Krigsmonumenter og statuer i USA's sydstater har længe skabt splid blandt amerikanere.
En del vil have monumenterne fjernet, fordi de vækker minder om en skamfuld fortid med slaveri. Andre vil bevare dem, blandt andre landets præsident Donald J. Trump:
»Det er trist at se historien og kulturen i vores store nation blive flået fra hinanden med fjernelsen af smukke statuer og monumenter,« skrev præsidenten for nyligt på Twitter.
Præsidentens tweet kom i kølvandet på, at fascistiske grupperinger som Ku Klux Klan, nynazister og den internetbaserede Alt-Right bevægelse marcherede i Charlottesville, Virginia, i protest mod en planlagt nedrivelse af en statue af sydstatsgeneralen Robert E. Lee.
Marchen fik dødelig udgang: En erklæret nynazist dræbte en 32-årig kvinde, da han kørte en bil ind i en folkemængde, som demonstrerede mod højreekstremisme.
\ Historien kort
- Tusindvis af statuer, som hylder faldne under den amerikanske borgerkrig, står på centrale pladser i sydstaternes store byer.
- Statuerne er tæt forbundne med en fortid fyldt med racisme, lynchinger og slaveri.
- Ifølge forskere bidrager statuerne til, at mange hvide har en forfalsket opfattelse af sydstaternes historie.
Statuernes historie er kompleks
For at forstå, hvorfor statuer og andre mindesmærker fra den amerikanske borgerkrig får nogle amerikaneres blod i kog, skal man kende monumenternes historie.
Det gør Martyn Bone, der er ph.d. og forsker i sydstaternes litteraturhistorie på Københavns Universitet.
Flere tusinde statuer, som ofte står på centrale pladser i sydstaternes store byer, er på overfladen uskyldige mindesmærker over faldne i den amerikanske borgerkrig, fortæller han.
Men under overfladet er monumenterne alt andet end uskyldige.
En del amerikanere, især sorte, ser statuerne som et signal om, at hvide amerikanere er stolte af en fortid, først med slaveri, så med officiel raceadskillelse, racistiske lynchninger og hvidt overherredømme.
»Monumenterne blev officielt bygget for at mindes dem, der mistede livet i den amerikanske borgerkrig. Men i realiteten er historien om statuerne langt mere kompliceret,« siger Martyn Bone, der tidligere har været ansat på University of Mississippi.
\ Læs mere
Borgerkrigen handlede om slaver
De omstridte statuer blev slet ikke sat op lige efter krigen, forklarer Martyn Bone.
Monumenterne blev opført årtier, efter at krigen var slut, i en periode, hvor Ku Klux Klan havde sin storhedstid, og hvor der var apartheid-lignende tilstande i de amerikanske sydstater. Det vender vi tilbage til.
Først lidt baggrund om den amerikanske borgerkrig, som blev udkæmpet i 1861-1865, hvor 11 sydstater løsrev sig fra de forenede stater (USA) for at danne deres egen konføderation, Amerikas Konfødererede Stater.
Langt de fleste nutidige historikere er enige om, at slaver var krigens omdrejningspunkt. Sydstaterne løsrev sig fra unionen, og krigen brød ud, fordi de ville indføre slavehandel i flere stater, mens de nordlige stater ville forhindre, at slaveriet blev udbredt.
Senere - fra 1863 - kæmpede de nordlige stater for helt at afskaffe retten til at handle med og eje slaver.
General Lee ville ikke have monument
Sydstaterne kæmpede indædt for deres ret til slaver, men de tabte krigen, som sluttede i 1865.
De stridende parter blev herefter enige om at genskabe en samlet nation, at sætte slaverne fri og at give alle borgere i USA, uanset race, lige rettigheder.
»Efter fredsaftalen var begge parter opsatte på at genoprette unionen. Man ønskede ikke at opstille monumenter, som kunne minde om krigen,« siger Martyn Bone.
Paradoksalt nok var sydstatsgeneralen Robert E. Lee, som bliver hyldet med den omstridte statue i Charlottesville, blandt dem, der frarådede krigsmonumenter.
»Han sagde, at man ikke burde opstille monumenter, fordi såret efter krigen stadig var åbent,« siger Martyn Bone.
Sorte blev henrettet uden rettergang
I årene efter borgerkrigen blev de frigivne slaver i USA officielt ligestillet med hvide amerikanere. De fik blandt andet stemmeret.
Men med tiden vendte stemningen, og tre årtier efter krigen, især fra 1890’erne, begyndte man at vedtage love om raceadskillelse i amerikanske sydstater.
Sorte og hvide amerikanere måtte ikke gå i de samme skoler, spise på de samme restauranter, køre i de samme busser, gifte sig med hinanden eller på anden måde omgås i det offentlige rum.
Samtidig blev afroamerikanere frataget deres stemmeret, og Ku Klux Klan fik sin storhedstid.
»Sorte amerikanere blev dømt, hængt og brændt på bål uden rettergang. Der har været en tendens til, at man i sydstaterne har forsøgt at fortrænge, at der helt frem til 1930’erne var apartheid-lignende tilstande,« siger Jørn Brøndal, der er ph.d. i historie på Syddansk Universitets Center for Amerikanske studier og har skrevet bogen ‘Det sorte USA’ fra 2016.
\ Læs mere
Statuer bidrog til en ny historie
Netop i den periode - indtil 1920’erne - blev tusindvis af de monumenter, som hylder hvide sydstatsgeneraler og faldne sydstatssoldater, opført, viser til en opgørelse fra Southern Poverty Law Center, Alabama, USA.
»Ved at bygge monumenterne skabte man et narrativ om, at sydstaterne kunne være stolte over deres indsats under krigen. Monumenterne bidrog til en fortælling om, at krigsnederlaget var heroisk, og at man ikke skulle skamme sig over at have kæmpet for at bevare slaveriet,« siger Martyn Bone.
Senere i 1950’erne og 60’erne dannede afroamerikanske oprørere en borgerrettighedsbevægelse 'Civil Rights Movement'. Bevægelsen kæmpede for at sorte skulle have de samme rettigheder som hvide. Sydstaternes ret til racisme og diskrimination stod for skud, og netop i den periode opførte hvide magthavere igen adskillige statuer og monumenter for at mindes borgerkrigen.
»Monumenterne og brugen af det konføderale flag er forbundet med perioder i historien, hvor hvide har kæmpet for at bevare raceadskillelse og hvid overlegenhed. Det er helt afgørende, at man forstår det, hvis man vil forstå det, der sker i sydstaterne nu,« siger Martyn Bone.
Syden har forsøgt af fortrænge slaveriet
Sydens omstridte mindesmærker, som udover statuer blandt andet er gadenavne og brug af det konføderale flag, vækker ifølge Jørn Brøndal forskellige følelser hos borgerne i sydstaterne, afhængigt af hvilken fortælling om fortiden de har fået fortalt.
I mange år efter borgerkrigen var der en tendens til, at hvide amerikanere i Sydstaterne undlod at tale om, hvor stor en rolle slaveriet spillede i borgerkrigen, forklarer han.
»Man har forsøgt at skrive slaveriet ud af ligningen og fremstille det som om, at krigen handlede om noget andet. Derfor er der den dag i dag mange mennesker i sydstaterne, som synes, at monumenterne, som ærer krigens faldne, står for noget romantisk og smukt,« siger Jørn Brøndal.
»Kampen om statuerne er i høj grad en kamp om, hvordan man synes, sydstaternes historie skal fortælles. Når man forfalsker historien og nedtoner slaveri-delen, fremstår monumenterne mere uskyldige.«
Statuer skaber kollektiv erindring
Grunden til, at statuer og andre historiske monumenter kan få følelserne i kog, ikke bare hos Ku Klux Klan og nazister, men også hos ikke-racistiske amerikanerne, og i det hele taget hos mennesker verden over, er, at de udgør en vigtig del af en befolknings kollektive erindring.
Kollektiv erindring er ifølge historikere minder om begivenheder, der ofte skete, før man blev født, men som er videregivet gennem generationer i den kultur, man er en del af.
Bøger, film, skoleundervisning, museer og monumenter som eksempelvis de statuer, der står rundt omkring i Sydstaternes storbyer, er med til at danne et samfunds kollektive erindring.
»Kollektiv erindring dannes gennem bestemte fortællinger om fortiden, som er blevet institutionaliseret,« siger professor Brady Wagoner, der forsker i kollektiv erindring på Aalborg Universitets Center for Kulturpsykologi.
Politikere rekonstruerer ofte historien
Monumenter og statuer- som dem i Sydstaterne - er således en central del af den fortælling, man i et samfund gerne vil fortælle om fortiden, forklarer Brady Wagoner.
»De viser, hvad samfundet står for,« siger han og fortsætter:
»Hvis man fra politisk hold ønsker at skabe en bestemt kollektiv erindring hos folk, sker det ofte, at man forsøger at rekonstruere fortiden og tager det ud af historiefortællingen, man kan bruge til at styrke det narrativ om sit land eller samfund, der er mest fordelagtig«.
I den forståelse er de konføderale monumenter i sydstaterne med til at styrke en kollektiv erindring hos store dele af den hvide befolkning om en heroisk borgerkrig, der ikke handlede om slaveri.
For andre sydstatsborgere, især de afroamerikanske, er monumenterne en del af en kollektiv erindring om racisme, undertrykkelse og voldelige overgreb.
'Make America White Again'
Brady Wagoner var i øvrigt for nyligt medforfatter på en leder i det videnskabelige tidsskrift Culture & Psychology, som udgav et temanummer om kollektiv erindring i den postfaktuelle æra.
I lederen skriver han og de øvrige forfattere, at der for tiden er en tendens til, at populistiske politikere verden over prøver at påvirke folks kollektive erindringer ved at videregive forfalskede fortællinger om fortiden.
»Fortiden har aldrig været mere relevant for nutiden, end den er i nutidens postfaktuelle verden. Ikke kun fordi mange af vores politiske ledere lover at bringe os tilbage til en fortid, som aldrig har eksisteret (...), men også fordi det ser mere og mere sandsynligt ud, at de bringer os tilbage til en fortid, som virkelig skete - en fortid, hvor populisme havde succes med at bringe nationalistiske ledere til magten,« står der i lederen, som bruger Donald J. Trump’s slogan ‘Make America Great Again’ som eksempel.
Under optøjerne i Charlottesville, hvor det konføderale flag blafrede side og side med nazistiske symboler, lavede højreekstremistiske demonstranter præsidentens slogan om til ‘Make America White Again’.
