Når vi er opmærksomme på hinandens tanker og følelser

»Hvorfor svarede jeg mon så kortfattet, da min kollega spurgte, hvad jeg havde lavet i weekenden?«

»Gad vide, hvorfor min chef ikke kiggede mig i øjnene, da han bad mig om at booke et møde hos ham?«

Den type overvejsler vil de fleste mennesker sikkert kunne genkende. De kan beskrives med begrebet 'mentalisering'.

Mentalisering beskriver de processer, der både bevidst og ubevidst er i spil, når vi er opmærksomme på mentale tilstande; dvs. når vi er opmærksomme på eksempelvis de tanker eller følelser, der knytter sig til det, vi selv og andre siger og gør.

Evnen til at mentalisere er helt afgørende for den forståelse og de relationer, vi kan skabe med og til hinanden.

I min forskning er mentaliseringsbegrebet yderst centralt. Jeg undersøger kommunikation mellem læger og patienter og har især fokus på at undersøge, hvornår lægerne mentaliserer, og hvilke effekter den mentaliserende adfærd har.

Hvad indebærer det at være 'mentaliserende'?

I bogen 'Forståelsens psykologi – mentalisering i teori og praksis' samler jeg mentaliseringsteoriens mange antagelser og redegørelser, og jeg præsenterer, hvordan der er arbejdet med mentaliseringsbegrebet i forskellige professionelle kommunikationssituationer. Jeg diskuterer desuden, hvordan vi kan analysere og få øje på mentaliseringsprocesser, når de udspiller sig.

Men for at kunne få øje på de mentaliserende processer kræver det, at vi i første omgang får svar på spørgsmålet: Hvad indebærer det egentlig at være mentaliserende – og hvad indebærer det ikke at være det?

I mentaliseringslitteraturen findes forskellige benævnelser for de aspekter, der kendetegner mere eller mindre mentaliserende adfærd.

Der tales således både om ikke-mentalisering over for mentalisering, om god mentalisering over for dårlig mentalisering og om at have eller ikke at have en mentaliserende indstilling.

Mentalisering og ikke-mentalisering er to tilstande

Man kan betragte mentalisering og ikke-mentalisering som to tilstande, der eksisterer som yderpunkter i et kontinuum.

I den ikke-mentaliserende tilstand tænker man rigidt og i sort eller hvidt, og tendensen er, at egne og andres handlinger ikke forbindes til mentale tilstande.

I den mentaliserende tilstand reflekterer man over egne og andres mentale tilstande, og man er med disse refleksioner i stand til at betragte forskellige oplevelser fra forskellige perspektiver (Taylor og Fonagy 2012).

Mentaliseringens udtryk kan afsløres i vores narrativer

Mentaliseringens forskellige udtryk kan afsløres i de narrativer, vi fortæller (Bateman og Fonagy 2006). Jeg vender i kapitel 6 tilbage til, om mentalisering i kommunikation mellem mennesker også kan udpeges på andre måder.

Bateman og Fonagy peger på, at mennesker, der befinder sig i den ikke-mentaliserende ende af kontinuet, ofte har en overdreven detaljering i deres redegørelser på bekostning af inddragelse af mentale tilstande. De peger også på, at det er typisk med en stærk optagethed af regler og pligter, og at fokus ofte sættes på fysiske omgivelser frem for på mennesker.

Desuden er ikke-mentalisering præget af en tendens til at generalisere – ikke at se forhold eller mennesker som unikke. Det absolut kendetegnende for ikke-mentalisering, både når det gælder andre, og når det gælder én selv, er dog fraværet af fokus på men-tale tilstande; fraværet af forsøg på at forstå handlinger som relaterede til egne eller andres mentale forhold (Bateman og Fonagy 2006).

Dårlig mentalisering er enten utrolig sparsom eller overdetaljeret

I den nyeste større antologi om mentalisering fra 2012 (Bateman og Fonagy (red.) 2012) taler forfatterne om dårlig mentalisering (Luyten m.fl. 2012). Det tyder på, at dårlig mentalisering befinder sig mod den ikke-mentaliserende del af mentaliseringskontinuet, uden dog at være udtryk for en absolut mangel på mentalisering.

Den dårlige mentalisering er således kendetegnet ved en høj grad af oplevelse af overbevisning i de mentaliseringer, der foretages; ideen om, at man ikke kan tage fejl af de mentale tilstande, man forestiller sig eller udtaler sig om.

Således er den dårlige mentalisering karakteriseret ved manglende fleksibilitet i forhold til at kunne ændre det perspektiv og den opfattelse, man én gang har fået. Den dårlige mentalisering er også karakteriseret ved enten utrolig sparsom eller overdetaljeret redegørelse for mentale tilstande, ligesom der typisk vil være et fokus på tomme adfærdsrelaterede beskrivelser af andre.

Det kunne være påstande om, at en person, der forholder sig afventende eller ikke-deltagende, er doven eller træt, uden dynamisk afsøgning af, hvilke mentale tilstande den ikke-deltagende person ellers kunne befinde sig i.

De forskellige mentaliseringsdimensioner er ikke i balance

Grundlæggende er dårlig mentalisering karakteriseret ved en mangel på interesse i egne og andres mentale tilstande eller direkte defensive forsøg på at undgå at mentalisere ved eksempelvis at blive aggressiv, at skifte emne eller ikke at samarbejde om den samtale, man indgår i.

Forfatterne nævner flere karakteristika ved dårligt mentalisering, men de forbinder sig alle til nogle dimensioner af mentalisering, som jeg vil introducere i næste kapitel.

Dårlig mentalisering er nemlig karakteriseret ved, at de polariteter, som de forskellige mentaliseringsdimensioner udfolder sig inden for, ikke er i balance.

Andre mennesker opleves som forudsigelige

I den mentaliserende ende af kontinuet vil man gennem sine narrativer tydeliggøre, at man er klar over, at man aldrig kan vide med sikkerhed, hvad andre føler og tænker. Det indebærer ikke, at andre menneskers adfærd opleves som fuldstændig tilfældig; ens fortællinger afslører, at man ikke oplever det som absolut umuligt at antage, hvad der mon foregår i den anden. Andre mennesker opleves altså i det store og hele som forudsigelige.

I relation til én selv kommer mentalisering til udtryk ved, at man er i stand til at reflektere over sine handlinger og se dem i forskellige perspektiver, og at man udviser en forståelse af, at det er muligt at forandre og udvikle sig.

Samtidig har man en realistisk skepsis og erkender dermed, at ens følelser kan være forvirrende for én selv. I forhold til både andre og én selv gælder det, at man har en oprigtig nysger-righed i forhold til at forstå det mentale liv (Bateman og Fonagy 2006).

Mentaliseringsteorien hviler på den psykodynamiske forståelsesramme

I den nævnte antologi om mentalisering fra 2012 sættes dårlig mentalisering over for god mentalisering.

Det beskrives her, hvordan det er en forudsætning for den gode mentalisering, at man har en indre bevidsthed om konflikter: Man skal være opmærksom på og acceptere, at der kan eksistere konfliktuelle forhold i én selv. Desuden skal man anerkende, at ubevidste og førbevidste forhold kan spille ind på ens egen adfærd og på ens mentaliseringsprocesser.

Sådanne tanker understreger den psykodynamiske forståelsesramme, som mentaliseringsteorien hviler på.

I den gode mentalisering findes fleksibilitet

Den gode mentalisering er desuden karakteriseret ved en lang række andre forhold, der listes i en tabel (Luyten m.fl. 2012: 58 f.), bl.a. at man har en genuin interesse i andres og egne mentale tilstande, at man anerkender, at mentale tilstande ikke er gennemsigtige, at man anerkender, at mentale tilstande kan ændre sig, at man kan være fleksibel i sine tanker, at man kan beskrive egne oplevelser frem for at definere, hvordan andre mennesker må have det, og at man tager ejerskab over sin egne handlinger.

Desuden listes en lang række personkarakteristika, der forbindes til god mentalisering: at man er ikke-paranoid, nysgerrig, tilgivende osv. Endelig er det karakteristisk for den gode mentalisering, at der findes en afstemthed og fleksibilitet, når man mentaliserer i forhold til de polariteter, jeg vender tilbage til i næste kapitel.

Der er fokus på aspekter, der udspiller sig interaktionelt

I samme antologi nævnes også begrebet mentaliserende indstilling (mentalizing stance) (Fonagy m.fl. 2012). Begrebet introduceres i forbindelse med redegørelser for, hvordan en mentaliserende terapeut bør agere.

Helt i overensstemmelse med at den relateres til terapeutisk adfærd, synes det centralt ved den mentaliserende indstilling, at der er fokus på aspekter, der udspiller sig interaktionelt; den beskriver især måden at møde og respondere på den anden på, således at mentalisering fremmes.

Det nævnes således, at indstillingen indebærer, at man er spørgende og beder om detaljer fremfor fortolkninger, og at man giver afkald på at forstå det, der ikke umiddelbart giver mening, og i stedet siger, at der er noget, der er uklart.

At have en mentaliserende indstilling rummer dog også aspekter, der relaterer sig mere til den mentale indstilling hos den enkelte; for eksempel at fastholde en ydmyghed og en ikke-vidende indstilling og at acceptere forskellige perspektiver.

Mentalisering er et bredt aspekt

Jeg har i denne bog valgt at bruge betegnelsen mentaliserende indstilling mere bredt, end det foreslås hos Fonagy m.fl. 2012.

Jeg knytter således ikke udelukkende begrebet til terapeutens måde at møde patienten på i mentaliserende interventioner, men mere generelt til de måder, mennesker kan møde hinanden på, måder hvor man optræder spørgende, lyttende og interesseret i at forstå den anden, hvormed man uvilkårligt tilskynder den anden til også at forsøge at forstå.

Samtidig knytter jeg det at have en mentaliserende indstilling til måder, mennesker oplever og reflekterer over sig selv og andre på – måder, der hænger sammen med den bevidsthed, man har om mentale tilstande, og hvordan de opererer; at de kan være i konflikt, at de ikke er gennemsigtige, at de kan ændre sig osv.

I begrebet om den mentaliserende indstilling samler jeg således bredt aspekter, der udspringer af måderne at forstå mentale tilstande og dermed sig selv og andre på, samt aspekter af interaktionel karakter, der relaterer sig til måderne at agere over for andre på. Jeg samler disse aspekter, fordi de principielt er uadskillelige.

Pseudomentalisering kan antage mindst tre former

En bestemt form for ikke-mentalisering er ifølge Bateman og Fonagy pseudomentalisering. Denne mentaliseringsform kan være svær at skelne fra mentalisering, fordi pseudomentaliseringen indebærer en tilsyneladende mentalisering; når man pseudomentaliserer, forestiller man sig, at man beskæftiger sig med andres mentale tilstande, endda ofte i udpræget grad.

Dog mangler en del af de træk, der er kendetegnende for mentalisering (Bateman og Fonagy 2006). Pseudomentaliseringen kan antage mindst tre former:

Der mangler det perspektiv, at man aldrig kan være sikker på, hvordan andre har det. Denne form karakteriseres hos Bateman og Fonagy som anmassende pseudomentalisering. Der er her tale om en negligering af den mentale uigennemsigtighed; vi tror, vi ved, hvordan andre føler, og hvorfor de føler, som de gør (Bateman og Fonagy 2006).

Det er karakteristisk for denne type pseudomentalisering, at man beskriver sin viden om tanker og følelser med stor fylde og kompleksitet. Imidlertid vil det oftest være sådan, at hvis man udfordrer den, der pseudomentaliserer, hvis man spørger ind til, hvorfor vedkommende har den forståelse, som vedkommende nu har, så vil denne ikke kunne fastholde en mentaliserende indstilling.

I stedet vil personen i sine forklaringer begynde at henvise til eksempelvis personlighedstræk ('sådan en type er du jo') eller ikke underbyggede intuitive påstande ('det ved jeg bare').

Pseudomentalisering bliver for refleksivt

Man tilskriver andre tanker og følelser i overdreven grad. Denne form karakteriseres hos Bateman og Fonagy som overaktiv pseudomentalisering (Bateman og Fonagy 2006). Der er tale om tilfælde, hvor man investerer for meget energi i at tænke over den anden.

I forhold til de dimensioner, jeg beskriver i næste kapitel, tyder det på, at denne type pseudomentalisering er kendetegnet ved, at vedkommende bliver for refleksiv i sin tilgang til den anden – at vedkommende mister sin intuitive fornemmelse for, hvor den anden er henne, i sin insisteren på at ville mentalisere.

I deres karakteristik af denne form for mentalisering inddrager forfatterne også reaktionen hos den part, som pseudomentaliseringen udfolder sig om; denne part vil opleve forvirring, manglende genkendelighed og manglende forståelse. Man har fuldstændig forkerte antagelser om den andens tanker og følelser. Denne sidste form karakteriserer Bateman og Fonagy som destruktiv, upræcis pseudomentalisering (Bateman og Fonagy 2006).

Der er tale om, at en person fornægter realiteten, og i stedet tilskrives en falsk mental tilstand til den anden. Det kan være i form af, at man totalt afviser den følelse, et andet menneske giver udtryk for at have.

I stedet påstår man, at vedkommende har en helt anden følelse. Den følelse, man påstår, at vedkommende har, vil oftest indebære, at man samtidig kan rette en beskyldning eller en usympatisk intention mod den anden. Bateman og Fonagy giver bl.a. det eksempel, at en vred og såret datter siger til sin mor, der udtrykker alle tænkelige former for bekymring: »Du ville være glad, hvis jeg var død« (Bateman og Fonagy 2006).

Man kan svinge mellem at mentalisere og pseudomentalisere

Man kan svinge mellem at mentalisere og pseudomentalisere; i det ene øjeblik kan man være ægte mentaliserende, mens man det næste øjeblik, af forskellige grunde, ikke bevarer den mentaliserende indstilling.

Eksempelvis kan vi nemt miste vores blik for, at vi aldrig kan være sikre på, hvordan den anden har det – netop fordi en fastholdelse af dette ikke-vidende blik også kan medføre en ubehagelig fornemmelse af isolation og ensomhed.

Men måske svinger vi hurtigt tilbage igen, væk fra det pseudomentaliserende, fordi reak-tionen fra den anden, når vi pseudomentaliserer, vil kunne hensætte os i en endnu større fornemmelse af fremmedgørelse.

Pseudomentalisering forbindes med den modus, barnet antages at være i i den tidlige barndom, nemlig forestillingsmodus. I forestillingsmodus knyttes ens forestillinger heller ikke an til den ydre virkelighed. Jeg uddyber tankerne om forestillingsmodus i kapitel 4.

Betingelser for mentaliseringsevnen

Mentaliseringsbrist eller dårlig mentalisering er karakteristisk for en række former for psykopatologi. Det drejer sig især om autismespektrum-forstyrrelser og borderline-personlighedsforstyrrelser. Som Bateman og Fonagy skriver, kan den brede definition af mentalisering betyde, at de fleste psykiske forstyrrelser indebærer mentaliseringsproblemer (Bateman og Fonagy 2006).

Det betyder dog ikke, at alle psykiske forstyrrelser skal begribes i forhold til mentaliseringsevner; det afgørende er, om de mentaliseringsbrist, der er til stede, er afgørende for den pågældende forstyrrelse, og dermed også om den psykologiske eller psykiatriske intervention skal rette sig mod forbedring af evnen til at mentalisere.

På den norske hjemmeside www.mentalisering.no kan man under menupunktet Litteratur se, at der foruden omfattende litteratur om mentalisering og autisme samt mentalisering og personlighedsforstyrrelser også findes nyere litteratur om mentalisering og spiseforstyrrelser, mentalisering og PTSD, mentalisering og depression foruden mentalisering og seksuel dysfunktion.

Også mennesker, der udøver selvskadende adfærd, kan have mentaliseringsproblemer, hvilket bl.a. uddybes af Trine Reupert i artiklen 'Kan man skære den følelsesmæssige smerte bort?' (Reupert 2009).

Mentaliseringsevnen er dynamisk

Imidlertid skal kontinuet for god mentalisering og dårlig mentalisering ikke udelukkende ses som et kontinuum, hvor mennesker med psykiske lidelser kan gives en mere fast placering.

Også mennesker uden psykiatrisk diagnose vil til forskellige tider placere sig forskellige steder i kontinuet. Således kan mentaliseringsbrist ikke kun betragtes som typiske træk ved en person, som trait-like, men også som state-like, dvs. skiftende alt efter personens tilstand (Liotti og Gilbert 2011).

Mentaliseringsevnen ses altså som en dynamisk evne, der varierer for det enkelte menneske afhængigt af, hvilke situationer og relationer dette menneske er i. Mentaliseringsevnen er således situationsspecifik.

Udviklingen af mentaliseringsevnen (som jeg vender tilbage til i kapitel 4) afhænger bl.a. af en tryg tilknytning til omsorgspersonerne i opvæksten, og evnen fortsætter med at fungere bedst i de situationer, hvor vi oplever en tryg relation til dem, vi interagerer med.

Stærk emotionel påvirknin udfordrer mentaliseringsevnen

Det er en central antagelse i mentaliseringsteorien, at mentaliseringsevnen udfordres og daler, når vi oplever en stærk emotionel påvirkning – eller arousal, som det kaldes. Når vi eksempelvis befinder os i en situation, hvor vi er skræmte, daler vores mentaliseringsevne, og i stedet aktiveres en fight or flight-respons (Fonagy og Luyten 2009).

På baggrund af neurovidenskabelig forskning kan det forklares ved, at når arousal øges, sker der et skift i, hvilke neurale systemer der aktiveres. Der sker et skift fra de præfrontale, kontrollerede og eksekutive funktionsmåder til de mere automatiserede.

Som jeg vender tilbage til i næste kapitel, indebærer denne ændring i neurale funktionsmåder, at der sker et skift fra den bevidste, refleksive mentalisering til den ubevidste og dermed implicitte mentalisering. Er arousal tilstrækkelig høj, ender det tilsyneladende med, at mentaliseringsevnen kan koble fra.

Disse skift kan være vigtige

Disse skift kan være, og har i evolutionær henseende været, særdeles vigtige for vores overlevelse. Ser vi en løve foran os, er vi bedre tjent med, at den arousal, vi oplever, får os til at løbe bort, end at den får os til at mentalisere over løvens mentale tilstand.

I andre situationer, hvor vi føler os pressede eller stressede, kan det være ganske ufordelagtigt, at mentaliseringsevnen svigter. Det kan fx være i relationer, hvor vi er i konflikt med andre mennesker, og hvor vi, for at løse konflikten på bedst mulig måde, netop kunne have gavn af vores mentaliseringsevne. Også i forbindelse med aktiveringen af mere positive emotioner, fx i forbindelse med forelskelsens rus, mindskes mentaliseringsevnen.

Som jeg vender tilbage til i kapitel 4, varierer det fra menneske til menneske, hvor meget arousal eller emotionel påvirkning, der skal til, før mentaliseringsevnen påvirkes.

Betingelserne kan, og vil, variere

Det centrale for nu er fastholdelsen af, at mentaliseringsevnen er en dynamisk størrelse, og at den påvirkes af de relationer, vi er i, og af de emotioner, der aktiveres i os i disse forbindelser. De optimale betingelser for mentaliseringsevnen findes således, når vi er emotionelt afbalancerede, og når vi føler os trygge ved de mennesker, vi omgås.

Eftersom disse betingelser altid vil variere og ofte kun være delvist opfyldte, eller måske kun opfyldte i en del af en given interaktion med andre mennesker, vil vi bevæge os frem og tilbage i kontinuet mellem god og dårlig mentalisering. I det følgende kapitel vil jeg uddybe de dimensioner, mentaliseringsevnen kan beskrives i forhold til, og hermed vil jeg nuancere, hvilke aspekter af mentaliseringsevnen der kan briste.