Gør det egentlig noget, at et dyr uddør?

Forestil dig, hvordan det var for de første opdagelsesrejsende søfolk, dengang de satte fod på nyopdagede øer fyldt med bemærkelsesværdige og hidtil ukendte dyr.

Gigantiske skildpadder med horn og savtakkede haler eller kæmpe fugle uden flyveevne.

Desværre førte mødet med de opdagelsesrejsende ofte til dyrenes udryddelse. Dyrene var ikke vant til at skulle flygte fra fjender og rovdyr, så de var let bytte for de sultne søfolk, der kom i følgeskab af skibsrotter, svin og katte, som åd fuglenes æg.

Men hvor slemt var det egentlig? Hvilken konsekvenser havde dyrenes undergang? Og kan vi identificere, hvilke dyr eller øer som er de mest udsatte?

Udryddelse kan føre til yderligere udryddelser

Det er ikke kun dyrene, som det har følger for.

Udryddelsen af et dyr kan også få konsekvenser for planterne, der sameksisterer på øerne. Det er, fordi mange fugle, pattedyr og krybdyr leverer en afgørende service ved at spise planternes frugter, der er fyldt med frø.

Frøene finder efterhånden vej igennem dyrene og ned i jordbunden igen. På denne måde bevæger mange planter sig rundt for at sikre, at deres små frø finder et godt sted at slå rødder.

Hvis der ikke er dyr, som kan sprede frøene, risikerer planterne selv at uddø. En ø uden planter og dyr er langt mindre spændende, end de uudforskede verdener, som mødte de første opdagelsesrejsende.

Sammenligning af øer verden over

Vores forskning gransker, hvor slem situationen var for frugtspisende dyr, der levede på øer verden over.

Var der større risiko for, at visse dyr uddøde i forhold til andre dyr? Var der flere udryddelser på særlige ø-typer?

I fællesskab med mine kollegaer Daniel Kissling og Emiel van Loon fra universitetet i Amsterdam samt Dennis Hansen fra Zoologisk Museum i Zürich undersøgte jeg data fra 74 øer verden over.

Vi ønskede at afdække det fulde billede, så vi så på alle fugle, pattedyr og krybdyr, som spiser frugt. Vi inkluderede også dyr, der uddøde for ganske nylig.

Vi undersøgte, om øernes størrelse eller afsides beliggenhed kunne forklare forskellene i antallet af udryddelser, som vi fandt.

Derefter sammenlignede vi de uddøde dyrs egenskaber og særpræg med de dyr, som overlevede; eksempelvis vægt og om de havde flyveevne.

'Extinction-driven changes in frugivore communities on oceanic islands'. (Video: YouTube/Julia Heinen)

Store dronte-lignede dyr er mest udsatte

Vi fandt, at store dyr, der ikke kan flyve, uddør oftere end andre.

Dét er den kalkunstore dronte, der levede på Mauritius, et berømt eksempel på. Men interessant nok fandt vi, at udryddelserne havde følgevirkninger.

Faktisk faldt alle frugtædende dyrs gennemsnitvægt med 37 procent som følge af tabet af de store dyr, som eksempelvis en gigantisk fugl på øgruppen Ny Kaledonien, adskillige store flagermus (også kaldet flyvehunde) og visse kæmpeskildpadder på Galápagosøerne.

\ Læs mere

Knogler afslører drontens mystiske liv

Mange af øerne i vores studie har mistet deres største frugtspisende dyr; nogle øer endda også det næststørste frugtspisende dyr. I dag er der kun de mindste dyr tilbage.

Vores data afslører, at de største dyr på øerne i dag er 51 procent mindre end de største dyr, som engang levede der.

Tabet af så mange frugtspisere er en stor udfordring for planterne, fordi de store frugtspisere har større næb og munde og derfor kan sluge de største frugter.

Øernes mindre tilbageværende dyr er ganske enkelt ikke i stand til at sluge og sprede store frugter. Det betyder, at der er mindre chance for, at frøene fra store planter havner på gode grosteder, hvor de kan formere sig og skabe nye små planter.

Det varer måske ikke så længe, før vi ikke længere ser så mange øer med store frugter og store træer.

Små afsidesliggende øer er hårdest ramt

Heldigvis er det ikke alle øer, som har mistet deres frugtspisende dyr.

De mindste øer er hårdest ramt. De har mistet den største procentdel af frugtspisende dyr, som engang levede der.

Det er sandsynligvis, fordi det er vanskeligere at flygte fra rovdyr og jægere på små øer.

Desuden har de forholdsvis lidt skovdække og færre frugtbærende træer end større øer. Derfor kan ethvert problem på små øer let få store konsekvenser.

Isolerede øer, langt væk fra fastlandet, har også mistet en stor procentdel af deres frugtspisende dyr. Også disse dyr levede i lang tid uden rovdyr og fjender, hvilket gjorde dem ekstra sårbare over for mennesker på jagt og de ledsagende rotter og katte.

Vi kan afværge yderligere udryddelser

Alle udryddelserne er sørgelige, men der er ikke grund til at opgive håbet!

Nu ved vi, hvilke dyr og øer som er mest udsatte: Store dyr, der ikke kan flyve, som en række flugtløse fuglearter på Salomonøerne, på øer, der er små og afsidesliggende.

Vi kan bruge denne viden til at afværge fremtidige udryddelser.

Mange organisationer arbejder allerede hårdt på sagen, og der er set store succeshistorier på øer, hvor dyrelivet er bragt tilbage til før menneskets ankomst.

Men der skal yderligere tiltag til, og alle kan hjælpe – enten som frivillig ved et projekt, gennem donation eller ved ganske enkelt at sprede budskabet.

Forhåbentlig mister vi ikke flere af de mange spændende tilbageværende planter og dyr på øerne, så vi fortsat kan blive forbløffede ligesom de første opdagelsesrejsende.

Læs denne artikel på engelsk (aktivt link følger senere) på vores internationale søstersite ScienceNordic.com. Oversat af Stephanie Lammers-Clark.

Den dronte-lignende vanuatubuskhøne (Megapodius layardi) er udsat, men endnu ikke udryddet. (Foto: Dubi Shapiro)

Lord Howe-skovrikse (Gallirallus sylvestris) er udsat, men endnu ikke udryddet. (Foto: Wikipedia)

Julia Heinen med en flugtløs, uddød dronte. (Oxford University Museum of Natural History)

Dronten uddøde på blot 70 år, da hollandske søfolk bosatte sig på dens hjemø Mauritius. (Illustration: De Bry, 1601)

Den uddøde vanuatu-Meiolania-skildpadde, der havde en savtakket hale samt horn i panden og den uddøde Sylviornis-fugl (Sylviornis neocaledoniae), der levede på Ny Kaledonien. (Illustration: Julia Heinen)

1 / 5