Her på mit tredje ph.d.-år sidder jeg på mit midlertidige kontor i Turku, Finland, hvor jeg fordyber mig i et hav af ord og tanker.
De allersidste indtryk og erkendelser fra mit syv måneder lange feltarbejde i Tyrkiet blandt diaspora-somaliere (folkegruppe, som har taget ophold uden for fædrelandet, red.) er ved at sætte sig.
Det er dem, jeg vil dele med jer i denne artikel om, hvorfor det kan have stor værdi for min forskning at vide, hvad 'reer guuraa' betyder, og hvilke følelser der ligger bag udtrykket 'i 1990'erne'.
Friheden ved at være fortrolig med historien
Som forsker arbejder jeg autoetnografisk. Det vil sige, at jeg bruger min egen baggrund og erfaringer til at blive klogere på migrationsmønstre hos personer, der ligesom jeg har somalisk baggrund.
Helt konkret har jeg haft fokus på diaspora-somaliere, der alle er emigreret fra vestlige lande for at bosætte sig i Tyrkiet.
At arbejde med autoetnografien som et metodologisk værktøj åbner for forskellige friheder, dilemmaer, hindringer og begrænsninger.
En af de mest betydningsfulde friheder ved denne tilgang er muligheden for at være fortrolig med historien, længe før man dykker ned i den akademiske litteratur.
Jeg kan for eksempel læse i den akademiske litteratur, at tusindvis af somaliere, som boede i europæiske lande, herunder Holland og Danmark, ved starten af det nye årtusinde valgte at forlade de nyligt opnåede statsborgerskaber og i stedet migrere til England.
Samtidig tog andre somaliere beslutningen om at søge mod destinationer uden for Europas grænser, eksempelvis USA og New Zealand.
Men at somaliere flytter meget, var ikke noget nyt for mig.
For eksempel var det ikke usædvanligt for mig at modtage beskeder som: 'Vi ses, min ven, min familie og jeg flytter til England' fra mine barndomsvenner, familiemedlemmer og naboer.
Mange i min omgangskreds migrerede faktisk fra Danmark til England omkring 2001.
Eftertanker om ligheder og erfaringer
En anden betydelig frihed findes i vores ligheder og i fællesskabet. Her tænker jeg især på vores fælles sprog og kropslige erfaringer.
Når jeg interviewer mine interviewpersoner om deres migrationsbaggrund, og de begynder deres historie med sætningen 'i 1990'erne', minder det mig om den fællesskabsfølelse, der ligger netop i dette udtryk.
Det er også en sætning, jeg selv bruger, når folk spørger, hvor jeg kommer fra. Den vækker desværre minder om, at mange flygtningehistorier begynder med flugten.
Når jeg siger 'I 1990'erne', trækker det ofte et følelsesladet spor af minder med sig. Det bringer mig tilbage til tiden, hvor min familie og jeg måtte forlade Somalia på grund af borgerkrigen.
\ Borgerkrigen i Somalia
Somalia blev et selvstændigt land i 1960. Indtil da havde den nordlige del af landet været under britisk kolonistyre, og den sydlige del under italiensk kolonistyre.
Kort tid efter Somalia blev en selvstændig stat, tog kommandanten Siad Barre magten gennem et militærkup og fik støtte fra Sovjetunionen.
Siad Barre var en brutal diktator. Han havde magten i Somalia, frem til han blev styrtet i et militærkup i 1991.
Herefter opstod et magtvakuum i Somalia. Forskellige væbnede grupper, som havde kæmpet imod Barres regime, begyndte at slås om magten. Barre-regimets fald var dermed den udløsende årsag til, at den efterfølgende borgerkrig i Somalia startede i 1991.
Samtidig med borgerkrigen blev Somalia ramt af tørke og hungersnød. Kombinationen af borgerkrig og hungersnød skabte en humanitær krise, som førte til, at FN-styrker, med USA i spidsen, greb ind i konflikten i perioden 1992-95.
Kilde: Globalis.dk
Deres beretninger om at fravælge forskellige vestlige lande og træffe eksistentielle valg vækker også minder om min egen erfaring. På et tidspunkt i mit liv troede jeg for eksempel kortvarigt, at jeg ville vælge Danmark fra til fordel for Egypten.
Men senere erkendte jeg, at Egypten aldrig kunne blive mit hjem. Det var i Danmark, jeg skulle finde min plads, slå rødder og skabe den følelse af hjemlighed, jeg søgte.
\ Læs også
(Ud)forskning gennem sproglige forbindelser
Forbindelsen mellem sprog og erfaringer spiller også en afgørende rolle, når jeg bruger min egen baggrund i min forskning.
Når jeg har interviewet mine unge interviewpersoner, har dét, at jeg kan tale somalisk og selv har somaliske rødder, gjort mig i stand til at navigere i samtaler og interviews samt indarbejde passende udtryk og nuancer i mit analytiske arbejde.
Og det er, uanset om interviewene foregår på somalisk eller involverer codeswitching (en sproglig praksis, hvor en person skifter mellem sprog indenfor en samtale).
Når jeg gennemfører interviews på interviewpersonernes foretrukne sprog, såsom somalisk, opnår jeg direkte adgang til deres idéer, tanker og erindringer ved hjælp af deres egne terminologier og sproglige udtryk.
Reer guuraa: De vandrende folk
Et udmærket eksempel herpå er inkorporeringen af udtrykket 'reer guuraa', der udfolder sig som et selvforklarende koncept: det somaliske folk betragter sig selv som 'de vandrende folk', nomader.
I dette begreb ligger deres historie som et folk, der engang flyttede deres kvæg og kameler mod steder med mere frodigt græs, men som i dag flytter deres efterkommere mod en bedre samfundsstruktur, med forbedrede muligheder for hele familien.
Hvilket sprog, vi har talt, afhænger af interviewpersonernes præferencer. Det fremmer tillid og samhørighed, især når vi udforsker følsomme forskningsemner som migration og barndomsoplevelser.
Færre nuancer bliver ’lost in translation’
Denne sproglige alsidighed giver mig mulighed for at forstå nuancerne i samtaler og opfange subtile betydninger, der ellers kunne gå tabt i oversættelsen. Det fælles sproglige repertoire styrker på den måde min evne til at frembringe kulturel forståelse og autentiske fortællinger.
Mine interviews frigjorde mig fra den konventionelle forskerrolle gennem øjeblikke fyldt med både latter og tårer. Samtidig understregede de en kollektiv anerkendelse af den absurde virkelighed, som både mine interviewpersoner og jeg havde gennemlevet.
Deres fortællinger om diskrimination, racisme og de erfaringer, de som etniske muslimske minoriteter havde gennemgået, gjorde det tydeligt, hvordan vores personlige historier flettedes sammen med de elementer af fordomme og barrierer, der havde krydset vores vej i samfundet.
En somalier, der laver 'cadaan-studier'
Trods den delte somaliske identitet, som gav mig visse friheder og etablerede ligheder i mit etnografiske arbejde, blev jeg overrasket over de uventede udfordringer, der opstod under mit andet feltarbejde.
Det har jeg blandt andet skrevet om i to artikler her på Videnskab.dk: 'Ægteskabstilbud og sjofle jokes: Hvad gør man som forsker, når dine interviewpersoner ser dig som en potentiel kone?' og 'Somaliere fra Vesten strømmer til Tyrkiet: Tag med til uafhængighedsfest og forstå hvorfor'.
Men først da jeg sad og bearbejdede mine data, gik det for alvor op for mig, hvilke udfordringer der også var på spil, og hvilken betydning de bar.
Jeg var ikke blot en somalier, en insider, der udforskede emner inden for somaliske studier; jeg var også en somalier, der engagerede sig i cadaan-studier.
'Cadaan' betyder hvid på somalisk, og hashtagget #CadaanStudies refererer til den overvældende tilstedeværelse af hvide forskere inden for somaliske studier. Og hvad indebærer det så, spørger du måske?
For at forklare det skal vi lidt tilbage i tiden.
På sporet af pionerens arv: I.M. Lewis
Jeg fandt min introduktion til somaliske studier gennem antropologen og forfatteren I.M. Lewis.
Gennem min læsning opdagede jeg, at Lewis udførte omfattende feltarbejde i Somalia under kolonitiden. Hans forskning var finansieret af den britiske Somaliland-beskyttelsesadministration og et stipendium fra Colonial Social Science Research Council, og Lewis blev en afgørende figur i udviklingen af somaliske studier.
Lewis' dedikation er bredt anerkendt og har cementeret hans status som en central skikkelse inden for dette forskningsområde.
Ikke alene har vestlige forskere som Markus Hoehne og Virginia Luling hyldet Lewis ved at samle en antologi af essays til ære for hans arbejde, men de har også yderligere bekræftet hans betydningsfulde rolle inden for somaliske studier.
Den koloniale sammenhæng, som Lewis' arbejde udfoldede sig i, rejser dog afgørende spørgsmål om hans perspektiv og tolkning.
Det kan have medført forfordelende perspektiver (perspektiver, der stiller nogle dårligere end fortjent, red.), kulturel dominans og undervurdering af lokal viden.
Det understreger behovet for at anerkende, hvordan kolonialismens arv stadig påvirker forståelsen af hans forskning og det samfund, han studerede.
Det rejser også dette vigtige spørgsmål:
Den grundlæggende litteratur inden for dette felt er præget af en kolonial kontekst; den opstod under koloniale omstændigheder - men ud over blot at være opmærksom på dette har Lewis' rolle som grundlægger af somaliske studier så en særlig betydning og indflydelse på mit arbejde som forsker med somalisk baggrund?
Det vil jeg forsøge at svare på i den opfølgende artikel ’En somalier, der laver hvidhedsstudier?’, som du kan læse i morgen på Videnskab.dk.
