksempelvis Florida og i Singapore har man omfattende kontrol med myggene og gode sundhedsprogrammer til at opfange de medfølgende sygdomme. Man får så at sige tømt ud og skal derefter bare holde bestanden nede, for at den ikke bliver en ukontrolleret plage igen,« siger Rene Bødker.
Sri Lanka stoppede kontrol for tidligt
Det er dog vigtigt, at man bliver ved, når man først har bragt en myggebestand under kontrol.
Ifølge myggeforskeren lykkedes man eksempelvis i 1970’erne næsten med at udrydde malaria fra Sri Lanka. I et enkelt år var antallet af smittetilfælde nede på tre.
Myndighederne besluttede sig derefter – og til deres senere store fortrydelse – at opgive kontrollen med myggene i den tro, at arbejdet var veludført, og at bestanden af myg var bragt ned for bestandigt.
Det skulle de ikke have gjort.
Opgivelsen af kontrollen med myggene resulterede i, at antallet af malariatilfælde eksploderede igen, og i stedet for 3 tilfælde om året fik man på få år 100.000 tilfælde om året.
»Vi kan godt holde bestandene nede på tålelige niveauer, men for at udrydde myg helt skal alle myggene slås ihjel, og det er praktisk talt umuligt. Der vil altid være en myg eller to, som overlever, og de kan genskabe hele bestanden på få år,« siger Rene Bødker.
Økosystemet kan godt undvære myg
Selvom vi nu har fået slået fast, at Thomas ikke skal regne med, at man med hverken DDT, BT eller genmanipulerede myg kommer til at udrydde alle myg i den nærmeste fremtid, kan vi alligevel godt lege med tanken og tage fat på Thomas’ andet spørgsmål:
Hvad ville der ske med økosystemerne, hvis vi gjorde det alligevel?
Ifølge Rene Bødker kunne man faktisk godt forestille sig en myggefri verden, uden at resten af de globale økosystemer ville bryde sammen.
Myg betyder nemlig ikke så meget i det store billede.
»De har ikke den samme betydning som honningbier, termitter eller myre. Hvis man forestillede sig, at alle stikkemyg blev udryddet, ville andre arter rykke ind og udfylde den tomme niche, de efterlod, eksempelvis dansemyg,’ forklarer Rene Bødker.
Myggeforskeren fortæller desuden, at man faktisk har lavet forsøg, hvor man har undersøgt, hvor stor en del myg udgør af fugles føde. I en undersøgelse af svaler fandt man 3 myg i godt 200 svaler, så deres betydning må siges at være til at overse.
»Sagen er den, at myggene kommer frem, når fuglene flyver hjem i deres reder. Derfor tyder intet på, at hele fødekæden ville kollapse, hvis myggene forsvandt,« siger Rene Bødker.
\ Læs mere
Bekæmpelse kun i Rio
For at lukke cirklen vender vi her til slut tilbage til zika-virussen og de olympiske lege i Brasilien.
I skrivende stund spreder de brasilianske myndigheder millioner af genmanipulerede han-myg løs i Rio de Janeiro og opland.
Forhåbningen er at bringe de smittebærende gule febermyg under kontrol, alt imens byen er omdannet til verdens største turistmagnet.
Forsøget er ifølge Rene Bødker ganske legitimt. Gul Febermyg hører ikke til i Sydamerika, og det vil være ganske glimrende at få den udryddet fra kontinentet. Desuden suger gul febermyg kun blod fra mennesker, så det er rent faktisk én af de arter, der er lettere at udrydde, da de ikke har andre steder at gå hen for at få mad.
Dog er problemet ifølge forskeren, at man faktisk kun er i gang med at bekæmpe den gule febermyg i Rio, mens resten af Brasilien og for den sags skyld Sydamerika ikke har udsigt til at slippe for de stikkende plager eller deres medbragte zika-virus.
Man gør altså et forsøg på at holde den væk, mens hele verdens opmærksomhed er på Copacabana, Ipanema og Jesus-statuen, men uden en lands- og kontinentalindsats kommer man aldrig til at få bugt med den.
»Lad os være ærlige og sige, at der nok ikke kommer mange gravide hækkeløbere til Rio de Janeiro. Efter min mening burde man fra brasiliansk side i stedet fokusere meget mere på at få kontrol over myggene i resten af kontinentet og hjælpe alle de gravide brasilianere, der ikke bor i OL-byen,« mener Rene Bødker.
Tak for spørgsmål og svar
Vi håber, at Thomas fik et tilfredsstillende svar på sit spørgsmål. Vi takker ham i hvert fald for at sende det og kvitterer med en af vores eftertragtede Spørg Videnskaben-T-shirt.
Vi takker også Rene Bødker for at gøre os klogere på myg og klogere på, hvordan myndigheder over hele verden forsøger at holde dem under kontrol, selvom de ikke helt kan udryddes.
Sidder du som Thomas inde med et spørgsmål, som du gerne vil have videnskaben til at svare på, er du mere end velkommen til at sende det ind til os på sv@videnskab.dk
