Sort kamp før og nu: Fortidens lynchninger vækkes til live i USA

Den sorte bil bremser ved den lille bro over Apalachee-floden i Georgia, USA.

Ud fra krattet springer en flok mænd i hvide skjorter og omringer bilen. De har geværer i hænderne; en af dem har også medbragt en reb med en løkke. Mændene, som alle er medlemmer af Ku Klux Klan, river dørene på bilen op og flår fire sorte passagerer ud, to mænd og to kvinder.

Klansmændene skriger til en af de sorte unge mænd, at han skal dø. I tumulten, der følger, råber en af de sorte kvinder, at hun genkender en af overfaldsmændene. »Jeg ved, hvem du er!«

Det får den ophidsede flok til at beslutte sig for at tage livet af alle fire passagerer. De genner dem ned til floden, binder dem med reb og fylder deres unge kroppe med mere end 60 skud.

Vi – en antropolog, en historiker og en journalist – er draget til USA i foråret 2024 for at undersøge historiens slagskygger og optage materiale til vores podcast ’Borgerkrigens ekko’. Vi har netop betragtet den fingerede nedslagtning på nærmeste hold sammen med omtrent 50 andre.

Optrinnet er en genopførelse af en virkelig forbrydelse fra 1946, kendt som ’The Moore’s Ford lynchings’.

De skyldige er aldrig blevet dømt. Her, lidt uden for byen Monroe, i Georgia, har en gruppe sorte og hvide aktivister genopført forbrydelsen med løst krudt og teaterblod hvert år siden 2005. Hvorfor dog?

»Vi kan ikke have forsoning, før vi har en samtale«

Cassandra Alexander-Green er afroamerikaner og har instrueret den årlige genopførelse i mange år:

»Kampen fortsætter stadig. Det er derfor, historier som denne er så vigtige. Fordi det her sker stadig. Der var en politibil involveret ved Moore’s Ford Bridge«, forklarer hun, underforstået, at myndighederne ikke greb ind.

Hun kæder drabene fra 1946 direkte sammen med politiets adfærd i USA i dag.

George Floyds død med en politibetjents knæ på struben satte ild i USA i 2020.

Cassandra Alexander-Green fortæller, at hendes egen nevø, Jamal Sutherland, der led af skizofreni, blev uskyldigt dræbt af politiet for to år siden.

Og hun siger, at nu prøver »de« – altså myndighederne – at betale hendes søster for at holde mund med den virkelige historie om sønnens død. Ligesom de hvide i 1946, og i en lang række andre tilfælde, beskyldes for at have dækket over hinanden i sager om vold mod den sorte befolkning.

Da vi spørger Cassandra, hvorfor man skal blive ved med at puste til disse gløder, siger hun, at hun går ind for forsoning.

»Men vi kan ikke have forsoning, før vi har en samtale. Vi bliver nødt til at tale om det. Du bliver nødt til at se og høre, hvad sorte er gået igennem i det her land. Ikke prøve at undertrykke det, for det føles for os, som om det, vi er gået igennem, ikke betyder en skid for jer. Vi bliver nødt til at tale om, hvad der skete.«

Før og nu på én gang

De store genopførelser – 're-enactments' – af fortidens begivenheder er en velkendt genre i USA. I Danmark kendes fænomenet også, for eksempel til vikingetræf eller andre historiefestivaler befolket af frivillige, der iført rekonstruerede dragter levendegør fortiden.

Jeg har selv som antropolog forsket i og deltaget i genopførelserne af Den Amerikanske Borgerkrigs store slag, der i USA kan samle tusindvis af historieentusiaster og tilskuere på de gamle slagmarker. Det har jeg skrevet mere om på Videnskab.dk i denne artikel.

Men genopførelsen ved Moore’s Ford Bridge er anderledes. Her handler det ikke om at hylde en fjern fortid, der er overstået, men om at knytte den tæt sammen med nutiden. Her er før og nu så at sige til stede samtidigt.

Konkret kan man pege på tre grundforskelle mellem de to ovenstående typer 're-enactments'.

For det første er de traditionelle genopførelser af borgerkrigen en altovervejende hvid hobby.

For det andet anlægger deltagerne typisk en glorificerende og andægtig grundtone over for soldaterne fra både Nord- og Sydstaterne, der hyldes og mindes som helte og ofre.

Og for det tredje er folk i hobbyen nærmest besat af materialernes autenticitet: Uniformerne, udstyret og våbnene, som bruges, er genskabte, sirlige kopier af borgerkrigens originaler.

Lynchningen ved floden i Georgia er væsensforskellige på alle af de tre parametre.

De fleste af deltagerne og tilskuerne er sorte. Der er ingen fejring af fortiden at spore, derimod en indædt trang til at grave i og fordømme dens grusomheder.

Og tøjet, våbnene og bilen, der anvendes, er langt fra én-til-én kopier af de historiske forlæg. Faktisk er bilen, vi betragter ved broen i 2024, helt moderne, og skuespillernes tøj er kun tilnærmelsesvist ’historisk’.

Her er noget andet på spil: Her smelter fortiden og nutiden sammen, ikke bare symbolsk, men konkret og materielt. Hvor de traditionelle genopførelser af Den Amerikanske Borgerkrig skarpt adskiller før og nu og kigger tilbage på borgerkrigens kampe som noget, der er ovre, så er fortiden netop ikke overstået ved Moore’s Ford.

Her brænder historien, uopklaret, vedvarende og hyperrelevant.

Nyt at forstå lynchning som terror

Det er ikke nyt at beskæftige sig med lynchningerne som en del af historien om det amerikanske slaveri, racismen og raceadskillelsen, der først blev afskaffet i 1960’erne.

Men det er nyt at formidle dem som et system af terror, har professor Marita Sturken fra New York University påpeget i en videnskabelig artikel.

At anerkende lynchninger som terrorisme er at anerkende, at de var elementer i en dybt indlejret hvid kultur; chokværktøjer, der havde til hensigt at skræmme og fastholde de sorte i undertrykkelse – og lykkedes med det gennem generationer.

Marita Sturken har sammenlignet mindesmærket i New York City for ofrene fra Al-Qaedas terrorangreb på USA 9. september 2001 og det nyere National Memorial for Peace and Justice, som blev indviet i Montgomery i Alabama i 2018.

Det sidstnævnte monument, som vi også besøger som led i vores podcast, er rejst til minde om de mere end 4400 afroamerikanere, der i perioden 1877–1950 blev myrdet af hvide selvtægtsmænd i ’racebetingede terrorlynchninger’.

I den betegnelse ligger netop, at overgrebene var del af en langt bredere normsæt, gennemsyret af ideer om hvidt herredømme, båret frem af Ku Klux Klan og andre voldelige hvide grupperinger.

Ligesom 9/11-mindesmærket i New York markerer monumentet i Alabama altså ofrene for terror.

Marita Sturken påpeger, at det at forstå lynchningerne ikke som enestående forbrydelser begået af rabiate bøller, men som del af en bredere hvid kultur – et terrorregime vendt mod en del af landets befolkning – udfordrer selve den amerikanske selvforståelse.

Mens 9/11 var en forfærdelig, udefrakommende handling begået af eksterne terrorister, der angreb USA, retter lynchning-monumentet i Alabama opmærksomheden mod landets interne terror.

»Udfordringen er«, skriver Marita Sturken, »at definere terrorisme i hjertet af nationens historie, at forstå at dette var en nation født af folkemordet på de indfødte amerikanere og gennem slaveriet som institution«.

Lynchninger var populære, offentlige shows

De brune, aflange metalkasser, der hænger ned fra loftet i det enorme mindesmærke i Montgomery, tvinger beskueren til at kigge op. Hver af de 816 kasser har indgraveret ofrene for lynchninger begået i ét 'county' (amt, red.).

Efter nogen søgen finder vi den, der har navnene fra Moore’s Ford, i Walton County, Georgia, påskrevet.

Kasserne ligner kister, men de minder også ildevarslende om sorte kroppe, der dingler fra træerne.

Det kan være svært at begribe, at mange lynchninger var populære, offentlige shows og trækplastre for store hvide skarer af tilskuere, langt op i det 20. århundrede. Fotografierne af jublende hvide, der peger op mod de mørke lig i trækronerne, findes stadig som uafrystelige vidnesbyrd.

Som vi står der ved mindesmærket i Montgomery, tvinges vores hoveder på skrå. Nu er det os, der er en del af flokken, der kigger op på de mørke legemer – ligesom datidens hvide tilskuere.

Det, at vi som hvide beskuere er nødt til at indtage denne position, er naturligvis en del af designet. At mindes fortidens forbrydelser – og nutidens – foregår også med kroppen; uanset om du er den, der genopfører, eller den, der ’blot’ beskuer uhyrlighederne.

Mindesmærket i Montgomery og de genopførte lynchninger ved Moore’s Ford er markeringer af de sorte amerikaneres fortsatte kamp for retfærdighed. Her bliver fortidens racistiske forbrydelser både mindet i egen ret og smeltet ubrydeligt sammen med nutidens uretfærdigheder.

For mange af de afroamerikanere, der skal til stemmeurnerne til november, er netop de uretfærdigheder, og kampen for at rette op på dem, et helt centralt valgtema.