Filmforsker: Dårlige bøssefilm er totalt oversete

Niels Henrik Hartvigson fra Københavns Universitet har fået 1,6 millioner kroner fra Det Frie Forskningsråd/Kultur og Kommunikation til at undersøge homo- og biseksualitet i danske spillefilm fra 1930-1965.

Små børn sulter i Afrika, og så vil du bruge 1,6 millioner på at undersøge homoseksuelle drifter i danske film fra 1930’erne. Lugter jeg lidt snæversyn her?

»Jo, helt rigtigt, jeg er enig. Men hvis du spørger alle humanister om sådan noget, ville 80% give dig fuldstændig ret. Hvis jeg kunne, ville jeg også købe en kornmark og tage til Afrika, men nu har jeg ikke selv betalt for det.«

Sidder der mange bøsser og lesbiske i forskningsrådet, siden du har fået pengene?

»Jeg opfatter slet ikke mine kolleger som særligt seksuelle, og dem der er i universitetsverdenen, måske især inden for humaniora, har en tendens til at gemme sig selv bag det, de arbejder med. Det er meget paradoksalt, for én af de ting, der tiltrækker alle på humaniora, er friheden til at få lov at definere sine egne arbejdsområder, som i nogle tilfælde er ret flippede, sære eller højtflyvende.«

»Man skulle tro, at det udløste artikler og bøger med meget personlige indfaldsvinkler. Men tit bliver humanister holdt tilbage, fordi vi vil leve op til den videnskabelige verificerbarhed, hvor man opfatter den alt for personlige tilgang som mistænkelig eller farlig.«

»Måske spreder det sig til den måde, folk er over for hinanden på, når de er på universitetet. Man kunne sagtens forestille sig, at humaniora var fyldt med mennesker med røgelse og åbne døre og sex-orgier, men det er ikke min erfaring – desværre!«

Så humanister er en masse mennesker i identitetskrise, fordi de skal lave noget andet, end de i virkeligheden har lyst til?

»Nej, vi får i stor stil lov at arbejde med det, vi gerne vil, men mange af os skjuler, hvem vi er i vores videnskab, forskning, undervisning og artikler.«

»På den måde er det bestemt en udfordring for mig at skrive om homo- og biseksualitet i film, når jeg selv er homoseksuel. Det ved mine kolleger, og det skal jeg også forholde mig til: Når jeg vælger det her emne, forsøger jeg så at redde nogens ry og rygte, vil jeg overdrive og sige, ‘nej, se her, der er meget homo- og biseksualitet i danske film!’, vil jeg drive politik eller andet? Det er i hvert fald en meget god måde at blive tvunget til at skulle forholde sig til sin personlige investering.«

Hvorfor ikke hellere se på, hvor mange bøsser, der er med i filmen om det danske fodboldlandshold, eller for den sags skyld hvor mange homoer, der er med i filmen om Bjarne Riis’ cykelhold? Så favnede filmene bredere og havde noget spændende at se på…

»Det kunne man også sagtens. Grunden til, at jeg har valgt denne periode, er, at jeg ville vælge én, hvor der officielt ikke er nogen homo- og biseksualitet og diskutere, hvordan man kan se, at det er der alligevel.«

»Når du skal diskutere homo- og biseksualitet i gamle film, så taler du i høj grad om normal og unormal – unormativ – heteroseksualitet. Mange forførertyper er f.eks. bøssede. De forfører unge piger, man skulle tro det var med store muskler og seje brystpartier, og så er det i virkeligheden med den nye parfume og den slags. Hvordan hænger det sammen?«

»Et af mine yndlingseksempler er ‘Hans onsdagsveninde’, hvor Peter Malberg spiller en sjuft, som har gjort mange kvinder gravide. Han er æstetisk meget mere defineret som fiktiv karakter gennem overspil, mere makeup og kostumer, som gør, at han tydeligvis er mere fiktiv end de andre figurer. Narrativt har figuren én rolle og udførselsmæssigt en anden. Det er et meget godt eksempel på den tvetydighed, der er i repræsentationen af seksualitet.«

»Jeg tror, at mange af de her film er blevet totalt overset, fordi man kan gå og sige, at ikke er nogen kvalitet i dem, når de er så usammenhængende, som de er. Man kan se, at filmen handler om noget, men skuespilleren spiller i en helt anden retning.«

»Men her er det pludselig muligt for mig at sige, at nogle af de ‘usammenhængenheder’ udstiller lige præcis de steder, hvor man kan finde tegn på unormativ seksualitet i film, som du ellers ikke ville finde. I forhold til mit projekt har de altså høj kvalitet, fordi de siger noget nyt; de prøver noget af, som en masse entydige film ikke gør.«

Så du ser en masse skodfilm, og dér, hvor de er ringest, er der homoseksuelle undertoner? På den måde er der jo rimeligt mange homo-film at vælge imellem.

»Så simpelt er det desværre ikke. Grundlæggende er der rigtigt mange forskellige måder at se på homoseksualitet på. Og jeg skal f.eks. også finde ud af, i hvor høj grad jeg skal gå ud fra filmene selv eller lade analysen være påvirket af skuespillere, manuskriptforfattere eller instruktører, som jeg ved har været tiltrukket af miljøet eller selv har været i det.«

»Jeg har med vilje valgt en periode, hvor jeg kunne se samtlige film. Jeg vil ikke risikere på forhånd at vælge en tilgang til filmene, som gør, at jeg går glip af godt materiale.«

(Se eksempel fra en karakteristisk film længere nede i artiklen.)

Kommer du til at analysere faderen fra Far til Fire? Jeg synes, han er lidt løs i det…

»Han er faktisk et fantastisk godt eksempel på de tvetydigheder, jeg talte om før.«

»Han har visse feminine træk, og han er ikke bare far, men også mor til fire. Han har ikke den traditionelle faderrolle, hvor man ‘bare’ går på arbejde; han skal hele tiden tage sig af børnene. Han og børnene er stiliseret efter tegneseriens streg, og det giver dem en vis uvirkelighed.«

»Onkel Anders er heller ikke særligt seksuel, og det er i det hele taget svært at forestille sig, at nogen af dem har en kæreste. Selvom der ikke er homo- eller biseksualitet i filmene, så er en masse figurer diskvalificeret i heteroseksualitet, og derfor må vi forstå dem på en anden måde.«

»Nu kommer vi over i fortolkning, men de bliver et eksempel på seksualitet, netop fordi de slet ikke er sexede. Det er svært at forestille sig, hvordan børnene er kommet til verden, lidt ligesom i Anders And. Det gør det interessant, og jeg skal faktisk se alle filmene.«

Når en humanistisk homo-filmforsker virkelig spasser ud med fortolkning af danske film, hvad ser han så?

»Så tænker jeg især på de uægte børn, som fylder rigtigt meget i danske film. De er helt fantastiske i forhold til seksualitet, fordi de kommer af lystfuld eller forbudt seksualitet eller måske endda voldtægt. De er levende beviser for det grænseoverskridende eller normoverskridende. Hvorfor fylder de så meget?«

»Jeg tror, de bliver brugt, fordi de har kæmpe narrativt potentiale. De repræsenterer en hel historie, for hvad skete der i fortiden, hvad vil ske i fremtiden? Allerede fra starten af 1930’erne går de i filmene fra at være udstødte til at indtage deres rette plads i samfundet ved siden af den oprindelige far eller blive gift med den rige datter eller søn – de går fra den ene ekstrem til den anden.«

»De uægte børn giver en åbning for et seksuelt fokus, også fra det publikum, som har været orienteret mod unormativ sex – både uden for ægteskabet og for folk med andre seksuelle erfaringer end normalt. Pludselig bliver horeungerne identifikationspunkter, fordi de repræsenterer en seksuel frigørelse. På en mærkelig måde kan filmens ligning også virke for den kvinde, der er gift med en mand, hun ikke er tiltrukket af og i stedet har kissemisset med sin kusine som bare…«

»Nu er vi virkelig ude i fortolkning – men den er god nok. Jeg har selv følt det.«

Det er sikkert fint nok for dig, men hvordan kan politikerne bruge dine konklusioner under finanslovsforhandlingerne?

»De kan kigge på dem i de lange pauser og finde ud af, at nogle af de skuespillere, som de aldrig havde troet skulle have noget med det her at gøre, også har været med. Peter Malberg, Ib Schønberg osv.«

»Nej, det her er jo penge, som politikerne selv har sat af til forskning, og jeg må sige, at jeg synes, det er helt vildt vigtigt at lave. Dels som del af et større projekt, som går ud på at give danskerne en filmisk kulturarv, som der er så lidt fornemmelse for. Perioden gemmer på en masse film, som på alle mulige forskellige måder er relevante for ‘dig.’«

»De kan både være søndagsunderholdning, hvor man griner, genkender sproget, København og de andre steder. Og på nogle punkter fortæller de ens historie om, hvem man er og hvem ens familie var: ‘Der er noget ved min onkel dér’, som er enormt inspirerende, når de kommer fra noget gammelt.«

Så vi kan opdage, at vores onkel er bøsse?

»Måske ja. Jeg har godt nok ingen onkler, der er bøsser i familien, men så er der et andet vigtigt punkt: Jeg er født i 1965, og jeg kan ikke se noget homo- og biseksualitet i de gamle film. Men den må jo være der, fordi jeg er her, og ellers giver det hele jo ikke mening. Er jeg bare en ny race? Det tror jeg ikke, jeg er. Jeg kan bare godt lide at se danske film, også selvom det bare er Liva Weel, der skråler. Jeg føler en forbindelse til de her figurer og til de her film.«

Måske er du bare vild med de gamle film, fordi du selv er homoseksuel?

»Ja, og det tror jeg også, andre homoseksuelle er. Jeg så lige ‘Tante Cramers testamente’ i går med min homo-ven Filip. Vi sad og grinte af, at de i stedet for at sige ‘må jeg’ siger ‘møjer’. Det er min erfaring, at mange homoseksuelle bærer på en kulturel konservatisme.«

»Mange homoseksuelle har meget gamle møbler derhjemme, kan lide gammel litteratur og lide at bevare traditionerne. Enten er det paradoksalt, eller også er det meget logisk, for mange af de mennesker har oplevet deres seksuelle ‘coming-out’ som et stort brud med en masse traditioner, f.eks. med familiens forestillinger om, at de skulle giftes med en fra det andet køn og have børn.«

»Man kan finde fornøjelsen i det, som andre opfatter som ubrugeligt. Jeg tror bare, at kærlighed til danske film er en evne, der skal fremelskes hos andre. At give en anden nøgle til danske film er en ret central ting hos mig.«

Hvis du er så homoseksuel, hvorfor er du så blevet filmforsker i stedet for danser eller Melodi Grand Prix-sanger?

»Jamen, jeg er også danser, og jeg konkurrerer og underviser i latin- og standarddanse. Men desværre ikke på et niveau, hvor jeg kan få mange penge for det.«

Så er det jo godt, at vi har nogle forskningsråd med en masse penge…

»Jo, men jeg har det nu godt med at være, hvor jeg er. Jeg er nok den eneste, der ville gøre det her på denne måde. Det bliver min bevægegrund og mit rationale: Hvis jeg ikke gjorde det, ville ingen andre gøre det. Hvem ville ellers interessere sig for Lille Connie, som jeg gjorde, da jeg så film fra 30’erne, eller se en kvalitet i Peter Malbergs figur Peter den Store?«

»Jeg håber, at jeg kan gøre, at andre mennesker vil kunne se de samme ting. Man skal ikke stikke sig blår i øjnene, for det er svært at ændre folks opfattelse, men man kan håbe, at man kunne gøre nogle af de her film relevante for andre.«