Sådan håndterer vi dét, vi ikke forstår

Hvad sker der, når vi oplever noget, vi ikke kan forstå?

Det er foråret 2020 et godt eksempel på. Her oplevede vi alle, at coronavirussen ramte os. Pludselig var vi vidner til det ene pressemøde efter det andet, hvor fagfolk og politikere fortalte os om den alvorlige situation.

Men det blev hurtigt tydeligt, at der var en masse, som ingen vidste noget om.

Måske kan du huske dine egne følelser, tanker og den stemning, du blev sat i af de første budskaber om corona? Måske var du – ligesom jeg – forvirret, usikker på fremtiden og generelt bare i tvivl om det hele.

Jeg forstod heller ikke helt, hvorfor min mand og mine børn reagerede, som de gjorde. Jeg forstod ikke deres tanker, følelser og adfærd, og alle mine venner havde et forskelligt syn på tingene.

Men hvordan kan man egentlig håndtere den afmagt, vi som mennesker oplever, når vi ikke forstår vores omgivelser og de mennesker, vi omgiver os med? Og kan vi reelt hjælpe flere borgere i udsatte positioner, hvis vi holder op med at forsøge så hårdt på at forstå dem? Det er det, jeg forsker i – og som jeg vil vise nedenfor, er det ikke så let igen.

Ikke-viden er udfordrende

Vi bliver voldsomt udfordrede af ting, vi ikke ved. Mennesker, der får en alvorlig sygdom, kan endda opleve, at det er bedre at få diagnosen end at gå i usikkerheden.

Bagefter skal man så måske leve med en livstruende sygdom eller et handicap. Her kan man opleve, at man på daglig basis, som et livsvilkår, er forvirret, afmægtig og udsat – alle de følelser, vi andre oplevede i starten af coronaepidemien.

Altså, at man har en ikke-viden, som betyder, at man ikke kan forstå andre eller den situation, man står i.

Eller måske endda heller ikke kan forstå sig selv.

Der er således mennesker i Danmark, som ofte ikke forstår sig selv eller andre, fordi de er i en udsat, presset, uoverskuelig position eller situation.

Samtidig med, at disse mennesker ikke helt forstår sig selv, bliver de mødt af velmenende velfærdsprofessionelle, som prøver at forstå dem, for at kunne hjælpe dem bedst muligt.

Der er det møde, min forskning er rettet imod.

Vi prøver hele tiden at skabe viden

Som mennesker forsøger vi generelt at danne viden, hvor ingen viden er.

Det gælder også for den socialrådgiver, pædagog eller sagsbehandler, der skal hjælpe borgeren i det tænkte eksempel foroven.

I mit ph.d.-projekt forsøger jeg at udvikle redskaber til, hvordan velfærdsprofessionelle kan håndtere deres ikke-viden – og måske endda vende det til noget konstruktivt.

Når jeg underviser sygeplejersker, pædagoger, socialpædagoger, lærere, ergo- og fysioterapeuter og andre velfærdsprofessionelle på efter- og videreuddannelser, fortæller de ofte, at de i deres hverdag møder borgere, hvor de ikke kan opnå en forståelse eller få viden om, hvad der foregår.

Det kan for eksempel være den borger, der siger, at hans mål er at drikke sig selv ihjel. Det kan vi jo ikke hjælpe med, og måske heller ikke forstå.

Hvordan undgår vi at give op?

Ofte ved vi ikke, hvad vi skal stille op med sådan en udtalelse, så vi giver op, og måske tvinges borgeren til at afslutte et forløb i for eksempel psykiatrien.

Mine studerende vælger i stedet at undersøge det i deres opgaveskrivning, fordi de reelt er kede af, at de simpelthen indimellem må give op i forhold til at kunne hjælpe borgeren.

De må sende denne person videre i systemet, selv om de ved, at det er en borger i en meget udsat position, som har svært ved at finde hjælp andre steder. Nogle risikerer at ende på gaden og andre helt uden nogen former for hjælp eller støtte – og det er en meget svær etisk udfordring for mine studerende.

I mit projekt prøver jeg derfor at udvikle teori om, hvad vi kan gøre, hvis vi ikke forstår. I det følgende vil jeg dykke lidt ned i, hvorfor vi er så opsatte på at ville forstå – og hvorfor det måske er en god ide, hvis vi holder op med det.

\ Læs mere

Når vi er opmærksomme på hinandens tanker og følelser

Et opgør med forståelsen

Når man som professionel møder mennesker, man er ansat til at hjælpe, så er forståelsen helt central.

Inden for social- og humanvidenskaben har den klassiske tilgang været at prøve at forstå dele, helheder og sammenhænge. Men der er situationer, hvor vi ikke rigtig kan sætte ord på, hvad vi oplever, føler, tænker eller gør.

Derfor er nogle forskere begyndt at byde ind med nye veje frem for denne klassiske hermeneutiske tilgang om at forstå.

Pointen i en af disse nye teorier er, at vi må forholde os til, at vi kan have en sikker ikke-viden. Man skal med andre ord acceptere, er der bare er nogle ting, man aldrig kommer til at forstå – hverken i situationen og måske heller ikke efterfølgende.

Men hvorfor er det så en god idé? Det er her, det bliver lidt indviklet, men læs med og jeg skal prøve at forklare, hvorfor vi skal forstå, at vi ikke (altid) kan (eller skal) forstå.

»Jeg forstår dig« - »Gu’ gør du ej«

De nye teoretiske veje drejer sig både om, hvad der kan være etisk forsvarligt at gøre som velfærdsprofessionel i situationer, man ikke forstår – og om, hvad vi overhovedet kan komme til at vide om en situation.

I min forskning er jeg særligt interesseret i, om det menneske, vi forsøger at hjælpe, overhovedet altid er interesseret i at blive forstået.

Da jeg selv arbejdede i socialpsykiatrien, oplevede jeg ofte, når jeg sagde til en borger: »Jeg forstår dig«, at borgeren sagde: »Gu gør du ej!«

Borgeren følte, at deres grænser blev overskredet, og at jeg definerede dem. Borgeren sagde tydeligt fra, og de oplevede min indsats som respektløs.

Jeg kender det faktisk godt fra mig selv. Måske gør du også det?

Det kan være dejligt at blive forstået. Men nogle gange, når folk siger, at de forstår mig, så ved jeg bare, at det gør de ikke. Det ville her være mere respektfuldt over for mig, hvis de sagde, at de ikke forstod mig.

Jeg burde således også selv have været forsigtig med at sige, at jeg forstår en borger, der eksempelvis er så påvirket af en psykose, at vedkomne oplever virkeligheden helt anderledes end jeg gør – eller nogensinde kan komme til at forstå.

\ Læs mere

Skizofreni: Hvad sker der i hjernen, når man hører stemmer?

Forstår – eller misforstår du?

Jeg arbejder derfor med den hypotese, at vi indimellem overskrider borgerens integritet med al vores bestræbelse på at ville forstå.

Når vi så ihærdigt prøver at forstå noget, vi ikke umiddelbart kan forstå, så definerer vi situationen og borgeren ud fra vores egne tanker og følelser. Som vi ser det. Men det er ikke nødvendigvis sådan, borgeren oplever det.

I velfærdsprofessionerne arbejder man derfor med begrebet mentalisering. Når borgeren ikke selv kan sætte ord på tanker og følelser, prøver vi at hjælpe til det.

Mentalisering er noget, vi alle sammen hele tiden gør, ofte helt ubevidst: Vi tilpasser vores handlinger ud fra vores egne og andres mentale tilstande. I professionel sammenhæng forsøger man at være bevidst om denne proces og derved forsøge at undgå konflikter eller misforståelser.

Men selv hér er der fare for at pseudo-mentalisere, som det hedder, når man misforstår i stedet for at forstå.

Da jeg stoppede med at prøve at forstå min mand

I almindelige relationer mellem mennesker sker det også, at vi indimellem overskrider andre menneskers integritet, når vi vil forstå dem.

Jeg var eksempelvis gift med den samme mand i over 30 år, og jeg lærte aldrig at forstå ham! Det kender du måske fra dit eget liv.

Det er en fin intention at ville forstå. Men spørgsmålet er, om dét, der er virkelig svært at forstå, er noget, vi skal sanse på en anden måde?

Da jeg stoppede med at ville forstå min mand, var det som om, jeg begyndte at få en form for åbenhed, nysgerrighed, interesse eller fornemmelse for, hvem han var, og de ting han gjorde.

Jeg stoppede i hvert fald helt bevidst med at definere ham eller prøve at lave ham om, hvilket han var ret så glad for.

Så måske er det – etisk set – bedste, vi kan gøre, når vi møder et menneske, vi ikke forstår, faktisk noget vi skal undlade at gøre? Altså undlade at forstå, men stadig være der for det menneske, som har brug for hjælp.

I mit projekt udvikler jeg ud fra den betragtning et refleksionsredskab, som skal hjælpe den enkelte fagperson med at komme frem til, hvordan denne kan hjælpe bedst muligt etisk set.

Lever vi i et forståelsesdiktatur i Danmark?

Hvis vi skal undlade at forstå og undlade at definere, så skal vi træde ud af det, jeg måske en smule provokerende vil kalde det forståelsesdiktatur, vi lever i.

Det er rigtig svært at lade være med at prøve at forstå i vores samfund. Vi lever i et videnssamfund, hvor vores største ressource er viden. Vi producerer viden, og vi sælger viden – og det er rigtig godt.

Det er da også en god og sympatisk idé at prøve at forstå hinanden og os selv, men det er bare ikke alt, vi kan – eller måske skal – forstå?

I Danmark er det en provokerende tanke, at vi skulle leve i nogen form for diktatur, for i et diktatur er der kun én person (eller meget få personer), der bestemmer.

Min pointe med at bruge diktaturbegrebet er, at det er forståelsen, der bestemmer. Den bestemmer, hvad der eksempelvis skal ske med en borger i velfærdssystemet. Hvis vi ikke forstår borgeren, er det for svært at hjælpe – men hvad nu hvis der bare skal helt andre former for hjælp til?

Hvis vi holder op med at kæmpe så hårdt for at forstå alt, kan det måske åbne op for, at vi i velfærdsarbejdet – og måske også privat – kan se nye muligheder.

Måske kan vi på den måde lukke nogle af hullerne i vores velfærdssamfunds sikkerhedsnet.

\ Læs mere

Neurotiske mennesker er mere tilbøjelige til at brokke sig over velfærdsstaten

\ Læs mere

Kulturens påvirkning af vores sind ryster psykologien i sin grundvold

\ Læs mere

Velfærdsstatens regler gør især ondt på de borgere, der har mest brug for hjælp