Trods økonomiske og militære vanskeligheder som følge af invasionen af Ukraine slog den russiske præsident Vladimir Putin for nylig et smut forbi Irans hovedstad Teheran.
Hans plan var at vise verden, at han trods sanktioner mod Moskva og international hjælp til Ukraines modstandskamp ikke er isoleret.
Putin blev fotograferet med Irans øverste leder, Ayatollah Ali Khamenei, der kritiserede USA og Nato og hårdnakket påstod: »Hvis I (Rusland, red.) ikke havde taget initiativ, ville den anden side have forårsaget krigen.«
Der blev også taget billeder med den iranske og den tyrkiske præsident, Ebrahim Raisi og Recep Tayyip Erdoğan.
Ny, spirende alliance?
For ‘anti-imperialistiske’ – og dermed pro-Kreml – medier, så som The Cradle, var dette bevis på en ny, spirende blok.
Biden-administrationen ser det også som en potentiel alliance mellem Rusland og Iran, og de erklærede, at Iran forbereder sig på at sende hundredvis af bevæbnede droner til Moskva, nu hvor Rusland står svagere militært og tabene vokser.
Men bag charmeturen og komediespillet gemmer der sig en mere hverdagsagtig realitet.
Ruslands forhold til Iran er ikke en alliance, men en konvergens af interesser midt i en krisetid for begge lande.
Og drivkraften bag denne konvergens er ikke styrke, men svaghed: Både Putin og Irans øverste leder slår sig for brystet som en forfængelig og trodsig respons på de internationale sanktioner, politiske tilbageslag over deres forehavender og deres væbnede styrkers begrænsninger.
Det er de isoleredes pagt.
\ Om Forskerzonen
Denne artikel er en del af Videnskab.dk’s Forskerzonen, hvor forskerne selv formidler deres forskning, viden og holdninger til et bredt publikum – med hjælp fra redaktionen.
Forskerzonen bliver udgivet takket være støtte fra vores partnere: Lundbeckfonden, Aalborg Universitet, Roskilde Universitet, Syddansk Universitet & Region H.
Forskerzonens redaktion prioriterer indholdet og styrer de redaktionelle processer, uafhængigt af partnerne. Læs mere om Forskerzonens mål, visioner og retningslinjer her.
Bekymringer om Irans atomprogram
Siden 1979 har Irans forhold til Moskva været ustabilt.
På trods af, at de anerkendte Den Islamiske Republik, forsynede Sovjet Saddam Hussein med våben under hele Iran-Irak-krigen (også kendt som Første Golfkrig, red.), fra 1980 til 1988.
Afslutningen på denne konflikt, hurtigt efterfulgt af opløsningen af Sovjetunionen, bragte forsoning med økonomiske forbindelser, våbenaftaler og en aftale om, at Rusland skulle bygge Irans første atomreaktor i Bushehr.
Men i Mellemøsten efter 11. september og den USA-ledede invasion af Irak i 2003, spillede Putin – som stadig var ved at konsolidere sin egen magt i Rusland – forsigtigt.
Rusland så på, mens USA viklede sig selv godt og grundigt ind i regionen og skabte en masse problemer for sig selv gennem ubeslutsomhed.
Men Rusland delte amerikanske og europæiske bekymringer om Irans atomprogram.
Moskva var med til at forhandle en aftale på plads med Iran om landets atomprogram. De øvrige lande var Tyskland og vetolandene i FN’s sikkerhedsråd – Rusland, USA, Storbritannien, Frankrig, Kina.
Aftalen støttede FN-sanktioner og suspenderede en aftale med Iran om at levere S-400, som er et moderne avanceret russisk luftværnsmissilsystem.
Iranerne gav til gengæld russerne en opsang over forsinkelser i færdiggørelsen af Bushehr-reaktoren.
\ Læs mere
Syrisk opstand var katalysator for et tættere forhold
Katalysatoren for et tættere forhold var den syriske opstand i marts 2011.
Både Rusland og Iran ydede logistisk, efterretningsmæssig og propagandamæssig støtte til Assad-regimet fra begyndelsen af regimets undertrykkelse af masseprotester.
Da Assads hær var i fare for at gå i opløsning, forpligtede Teheran sig i september 2012 til at etablere en 50.000 mand stor syrisk milits og hentede iranske krigere fra Irak, Pakistan og Libanon.
Oppositionsfraktioner, kurdiske grupper og Islamisk Stat indtog dog alligevel det meste af Syrien.
I september 2015 lancerede Rusland en massiv militær intervention med specialstyrker, belejringer og bombardement af oppositionens territorie.
Bashar al-Assad blev understøttet, og Syrien delte sig i tre dele: Tyrkisk-støttet opposition i nordvest, det kurdisk-kontrollerede nordøst, og russisk og iransk støttet regimeterritorie i resten af landet.
Forbundet af formodningen om, at Assad var det mangelfulde, men foretrukne redskab til at styrke deres egne positioner, etablerede Rusland og Iran en kortsigtet ‘uudtalt sikkerhedsaftale‘.
‘Uudtalt’ betyder i dette tilfælde, at forholdet er begrænset, uformelt og baseret på gensidige interesser.
Rusland har i stigende grad talt amerikanske sanktioner mod Teheran midt imod, men de er stadig en del af forhandlingsprocessen for at få USA tilbage i aftalen – og sikre, at Iran indvilliger.
Det har fastholdt en forsigtig tilgang til konflikter mellem USA, Iran og andre parter – fra Irak og Libanon over Yemen til Israel og Palæstina.
Moskva vil muligvis forsøge at drage nytte af sit forhold til Iran, men det forsøger Putin også at gøre med iranske rivaler som Saudi-Arabien og De Forenede Arabiske Emirater.
Ukraine som katalysator
24. februar 2022 sendte Putin de fleste af Ruslands væbnede styrker ind i nabolandet Ukraine.
Iran-relaterede komplikationer blev hurtigt tydelige. Med forhandlingerne om en fornyet iransk atomaftale tæt på at være afsluttet, truede Rusland med at afspore dem ved at kræve, at sanktionerne mod Moskva såvel som mod Teheran blev ophævet – førstenævnte som bekendt tillagt som følge af invasionen.
Russerne trak sig hurtigt som følge af iranske indvendinger, men en anden vanskelighed fulgte: Fordi det ikke lykkedes Moskva hurtigt at erobre Kiev og vælte Zelenskiy-regeringen – og med store tab som følge – måtte Rusland reducere størrelsen på sine militære positioner i Syrien.
Dette har rejst spørgsmål om Irans militære stationering, blandt andet om iranske styrker nu ville overtage disse positioner, men det åbner også op for, at Erdoğan kan true fornyede militæroperationer i det nordlige Syrien.
Lægger pres på den russiske økonomi
Vigtigere endnu, den internationale respons lægger pres på den russiske økonomi, der allerede har det svært.
Moskva har aldrig fulgt op på de gentagne løfter om, at de ville yde milliarder af dollars i lån for at hjælpe Teheran i lyset af internationale sanktioner. Nu befinder de sig i samme båd.
Det er usandsynligt, at en redning er nær.
Kina og Indien er glade for at drage fordel af stærkt nedsatte oliepriser fra både Rusland og Iran, men begge opretholder en forsigtig linje over alle støtteaktioner til fordel for Moskva, uanset om der er tale om økonomisk eller militær bistand.
Biden fik rettet lidt op på USA’s position i forhold til både Saudi-Arabien og De Forenede Arabiske Emirater, da han denne sommer var på tur i området, og begge lande behandler stadig Iran som en rival – selv om De Forenede Arabiske Emirater taler om en udvidet diplomatisk tilstedeværelse i Teheran.
Putin står alene
Det mest dramatiske billede fra Teheran var ikke af Putin med Irans øverste leder eller med sine tyrkiske og iranske kolleger.
Det var en minutlang video af Putin, der ventede alene på at møde den tyrkiske præsident.
I marts 2020 forsøgte Putin at ydmyge Erdoğan ved at efterlade ham i flere minutter på en gang. Nu tog Erdoğan hævn ved at tvinge Putin til at vente utålmodigt, mens russeren småtripper og har trækninger om munden – alt imens kameraerne ruller.
Det var en stærk påmindelse om, at intet PR-besøg kan erstatte konsekvenserne af en invasion, der er på vej mod at have stået på i seks måneder.
Og det afslører, hvor Putin befinder sig: Hans eneste trøst – da han sad forsmået i en stol ved siden af et lille sidebord, mens Irans øverste leder talte til ham – var, at den iranske ledelse er lige så isoleret internationalt.
Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
