År 1349 ankom der et skib til Bjørgvin i Norge. Vistnok.
Og efter det skete, var helvede løs i Norge som i resten af Europa. I løbet af et par år havde byldepesten mejet store dele af den norske befolkning ned. Og efterkommerne efter de overlevende skulle plages med en række mindre pest-epidemier i århundreder fremover.
Det sidste store udbrud rasede i Kina og Indien i slutningen af 1890'erne og begyndelsen af 1900-tallet og spredte sig også til dels til resten af verden.
Men denne gang var videnskaben imidlertid nået tilstrækkeligt langt til at kunne finde ud af, hvad der lå bag pestens hærgen:
Bakterien Yersinia pestis - godt hjulpet af den sorte rotte - Rattus rattus og dennes loppe - Xenopsylla cheopis.
Forskeren, som opdagede bakterien - Alexandre Yersin, havde allerede da en hypotese om, at den livsfarlige bakterie også havde skylden for tidligere pest-epidemier, inklusiv den berygtede Sorte Død i 1300-tallet.
Der gik ikke lang tid, inden de fleste læger var enige om, at det førnævnte tvivlsomme trekløver havde været synderne gang på gang. Senere meldte historikerne sig også i dette kor, og således har det været lige siden.
Men det er noget, som ikke stemmer, mener Lars Walløe, der er professor ved Det Medicinske Fakultet ved Universitetet i Oslo.
Må være pestbakterien
Det er godt nok bakterien, som må holdes til ansvar, mener professoren.
De historiske beskrivelser af den frygtelige Sorte Død stemmer så godt overens med de karakteristiske pestsymptomer, at det ikke kan have været nogen anden sygdom, skriver han i seneste udgave af 'Historisk Tidsskrift' i Norge.
Der er desuden også fundet DNA fra den rigtige bakterie i tænder fra nogle af de gamle lig, som er bevaret fra tiden da pesten hærgede.
Men hvem det var, som spredte den fæle bakterie, er en anden sag, mener Walløe.
Problemet er nemlig, at der findes forbløffende få spor efter rotter og deres lopper både i de historiske kilder og i arkæologisk materiale fra tiden omkring den Sorte Død.
Rotter ravede rundt som var de døddrukne
Koblingen mellem pest og rotter blev gjort blot få år efter, at pestbakterien blev opdaget, og det er ikke megen tvivl, om at teorien stemmer for epidemierne i Østen, mener Walløe.
»Under pest-epidemierne i perioden 1894 til 1910 i Hongkong, Bombay og landdistrikterne deromkring var den sorte rotte en vigtig vært for pestbakterien, og rottelopper bragte smitten videre til mennesker, når en stor del af rottepopulationen var død,« skriver han.
Selv om pesten kun smittede i begrænset omfang mellem mennesker, sørgede rotterne altså for at sprede den fra hus til hus og fra by til by.
Og hvis man leder i historiske kilder fra tidligere udbrud i de samme områder, er gnaverne tydeligvis til stede, skriver Walløe:
»Der findes en række historiske beskrivelser - helt tilbage til begyndelsen af 1600-tallet - af stor dødelighed blandt rotter, før mennesker begyndte at dø af pest. Rotter faldt ned fra tagbjælker, kom ud fra deres reder og huller, og de ravede rundt, som om de var døddrukne.«
Men i de europæiske beskrivelser af den Sorte Død og efterfølgende pest-epidemier i Europa mangler sådanne beskrivelser. Flere biologer tvivler også på, om den sorte rotte i det hele taget kunne overleve uden for de store byer, det nordlige klima taget i betragtning.
Kan ikke have været rotter
Walløe mener, at dette er endnu mere aktuelt for det kolde Norge.
Under norske forhold vil den sorte rotte være afhængig af opvarmede huse at bo i. Så der er grund til at tro, at rotten ikke kunne klare sig uden for de store byer.
Arkæologiske fund kan også se ud til at støtte denne påstand.
Walløe har sammen med kollegaen Anne Karin Hufthammer gennemgået alle norske fund af rotter i arkæologisk materiale fra Middelalderen og fremad mod 1700-tallet.
»Den påfaldende mangel på knoglerester fra den sorte rotte fra landdistrikter og fra Hamar, og de sparsomme fund af rotteknogler i materialet fra de andre middelalderbyer bør være vigtige argumenter i den igangværende diskussion om spredningsmekanismer for pest-epidemier,« skriver forskerne.
Det er fortsat muligt, at pestsmitten kom til middelalderbyerne Oslo, Tønsberg, Stavanger, Bergen og Trondheim med skibsrotter, indrømmer de. Og det kan også være, at den sorte rotte stod for spredning af pestsmitte lokalt i disse byer.
»Det er imidlertid helt utænkeligt, at den sorte rotte kan have været ansvarlig for udbredelsen af pest-epidemier i landdistrikterne i Norge,« konkluderer forskerne.
Men hvis det ikke var rotterne og deres lopper, som spredte den Sorte Død, hvem gjorde det så?
Lus og lopper
Walløe mener, at andre småkryb kan bære skylden. Først og fremmest menneskeloppen med det 'velklingende' latinske navn Pulex irritans, og måske også menneskelusen Pediculus humanus.
»Lus og lopper fandtes formentlig i meget stort antal i menneskenes tøj og senge i middelalderen og i tidlig nyere tid,« skriver han.
Nogle forskningsresultater antyder også, at dette kan være tilfældet. En undersøgelse fra 2006 viser for eksempel, at menneskeloppen fuldt ud er i stand til at overføre bakterien Yersinia pestis fra pestbefængte til raske kaniner.
Walløe mener, at dette lille kryb faktisk spredte pestbakterien mere effektivt, end rotteloppen kunne have gjort.
Han tror altså, at menneskeloppen P.irritans kan have taget pestsmitten med sig fra menneske til menneske den gang i 1300-tallet. Og det lille utøj kan også have rejst over længere afstande.
»Inficerede menneskelopper kan leve i lang tid uden en ny tilførsel af blod, og de kunne derfor transporteres i tøj, uld og mange andre varer. Denne spredningsmodel kan forklare en hurtig spredning af pesten, noget rottemodellen ikke kan,« skriver professoren.
Den sorte rotte kan simpelthen ikke have spillet en så vigtig rolle i spredningen af pesten i Europa, konkluderer han.
Men det er alle ikke enige i.
By-fænomen
»Walløe begår nok en fejl ved at frikende rotten,« mener dr. Ole Georg Moseng, som er medicinhistoriker og for tiden arbejder ved Institut for Sygeplejevidenskab i Norge.
I 2006 skrev han en doktorafhandling om netop pesten.
Selv om Moseng må indrømme, at der findes meget få beskrivelser af rotter under den Sorte Død, tror han alligevel, de små dyr spillede en stor rolle under epidemien. De manglende rottehistorier kan skyldes skrivetraditioner eller andre kulturelle faktorer.
Manglen på rester fra rotter i arkæologisk materiale fra bygderne er heller ikke noget godt argument, mener forskeren.
»Stort set alle kilder omkring pest i Norge fra den Sorte Død til 1654 beskriver sygdommen som et by-fænomen. På lige linje med andre store epidemier, såsom kolera og tyfus kommer pesten til Norge med skibe og spreder sig i byerne. Det er hér, man har kildematerialet fra.«
»Jeg har selv kigget på alle pest-epidemier efter den Sorte Død og fundet omkring 20-25 forskellige epidemier. Ingen af dem kan påvise omfattende sygdomsangreb ude på lande,.« siger han.
Norske ødegårde intet bevis
Det er altså ikke så sikkert, at den Sorte Død hærgede i hver afkrog af Norge, mener Moseng. Og det til trods for den norske børnelærdom om den nådeløse Pest, som besøgte selv de mest afsidesliggende bygder i Norge og lagde husmandsstederne øde.
»Det med de norske ødegårde er interessant,« siger han.
»Hvorfor blev de egentlig lagt øde? Fordi alle beboerne døde af pest? Det er ret tvivlsomt.«
»Det skete formentlig snarere, fordi befolkningstallet blev lavere, og der blev ledigt på bedre steder og til lavere priser. Ødegårdene ligger typisk i udkantsområder med dårlig jord. Men pesten slog nok hårdest til i tætbefolkede områder. Så flyttede folk fra ude, hvor kragerne vender til de ledige jorde, der lå mere centralt.«
»Vi ser en entydig vandring nedad fra de norske fjelde ned til bygderne - fra periferien til centrum - bortset fra i Nordnorge, hvor folk flyttede ud til fjordene til bedre fiskepladser.«
Flere forklaringer
Moseng mener, at der er mange grunde til at tro på den klassiske smitteforklaring med rotterne og deres lopper.
Han siger også, at forskning omkring pest og menneskets lus og lopper, er tynd.
»Det har aldrig været seriøst påvist, at lus nogensinde har formidlet pest. Og en del af den tidlige forskning om Pulex irritans' rolle har været så mangelfuld, at der er grund til meget stor skepsis.«
Desuden kan pesten have spredt sig på flere parallelle måder, mener Moseng.
»Min hovedpointe er, at det er ufrugtbart at efterlyse forklaringer, som kun bygger på én sammenhæng - i dette tilfælde med menneskeloppen som hovedfaktor. Pest har en enorm bredde i, hvordan den ytrer sig, både i kroppen, og med tanke på spredning.«
»I nogle tilfælde giver den bylder, som oftest én stor byld. Men man kan også få sorte plamager yderst på fingre, næse og tæer, som ved koldbrand, eller der kan dukke eksem-agtige udslet op. I andre tilfælde kan personer dø næsten uden symptomer. De får hovedpine og feber, og omkommer i løbet af 20 timer.«
Epidemier kan udvikle sig helt forskelligt, alt efter hvor de opstår, og hvordan folk opfører sig, siger Moseng.
»I Indien var bylder næsten den eneste variant, hvorimod i det kolde klima i Manchuriet i Kina hærgede sygdommen som lungepest, som spredte sig fra menneske til menneske. I begyndelsen af 1900-tallet indtraf disse epidemier omtrent samtidigt.«
»I øvrigt findes der over 300 forskellige arter af gnavere og dusinvis af loppearter, som har været sat i forbindelse med spredningen af pest, selv om de ikke alle er knyttet til mennesker.«
»Jeg tror sygdommen spreder sig på mange forskellige måder: Mellem mennesker uden noget andet, via lopper fra menneske til menneske, fra menneske til rotte og tilbage til menneske og så videre. Jeg mener, det er forkert at tilskrive menneskeloppen en hovedrolle,« siger Moseng og tilføjer:
»Walløe er for optaget af at finde den 'ene sandhed'. Jeg tror, der er mange sandheder samtidigt.«
© forskning.no. Oversat af Johnny Oreskov
