Umiddelbart skulle man tro, at nationalisme og globalisering er hinandens modsætninger, og at nationalisme på verdensplan skulle aftage i betydning, i takt med at verden i stadig stigende grad bliver ét fælles system som følge af den øgede kommunikation. Både fysisk og virtuelt.
Paradoksalt nok er det modsatte sket: Den øgede eksponering for andre kulturer, adfærdsmønstre, religioner og ideologier har fået verdensbefolkningen til at slutte talstærkt op om deres nationalstater eller stille krav om at få egen stat med én befolkning, ét sprog og én fælles kultur.
Den marxistiske forestilling blev langsomt diskrediteret
Nationalisme i den globale verden er i dag den stærkeste identifikationsfaktor, selv om religion også har fået en renæssance.
Det har overrasket forskere og mange politikere. I 1960’erne og 1970’erne troede de fleste, at nationalismen ville forsvinde sammen med religionen i takt med den almindelige modernisering af samfundene.
Moderniseringen var der to dominerende forestillinger om:
- En liberalistisk, der regnede med, at kapitalisme, industrialisering og demokrati ville komme til at dominere verden. En marxistisk, der regnede med, at det moderne ville blive præget af industrialisering og klasseløse etpartistater, som man kaldte folkedemokratier.
Kongelige Bibliotek)
Den marxistiske forestilling blev langsomt diskrediteret, da den hverken kunne levere levestandard eller demokrati, og den brød endegyldigt sammen i 1989-91. Det var dengang, Berlinmuren faldt, og Sovjetunionen blev opløst.
Tilbage stod Vesten og den kapitalistiske verdensorden som sejrherre. 'Historiens afslutning' kaldte den amerikanske forsker Francis Fukuyama (f. 1952) det i 1989.
Stort set alle stater er blevet nationale gennem blodige processer og folkeflytninger
I tiden efter 1945 er verden blevet organiseret i nationalstater. Mest i Europa, hvor princippet blev opfundet under Den Franske Revolution og Napoleonskrigene og i Østasien, hvor staterne kunne bygge videre på gamle civilisationer og imperier som Kina, Japan, Korea, Vietnam og Iran. Men også Nord- og Sydamerika rummer relativt veletablerede nationalstater.
Kongelige Bibliotek)
Selv om de nationale fortællinger benægter det, er stort set alle stater blevet nationale gennem blodige processer og folkeflytninger.
Med et moderne udtryk, der opstod under krigene ved opløsningen af Jugoslavien i 1990’erne, kalder vi det etnisk udrensning. Ordsammensætningen er ny, men realiteten meget gammel. Det nye er voldsomheden i udrensningerne og den klare ideologi, der ligger bag.
Mange europæiske lande blev først nationalt homogene under og efter Den Anden Verdenskrig. Det gælder eksempelvis Polen, der i dag for første gang i sin historie er befolket af et overvejende flertal af polsktalende.
Det skyldes Adolf Hitlers (1889-1945) udryddelse af jøderne og Josef Stalins (1879-1953) fordrivelse af tyskerne og den store befolkningsudveksling i 1945-1946 med Ukraine, Hviderusland og Litauen.
Noget tilsvarende gælder for de andre lande i Øst- og Centraleuropa, blot i lidt mindre radikal grad.
\ Læs mere
København var i høj grad tysktalende
Selv et lille land som Danmark kan siges at være resultat af etnisk udrensning. Her er det blot foregået som tab af landområder efter flere hundrede års militære nederlag.
I dag har vi affundet os med resultatet, men glemmer, at København så sent som i 1830’erne i høj grad var tysktalende.
Hvad der skete med de tysktalende efter 1848, er aldrig blevet undersøgt. Og hvordan de svenske og polske indvandrere i anden halvdel af 1800-tallet blev danskere, er der heller ingen, der har spekuleret over.
Alt dette begrunder organiseringen af verden i FN i suveræne nationalstater. De Forenede Nationer er hverken forenede eller nationer. Men fælles for de næsten 200 medlemmer er, at de hævder deres ukrænkelige suverænitet og prøver at gøre befolkningerne nationale i sprog og tanke.
Det er lykkedes i meget forskellig grad. Studerer man nationalstaternes historie, tyder meget på, at det vil lykkes for de fleste, medmindre de bliver det, man i politologien kalder 'failed states', altså mislykkede stater.
Mislykkede stater til trods er nationalstaten blevet den dominerende organisationsform i verden, og den vil næppe forsvinde inden for en overskuelig fremtid.
Begrebet nationalisme formuleredes første gang af jesuitten Abbé Barruel (1741-1820) i 1797-1798. Han skrev da et tobindsværk om den franske revolutionære bevægelse, jacobinismen.
Teorier om nationalismen er med andre ord lige så gamle som fænomenet selv, og samtidigheden betyder, at en undersøgelse af begrebets teorihistorie ikke kan adskilles fra dets realhistorie. Derfor bliver diskussioner om nationalitet let politisk og ideologisk belastede.
\ Læs mere
Nye stater ville snart komme ind i samme fase som de 'moderne'
\ Fakta
Denne artikel stammer fra bogen '50 ideer, der ændrede verden’. Bogen bringes i samarbejde med Aarhus Universitetsforlag. Køb bogen her
Den britiske Eric Hobsbawm (1917-2012) var en af få forskere, der i 1970’erne tog nationalismen alvorligt.
Alligevel skrev han i 1990, at selve mængden af bøger om nationalismen vidner om, at den er ved at forsvinde som samfundsmæssig virkelighed.
Han tilsluttede sig den tyske historiefilosof G.W.F. Hegels (1770-1831) poetiske billede af Minervas ugle, der bringer visdom og flyver ud i skumringen:
»Det er et godt tegn, at den nu cirkler rundt om nationer og nationalisme.«
Hobsbawm og mange andre nationalismeforskere daterer skumringen, der indvarsler nationalismens forsvinden, til tiden efter Den Anden Verdenskrig, hvor de europæiske stater begyndte at samarbejde i form af Fællesmarkedet, der siden er blevet til EU.
Bølgen af nye statsgrundlæggelser tolkede de i et udviklingsskema, hvor de nye stater snart ville komme ind i samme fase som de 'modne' nationalstater for derefter at opgive deres nationalisme.
\ Læs mere
Nationalismen er blevet udfordret siden 1990'erne
Siden 1990’erne er den modernistiske opfattelse af nationalisme og national identitet blevet udfordret. Især historikere med speciale i ældre tider har grundigt påvist udtryk for national tænkning i den europæiske middelalder.
I 1983 udkom tre værker, der revolutionerede nationalismeforskningen og grundlagde et helt nyt paradigme: det modernistiske eller konstruktivistiske.
Strengt taget var værkerne af den tjekkisk-britiske antropolog og filosof Ernest Gellner (1925-1995), den britisk-amerikanske antropolog og sociolog Benedict Anderson (f. 1936) og Hobsbawm ikke de første til at understrege det moderne og konstruerede ved nationalstaternes identitet og nationalismens karakter af politisk ideologi og selvopfyldende program.
Reelt har modernistiske og konstruktivistiske positioner domineret forskningen siden 1950’erne. Alligevel er der god grund til at hæfte sig ved 1983 som det symbolsk vigtige gennembrudsår for det modernistiske paradigme.
Forskningen kom før de begivenheder, den ville forklare
De tre værker er Nations and Nationalism (Gellner), Imagined Communities (Anderson) og antologien The Invention af Tradition (redigeret af Hobsbawm sammen med antropologen Terence Ranger). Suppleret med Hobsbawms Nations and Nationalism since 1780 fra 1990 er den modernistiske tese formuleret her.
Man skal ikke overbetone betydningen af det kronologiske sammenfald. Alligevel er årstallet 1983 værd at fæstne sig ved, da bøgerne udkom før kommunismens sammenbrud i 1989-1991 og før opblomstringen af nationale selvstændighedsbevægelser og modsætninger i exkommunistiske stater, især Jugoslavien og Sovjetunionen. Forskningen kom således før de begivenheder, den ville forklare.
Til gengæld kan man sige, at forudsigelserne om nationalismens forsvinden i takt med moderniteten tilsyneladende blev dementeret af opblomstringen af nationalistiske konflikter.
Den funktionalistisk-modernistiske position har som sagt domineret i forskningen siden 1950. Sociologen Anthony Smith (f. 1939) har forsøgt at formulere en tredje position mellem modernisme og tesen om, at nationalisme er lige så gammel som menneskeheden.
I bogen The Ethnic Origins of Nations fra 1986 argumenterede han for at anerkende eksistensen af nationer før industrisamfundet, samtidig med at han ikke mener, at nationer er den eneste menneskelige eksistensform. I 1990’erne udviklede han et metodisk raffineret program, som han kalder for det 'etno-symbolske paradigme'.
\ Læs mere
Modernister er gode til teori, men svage på historie
I en fin oversigt over nationalismeforskningen fra 2001 deler Smith forskningen op i fire paradigmer:
- modernisme
- perennialisme
- primordialisme
- etno-symbolisme
Styrker og svagheder ved de enkelte positioner diskuteres åbent, og han opsummerer kvaliteterne ved begge positioner.
Ifølge Smith er modernisterne gode til teori, men svage på historien, mens det forholder sig omvendt med primordialisterne, når de påviser eksistensen af nationer og national identitet før 1800.
Perennialisterne, der tror, at alle mennesker i alle samfund til alle tider har levet i nationer, har ifølge ham uret. Det efterlader etno-symbolismen som den bedste teori. Desværre er der bare ikke ret mange analyser, som lever op til dens strenge krav.
En etnisk gruppe kan blive til en nation
Vanskeligheden ved at udforske national identitet er, at vi er henvist til at studere processen ved hjælp af moderne og derfor anakronistiske begreber, der er uhjælpeligt farvet af, at vi ved, hvordan det siden gik.
Vi er næsten udleveret til nationsbyggernes ideologiske formuleringer og deres mere eller mindre bevidste omfortolkninger af fortid og nutid.
Men kun næsten, som det fremgår hos den britiske kirkehistoriker Adrian Hastings (1929-2001), der konsekvent og grundigt har afvist den modernistiske opfattelse.
Hans bog The Construction of Nationhood fra 1997 er et resultat af en række forelæsninger, som han holdt på universitetet i Belfast i 1996. Her argumenterede han for, at nationen og nationalstaten er langt ældre, end modernisterne mener.
Vi har længe vidst, at betingelsen for, at en etnisk gruppe kunne blive til en nation og dermed måske grundlag for en nationalstat, var, at Bibelen forelå på folkesproget. Men oversættelsen er netop en nødvendig, ikke en tilstrækkelig betingelse.
Betydningen af bibeloversættelserne er klart anerkendt af de fleste modernistiske nationalismeteoretikere.
Men Hastings går et skridt videre, idet han i den kristne religion finder en begrundelse for, at folket eller nationen opfattes som grundbetingelse for menneskeligt liv – en teologisk begrundelse for nationalisme, der adskiller sig fra de fleste universalistiske religioner.
Engelsk trænger frem som universelt sprog
Betydningen af bibeloversættelserne er ifølge Hastings ikke kun funktionel som fastlægger af en standard for skriftsproget, men også indholdsmæssig. Bibelen opererer nemlig med en forståelse af verden som bestående af folkeslag, ethnos på græsk.
I oversættelsen til latin i Vulgata blev dette oftest gengivet som gens eller populus. Men i seks særligt vigtige tilfælde gengives ethnos som nation – altså af latin natio, fødsel. Det gælder i Apostlenes Gerninger, hvor pinsemiraklet med opfordringen til at gå ud og gøre alle folkeslagene kristne blev beskrevet.
Vi har dog stadig ikke fået modbevist det centrale i den modernistiske tese, nemlig at nationer og national identitet i høj grad er resultat af relativt få intellektuelles bevidste indsats for at 'konstruere' eller 'opfinde' forhold, som først senere bliver reelle i kraft af, at det store flertal begynder at opføre sig, som om de var 'virkelige' størrelser.
Selv om han stiller spørgsmålet, kan man heller ikke sige, at Hastings løser problemet om, hvorfor folkesprogene overhovedet opstod og udkonkurrerede det universelle latin i Europa, når noget tilsvarende ikke er sket i den arabisksprogede verden – eller den kinesiske for den sags skyld.
Eller forklarer, hvorfor engelsk trænger frem som universelt sprog ved siden af folkesprogene i store dele af verden i dag.
Intet tyder på, at nationalstaten er ved at forsvinde
På det teoretiske plan tegner sig nu konturerne af en ny forståelse af nationalisme og national identitet, der forener det bedste ved de forskellige positioner, nemlig Anthony Smiths etno-symbolske paradigme.
Den abstrakte formulering er naturligvis ikke tilstrækkelig, men kun en begyndelse til nye empiriske undersøgelser. Vi står midt i udviklingen, både af den globaliserede nationale virkelighed og af nationalismeforskningen.
Intet tyder på, at nationalstaten er ved at forsvinde, eller at nationalisme skulle være en svindende identifikationsfaktor. Nationalismeforskere overraskes til stadighed af nye fænomener.
Om nationalismen er en sekulær erstatningsreligion, der står i modsætningsforhold til 'rigtige' religioner, eller om den viser sig at kunne trives sammen med traditionelle religioner i nye former som politisk islam, hindunationalisme eller evangelisk protestantisme i nordamerikansk aftapning, er det endnu for tidligt at spå om.
Men nationalisme, nationalstater og religion, sekulær religion og 'rigtige' religiøse religioner har ikke tabt indflydelse i globaliseringen. Tværtimod.
