Den højspændte duel mellem republikanere og demokrater, påvirker lysten til at leve. Et nyt studie viser, at antallet af selvmord falder efter valgkampe, skriver ScienceDaily.
Studiet bygger på selvmordsstatistikker fra 1981-2005 i USA, og det viser, at i stater, hvor flertallet stemte på vinderen, faldt raten. Men højst overraskende og mod al logik faldt den mest markant i stater, som støttede taberen.
4,6 procent færre mænd og 5,3 procent færre kvinder tog livet af sig selv i taberstaterne end normalt.
Tidligere studier har bekræftet, at præsidentvalg bremser antallet af selvmord, men det er første gang, at man sammenligner tallene med, hvordan stemmerne faldt i de enkelte stater.
Hellere være taber blandt venner, end vinder blandt fjender
Ph.d-forskeren Richard A. Dunn er leder af studiet, og han forklarer, at det underlige sammenfald mellem nedgang i selvmordsraten og valgnederlag kan skyldes sociale kræfter.
»Selvfølgelig stinker det at støtte en taber, men hvis alle omkring dig også støttede taberen, er det ikke så slemt, fordi du føler dig en del af fællesskabet. Med andre ord, det var meget mere fortrøstningsfuldt at være en demokrat i Massachusetts eller Rhode Island, da George W. Bush blev genvalgt end en ensom demokrat i Idaho eller Oklahoma,« siger han til ScienceDaily.
Forskere har længe ment, at folk som føler sig ensomme og uden for fællesskabet, har større risiko for at begå selvmord. For eksempel ved man, at begivenheder, der samler folk som nationale og religiøse helligdage, sænker selvmordsraten.
Det nye studie vil blive offentliggjort i september-udgaven af tidsskriftet Social Science Quarterly.