En somalier, der laver ‘hvidhedsstudier’?

I 2015 dukkede et nyt hashtag frem på de sociale medier: #CadaanStudies.

Det var den canadiske forsker, Safia Aidid, som på daværende tidspunkt var ph.d.-studerende på Harvard Universitet, som stod bag hashtagget. Og det sparkede en betydningsfuld online debat i gang på det sociale medie X (tidligere kendt som Twitter).

En debat om postkoloniale spor i moderne forskning. ’Cadaan’ betyder nemlig hvid på somalisk. For hvad betyder det egentlig, at videnskabelige studier i somalisk kultur og historie i overvejende grad er udført at ikke-somaliske, hvide akademikere?

Og hvilke problemer kan der opstå, når grundbøgerne i et fag som mit, somaliske studier, er bygget på observationer fra kolonitiden?

Det er nogle af de spørgsmål, denne debat rejste. Dem har jeg også stillet mig selv som forsker med somaliske rødder efter tre års ph.d.-studier om migrationsmønstre blandt somaliere. Og det er også de spørgsmål denne artikel kredser om.

#Cadaan-studier: en kritisk undersøgelse af somaliske perspektiver

Safia Aidids tweet, og den debat det affødte, rejste altså afgørende kritiske spørgsmål om den fremtrædende tilstedeværelse af hvide forskere inden for somaliske studier.

Debatten opstod som en reaktion på lanceringen af det akademiske tidsskrift 'Somaliland Journal of African Studies (SJAS)', der blev grundlagt af Rodrigo Vaz fra School of Oriental and African Studies ved University of London.

Selvom folkene bag tidsskriftet samarbejdede tæt med Institute for Peace and Conflict Studies ved University of Hargeisa i Somalia, blev det påpeget, at der ikke var nogle somaliske akademikere og forskere i hverken redaktionen eller den rådgivende bestyrelse.

Men hvad er egentlig problemet med, at der ikke er nogle somaliske forskere i redaktionen på et videnskabeligt tidsskrift om somaliske studier? Og hvorfor er en udtalt overrepræsentation af hvide forskere på dette felt et anliggende?

Forklaringen skal vi finde i fortiden.

Grundbøger fra kolonitiden

Som jeg skrev om i forløberen til denne artikel, blev jeg introduceret til somaliske studier gennem den britiske antropolog I.M. Lewis.

Hans forskning blev udført i kolonitiden, og det betyder, at hans observationer og konklusioner er formet af den tids rationale.

Det kan have medført forfordelende perspektiver og for eksempel en undervurdering af lokal viden (det vil jeg komme med et meget konkret eksempel på lidt senere i artiklen).

Men alligevel er hans forskning grundbogsmateriale. På den måde er der altså til stadighed en indflydelse fra en kolonial logik i nutidig forskning om somaliere.

Og det er netop den indflydelse, som ligger bag hashtagget #CadaanStudies. Og derfor det er relevant at belyse hvide forskeres tilstedeværelse inden for somaliske studier samt undersøge de bredere systemiske aspekter og normative dynamikker, der udspringer af ’hvidheds-logikker’ (se mere her eller her).

Hvad er ’hvidheds-logikker’?

Når vi taler om 'logik’ i den her sammenhæng handler det både om 1) grundlaget for den teknik, man som forsker bruger til at analysere empirien, og 2) den tankeproces, forskere anvender i deres bestræbelser på at forstå samfundet.

'Hvid logik' refererer således til en ramme, hvor hvidt overherredømme har formet de metoder og tankeprocesser, som forskere bruger til at forstå sociale fænomener.

'Hvidheds-logikker' antager en historisk holdning, der tilskriver de privilegerede hvides synspunkter en vedvarende objektivitet, samtidig med at ikke-hvides synspunkter forbliver i vedvarende subjektivitet.

#CadaanStudies har således udviklet sig til en debat om den generelle tilstand inden for somaliske studier og fremhæver altså den vedvarende indflydelse af kolonial logik i nutidig forskning om somaliere.

Diskussionen rejser også afgørende spørgsmål om, hvem der har privilegiet til at forme fortællingerne om somaliere og de underliggende årsager til dette privilegium.

Og her kommer vi til det eksempel, jeg nævnte for lidt siden.

Slog det hen som overtro – senere fik fransk læge fik Nobel-prisen for det

Det er afgørende at anerkende konteksten og den historiske baggrund for somaliske studier for at opnå en omfattende forståelse af feltet, herunder også den epistemiske vold (se faktaboks), som somaliere har været udsat for.

I 1850’erne udgav den britiske opdagelsesrejsende Sir Richard Francis Burton rejseskildringen ’First Footsteps in East Africa’. Her observerede Burton den lokale somaliske befolkning i den historiske somaliske havneby Zeila og bemærkede, at de associerede feber med myggestik og troede, at myg bar malaria.

På det tidspunkt betegnede Burton denne overbevisning blandt somalierne som overtroisk. Det var dog først i 1880, at den franske militærlæge, Dr. Laveran, identificerede forbindelsen mellem myg og overførsel af malaria i Algeriet. Senere blev han tildelt en Nobelpris for sit bidrag. I 1897 opdagede den britiske lægeofficer Ronald Ross i Indien, at myg overfører malaria.

Jeg deler ikke denne historie for at præsentere en alternativ anekdote om, hvem der skulle have modtaget Nobelprisen. Det er snarere for at illustrere, at det er et problem, der har dybere historiske og strukturelle udfordringer.

Somaliere blev tilbage i 1800-tallet udelukket fra videnproduktionen om somaliere – og det sker altså stadig den dag i dag.

’Cadaanka iska ilaali’ – pas på de hvide!

I kølvandet på #cadaanstudies opfordrede somaliske aktivister og akademikere til at selv stå i spidsen for en omdefinering af somaliske studier, der giver forrang til forskning udført af somaliere selv.

Alligevel plages jeg af tvivl om, hvorvidt denne tilgang er tilstrækkelig.

Selv i min nuværende forskning blandt diaspora-somaliere, hvor vores fælles sprog, migrationsbaggrund og etnicitet skaber en nær forbindelse, formår min forskning stadig ikke at undslippe associationerne til 'hvidhed' eller undgå påvirkning fra eurocentriske perspektiver.

Lad mig illustrere min pointe med to eksempler.

Under et opfølgende interview med Mohamed, en ung dreng født i Sverige, mødtes vi på en restaurant, som han selv valgte. Jeg gav ham en grundig forklaring af forskningskonteksten og understregede betydningen af frivillighed, hvor jeg særligt lagde vægt på hans autonomi og rettigheder.

Det er et etisk adfærdskodeks, jeg som forsker skal overholde. Men ligesom i mine tidligere interviews bemærkede jeg en vis grad af skepsis omkring det, fordi Mohamed i forvejen anerkendte min somaliske identitet som en form for samtykke.

Jeg har også ofte oplevet, at det sker en forskydning fra tillid til mistillid, når jeg nævner behovet for at få samtykke på bånd.

Mohamed gik endnu længere og opfordrede mig aktivt til at afvise enhver antydning af at blive opfattet som en hvid forsker.

Mens han lænede sig over bordet og hviskede ind i min telefon, gentog han flere gange frasen ’cadaanka iska ilaali’ (vær opmærksom på hvide). Han gjorde det klart, at hvis jeg ikke var somalier, ville han have afslået interviewet fuldstændigt.

Dette øjeblik mindede mig om George Floyd-protesterne i USA, hvor et skilt med den samme inskription ’cadaanka iska ilaali’ blev viftet.

Skiltet havde til formål at adressere forbehold og skepsis over for hvide personer, og en oversættelse under skiltet bar en anden besked: ’Vi er alle mennesker’.

På sporet af Malinowski

Selvom alle de friheder, der følger med lighederne mellem mig og Mohamud (som jeg har beskrevet i forløberen til denne artikel), opstår der en kompleks vekselvirkning på grund af min position som forsker med somalisk baggrund.

På den ene side blev studierne inden for somaliske studier etableret under kolonitiden. På den anden side anvender jeg forskningsmetoder, der ikke harmonerer med mine erfaringer fra feltarbejdet.

Et eksempel på dette er brugen af deltagerobservation eller at trække sig tilbage for at tage noter.

Foregangsmanden for deltagerobservation, Bronisław Malinowskis tilgang til deltagerobservation, fokuserede på at forstå kultur, sociale interaktioner og adfærd inden for de grupper, han studerede.

Dette foregik især på steder, der var fjernt fra hans eget miljø, såsom Trobriand-øerne.

Men jeg stod over for en dyb kontrast, da jeg skulle navigere i den her mere traditionelle metode med deltagerobservation, feltnoter og lejlighedsvise formelle interviews i mine feltstudier.

Den tilgang forekom på mange måder at være ’forkert’ i forhold til mine egne erfaringer.

Tværtimod gav mine ’deltagerobservationer’ mig associationer til mine barndomsferier, hvor jeg boede hos familiemedlemmer og blev en aktiv del af deres dagligdag i korte perioder.

Under mit feltarbejde oplevede jeg kulturen og sociale interaktioner på en måde, der var langt mere indlejret, end hvad konventionel observation og feltnoter kunne facilitere.

Hvordan kunne jeg overveje at trække mig tilbage og udelukkende fokusere på at nedskrive mine feltnoter, når mine personlige erfaringer pegede på det eksistentielle, der rækker langt dybere og er mere engagerende?

Her vil jeg lige indskyde, at langt de fleste antropologer er kommet noget længere end Malinowski. Og der er en del, som reflekterer meget kritisk over egen position i netop deres feltnoter.

Men derudover forekom det undertiden også upassende at stille spørgsmålet ’hvorfor migrerer du?’, idet mine interviewpersoner og jeg allerede havde en indforstået forståelse af kompleksiteten bag dette spørgsmål, som jeg beskrev i forløberen til denne artikel: 'Opråb til minoritetsforskere: Brug jeres erfaring fra ’gaden’'

Dette skyldtes dels, at jeg var fortrolig med de motiver, der lå bag deres migrationsbeslutninger, og dels at mine interviewpersoner antog denne fortrolighed som en naturlig forudsætning.

Svaret er ja: Det har indflydelse på mit arbejde

Dette bringer mig tilbage til spørgsmålet om den koloniale kontekst, som somaliske studier og etnografien er formet af, og om denne kontekst har indflydelse på mit arbejde.

Det har en negativ indflydelse, der påvirker min tilgang i arbejdet, når forskere som mig med minoritetsbaggrund støder på skeptiske reaktioner fra interviewpersonerne, da forskning ofte forbindes med 'hvidhed'.

Der opstår også antagelser hos interviewpersonerne om en modsætning mellem minoritets- og forskeridentiteten, et synspunkt, som andre minoritetsforskere allerede har fremhævet (f.eks. her, her og her).

Men hvad kan jeg gøre ved det? Ærligt talt, er jeg ikke helt sikker. Men måske er tiden inde til, at nye intellektuelle skikkelser træder frem?

Skikkelser, der på samme måde som den 'hellige treenighed' inden for postkolonial tænkning - Edward Said, Homi Bhabha og Gayatri Spivak - der hver især har haft forskellige, men vigtige bidrag til deres fagområder, kan åbne vejen for en ny måde at tænke på inden for somaliske studier?

Måske er sådan en person allerede til stede og går rundt på Harvards gang.

Under alle omstændigheder vil jeg sige, at trods de mange udfordringer, spørgsmål og tvivl om egen rolle, så vil jeg sige til andre forskere med minoritetsbaggrund:

Underminer ikke de erfaringer, du har fået uden for forskningens verden. Prøv at ’oversætte’ det og bearbejd den viden, du har fra ’gaden’. Det kan have stor værdi for din forskning.