Biokemiker: Jeg får ekstra indsigt af at danse som et molekyle

Kerstin Wagner, du er hovedpersonen i en film, hvor du til tonerne af Trentemøller i tre minutter danser en fortolkning af, hvordan en særlig type fedtmolekyler - lipider - bevæger sig i »i et modelsystem af en cellemembran«.

Hvorfor i alverden bruge tid på at danse et fedtmolekyle?

»Faktisk kom ideen første gang til mig, da jeg lavede en præsentation af min ph.d.-afhandling for andre ph.d.-studerende. Dengang manglede jeg et billede i min præsentation, som kunne vise strukturen af et lipidmolekyle i det modelmembransystem, jeg bruger i min forskning. Derfor viste jeg det bare med armene over hovedet, men det virkede fint, og om aftenen spurgte de, om jeg ikke kunne vise min dans med armene igen.«

»Siden da har jeg ikke tænkt mere på det, men jeg har gået til moderne dans. Og i juni så jeg en annonce i tidsskriftet Science for en konkurrence, hvor man skulle danse sin ph.d.-afhandling. Jeg tænkte, at jeg gerne ville være med og bruge dansen til at visualisere, hvordan molekyler bevæger sig i et dynamisk system.«

Hvad har du imod at arbejde i laboratoriet, skrive videnskabelige artikler og alt det andet arbejde, der udløser international hæder og ændrer forståelsen af verden omkring os?

»Jeg har intet imod mit arbejde, men det er vel okay at have andre interesser også? Det generede mig, at når man kigger i bøger, ser man bare 'døde' billeder af lipider i lipidmembraner rundt om cellerne. Det er svært at få en fornemmelse af 'livet' i molekylerne, blandt andet fordi mikroskoper ikke nødvendigvis har den opløsning, som du skal bruge, fordi vi er helt nede i nanostørrelser, hvor man bruger andre metoder end synet til at bestemme strukturerne.«

»Derfor synes jeg, det er sjovt i stedet at bruge dansen til at vise, hvordan dynamiske molekyler bevæger sig under forskellige betingelser. I videoen viser jeg, hvad der sker med lipider, når trykket stiger omkring dem i modelmembranen: De fysiske betingelser ændrer sig, og selvfølgelig har det konsekvenser for, hvilken form lipid-molekyler har, og om de kan bevæge sig rundt eller ej.«

Så du har lavet en danse-dokumentar?

»Det kan man godt sige. Jeg viser i begyndelsen, hvordan det lipidmolekyle, jeg repræsenterer, bevæger sig, når det er i en gastilstand, hvor det ikke møder andre molekyler, og det er frit til at bevæge sig rundt og ændre form.«

»Når trykket stiger, bliver der mindre plads, og der opstår svage interaktioner med andre molekyler, som bliver repræsenteret ved skyggerne i baggrunden. Der kommer flere og flere molekyler, jo mere trykket stiger, og de skal dele samme plads. Til sidst ordner de sig tæt på hinanden og indtager en fast form på grund af stærke interaktioner mellem molekylerne.«

»I videoen viser jeg, at en fast form som f.eks. en krystal ikke betyder, at molekylerne ikke kan bevæge sig, for atomerne, som molekylerne er lavet af, kan stadig vibrere omkring deres plads i molekylestrukturen.«

Hvorfor ser lipider ud, som om de har ondt i maven og desperat leder efter et toilet?

»Altså, jeg forsøger i starten at vise, at molekylerne kan tage enhver form, de vil, fordi der ikke er så meget tryk omkring dem. Molekylet prøver at finde en form, hvor det er mest 'afslappet'. Samtidig kan molekylet bevæge sig, hvorhen det vil på overfladen. Det kaldes 'free diffusion'.«

»Senere, når trykket stiger, løfter en større og større del af molekylet sig fra overfladen og ordner sig. Til sidst sidder det tæt pakket i en mere anspændt struktur og kan ikke bevæge sig rundt mere. Det er nok det, du mener med, at de er toilettrængende.«

Måske skulle du hellere have brugt din arbejdstid i laboratoriet?

»Jeg lavede faktisk videoen i min fritid.«

Hvorfor er det federe for dig at bruge tiden på at danse rundt foran kameraerne i stedet for at finde den optimale kur mod fedme?

»Molekylerne har intet at gøre med fedme eller slankekure. De fedtmolekyler, du har i kroppen, når du bliver fed, er helt anderledes, end dem jeg undersøger.«

»Jeg ved selvfølgelig godt, at når man taler lipider og fedtstoffer, så tænker de fleste på fedme. Men lipider har også andre opgaver, end bare at samle sig på maven og gøre dig tyk.«

»Mine molekyler er byggesten i de membraner, som omgiver alle celler i alle organismer. De udgør membraner, som er en barriere for cellen mod miljøet udenfor, men de bliver også brugt inde i cellen.«

»Afhængig af deres komposition og forskellige fysiske parametre, kan membranen have adskillige strukturer, som påvirker processer i cellen. Det var det, jeg undersøgte i min ph.d.-afhandling.«

Det lyder næsten lige så uforståeligt og ubrugeligt som at danse sin forskning. Men du kalder det vel bare grundforskning?

»Ja. Du må forstå, at for hver spændende applikation i samfundet, ligger der tusinder og atter tusinder timers grundforskning bag.«

Men hvorfor fyre forsker-energi af på at danse lipiders bevægelser under forskellige forhold; du kunne vel lige så godt have bøvset dem i fredagsbaren i stedet for?

»Hør nu her. Det er faktisk svært at forklare udenforstående, hvad jeg egentlig laver. Der er ikke nødvendigvis en direkte anvendelse af min forskning, som medfører en ny teknologi eller opdagelsen af et nyt stof. Det er mere at prøve at finde ud af, hvordan processer i cellerne bliver reguleret.«

»Det er grundlæggende vigtigt, at jeg kender strukturen i en membran, når jeg undersøger, hvordan strukturen påvirker kroppens fysiologiske processer. Man kan finde informationer om lipiderne i eksperimenter, og udfordringen var at danse både lipidernes dynamik og deres struktur i membranerne.«

»Det krævede, at jeg var sikker på at have indsamlet og forstået hver eneste lille detalje fra eksperimenterne. På den måde gav dansen mig en mulighed for at kigge på stoffet rigtigt dybt en ekstra gang og forstå det på et andet plan.«

Har du nogensinde mødt én, som har set din dans og udbrudt: Det ligner sgu da lipider?!

»Ja! Selvfølgelig var mange af mine kolleger skeptiske på forhånd, men nogle af dem som arbejder med lignende systemer har skrevet og sagt til mig, at de kan genkende det, jeg prøver at vise. Det er selvfølgelig det største kompliment, jeg kan få.«

Så det er lettere at score andre forskere, når man danser sin ph.d.?

»Det har jeg ikke prøvet at finde ud af, for jeg har allerede en kæreste.«

Din kolleger har ikke kastet sig over dig i fredagsbaren, fordi du kan danse som et lipidmolekyle?

»Nej, det har de ikke.«

Tænker du en gang imellem, at det ville have været lettere at score - og generelt bare lidt federe - hvis du studerede amerikanske film fra 1970erne og 1980erne, så du kunne have danset Fame-dans?

»Nej, overhovedet ikke. Jeg synes, at man inden for moderne dans har set virkelig mange ting om følelser mellem mennesker og problemer i samfundet. Det er virkelig vigtigt, at man også viser noget, som er fra forskningsverdenen, og som andre, 'normale' mennesker ikke kan forstå og tror er langt væk deres egen verden, selvom det er en del af den.«

»Jeg har læst biokemi og elsker virkelig naturvidenskab. Det har bare været skægt for mig at kombinere min lidenskab for dans med professionen i videnskab. Så jeg ville ikke have danset en musical eller noget andet.«

Du konkurrerede med 44 andre forskere fra hele verden, og du vandt ikke dansekonkurrencen. Måske skulle du hellere have danset lipider, efter de havde været på toilettet..?

»Jeg har selv en baggrund inden for moderne dans, og derfor ville jeg have gjort det på nøjagtigt samme måde, hvis jeg skulle gøre det igen. Jeg synes, det er den bedste måde at vise, hvordan molekyler bevæger sig på.«

Hvis du kun vil danse moderne, ryger du nok ud med det samme, hvis de ringer fra Vild med dans på TV 2...

»Ved du hvad, jeg er ikke en stor fan af pardans, så standard og latin siger mig ikke så meget alligevel.«

Så du affinder dig med, at lipider åbenbart har deres begrænsning og dropper dansen?

»Jeg skal arbejde som postdoc i Danmark indtil næste sommer. Så ved jeg ikke, hvad der skal ske bagefter, men jeg overvejer faktisk at lave en 'forelæsningsperformance', hvor jeg viser, hvordan ideen om dansen blev realiseret ud fra den videnskabelige baggrund. Men det er bare en idé.«