Borgerkrigen splitter stadig USA - og kan have betydning for præsidentvalget

De lavede en fremragende okseburger på Blue and Gray Bar & Grill. Jeg var rejst med en historiker og en journalist til USA, og vi sad ved et bord i den travle sportsbar, som ligger midt i Gettysburg.

Den lille by i Pennsylvania udgjorde i 1863 bagtæppet for det blodigste slag i Den Amerikanske Borgerkrig mellem Nord- og Sydstaterne. I dag er Gettysburg et nordligt knudepunkt i den turisme, der stadig lever af den gamle konflikt.

Grillbaren var et godt sted at smage på eftertidens fortællinger om borgerkrigen, og hvorfor den var det, vender jeg tilbage til. Vi var imidlertid i byen for at undersøge krigens rolle i dagens amerikanske kulturkampe og optage materiale til vores podcast ’Borgerkrigens ekko’.

I denne artikel vil jeg dykke ned i fortællingen om forsoning mellem nord og syd, som tog fart efter Den Amerikanske Borgerkrig. En fortælling om tapre mænd fra Nord- og Sydstaterne, der mødtes på slagmarken, stod så grueligt meget igennem, men kom stærkere – og genforenede – ud på den anden side.

Men fortællingen rummede sine egne fortrængninger – særligt om slaveriet i Sydstaterne som krigens afgørende årsag. USA mangler stadig i dag en fælles forståelse af krigen, som landet kan tage ved lære af. Og det skaber problemer i den splittede nation.

Læs med og få et indblik i, hvordan en forsoningsfortælling tager form.

Spis en krigshelt

Tilbage på sportsbaren i Gettysburg. På menukortet var to lige lange kolonner med burgers, der havde navn efter de to hæres generaler. Øverst på den blå liste (farven på uniformen) var en George Mead-burger, opkaldt efter Nordstatshærens øverstkommanderende ved Gettysburg.

I den grå kolonne kunne man vælge en Robert E. Lee (»tilberedt, som general Lee ville have ønsket det«, ifølge kortet), med navn efter Sydstaternes største hærfører. Han tabte slaget ved Gettysburg, men mange amerikanere hylder ham stadig som en ufejlbarlig helgen.

Menukortet inkarnerede på den måde stadig det grundsyn, som vandt frem efter krigen: Man skal repræsentere og ære de faldne helte fra begge sider ligeligt.

Men forsoning – som jo i udgangspunktet er en positiv proces – kan rumme sine egne negative slagsider og blinde vinkler.

Skrev slaveri ud af fortællingen

USA havde brug for heling efter den brutale konflikt, der kostede mere end 700.000 amerikanske liv. Her blev det vigtigt ikke at pege fingre. Særligt ikke af taberne fra de 11 sydstater, der havde forsøgt at løsrive sig fra USA, fordi de frygtede for slaveriets fremtid.

Slaveriet udgjorde selve rygraden i den buldrende bomuldsøkonomi, der var Sydens eksistensgrundlag.

I de nye udglattende fortællinger efter krigen blev henvisninger til slaveriet derfor enten udeladt eller omskrevet.

Fra officielt hold henholdt man sig typisk til, at begge sider »kæmpede for det, de troede på«, som man stadig kan høre det sagt i Gettysburgs gader i dag.

Fra de sydstater, der nu var blevet indlemmet i unionen igen, bredte sig fra 1880’erne den såkaldte ’Lost Cause’-tankegang. Det var en sydstatsnostalgisk historieforståelse, der idylliserede livet på de gamle plantager, omskrev slaveriets grusomheder og genfortalte borgerkrigen som en aggressiv nordlig invasion.

Man plejer at sige, at sejrherrerne skriver historien, men her gik Sydens – altså tabernes – selvfortælling sin sejrsgang, også i den amerikanske mainstream.

I de nye fortællinger blev krigen skildret som en konflikt, der ikke havde rod i uenighederne om slaveriet men drejede sig om den amerikanske centralmagts knægtelse af delstaternes ret til selvbestemmelse, deres såkaldte 'states’ rights'.

Det er en brudlinje, der er hyperaktuel også i dag, hvor mange amerikanere anskuer alt, der udgår fra Washington, med en dyb skepsis. Og hvor egenrådige delstatsregeringer og guvernører nogle steder arbejder direkte imod centralmagtens folk.

Det ser man for eksempel i Eagle Pass i Texas, hvor guvernøren har smidt de føderale grænsevagter ud og ladet lokale vagtværn overtage kontrollen med USA's sydlige grænse.

Fra afskaffelsen af slaveri til raceadskillelseslove

Men det store paradoks og den centrale fortrængning handler om de sorte amerikanere.

Borgerkrigens største landvinding var afskaffelsen af slaveriet. Fire millioner afroamerikanere fik formelt deres frihed, da Nordstaterne sejrede.

Men allerede 15 år efter krigen indledte de tidligere slavestater en systematisk udhuling af de sortes nyvundne rettigheder.

De hvide flertal i de gamle sydstater indførte nye love og procedurer, der i praksis udelukkede deres sorte medborgere fra at bruge deres nye stemmeret. Og man indførte raceadskillelse i det offentlige rum.

I 1896 stadfæstede den amerikanske højesteret en dom, der tillod opdeling på baggrund af hudfarve, så længe man tilbød forhold, der var »separate but equal« (adskilte men lige, red.).

I praksis var forholdene – togvognene, toiletterne, arbejdspladserne, skolerne – adskilte men langtfra ligeværdige.

Halvtredsårsfesten for Gettysburgslaget i 1913 blev markedsført som ’Det Store Fredsjubilæum’.

Mere end 50.000 veteraner fra borgerkrigen mødtes i Gettysburg. Præsident Woodrow Wilson, arrangementets hovedtaler, kaldte borgerkrigen for »et glemt skænderi« og hævdede, at amerikanerne nu havde »fundet hinanden igen som brødre og våbenkammerater, ikke længere fjender, snarere gavmilde venner«.

Syd- og Nordstatsveteraner gav hånd, mens sorte amerikanere blev lynchet

Men præsident Wilson talte til et hvidt Amerika i en samtid præget af vedvarende og dyb racisme. Mange steder florerede en vilkårlig retspraksis med hvid vold og selvtægt mod sorte.

Alene i året 1913, hvor de hvide veteraner gav hånd i Gettysburg, og præsidenten forsikrede om, at alt var godt igen, blev 50 sorte amerikanere lynchet – henrettet uden rettergang – i de tidligere slavestater.

To år senere tog den dybt racistiske storfilm 'The Birth of a Nation' USA med storm. Filmen glorificerede den hvide terrorgruppe Ku Klux Klan og inspirerede klanens genkomst i de kommende årtier.

Den blev også, som den første film nogensinde, vist i Det Hvide Hus – for selvsamme præsident Wilson og hans familie. Den forsoning og fredelige sameksistens, han havde hyldet i sin tale i Gettysburg, var en fred og forsoning mellem hvide amerikanere. De sorte og deres fortsatte undertrykkelse var ikke en del af historien.

Først rejses statuer af sejrherrens helte, siden får Syden plads

Tilbage til vores rejse. En kold regnvejrsdag på slagmarken i Gettysburg ved et lille undseligt træhus mødte vi formidlingschef i Gettysburg National Military Park, Chris Gwinn, og professor Scott Hancock fra Gettysburg College.

Chris Gwinn mindede os om, at de første skridt til at frede slagmarken blev taget af sejrherrerne fra nord.

»Intentionen var ikke at skabe nogen form for moralsk ligeværd mellem nord og syd«, forklarede han.

Tanken om moralsk ligeværd mellem nord og syd holdt først sit indtog i Gettysburg i 1895.

Da overgik forvaltningen af slagmarken nemlig til USA’s føderale regering. Det var forsoningens vinde, der blæste: Nu skulle kamplinjerne for begge hære markeres i landskabet, og de tidligere sydstater skulle også have lov at opsætte monumenter til deres faldne sønner.

I 1917 blev det første af Sydens store monumenter i Gettysburg indviet; en 12 meter høj rytterstatue af Lee rejst af delstaten Virginia. Gettysburg blev op gennem det tyvende århundrede et valfartssted for patriotiske amerikanere, der strømmede til i millionvis.

Hoteller, restauranter, museer, kasinoer, skydebaner, kurbade og andre forlystelser skød op for at betjene masserne. Og fortællingerne om de 'blå og de grå', og om Gettysburg som Sydstatshærens »højvandsmærke« – det nordligste punkt, den nåede under krigen – tog form.

Nyt museum i 2008: Slaveriet bliver en del af fortællingen

I dag, hvor USA igen brænder, er den størknede hvide forsoningsfortælling og dens fortrængninger blevet et problem. Både Gwinn og Hancock arbejder på at moderere den.

Først i 2008 åbnede parkmyndighederne i Gettysburg et nyt museum, hvor slaveriet utvetydigt blev nævnt som borgerkrigens primære årsag og nye sorte stemmer fik plads.

Men ude på den enorme slagmark har det indtil for få år siden været umuligt at aflæse disse nye tendenser blandt de 1400 mindetavler og monumenter i nationalparken.

Træhuset, vi stod ved, havde tilhørt en sort familie, der tog flugten i 1863, fordi de frygtede, at Lee’s invasionshær ville tage dem til fange og sende dem sydpå i lænker. Gwinn og hans team vil gøre det gamle hus til et knudepunkt for nye fortællinger om Gettysburgs glemte sorte aktører.

Professor Hancock, der selv er afroamerikaner, støtter parkens nye tiltag, men så gerne at de var mere vidtrækkende.

Han ville gerne have »syv meter kæmpestore skilte, eller inskriptioner på jorden, som citerede fra Mississippis løsrivelseserklæring«, hvori delstatens ledere i 1861 kundgjorde, at Mississippi løsrev sig fra USA, fordi »vores position er gennemgribende forbundet med slaveriet som institution«.

Løsrivelsen var altså klart begrundet i viljen til at bevare slaveriet. Men det nævnes der ikke noget om på det nuværende monument, der først blev opsat i 1973 og blot hævder, at Mississippi kæmpede for »den retfærdige sag«.

»Jeg ville elske«, sagde Hancock til os, »hvis folk, der besøger Mississippi-monumentet, ikke kunne undgå at se, at sorte mennesker og ’blackness’ var i kernen af historien. Men lige nu, når de går op til det monument, er det eneste, de kan læse, at de (Sydstatssoldaterne) kæmpede for den retfærdige sag.«

Parkbetjente modtager hademails for »politisk korrekt« dagsorden

Gwinn og Gettysburgs øvrige parkbetjente arbejder i et stærkt politiseret felt. De mindste forandringer i mindelandskabet, fortæller han, resulterer i hademails, hvori han beskyldes for at fremme »woke« eller »politisk korrekte« dagsordner.

For en stor del af traditionelt indstillede amerikanere er Gettysburgs jord nemlig ukrænkelig; den er det man her, med sans for patos, kalder 'hallowed ground' (hellig/indviet jord, red.).

Parkmyndighederne har dog også selv været med til at opdyrke slagmarkens sakrale status gennem generationer. Her ofrede de blå og de grå deres blod for nationen og 'indviede' jorden, lyder argumentet.

Og her har nationalparkens folk bestræbt sig på at bevare, ja nærmest 'fryse' landskabet, som det så ud lige inden det store slag i 1863.

Problemet med stedets hellige status er nu, at det hellige nærmest per definition anskues som hinsides menneskelig indgriben. Enhver, der bygger om på Gettysburg og dets hvide mindelandskab, risikerer derfor at blive anklaget for at krænke det ukrænkelige.

Et land uden en fælles forståelse af det vigtigste moment

Borgerkrigen er måske den mest skelsættende begivenhed i USA’s historie. Flere amerikanere omkom i den end i alle landets efterfølgende krige tilsammen. Men efterkrigstidens fortællinger, som i mange tilfælde var fordrejninger, har fået lov at størkne gennem generationer. Og det er svært og langsommeligt at revidere dem i dag.

Derfor mangler amerikanerne stadig i vidt omfang en fælles forståelse af borgerkrigen, dens udspring, dens helte og dens ofre. Ekkoerne fra 1860’erne runger forskudt og forvirrende, og en dyb mistro hænger i luften.

Novembers valg om fremtidens USA er derfor også et valg om hvilken fortid, man vil have.