Ægteskabstilbud og sjofle jokes: Hvad gør man som forsker, når dine interviewpersoner ser dig som en potentiel kone?

Jeg står forhåbningsfuld ved vejkanten foran Ismira-hotel i Ankara. Det er længe siden, jeg har set så mange somaliere samlet på et sted. Nogle unge somaliske mænd står op, mens andre sidder på bænkene.

Jeg kalder denne gade ’Somalias gade’, fordi de fleste restauranter og frisørsaloner, som enten ligger ved siden af hinanden eller overfor hinanden, er ejet af somaliere.

Bygningen overfor mig er et kontorfællesskab, hvor somaliere yder konsulentbistand. Jeg ser en gammel somalisk kvinde, iført en farverig bomuldskjole (baati), uden bh, klipklapper og et langt sjal (garbassar).

Jeg kommer i tanke om sidste gang, jeg så så mange somaliere ét sted, klædt på samme måde. Det var de to gange, jeg besøgte moderlandet tilbage i 2003 og 2006.

Jeg er forhåbningsfuld, fordi jeg får mulighed for at indfri den forskningsmæssige forventning, der er til forskere, hvis køn, seksualitet, og etnicitet matcher dem, de forsker blandt. Jeg forsker blandt ’mine egne’.

Ifølge dele af metodelitteraturen bør min og mine interviewpersoners fælles etniske ophav, kulturelle fællesskab og religiøse overbevisninger bibringe en særlig viden og forståelse, som kun kan tilgås, fordi jeg har en insider-position.

Min fælleshed giver mig privilegier, såsom empiriske og metodiske fordele og en unik mulighed for at adressere det ’uforståelige’, som yderligere kan facilitere dataindsamlingen og analysen.

Min fælleshed er en ønskelig forskningsmæssig faktor, fordi den kan være med til at skabe en større videnskabelig legitimitet, lyder det i metodelitteraturen (se her, her, her og her).

\ Læs mere

Hvad er videnskabelig metode?

Som ’insider’ er man også sårbar

Men det er ikke kun privilegier, der følger det at forske i egen kulturkreds. Der følger også særlige udfordringer med.

Jeg vil give tre eksempler, som skal illustrere, hvordan jeg blev sårbar over for ’mine egnes’ objektivisering af min insider-position: om de så enten bekræftede eller udfordrede min position, og hvordan de usynlige forskelle mellem os blev synliggjort.

Dette fører mig til spørgsmålet: Hvad gør jeg, når jeg ifølge ’hvide/vestlige’ akademiske øjne forsker i ’eget bagland’, mens jeg blandt ’mine egne’ bliver set som værende anderledes og fremmed?

Og hvad gør jeg med disse emotionelle dobbeltheder?

Med de følgende eksempler – baseret på dagbogsnotater fra mit feltarbejde i Tyrkiet – håber jeg at kunne slå hul på bylden, og kunne skabe en debat om, hvorfor det er et problem at essentialisere ens (forsker)identitet.

Et kalejdoskopisk forhold til identitet

Det er torsdag 8. april 2021. Jeg skal til et arrangement arrangeret og faciliteret af den somaliske ambassade i Ankara, Tyrkiet.

Arrangementet finder sted i Ankara Plaza Hotel, og jeg ser et hvidt skilt med blå bogstaver: ’Somalisk forening i Ankara’, der navigerer folk til den rigtige dør.

Foran døren kontrollerer to tyrkiske kvinder, om navnene på invitationslisten stemmer overens med de gæster, der ankommer.

Jeg er blevet inviteret af Farhan, en ung mand, der arbejder med digitale anliggender for den somaliske ambassade. Mit navn er ikke på listen, men Farhan fortæller kvinderne på tyrkisk, at han har inviteret mig.

Jeg mødte Farhan på en restaurant, hvor jeg spiste middag med en ejendomsmægler fra Somalia. Farhan kom og sluttede sig til vores diskussion om migration blandt somalisk diaspora (personer, der er født i Somalia, men nu er bosiddende andetsteds, red.) til Tyrkiet.

Under middagen spurgte jeg Farhan, om ambassaden har en årsrapport, der giver oplysninger om antallet af diasporafamilier i Tyrkiet, og om de kategoriserer dem som somaliere eller som ’hollandsk, dansk, engelsk’ på baggrund af de forskellige pas, de besidder.

Farhan rystede på hovedet og sagde, at for ham var det vigtigste, at de var somaliere. Og uanset hvilken slags pas de har, vil fødestedet på disse pas altid være Somalia.

Farhan, iført jakkesæt og slips, smilede og spurgte mig, om jeg havde et dansk pas? Jeg svarede: »Ja«. Han spurgte mig derefter: »Hvad betyder denne farve pas for dig?« Jeg svarede, at »jeg var dansk.«

Han lo og fortalte mig, at jeg ikke er dansker, og det er meget trist, at jeg, en intellektuel somalisk kvinde, betegner sig selv som en hvid dansker – og hvis jeg nogensinde havde brug for noget i Tyrkiet, så skulle jeg rådføre mig med »vores ambassade« (Læs: ikke den danske ambassade).

Jeg smiler, mens jeg tænker: Var det et hånligt grin?

’Jeg er hverken dansk eller somalisk – jeg er midtimellem’

Jeg bliver følelsesladet, fordi jeg føler, at min hybride identitet igen bliver nægtet og reduceret. Det er præcis den samme praksis, når jeg fra det danske majoritetssamfund tilskrives brune og muslimske stereotyper.

Men hvorfor var min reaktion, at jeg kun tilskrev mig en dansk identitet frem for at være dansk-somalisk? Måske gjorde jeg det for at sætte mig i opposition, eller fordi jeg i højere grad ser statsborgerskabet som et symbol på medlemskab.

Min familie og jeg kom ufrivilligt til Danmark som flygtninge. Men i dag kalder jeg Danmark mit hjem, og det er her, jeg agter at sætte mit præg. Min identitet er hverken somalisk eller dansk, men et sted midt imellem. Min identitet er hybrid.

\ Læs mere

Humanistisk kønsforskning er politikeres nye skydeskive

I mødet med Farhan er jeg en ’insider’, som udmærket forstår, at ’dansker’ ikke er en kompliment eller positiv markør.

Når jeg af ældre somaliere bliver tilskrevet en dansk identitet, oplever jeg det som en moralsk straf – en måde at sanktionere min identitet, en psykologisk ’pisk’, der skal fungere som en forstærkelse af ønskede somaliske værdier.

Hvordan slipper jeg fri fra denne dikotomi om enten at være insider eller outsider?

Hvordan navigerer jeg både i en fortrolig position (bliver set som medlem af gruppen) og fra en position som en ukendt outsider (en somalisk-dansk kvinde, der møder skepsis over for den danske del af sin identitet)?

Det polygame ægteskabstilbud

Ambassade-arrangementet skulle starte klokken 15, og jeg kan kun se en håndfuld somaliske mænd, mens de resterende tredive stole står tomme.

Jeg sidder på anden række, og inden jeg når at stille min taske på gulvet, kan jeg høre en mand råbe på engelsk med britisk accent: »Hvem er denne kvinde? Det er den slags kvinde, jeg har ledt efter!«

Jeg kigger rundt i rummet og kan se, at jeg er den eneste kvinde i rummet, og jeg vælger at gå til ham for at reducere afstanden og muligvis få ham til at stoppe med at råbe efter mig.

Jeg præsenterer mig selv og fortæller, at jeg forsker i, hvorfor diaspora-somaliere vælger at migrere til Tyrkiet. Han siger, at han hedder Abdullahi, en uddannet lærer fra London, og han vil gerne deltage i mit projekt.

Han giver mig sit nummer og fortæller mig, at jeg skal være taknemmelig for, at han ikke beder om min hånd i ægteskabet lige nu: »Det vil min første kone ikke blive glad for,« siger han og smiler. Mine hænder er svedige, og min puls stiger.

Jeg bliver ængstelig og føler mig utilpas, men jeg smiler og siger: »Jeg ringer til dig.«

Kvinderne sidder samlet… og bagerst

Efter halvanden time er arrangementet endelig startet. Jeg overvejer, om mine jeans og orange skjorte var for meget at have på?

Min påklædning er meget vestlig sammenlignet med de andre kvinder, der ankommer lidt senere end mig – mange iført den lange sorte chador; andre med niqab, der dækker deres ansigter.

De fleste af deltagerne er mænd og forskellige talere fortæller om de problemer, de har stået over for, og hvordan en kollektiv indsats kan hjælpe somalierne i Ankara.

En kvinde iført et hvidt tørklæde kommer senere end resten.

Hun står og leder efter et tomt sæde. En mand sidder nær udgangen og peger sin finger til venstre. De få kvinder, der deltager i denne begivenhed, har naturligvis sat sig sammen, bagerst til venstre.

Når jeg sidder i dette mødelokale sammen med andre, der ligner mig, føler jeg mig som en fremmed. Hvorfor sidder alle de andre kvinder i bagerst? Hvorfor er det kun mænd, der taler?

Hvorfor startede vi ikke på det aftalte tidspunkt? Og hvad giver Abdullahi ret til at tale til mig i sådan en tone?

Vent, hvorfor stiller jeg disse spørgsmål? Har jeg (over)internaliseret vestlige idealer om ligestilling? Er min tankegang blevet for institutionaliseret af vestlige doktriner? Er dette ikke blot en almindelig somalisk sammenkomst?

Jeg forsøger at gå som en gammel tyrkisk mand

Et par dage senere mødes jeg med Abdullahi foran Ulus-moskeen. Jeg har valgt at bære en lang nederdel og en hvid t-shirt og min sorte turban. Jeg tilføjede en langærmet skjorte til min påklædning, selvom det er 31 grader.

Jeg har flere gange fået at vide, at mit valg af tøj er for vestligt, for hvidt, ikke som en rigtig somalier og især ikke som en from muslimsk kvinde.

Abdullahi og jeg sidder ude foran moskeen på en bænk. Når han taler, lægger han sin hånd på min skulder, og når vi går langs moskeen, tager han fat i mine hænder.

Jeg bevæger mig bevidst væk eller lægger mine hænder på ryggen og går som en gammel tyrkisk mand.

\ Læs mere

Kønsforskning fremmer objektiviteten

Midt i interviewet modtager Abdullahi et telefonopkald. Hans ven Abdi fra Finland spørger, hvor han kan købe ti senge til en billig pris. Abdi har to koner, den ene i Finland og den anden i Somalia.

Abdi har for nylig købt en lejlighed her i Ankara og forbereder sig i øjeblikket på at organisere husflytningen.

Abdullahi fortæller Abdi, at han er sammen med sin »forhåbentlig anden kone,« men at Abdi kan komme og møde os. Abdullahi lægger telefonen ned, og jeg ser forvirret på ham.

Han smiler og siger »Han er en sjov fyr, Abdi. Han ønsker at flytte familien fra Somalia til Tyrkiet, men ikke familien i Finland,« og ignorerer totalt, at han introducerede mig som sin ’kommende anden kone’.

’Hvis hun er din anden kone, har du næppe brug for den første’

Timer senere dukker en midaldrende kort fyr op foran os. Jeg ved ikke, hvorfor jeg troede, at en mand, der har to koner, ville ligne en Idris Elba-type, og hvorfor jeg blev skuffet?

Abdi har et dybtliggende øje, der får øjenbrynsbenet til at fremtræde markant. Han har et mellemrum mellem fortænderne, der er lidt misfarvet. Han griner af sine egne vittigheder og smiler under hele samtalen.

Abdi siger til Abdullahi, mens han ser på mig, at »hvis hun er din anden kone, så tror jeg ikke, at du har brug for den første.«

Selvom jeg tænker, at det er det fælles kulturelle repertoire, der skaber et bånd mellem mig og mine interviewpersoner, bliver jeg ved med at blive placeret i en bestemt bås: før var det min identitet, nu er jeg en potentiel anden kone.

Hvad skal jeg stille op med de følelser, det uvægerligt vækker i mig, når en mand, jeg forsøger at have en professionel relation til, løbende joker med, at jeg kunne blive hans kone?

De (u)synlige forskelle

Jeg indser, at jeg er anderledes, men usynligt anderledes. På overfladen taler jeg samme sprog som mine informanter, deler den samme kultur og religiøse overbevisning, men jeg føler alligevel, at vi ikke kunne være mere forskellige.

Jeg er en brun kvindelig akademiker, der i dette forskningsprojekt interagerer med en brun mandlig forskningsdeltager.

Jeg ’tør’ godt bære ’vestligt tøj’, men jeg afslører ikke min holdning til polygami, eller hvor ubehageligt det er for mig, når han lægger sin hånd på min skulder, fordi Abdullahi ikke er åben, gensidig eller respektfuld over for mit køn og erhverv – selvom vi deler den samme religion og etnicitet.

Jeg vælger ikke at stå i opposition, jeg vælger ikke at sige fra, for hvis jeg gør det, vil jeg måske miste muligheden for at udføre mit interview.

Polygamt ægteskab er ikke noget nyt for mig, da det har været en del af min opvækst. Selvom jeg identificerer mig som muslim, og polygami er en islamisk praksis, ser jeg i nogle situationer polygami som en måde at nedbryde kvinder som seksuelle væsener.

Jeg ville aldrig dække mit ansigt, og jeg forsøger altid at ’være i tide’ til møder eller sociale sammenkomster, fordi jeg har en selvdiagnosticeret allegrofobi – en frygt for at komme for sent.

Således giver min insiderstatus ikke kun social nærhed, men den øger paradoksalt nok min bevidsthed om de forskelle, der sætter rammerne for mine sociale interaktioner.

Både fordele og ulemper som ’insider’

Jeg forstår godt, at det er lettere at være stille end at afsløre modsatrettede meninger, fordi det dels sikrer min insiderposition og dels garanterer, at de somaliske mænd stadig føler sig trygge og godt tilpas i mit selskab.

Men omkostningerne ved tavshed giver mig ikke en indre ro.

Lokalsamfundet anerkender mig som en insider, sideløbende med at de ser mig som 'en allieret, der bedst kan formidle de mange udfordringer, somaliere oplever i deres hverdag’.

\ Læs mere

Har kulturer uden religion nogensinde eksisteret?

Denne opfattelse af, at jeg er eller burde være en allieret, bundet til Somalia og somaliere ved fødslen, gav mine forskningsdeltagere mulighed for at udtrykke sig mere frit, end det har været tilfældet med ikke-somaliske forskere.

Måske for frit?

Og i hvilken grad har jeg reelt etableret samtykke fra mine forskningsdeltagere, hvis de ikke ved, hvordan jeg ser dem?

Jeg anerkender, at min insider-status har en forsknings- og erkendelsesmæssig fordel, fordi jeg bliver set som en allieret.

Det har givet mig en unik mulighed for at formidle de mange udfordringer, somaliere møder, og de grunde, der lægger til grund for deres fravalg af Vesten, når de vælger at migrere til Tyrkiet (læs mere om somaliske europæeres migrationstendenser her, her og her).

Jeg forsøger her blot at illustrere, at denne fordel også kommer med personlige omkostninger og ikke er problemfri.

Gør min uddannelse mig til en fremmed?

Abdullahi er hverken den første eller den sidste somaliske mandlige forskningsdeltager, som jeg har mødt, hvor mødet indeholder seksuelle og sexistiske bemærkninger.

Farhan er heller ikke den første eller sidste mandlige deltager, som hellere ville have, at jeg kun identificerede mig som somalier.

Jeg spekulerer på, om det at være en ung kvinde indebærer en ’andethed’, at kvinder med for meget uddannelse mangler, hvad der er mest ønskværdigt ved kvinder: beskedenhed og uvidenhed? Og derfor bliver stemplet som promiskuøs, billig og fremmed?

Mistede jeg min uskyld med min universitetsgrad og min europæiske udstråling?

\ Læs mere

Kan en arkæolog nogensinde vide noget som helst med sikkerhed?

\ Læs mere

Humanistisk videnskabsteori er noget særligt