Har du grinet af en valgplakat? Retoriker analyserer årets og fortidens sjoveste plakater

Valgplakaten er over os. En kedelig genre, vil mange nok mene. Men det har den ikke altid været. Og nogle formår som få andre at tilføre den noget spraglet og anderledes og dermed skille sig ud fra mængden.

Denne artikel ser nærmere på valgplakaten som genre og på de kandidater, der også tør at udtrykke sig med humor og selvironi.

Plakater var mere kunstneriske før 1960

En valgplakat kan betegnes som en slags politisk reklame, der har til formål at påvirke vælgere til at stemme på en kandidat eller et parti.

Valgplakaten bruges også til at udbrede kendskabet til en kandidat, et politisk parti og/eller et politisk budskab. I bogen 'Valget er dit!' fra 2015 undersøger forfatterne udviklingen af danske valgplakater over de seneste 100 år. Kort fortalt:

Før 1960 var valgplakaten karakteriseret af et kreativt, kunstnerisk og varieret billedsprog. Plakaterne var præget af detaljerigdom og et dramatisk visuelt udtryk med indignerede slogans og en satirisk kant. De fortalte med andre ord en historie.

Fra 1950'erne blev plakaterne mere strømlinede

I løbet af 1950’erne begyndte valgplakaterne at blive mere konventionelle, ensartede. I de følgende årtier tabte plakaterne i stigende grad deres individuelle præg og humor. I parentes bemærket var venstrefløjen ophav til de fleste undtagelser fra reglen.

Valgplakaten som produkt faldt nu i hænderne på reklamebureauer snarere end selvstændige kunstnere, og resultatet blev derfor mere strømlinet, anonymt – og, ville mange nok mene, kedeligt.

I 1970’erne og 1980’erne begyndte politikerportrættet at dominere. Hvor plakaterne tidligere afspejlede vælgerne, enten som individer eller samlet som gruppe, havde plakaterne nu kandidaten i centrum.

Tendensen er fortsat, og i dag ser vi næsten kun det polerede portræt med navn, partibogstav og enslydende opfordringer (for eksempel: »Gør som X, stem på Y«). Vi ser sjældent et originalt udtryk eller et billede med en historie.

»Jandalf den grønne«: Navnelege og ordspil

Når plakater og kandidater endelig skiller sig ud, er det derfor værd at bemærke. I den sammenhæng kan man ved europaparlamentsvalget i år ikke komme uden om Jan Kristoffersen fra Alternativet.

Her er tale om en kandidat, der får det mest mulige (og umulige) ud af sit navn med kreative valgslogans som »JAn vi kan«, »Bundtrawl – naj, Sundt hav – JAn« og »JAnnabis til cannabis«.

Hans navn (både forfra og bagfra) flettes hermed sammen med hans budskaber, og det er kvikt tænkt af en ellers ikke særlig kendt kandidat.

Plakaternes legende (nogen vil måske sige pjattede) udtryk, stemmer godt overens med partiets profil, men vil sikkert også virke bedst på vælgere, der allerede er positivt indstillede over for Alternativet.

Humor hjælper hukommelsen på vej

Fordelen ved at lege humoristisk med blandt andet rim, navn og ordstilling er, at det er lettere at huske kandidaten, og eventuelt hvad personen står for.

Det beskriver den amerikanske retorikforsker John C. Meyer i sin artikel fra 2000: 'Humor as a Double-Edged Sword.' Humor kan være med til at skabe klarhed ('clarification') i budskaber, fordi det vittige ofte består i at koge noget, der egentlig er komplekst, ned til noget enkelt og appetitligt.

Humor øger også sandsynligheden for, at budskabet bliver delt i (sociale) medier, og derfor kan det sjove være en god strategi for politikere.

Nogen vil måske også genkalde sig den socialdemokratiske kandidat Peter Kay Mortensen, der stillede op i begyndelsen af 00’erne med det fængende slogan: »Er du til bukser med svaj, så stem på Peter Kay«. Nemt at huske, mening eller ej.

»The ice is melting at the pøules«

Det selvironiske budskab på den tidligere formand for SF Villy Søvndals valgplakat i år kan mange sikkert huske:

»The ice is melting at the pøules.«

De i dag berømte ord faldt første gang under COP15, klimatopmødet i København, i 2009, hvor Søvndal luftede en knapt så imponerende dansk accent. I dag er ordene blevet del af et kunstværk, men i 2009 var medierne hurtige til at hænge Søvndal til tørre, og latterliggørelsen af ham var total.

Søvndal havde ellers netop ry for sin lune humor. Han vandt også overskrifter, da det kom frem, at han som den eneste politiker (i hvert fald åbent) havde fået hjælp af en kendt komiker, Sebastian Dorset, til at skrive vittigheder til en af sine taler.

Et træk, der viser tegn på, at han forstod betydningen af også at kunne få folk til at grine som taler og politiker. Og nu genopliver han altså sin tidligere fadæse i et selvudleverende og sympatisk valgslogan. Som retorikforskeren Meyer skriver, kan en taler blive mere lige med sit publikum ved at afsløre noget pinligt om sig selv.

Også den tidligere taleskriver for Helle Thorning-Schmidt, Kristian Madsen, anbefaler politikere at bruge selvironi (i taler) i sin håndbog fra 2010: 'Skriv gode taler. Taleskrivning som strategisk kommunikation.'

»Det udstråler overskud og selvsikkerhed, at taleren tør gøre lidt grin med sig selv«, som han skriver, ved »at udstille sine egne fejltagelser eller svage sider«.

Samtidig gentager Søvndal et budskab, som han stadig står inde for. Og ligesom isen smelter, tøer Danmark nok op, idet vi denne gang griner med, og ikke af, Søvndal.

Mesteren i gakkede valgplakater: komiker Jacob Haugaard

Alletiders mester udi gakkede valgplakater må dog være Jacob Haugaard og organisationen bag ham: Sammenslutningen af Bevidst Arbejdssky Elementer.

Komikeren, entertaineren og sangeren (blandt meget andet) nåede at opstille syv gange til folketingsvalg mellem 1979 og 1994, og ved det sidste valg blev han som bekendt valgt ind.

Generelt fremstår han på sine plakater som alt andet end en ønskværdig kandidat. I 1984 er han for eksempel klædt ud som kvinde med paryk og kjole (muligvis en parodi på den konservative engelske politiker Margaret Thatcher), og plakaten indeholder desuden et lille billede i højre hjørne af hans penis med solbriller og cigaret.

Selvironi skaber troværdighed

I 1988 er Jacob Haugaard fotograferet ved siden af en Rolls-Royce som en mafialignende brugtvognsforhandler med cigar og et smørret grin. Titlen på plakaten er 'En ærlig mand', der med drillende ironi sætter brugtvognsforhandlere og politikere i samme bås. For hvem stoler vi efterhånden mindre på?

Modsat Haugaard søger seriøse politiske kandidater med deres valgplakater at udstråle troværdighed nok til at udløse stemmer. Ikke desto mindre blev Haugaard jo faktisk valgt ind i Folketinget med svimlende 23.253 personlige stemmer. Humor udelukker altså på ingen måde troværdighed.

Uanset hvem det lykkes for ved dette valg, er det derfor et stille håb fra denne kant, at politikerne til alle tider bevarer selvironien. Det kunne rent faktisk være, at det var dét, der gjorde dem mere troværdige.