Når epidemier forandrer verden: Kan vi lære noget af den tredje pest-pandemi?

Lige nu er samfundsforskere travlt optaget af at gætte på, hvad corona-krisen kommer til at betyde på længere sigt.

Spørgsmålene er mange og handler ikke kun om sundhed.

Overlever det fragmenterede amerikanske sundhedssystem?

Udstiller corona-krisen tomheden bag højtråbende populister som Trump i USA og Bolsonaro i Brasilien, eller bliver 'de stærke mænd' tværtimod styrket?

Får den kriseramte socialdemokratiske velfærdsstat en opblomstring? Giver krisen Danmark den stærkeste statsminister, vi har haft i årtier?

Det vil vise sig.

Den tredje pestpandemi

I mellemtiden kan vi måske blive lidt klogere, hvis vi tager en tur rundt i verden i årene omkring 1900. Vi er nogle årtier før Den Spanske Syge; til gengæld hærgede pesten – endnu en gang.

Ligesom det heldigvis er sjældent, at et nyt virus springer fra dyr og inficerer mennesker, i det omfang det er sket med COVID-19, kræver en pest-epidemi også en særlig proces, hvor lopper fra rotter inficeret med pestbakterien tvinges til at søge nye værter, herunder mennesker.

Det skete i det sydlige Kina og Hong Kong i 1894, hvilket indledte den tredje pestpandemi.

Den er ikke særlig kendt. For de fleste er 'pesten' lig med middelalderens sorte død. Det skyldes, at den var langt mest alvorlig i det globale syd, hvor den krævede omkring 15 millioner ofre.

I Europa skulle ofrene tælles i tusinder, i USA i hundreder. Pesten ramte de fattigste; dem, der boede tæt og tæt på rotter. På den måde var den fuldstændig loyal overfor tidens meget ulige verdensorden.

Fra Hong Kongs travle havn bredte pesten sig med rotter i fragtskibenes lastrum. Sammenlignet med corona-virus, der omsluttede verden på nogle måneder, rejste pestbakterien langsomt og brugte år på at nå de fjerneste destinationer.

Risikoen for at blive smittet var ikke nær så høj som det, vi oplever med den nuværende corona-virus, men var man først smittet, var dødeligheden til gengæld dramatisk – op til 80 procent.

\ Læs mere

Sådan kan en farlig virus spredes fra dyr til mennesker

Den selvtillidsfyldte videnskab tog fejl om smitten

Da pesten ramte, var den vestlige videnskabelige medicin fuld af selvtillid.

I 1880'erne havde den bakteriologiske revolution, anført af Robert Koch og Louis Pasteur, identificeret de mikroorganismer, som, man kunne påvise, var årsagen til sygdomme som kolera og tuberkulose.

Det varede da heller ikke længe, inden man havde identificeret pestbakterien. Men der var stadig meget, man endnu ikke vidste om pestens smitteveje.

Der skulle gå mere end ti år, før man opdagede, at den afgørende smittebærer var lopper fra rotter.

Man antog derfor indtil da, at smitten kunne overføres direkte fra menneske til menneske, og det betød, at man i mange tilfælde valgte uheldige strategier i bekæmpelsen.

Den 'Internationale Sanitære Conference' – en forløber for vore dages WHO – anbefalede isolation af de inficerede, desinficering eller ødelæggelse af ejendele og boliger - og i et vist omfang rottebekæmpelse.

Isolation var stort set uden virkning, da pest kun smitter fra menneske til menneske ved den sjældne lungepest.

Desinficering og ødelæggelse var i værste fald skadeligt, fordi det jagede rotterne på flugt og spredte smitten. Kun rottebekæmpelsen gav mening.

\ Læs mere

Da håndvask blev en videnskab

Bombay - pesten og nationalistbevægelsen

Pesten kom til Bombay (nu Mumbai) på Indiens vestkyst i 1896.

Det var et af de værst tænkelige steder. Bombay var Indiens handelscentrum og et knudepunkt i det britiske imperium.

Metropolen var derfor velforbundet med skibsruter over verdenshavene og jernbanelinjer ind i det indiske bagland.

Dertil kom, at byen husede en af verdens største ophobninger af fattige og immunsvækkede mennesker i overbefolkede og uhygiejniske slumkvarterer.

Den britiske kolonimagt havde gennem hele 1800-tallet været tilbageholdende med sundhedsmæssige interventioner i det indiske samfund. Men det var ved at ændre sig.

Ansporet af den bakteriologiske revolutions resultater steg troen på, at man faktisk kunne overvinde epidemier. Og da pesten ankom, var man klar til at slå til.

Ufølsomme briter ignorerede indiske stemmer

Briterne intervenerede med en voldsomhed, som ikke var set før. Man tvang folk på hospitalerne, kropsvisiterede uden finfølelse, brød gulve op og huse ned, mens gader og kloakker flød over af desinfektionsmiddel.

Det britiske styre havde to problemer. Dels var de voldsomme indgreb langt hen nyttesløse, dels havde styret en meget lille legitimitet i befolkningen. Briterne var helt ufølsomme overfor inderens situation.

Ludfattige indbyggere så deres få ejendele gå op i røg, og for mange var indlæggelse på et hospital noget af det værste, man kunne komme ud for. Som det også var tilfældet i forbindelse med ebola-epidemien i Vestafrika i 2014-16, blev hospitalerne set som steder, hvorfra man kun kom ud som lig.

Dertil kom, at det vestlige Indien var et af centrene for den indiske nationalistbevægelse, der krævede medbestemmelse. Men ingen indere blev taget med på råd ved pestudbruddet, og man benyttede endda lejligheden til at forbyde festivaler organiseret af nationalistbevægelsen.

Det var opskriften på voldsomme konfrontationer. I Bombay blev hospitaler angrebet, men de voldsomste sammenstød kom i Pune (Poona) 100 kilometer inde i landet. De kostede den særligt hårdhændede pestkommissær og hans eskorte livet.

12 millioner indiske dødsfald var med til at gøre Indien uafhængigt

Urolighederne fik briterne til at bøje af. De lagde større vægt på frivillige tiltag og begyndte at samarbejde med lederne af nationalistbevægelsen.

Hvis håndteringen af pesten blev et nederlag for den selvsikre vestlige medicin og den autoritære britiske imperiemagt, gav den nationalistbevægelsen vind i sejlene.

Pestudbruddet i Bombay og Pune anses i dag som en betydelig episode i Indiens vej mod uafhængighed.

Med den ændrede og afdæmpede britiske politik undgik man de værste konfrontationer med den indiske befolkning, men pesttiltagene forblev ineffektive.

Pestudbruddet bredte sig i de følgende år til store dele af Indien og kulminerede i 1907, hvor dødstallet nåede over en million.

I alt kostede den tredje pestpandemi omkring 12 millioner menneskeliv i Indien – det var en meget indisk pandemi.

\ Læs mere

Den spanske syge var relativt mild i Danmark og ramte på mystisk vis de 20-40-årige hårdest

Cape Town - pesten banede vejen for raceadskillelsen

I 1901 kom pesten også til Cape Town i Sydafrika. Dimensionerne var meget mindre end i Bombay – 807 tilfælde og 389 dødsfald – men også her spillede sygdommen en interessant rolle i en bredere samfundsdynamik.

Pestudbruddet i Cape Town blev en væsentlig episode i udviklingen af raceadskillelse og apartheid i Sydafrika.

Pesten ankom under Boer-krigen, og det betød, at Cape Town oplevede en tilstrømning af afrikanere.

Samtidig ulmede ideen om fysisk at adskille områdets hvide, 'farvede' (asiater og folk fra Mellemøsten) og afrikanske befolkningsgrupper.

Idéen var politisk, men hentede næring i medicinske forestillinger om, at afrikanerne var beskidte og sygdomsbefængte.

Selvom man vidste, at pest skyldtes en bakterie, og at rotter spillede en rolle i smittespredningen, blev den afrikanske 'race' alligevel gjort til syndebuk.

De tiltag, der blev taget i brug, var i særlig grad vendt mod afrikanerne, mens den hvide og farvede befolkning ofte gik fri.

Pesten var ikke farligere end kopper – men ændrede langt mere

Målt på antallet af dødsofre var pesten ikke værre end de koppeudbrud, som jævnligt hjemsøgte Cape Town; men den blev alligevel anset for en langt større fare.

Hvor kopper kun ramte den dårligt vaccinerede farvede og afrikanske befolkning, kunne pesten ramme alle.

Og hvor koppeudbrud blev anset for at være et lokalt problem, var pesten en trussel mod de kommercielle interesser i Cape Town, fordi den udløste strenge karantænebestemmelser for handelsskibe.

Pesten kaldte derfor på drastiske tiltag.

\ Læs mere

Store opdagelser: Kokopper og vaccination

Racistiske tvangsfjernelser blev gjort permanente

12. marts besluttede myndighederne i Cape Town at tvangsfjerne stort set alle byens afrikanske indbyggere, til et område der blev anvendt til spildevandsopsamling.

Tvangsfjernelsen kunne ikke begrundes med konkrete medicinske argumenter, men derimod med et overordnet racistisk verdensbillede.

I 1902 vedtog man så 'Native Reserve Location Act', der gjorde den midlertidige tvangsfjernelse permanent.

Pestudbruddet fungerede ikke bare som løftestang for raceadskillelsen i Sydafrika, den havde også anvist en model til fremtidig brug.

Under den store influenzaepidemi i 1918 gentog historien sig (se her og her).

San Francisco - pesten og 'den gule fare'

På USA's vestkyst levede man i en konstant bekymring for, at pesten skulle komme fra Asien over Stillehavet.

Pesten blev set som en asiatisk sygdom, og kineserne blev set som særligt farlige smittebærere.

Samtidig herskede der en generel mistro mod kinesere. Man talte om 'den gule fare', og i 1882 havde man vedtaget 'Chinese Exclusion Act', der skulle forhindre tilstrømning af kinesiske arbejdere.

Sådan var det også i San Francisco, der med 350.000 indbyggere og en Chinatown på 10.000 var en af de vestkystens vigtigste havne.

'Keep California White'

Da et mistænkeligt dødfald i Chinatown blev rapporteret i marts 1900, skred myndighederne straks ind og satte hele området i karantæne.

Det var voldsomt og uden fortilfælde og hang sammen med stærke anti-kinesiske holdninger hos byens centrale beslutningstagere.

Byens borgmester prøvede senere at blive valgt til senatet under parolen: 'Keep California White'. Myndighederne måtte imidlertid bakke ud efter få dage.

Det kan godt være, at man var mere bange for kineserne end for pesten – men man kunne trods alt ikke slå ned på en hel befolkningsgruppe på baggrund at et enkelt ubekræftet tilfælde af pest.

\ Læs mere

Forsker: Rotten var ikke skyld i pestepidemi

Pesten forsvandt på vestkysten. Men…

Pesten var imidlertid kommet til byen, og myndighederne prøvede flere gange i løbet af foråret 1900 at slå en 'cordon sanitaire' (begrænsning af ​​bevægelse af mennesker ind i eller ud af et defineret geografisk område, red.) om Cinatown. Der var også planer om at jævne den med jorden.

I San Francisco mødte sundhedsmyndighederne imidlertid modstand fra flere sider. Først og fremmest fra det kinesiske samfund, men også fra den lokale presse, fra kommercielle interesser, og især fra domstolene.

To gange tvang de myndighederne til at ophæve karantæner og andre tiltag rettet specifikt mod kineserne, med den begrundelse at de var diskriminerende. Også i 1900 var USA et samfund, der satte individuelle rettigheder over kollektive sundhedstiltag.

Pestudbruddet drev efterhånden over, og i 1904 var antallet af døde 121. San Franciscos kinesiske indbyggere havde tilsyneladende vundet over pesten og de racistiske fordomme.

Men i det store billede vandt de ikke. Netop som pestudbruddet var ovre, blev forbuddet mod kinesisk immigration til USA gjort permanent.

Jordskælv skabte nyt udbrud

San Franciscos livtag med pesten var dog ikke slut, for i 1906 blev byen ramt af et af historiens voldsomste jordskælv.

Rotterne myldrede frem fra kloakker og ruiner – og med dem et nyt udbrud af pest.

Endnu en kampagne mod smittespredning blev sat i gang og denne gang med betydeligt større succes.

Mellem de to pestudbrud havde man opnået bedre forståelse af pestens smitteveje, og man forstod nu, at indsatsen skulle rettes mod rotter og ikke mod minoriteter.

Det kan vi lære af den tredje pestpandemi i dag

Epidemier er ikke ens, og der er oplagte forskelle på den tredje pestpandemi og det nuværende udbrud af corona.

Bruger vi alligevel den tredje pestpandemi som pejlemærke, kan vi se, at samme sygdom kan have forskellige virkninger i forskellige, konkrete sammenhænge.

Vi kan også se, at datidens sundhedskrise især spillede sammen med og tydeligjorde udviklinger, der allerede var i gang.

Den indiske nationalistbevægelse fandtes før pestudbruddet, men blev styrket af det.

Pesten var ikke 'årsag' til raceadskillelsen i Sydafrika; men virkede som en katalysator for dens videre udvikling.

Pestudbruddet i San Francisco viser en tidlig udgave af et samfund, hvor autoritære, statslige interventioner har det svært, og det cementerede en udbredt anti-kinesisk racisme.

Når Trump i dag omtaler 'COVID-19' som den 'kinesiske' virus, ligger det således i forlængelse af en tradition for at skyde skylden for sygdomsudbrud over på andre.

Disse eksempler antyder, at dagens samfundsforskere især skal holde øje med de tendenser, der allerede var i gang før udbruddet af corona.

Blandt de helt oplagte kandidater er øget digital overvågning, et stærkere Kina og mere nationalisme. Men vi ved det ikke.

Måske bliver corona-krisen i højere grad et vendepunkt, der fremkalder overraskende og uforudsete udviklinger?

\ Læs mere

Den Spanske Syge, svineinfluenza, SARS og MERS kan hjælpe os med at forstå COVID-19

\ Læs mere

Krig, pest og død bragte Europa i front