Somaliere fra Vesten strømmer til Tyrkiet: Tag med til uafhængighedsfest og forstå hvorfor

Jeg står ved udgangen fra Ankara Esenboga lufthavn i Tyrkiets hovedstad. Jeg kigger op mod sommerhimlen og indånder den varme tyrkiske luft, som dufter både af muskat og benzin.

Jeg er på mit andet og sidste etnografiske feltarbejde for at undersøge, hvorfor somaliere, som har forladt deres hjemland, nu forlader Vesten til fordel for Tyrkiet.

Sidste år gik jeg naivt til mit etnografiske feltarbejde, fordi jeg havde en forestilling om at forske i egen kulturkreds som noget problemfrit og let, fordi jeg deler sprog, kultur og religion med mine interviewpersoner.

Jeg troede jeg ville blive modtaget med åbne arme, men jeg mødte skepsis og kritik, som hovedsageligt gik på mit køn, min identitet og min påklædning.

Insiderens priviligerede blik

Nu indgår jeg en aftale med mig selv. Med en ukuelig ærgerrighed vil jeg tage kritikken på mig.

Jeg har pakket løse bukser og sommerkjoler, og minimeret enhver form for vestlige markører.

I stedet for at bo på hotel, vil jeg det meste af mit ophold bo hos somaliske familier.

I stedet for at være opmærksom på (u)synlige forskelle og stå i opposition, vil jeg kultivere fællesskabet.

Når jeg bliver spurgt, hvor jeg kommer fra, svarer jeg Somalia. Jeg vil henstille min bindestregs-identitet og i stedet omfavne mit somaliske tilhørsforhold.

Denne nye strategi er en kognitiv omstrukturering. Jeg vil se mit arbejde fra en insiders perspektiv.

Nordisk Eid i hjertet af Ankara

Det er Eid, og jeg fejrer dagen med Layla og hendes familie. Universal TV, en somalisk TV-kanal, kører i baggrunden.

Layla er en svensk-somalisk ung kvinde, der læser til sygeplejerske i Malmö. Hun flyver ofte til Ankara, hvor hendes mor og tre yngre søskende bor. Layla landede for nogle dage siden efter at have afsluttet sine eksaminer.

I fjernsynet ser jeg somaliske politikere mandsopdækket af sikkerhedsvagter og får en idé om at ringe til Jama Aidid, som er den somaliske ambassadør i Tyrkiet.

Jeg vil spørge ham om, hvad ambassaden arbejder med generelt, og hvordan ambassaden konkret håndterer de udfordringer, mine interviewpersoner har fortalt mig om, eksempelvis urimelig deportering og dårlig sagsbehandling af deres opholdstilladelser.

Et middelalderligt broderskab

Selvom diaspora-somaliere de sidste ti år har migreret til Tyrkiet i stor stil, har somaliere og tyrkere en meget længere fælles historie.

I årene 1538-1559 bekæmpede to stormagter hinanden mellem det Røde Hav og det Indiske Ocean. Den daværende europæiske stormagt, det Portugisiske Imperium, og det Osmanniske Imperium, ønskede begge et strategisk herredømme over det Indiske Ocean.

Da det Portugisiske Imperium plyndrede og ødelagde den somaliske østkyst, også kendt som Slaget ved Banadir eller Ajuran-Portugisiske krige, opstod relationen mellem Somalia, som dengang hed Ajuran Sultanatet, og det Osmanniske Imperium.

Et mere basalt forhold mellem Somalia og Tyrkiet var imidlertid allerede blevet etableret i middelalderen, hvor de indgik kommercielle, kulturelle og militære kontrakter i forsøget på at få kontrol over de vigtige handelsruter i Adenbugten. Osmannerne brugte Somalia som en vigtig port til det Røde Hav og Adenbugten.

Raphael Chijioku Njoku skriver i sin bog ’Somalias historie’, at der sejlede mange skibe fra det Osmanniske Imperium til Ajuran. De sejlede afsted med kanoner – og kom hjem med guld.

\ Læs mere

Den osmanniske arv løber gennem Istanbul

Tyrkisk granatæble-te i somalisk selskab

Jeg får den somaliske ambassadørs nummer af en af mine kontakter.

Jeg ringer prompte til ham med et: »Hej onkel« på somalisk. Han spørger, om vi kender hinanden, og jeg svarer nej.

Jeg præsenterer mig selv og mit arbejde. Aidid siger, at han ikke er den rette kandidat, og at jeg i stedet skal tale med honorærkonsulen Sulaiman Mohamed Karshe.

Efterfølgende aftaler jeg et møde med Karshe på hans kontor. Jeg siger, at jeg ønsker et formelt interview. Han accepterer præmissen og svarer, så længe det er inden for rimelighedens grænse.

Et par dage senere skriver jeg en SMS til honorærkonsulen, Karshe, om, at jeg er ankommet til ambassaden. Han svarer, at han har et hastemøde, og at jeg skal vente.

Jeg kommer ind på hans kontor efter at have ventet en time.

Jeg får serveret granatæble-te af en tyrkisk kvinde, og efter min første slurk spørger jeg, hvad der optog hans opmærksomhed i så lang tid?

Han siger, at den somaliske præsident kommer på statsbesøg, og det skulle planlægges.

»Jeg håber det er en god grund til at lade dig vente?« siger han med et glimt i øjet.

De mange sider af somaliskhed

Efter interviewet spørger jeg, hvorfor han tog sig tid til et interview med mig, på trods af at han har travlt. Jeg ved, at han har travlt, fordi vi blev afbrudt mindst ti gange under vores samtale. Han svarer:

»Soomalinimo.«

Somaliskhed.

Somaliskhed har diverse konnotationer. For nogen betyder det folkelighed, hos andre betyder det etnisk broderskab. For nogen handler det om nationalisme og nationalstaten, mens det hos andre betyder fællesskab og kulturelle identiteter.

For mig betyder soomalinimo fragmentering, krise, splid og – i nogen kontekster – hån. Men i dette øjeblik betyder det for mig, at jeg også hører til et andet land – hos et andet folk.

Efter interviewet inviterer honorærkonsulen mig med til uafhængighedsfesten. Jeg får tilsendt invitationen af Farah, der hjælper diaspora-somaliere med deres pasfornyelse og visa, og for øjeblikket også deres hjemsendelse. Vi deler en taxa fra ambassaden til Kizilay, fordi det stormregner.

Farah fortæller mig, at festen er arrangeret af den tyrkisk-somaliske studenterforening. Den første generation tyrkisk-somaliere. Uafhængighedsfesten er sponsoreret af hospitalet Lokman Hekim og den somaliske ambassade i Ankara.

Uafhængighedsdagen markerer frigørelse. Det er en dag, der forbinder fortiden med nutiden.

Flaget og fællesskabets epos

Under europæiske kolonimagter i 1800-tallet blev Somalia delt i Britisk Somaliland i nord, Italiensk Somaliland i syd og Fransk Somaliland ud til Adenbugten, mens Ogaden-området kom under etiopisk kontrol.

I perioden fra 1899 til 1920 under Dervish-bevægelsen, som havde til hensigt at udvise alle udenlandske statsborgere fra Somalia, fik Somalia også rådgivning og administrativ hjælp fra Tyrkiet.

I 1960 erklærerede Somalia sig uafhængigt af europæiske magter.

Det nuværende somaliske flag, som blev hejst for første gang 12. oktober 1954, består af en hvid femtakket stjerne på en lyseblå baggrund.

De fem takker symboliserer de områder, der udgør flertallet af etniske somaliske grupper: Djibouti, Somaliland (tidligere britisk protektorat), Ogaden (den somaliske region i Etiopien), den nordøstlige provins i Kenya og Somalia (tidligere italiensk protektorat).

Den blå baggrund er valgt på grund af FN’s rolle i Somalias uafhængighed.

Det somaliske flag er opkaldt efter den somaliske intellektuelle Hagi Mohammed Awale Liban, der personligt har designet flaget. Flaget hedder Awale.

Kowda Luulyo (1. juli)

Fredag den 1. juli 2022 tager jeg til Somalias uafhængighedsfest. Layla er min ‘plus one’. På invitationen står der, at festen begynder klokken syv om aftenen, men jeg har lært at være fashionably late, som kulturelt betyder, at det ikke kræves af mig at være punktlig.

Vi ankommer til det fire-stjernede Demonti Hotel en time efter aftalen. Der står så tilstrækkeligt mange unge somaliere udenfor til, at vi ikke er i tvivl om, at vi er ankommet til det rigtige sted, og at vi heller ikke er ankommet for sent.

Vi bænker os på tredje række til venstre, mens en sang spilles i baggrunden. Introen med synth-trompeter og digitalt klaver varer cirka et minut.

En rødhåret tyrkisk kvinde følger rytmen med sin krop, og en ung tyrkisk dreng, iført lyseblå habit og en sort bufferfly, vifter også med flaget.

Sangen er af Ahmed Rasta, og titlen kan oversættes til ‘Du æres i dit moderland’.

Somalisk-tyrkisk diplomati

I 1976 åbnede Somalia sin ambassade i Ankara, Tyrkiet, mens Tyrkiet først begyndte den diplomatiske mission i Mogadishu i 1979.

Missionen sluttede, da borgerkrigen begyndte i 1991. En borgerkrig, der startede efter diktatoren Siad Barres fald.

I 1992 var den tyrkiske brigade, under FN’s fredsbevarende styrke, i Somalia. De forlod landet efter to år, da FN’s fredsbevarende styrke ledet af USA ikke formåede at opretholde sikkerheden – et forløb, der også er kendt fra filmen ’Black Hawk Down’.

I 2010 indgik Tyrkiet og Somalia bilaterale aftaler under FN-konferencen i Istanbul. Tyrkiet blev et af de største lande, som Somalias overgangsregering havde etableret politiske relationer med.

Siden borgerkrigen har der ikke været et synligt politisk samarbejde mellem Tyrkiet og Somalia, men det ændrede sig, da Recep Tayyib Erdogan med sin delegation besøgte Somalia, efter at landet var hårdt ramt af en humanitær krise i 2011.

Dette besøg fik en dramatisk effekt på udviklingen og styrkelsen af forholdet mellem Tyrkiet og Somalia. Nogle kalder dette et historisk vendepunkt, mens andre kritiserer det som et neo-ottomansk imperium under opsejling.

\ Læs mere

Rusland og Irans spirende venskab afslører landenes svaghed – ikke deres styrke

Musikalsk fædrelandssind

En ung vært byder os velkommen:

»Kære mødre, fædre, søstre og brødre, og kære gæster«.

Han gennemgår kort dagens program. Efterfølgende bliver der reciteret vers fra koranen. Efter hvert indslag spiller DJ’en en sang.

Layla synger med på alle sange, der bliver spillet, mens hun vifter med flaget. Nationalsange er altid en del af uafhængighedsfesten.

’Nin lagu sexdoow, ha seexan’ (En mand, der stoles på, skal være pålidelig) af Halimo Khalif Magool bliver spillet som den næste sang. Værten beder alle om at rejse sig op og vifte med Awale.

Vi er nu omkring 300 mennesker, der vifter med flaget, mens aftenens æresgæster ankommer.

Vi bliver alle sammen stående og synger den somaliske nationalsang. Jeg kan kun omkvædet. Efterfølgende synger de tyrkiske gæster den tyrkiske nationalsang, mens vi andre bliver stående.

Uafhængighedsfesten har en lang række prominente gæster fra både Tyrkiet og Somalia. Her er både direktører for institutter og udenrigstjenester, parlamentsmedlemmer og ambassadører. De skal alle senere holde tale.

Det 21. århundredes geopolitiske broderskab

Generaldirektøren for Øst- og Sydafrika for Udenrigsministeriet, Elif Çomoğlu Ülgen, holder aftenens næstsidste tale.

Hun siger, at somaliere og tyrkere er brødre og søstre.

Hun siger, at næste gang, hun holder en tale, vil den være på somalisk. Hun siger, at hun vil dele en skøn nyhed, men den må vi vente på i to dage. Den somaliske præsident Hassan Sheikh Mahmud vil selv overlevere nyheden ved sin ankomst.

Elif får den største klapsalve, publikum indtil videre har givet talerne.

Jama Aidid, den somaliske ambassadør, giver mere en opsang end en tale. Han siger, at vi alle sammen for et øjeblik skal forestille os, hvordan vores forfædre havde det, da de hejste Awale for første gang efter århundreders undertrykkelse.

Hvordan de havde det, da de gjorde sig fri fra vestlige magter. Han siger, at somaliere skylder Tyrkiet stor taknemmelighed, fordi de, modsat de europæiske magter, der har været i landet, giver mere end de tager.

Han siger, at vi skal huske at være gode gæster i dette land. Han siger, at modsat andre lande, deler somaliere – diaspora og hjemmeboende – ét land, én religion, og ét sprog.

Han siger, at fremtiden er mødrene, søstrene og de unge mennesker. Han siger, at vi er her i dag på grund af vores mødre. Han siger: »Vi sad på hendes skød hjælpeløse. Hun bandt os om sin ryg. Vores mødre har båret på os, ligesom de har båret vores fremtid«. Han spørger retorisk, om det er løgn?

Trehundrede mennesker svarer i kor nej.

Jeg får gåsehud.

Han siger, at det ikke kun er ham, der er Somalias repræsentant, men at vi alle skal agere som somaliske ambassadører.

Mellem ambivalens og håb

»Hvorfor kan du alle de sange, der bliver spillet?«, spørger jeg hviskende. Layla svarer, at det er sange, hun er vokset op med. Hun fortæller mig, at hendes mor altid afholdte en stor fest for familie, naboer og veninderne, og at hun spillede de her sange igen og igen.

Min veninde spørger undrende, om jeg ikke har fejret uafhængighedsdagen før?

Jeg erindrer ikke, at vi har fejret første juli i min familie, og jeg klandrer heller ikke min mor for ikke at have arrangeret det for os børn. Overskud er overklassens valuta og et privilegium, min mor ikke havde. Hun havde for travlt med at opdrage fem børn alene og pleje sin egen mor, mens hun både skulle lære dansk og jonglere fire forskellige skole-hjem-samtaler.

Jeg siger til Layla, at dette nok er den første uafhængighedsfest, jeg nogensinde har været til. Hun spørger, hvordan jeg så har det?

Jeg føler mig hjemme, men fremmed. Jeg føler mig splittet. Awale symboliserer et land, som jeg aldrig har følt en loyalitet overfor, på samme måde som jeg heller aldrig maler Dannebrog på mine kinder til landskampe.

En absolut hengivenhed som jeg både afskyr, men også misunder: Patriotisme. Somalia har ikke budt mig andet end flugt, krig og et forestillet klanfællesskab, der har resulteret i mord, voldtægt og en mislykket stat i alle mine leveår.

Min far, som jeg aldrig har mødt, og hans ni brødre blev alle sammen dræbt af deres landsmænd.

Min mor måtte flygte med fem små børn og opdrage dem alene i et fremmed land. Jeg spekulerer stadig på, hvordan min verden ville have set ud, hvis ikke borgerkrigen havde fundet sted.

Måske en simplere tilværelse. En tilværelse, hvor jeg ikke ville have et problem med at hylde flaget, som så mange andre gør her.

Men her står jeg med mindst 300 andre somaliere, synger i fællesskab – og føler rent faktisk et fællesskab.

Selvom europæiske kolonister i sin tid besluttede at tegne arbitrære grænser på et kort, som vi nu identificerer os med, forstår jeg, at det, som flaget og dets uafhængighed symboliserer, er håb.

\ Læs mere

Derfor kan globalisering ikke fjerne nationalitetsfølelse

Mere nærhed giver mindre modstand

Ti år efter Recep Tayyib Erdogans statsbesøg i Somalia sidder jeg i Ankara og fejrer uafhængighedsdagen med andre somaliere.

Jeg gør op med min naive forestilling om, at forskning i egen kulturkreds ville være nem. Så længe min fremtoning støjer og skaber modstand, er det ikke nok at jeg deler sprog, etnicitet eller religion med mine informanter.

Jeg har dermed ikke kastet barnet ud med badevandet, men jeg har lært, at ved at fremhæve og synliggøre min somaliskhed gennem påklædning, sprog og proximitet, har det givet mig en lettere adgang til feltet og mindre modstand fra interviewpersonerne.

Med de nye bekendtskaber og oplevelser, såsom uafhængighedsfesten, har jeg indset, at mine informanters kritik og irettesættelser af mig var deres måde at abonnere på en fælles historie og kulturarv.

Jeg tilføjer samtlige sange til min YouTube-playliste, mens jeg samler et somalisk flag op fra gulvet, og tager det med hjem, mens jeg nynner:

»Cidna cidka ma leh, cawale ciladna maleh.«

»Flagets ejerskab er ikke forfordelt, Awale er ufejlbarlig.«

\ Læs mere

Ægteskabstilbud og sjofle jokes: Hvad gør man som forsker, når dine interviewpersoner ser dig som en potentiel kone?

\ Læs mere

Er der virkelig en skarp modsætning mellem aktivisme og videnskab?

\ Læs mere

Klimamigranterne kommer – vil danskerne tage imod dem?