Taber Socialdemokratiet overborgmesterposten i København for første gang i over 100 år?
Det har været kommunalvalgets helt store spørgsmål. Men også i Aarhus, Aalborg og Odense står Socialdemokratiet til at få en gedigen vælgerlussing.
Arbejderpartiet startede ellers ud i 1900-tallet som et parti for netop byvælgerne. Så hvordan er forholdet til storbyboerne endt så galt?
Det giver to historikere et svar på i en ny videnskabelig artikel, hvor de gransker forholdet mellem partiet og byvælgerne gennem de seneste 125 år.
Kollapset begyndte allerede for omkring 50 år siden, argumenterer de to forskere.
En af dem er professor Rasmus Mariager, der indleder snakken med Videnskab.dk sådan her, da han skal forklare, hvorfor socialdemokraterne lige nu er historisk upopulære i storbyen:
»Hvis man først sparker på sine vælgere, og så spytter på dem, er det svært at mobilisere dem,« siger professoren, der forsker i samtidshistorie på Københavns Universitet, inden han optegner den fortælling om danskerne, som Socialdemokratiet ifølge ham fremmaner i disse år:
Akademikerne i byerne er dovne og gider ikke arbejde, mens det rigtige Danmark findes i provinsen, hvor man spiser rugbrødsmadder og arbejder fysisk hårdt.
Her kommer forskerne med 4 nedslagspunkter i Socialdemokratiets komplicerede kærlighedshistorie med storbyboerne.
1900-1950: Fra arbejderparti til folkeparti
Socialdemokratiet bliver dannet i 1871. I starten af 1900-tallet bryder partiet for alvor igennem som et parti for byboerne i Danmark.
Kvinder og tjenestefolk har ikke stemmeret på det tidspunkt. Byerne er meget små sammenlignet med i dag. Og Danmark er først og fremmest et landbrugsland.
»I de store byer, men også mindre industribyer som Nakskov, kom der socialpolitiske eksperimenter, som var båret frem af Socialdemokratiet,« siger Niels Wium Olesen, der er lektor på Aarhus Universitet og er den anden forfatter bag den nye forskning, til Videnskab.dk.
Det starter i det små med skolepolitik, skoletandpleje, almene boliger, alderdomshjem og lignende politik, der i de store byer viser partiets styrke.
Socialdemokratiet er i begyndelsen af århundredskiftet det nye parti, som taler om en bedre fremtid for arbejderne.
Op gennem 1920’erne og -30’erne brager de så ind i regeringen med Thorvald Stauning og historisk gode valg.
Her bliver partiet det store, brede folkeparti, som vi kender i dag. Nu er de ikke bare partiet for arbejderklassen, men også for en ny samfundsgruppe: funktionærerne; papirnusserne og de kontoransatte i byerne.
1950-1974: Socialdemokratiet bygger velfærdsstaten
Tyskerne er ude af landet. Verdenskrigen er ovre. Freden sænker sig. Og socialdemokraterne sejrer. Efterkrigsperioden er den gyldne politiske æra for partiet.
Nu har partiet ikke kun magten i byerne og nationalt. Der er også økonomisk opblomstring og råd til at investere i store sociale reformer i 1960’erne, både i byerne og resten af landet.
Det er i disse år, at velfærdsstaten designes og udbygges, hvilket i høj grad er Socialdemokratiets værk - som oftest bakket op af Radikale Venstre.
»De står bag grundlæggelsen af rigtig mange reformer,« siger Nils Wium Olesen og remser op:
»De danner uddannelser og børnehaver. Man får store socialdemokratiske bykonger, som i de store byer etablerer et væld af institutioner som tekniske skoler, store gymnasier og seminarier. Store investeringer i hospitaler.«
»Og vælgerne kvitterer med solid opbakning, fordi der jo også er nye arbejdspladser i disse institutioner,« siger Niels Wium Olesen.
På landsplan kommer der folkepension, SU og et svimlende hav af sociale reformer.
Selvom de allerede her har udfordringer på venstrefløjen med kommunisterne, bliver de aldrig for alvor truede på magten i byerne - og ikke i nærheden af situationen i dag, hvor Enhedslisten og SF kan blive større end Socialdemokratiet i København.
1974-2007: Utaknemmelige velfærdsbørn søger væk
Fra slutningen af 1960'erne og -70’erne bliver Socialdemokratiet udfordret fra flere sider.
Først fra venstrefløjen med SF og senere Enhedslisten, der særligt udfordrer Socialdemokratiets dominans i byerne ved at tage de unge progressive stemmer. For dem er det gammeldags at være socialdemokrat.
Vi ser her konturerne af den vælgerflugt, der for alvor har ramt partiet i dag.
Rasmus Mariager forklarer, at det er her, byvælgere begynder at se Socialdemokratiet som en slags konservativ rød stemme. Partiet ser ikke længere ud i fremtiden, men tilbage og vil bevare deres elskede velfærdsstat.
»De går ikke på arbejde i kedeldragt længere. Velfærdsstatens børn er ikke så taknemmelige som deres forældre for den velfærdsstat, som Socialdemokratiet har opbygget,« siger Niels Wium Olesen.
De voksne børn af velfærdsstaten har ikke erindringer om et samfund før de socialpolitiske reformer og har derfor heller ikke samme taknemmelighed for partiet, der skabte dem, lyder Niels Wium Olesens analyse
Socialdemokratiet bevarer dog borgmesterposterne i denne periode i de store byer - ud over Esbjerg.
Men på den nationale front står det ringe til. Oliekrisen og økonomiske udfordringer ender i 1980'erne med at koste regeringsmagten til De Konservative og Poul Schlüter.
2007-2021: Vælgerne på landet skal genvindes
I den nyere tids periode får Socialdemokratiet kun flere udfordringer og fjender af slås med.
I Danmark er den første store udfordring Anders Fogh Rasmussen og Venstre, som tager regeringsmagten i 2000’erne. Så Dansk Folkepartis svimlende gode folketingsvalg i 2015 med hele 21 procent af stemmerne. Det bliver måske det mest afgørende, fortæller de to historikere:
»Mette Frederiksen og Martin Rossen (hendes særlige rådgiver, red.) vælger i 2015 at lægge en strategi, hvor de ikke må tabe flere stemmer til højrefløjen. Derfor går de i retning af en strammere udlændingepolitik,« siger Rasmus Mariager.
Den strammere udlændingepolitik kobles med et generelt større fokus på de mindre provinsbyer, landområderne og de arbejderklassevælgere, som partiet har mistet der. Og en hård retorik over for middelklassen i byerne.
Strategien virker til folketingsvalget, men Socialdemokratiet bliver straffet for den med et historisk dårligt kommunalvalg i 2021 i København, forklarer historikerne.
Det samme lader de til at blive i 2025, fordi det ikke har været muligt for partiet at finde en måde at tale til de brede vælgergrupper, som de historisk har kunnet.
»Vi kan sige så meget, at det, der har betinget deres dominans, både nationalt og i byerne, har været at kunne skabe koalitioner af vælgere, der er forskellige,« siger Niels Wium Olesen.
Valgforsker: Socialdemokratiet betaler prisen
Rune Stubager, der forsker i partivalg og holdningsdannelse, er blevet præsenteret for de to historikeres synspunkter og kan sagtens følge deres analyse af Socialdemokratiets nyere udvikling.
Han mener dog, at skiftet i udlændingepolitikken handler om mere end bare at genvinde tabte vælgere.
»Man kan også vælge se på det med mere politisk substans: at de faktisk mener det. Det er faktisk gået op for dem, at deres egne vestegnsborgmestre havde ret. Udlændingepolitikken sætter velfærdsstaten under pres,« siger Rune Stubager, der er professor på Aarhus Universitet, til Videnskab.dk.
Rune Stubager mener allerede, at der kunne anes sprækker i partiets holdning til udlændingepolitikken under Helle Thorning.
Hvad angår den brede koalition af vælgere eller mangel på samme, er han helt enig med historikerne:
Det handler ikke længere bare om fordelingspolitik. I stedet er der kommet mange flere dimensioner og andre typer vælgere. Her har Socialdemokratiet lagt deres fokus på vælgerne i landområderne og ikke i byerne.
»Det er prisen for det skifte, man betalte i 2021 og betaler nu,« slutter Rune Stubager.
