I disse dage bliver der skrevet meget om den nye coronavirus 2019-nCoV, der opstod fra millionbyen Wuhan i Kina nærmest ud af det blå. Siden har den slået flere mennesker ihjel og smittet hundreder.
I 2002 var SARS-virussen på spil. Den opstod også i Kina og spredte sig til en global epidemi – også kaldet en pandemi - der tog livet af 775 mennesker i Sydøstasien og Canada. Smitten nåede også til Europa og USA.
Med jævne mellemrum - senest i 2018 og hele 33 gange siden 1976 - bryder ebolavirussen ud i Afrika til skræk og rædsel.
Men hvor kommer den slags virusser fra? Hvordan kan de sprede sig fra et hjørne af verden til et andet? Og hvorfor slår de pludseligt mennesker ihjel?
Svaret er på en gang fascinerende og uhyggeligt:
Virusser opstår og spreder sig på grund af en dominoeffekt af tilfældigheder - lidt ligesom, da der opstod liv på Jorden.
Den dominoeffekt kan du blive klogere på her.
\ Virusser er forskellige
Du skal være opmærksom på, at der selvfølgelig er forskel på virusser. De består af forskellige typer genetisk materiale - enten DNA eller RNA - og langt fra alle virusser skaber sygdomme.
SARS, MERS og den aktuelle 2019-nCoV er en variant af coronavirussen, og de er i familie med en helt almindelig forkølelsesvirus.
Ebolavirussen er en helt andet virus, der også findes i forskellige afskygninger. Det samme gør de forskellige svineinfluenzaer, der er beslægtet med de influenzatyper, der gør tusindvis af danskere sengeliggende hver vinter.
Det er nok at vide, at alle de her farlige virusser, der spredes som epidemier, oftest er RNA-virus. RNA-virus har en udtalt evne til at mutere og tilpasse sig. Derfor kan de lettere hoppe fra dyr til mennesker og fra mennesker til mennesker.
Kilde: Anders Randrup Thomsen / WHO
Farlige virusser kommer ofte fra flagermus
Historien kunne begynde i en mennesketom, mørk og lidt uhyggelig grotte et sted i Kina eller Afrika, hvor det sværmer med flagermus. Flagermus er nemlig i mange tilfælde kilden til de opsigtsvækkende virusepidemier, vi ser.
SARS-virussen stammede fra flagermus. Det samme gør ebolavirus, og det er meget sandsynligt, at det også er tilfældet med den nye coronavirus.
»Det ser ud, som om at flagermus er indrettet på en anden måde end de fleste andre dyr, når det handler om at håndtere virus. De håndterer dem på en ‘bedre’ måde,« forklarer Allan Randrup Thomsen, professor i virologi ved Københavns Universitet.
»Det betyder, at de kan flyve rundt med virusinfektioner, der ofte kan være skadelige for andre dyr. Det betyder også, at de her virus ikke som sådan ‘opstår’ ud at det blå. De kan sagtens have eksisteret i flagermus, meget længe inden vi opdager dem,« tilføjer han.
Der findes derfor en masse virus i verden, som vi aldrig har opdaget, og som det ikke giver mening at beskæftige sig med.
Virusser bliver først interessante, når de på en eller anden måde hopper over til mennesker eller til vores husdyr.
Men hvordan sker det så?
LÆS OGSÅ: Flagermus mistænkes for at bære dødbringende vira
Smitten er totalt tilfældig
Virus spreder sig gennem forskellige former for kontakt - det kan være blod, luft, spyt og meget andet. Ofte vil de farlige virusser komme fra flagermus til mennesker gennem et andet dyr - en såkaldt ‘mellemvært’.
Værten vil typisk være et pattedyr eller en fugl. Ebola har blandt andet været spredt gennem aber og antiloper. Under et MERS-udbrud i Saudi Arabien i 2014 var kameler værtsdyr, og med SARS-virussen i 2002 var det gennem desmerkatte.
Ifølge mediet New Scientist tyder de indledende undersøgelser på, at mellemværten, der har bragt den nye coronavirus fra flagermus til mennesker kan være slanger.
Kontakten mellem flagermus og ‘værten’ sker typisk helt tilfældigt, fortæller Allan Randrup Thomsen.
»Det, der sker, er, at økologien ændrer sig på en eller anden måde. En flagermus med en virus kommer i kontakt med et andet dyr, der fanges af et menneske eller selv opsøger mennesker, og siden spredes det til et madmarked, som vi så det med SARS, eller andre steder, hvor der er mange mennesker,« siger han.
»Det er en lang kæde af tilfældigheder eller en kombination af sjældne begivenheder, der skal til - ligesom det jo skete med livets oprindelse,« forklarer Allan Randrup Thomsen.
\ Zoonoser: ‘Normal’ influenza kommer også fra dyr
De fleste nye sygdomme er såkaldte zoonoser - det vil sige, at de kommer til os fra dyr.
Influenzavirussen findes normalt også hos fjerkræ og andefugle, hvorfra den smitter grise, som igen smitter mennesker. Herefter kan virussen smitte fra menneske til menneske.
Kilde: Sundhed.dk
LÆS OGSÅ: Aber mæsker sig i smittefarlige flagermus
Virus lever af at sprede sig
Når en ny virus er sprunget fra flagermus til et dyr og til et menneske, er det første afgørende skridt, for at den kan udvikle sig til en dødbringende epidemi, taget.
»Alle virus lever af, at de kan sprede sig. For at kunne gøre det, skal de ind i andre celler, og det gør de ved at finde nogle molekyler på overfladen af cellerne, som de kan binde sig til,« forklarer Allan Randrup Thomsen.
Virusser forsøger derfor også altid at sprede sig til andre værter, når de får muligheden. Der er altså ikke så meget hokuspokus over en virus, der hopper fra dyr til menneske. Det sker hele tiden, fortæller Allan Randrup Thomsen.
LÆS OGSÅ: En 'utilpasset' virus rammer, når vi mindst venter det
Sygdom opstår i overgangsfasen, men de færreste virusser vil slå ihjel
Et aspekt, det er vigtigt at forstå, er, at det typisk er i forbindelse med sådanne overgangsfaser - eller spring mellem arter - at vi ser de alvorligste virussygdomme.
Det skyldes, at virussen endnu ikke har tilpasset sig det nye værtssystem, og intet derfor forhindrer, at virussen vil give alvorlige symptomer hos den nye vært.
Når en ny virus bliver dødelig, skyldes det derfor en kombination af, at vores immunsystem ikke kender den nye virus, og en manglende optimering af balancen mellem virussen og værten.
»Man kan sammenligne situationen lidt med balancen mellem byttedyr og rovdyr. Introduceres et nyt rovdyr, er det først når byttedyrene bliver sjældne, balancen mellem rovdyr og byttedyr reetableres,« fortæller Allan Randrup Thomsen.
»Hvor lang tid, der går før en balance opnås er meget varierende og kan ikke forudsiges på grund af de mange tilfældigheder, der spiller ind i processen,« tilføjer han.
Det ligger som sagt i virussers natur, at de skal sprede sig mest muligt, og det gør de dårligt, hvis de dræber deres værter. Derfor vil det på sigt ofte være de mindst sygdomsfremkaldende virusser, der overlever i det nye værtsmiljø.
»Det er ikke i deres interesse at slå værten ihjel, men da det er et system, der er ude af ligevægt, mens det tilpasser sig, kan det skade værten. Det er et tilfældighedsspil, hvornår en balance mellem virus og den nye værts er etableret,« fortæller Allan Randrup Thomsen.
\ Smitsomhed og patogenicitet
Virologer skelner mellem en virus’ evne til at smitte, dens smitsomhed og dens evne til at fremkalde sygdom, hvilket også kaldes dens ‘patogenicitet’.
Stor smitsomhed gør ikke i sig selv en virus farlig. Normal forkølelse har eksempelvis stor smitsomhed, men lav patogenicitet.
LÆS OGSÅ: Det regner med virus og bakterier fra himlen
Umuligt at forudse den næste SARS-epidemi
Det næste afgørende skridt for, at udviklingen af en epidemi kan ske, er, at en virus udvikler sig til at smitte fra menneske til menneske. Igen er forklaringen, at succesfuld virus muterer på en måde, så den spreder sig mest muligt.
»En virus, der ikke kan formere sig, er per definition død. Det er helt almindelig darwinistisk overlevelsesteori,« pointerer Allan Randrup Thomsen.
Han fortæller samtidig, at man aldrig på forhånd eller ud fra en enkelt smittet person kan afgøre, om en ny virus vil blive lige så alvorlig som SARS-epidemien i 2002 eller vil gå i sig selv.
»Det svarer til at sige, at vejret kan blive alt mellem regn og sol i morgen. Det kan være meget alvorligt, og det kan hurtigt gå i sig selv. Det eneste, man kan gøre, er at holde øje med en virus, når den først har vist sig at være sygdomsfremkaldende,« tilføjer han.
Hvor alvorlige konsekvenserne bliver, er afhængig af virussens evne til at fremkalde alvorlig sygdom.
»Vi husker det fra influenzapandemien i 2009, hvor forskellige forhold gjorde, at selvom virussen spredte sig globalt, så døde der relativt få mennesker, fordi virussen gav en mildere influenza end frygtet,« siger Allan Randrup Thomsen.
LÆS OGSÅ: Kan teste alle verdens virusser på én gang: Dansk DNA-test skal bruges i EU
Virus spredes meget lettere i dag
Når en virus har lært sig selv at smitte mellem mennesker, og både har stor smitsomhed og er sygdomsfremkaldende, er der risiko for, at det kan lede til en global epidemi, også kaldet en pandemi.
Herfra er historien ret lavpraktisk og tilfældig.
Når en farlig virus har spredt sig til mennesker, er det eneste, der skal til, for at den kan komme til Danmark, at der tilfældigvis er en smittet, der tager flyet fra Kina til Kastrup Lufthavn.
Med den rejseaktivitet, vi har i dag, er risikoen for, at det sker, steget voldsomt, fortæller Allan Randrup Thomsen:
»For 100 år siden, hvor de fleste rejste med skib, ville smittede med en ny, eksotisk virus være bukket under eller være kommet sig under rejsen. I dag er det nemmere at sprede virus fra kontinent til kontinent.«
Og, tilføjer Allan Randrup Thomsen, der skal ikke mere end en eller to smittede individer til, for at smittespredningen kan blive alvorlig.
»I tilfældet med SARS var det én læge, der var med til at starte en global spredning (lægen hed Liu Jianlun, og han var udvidende om, at han var smittet, da han rejste fra Kina til Hong Kong og spredte sygdommen, red.). Vi oplevede også, at zika-virussen dukkede op og spredte sig i Sydamerika gennem én eller to smittede individer,« tilføjer han.
LÆS OGSÅ: Nye vira vrimler frem
Hvad ville der ske, hvis en virus kom til Danmark?
Når det er sagt, er vi forholdsvist heldigt stillede i Danmark. Statistisk set er vi jo ikke en stor befolkning eller et stort land, så der er større risiko for, at en virus først vil sprede sig til et andet europæisk land, hvis den skulle komme til Europa.
Skulle det alligevel ske… ja, hvad ville man så egentlig gøre?
»Når det handler om nye virusser, er der lange udsigter til medicin og vacciner, så det eneste, man kan gøre, er at sætte en smittet i isolation og foretage en smitte- og kontaktopsporing,« fortæller Allan Randrup Thomsen.
En smitte- og kontaktopsporing går ganske enkelt ud på at opsøge alle de mennesker, som den smittede har været i kontakt med. Hvis den smittede er kommet med fly, ville man altså starte med at granske passagerlisten.
Alle passagerne ville man så sætte i isolation, indtil inkubationstiden - tidsrummet, hvor virussen kan være i kroppen - er overstået. Hvis nogle af passagerne viser sig også at være smittede, vil man så opsøge alle dem, de har været i kontakt med, og så videre og så videre.
LÆS OGSÅ: Er virus dødt eller levende?
Den enkelte kan ikke gøre noget
Så længe det ikke er sket, er det eneste, man kan gøre, at holde øje med, hvad de store internationale organisationer som Verdenssundhedsorganisation (WHO) og Centers for Disease Control and Prevention (CDC) melder ud.
Du kan ikke selv foretage dig så meget i en situation som nu, hvor en ny coronavirus spredes fra Kina, fortæller Allan Randrup Thomsen.
»Den enkelte person behøver ikke tænke over det. Det er trods alt begrænset, hvad man kan gøre,« siger han.
»Myndighederne er selvfølgelig forberedte og har både laboratorieberedskab og isolationscentre klar. De er nødt til at holde forskellige katastrofescenarier i baghovedet,« tilføjer Allan Randrup Thomsen.
Hvornår man i Danmark skal være nervøs for en pandemi, som vi oplever nu, er også svært at sige.
»Man kan ikke lave en streg i sandet og sige, hvornår det er rigtig alvorligt. Man har nogle kriterier at arbejde ud fra, men i sidste ende bygger det på et skøn hver gang, og her er det WHO og de eksperter, der har en særlig viden på området, der bestemmer,« siger Allan Randrup Thomsen.
LÆS OGSÅ: Farvel ebola, hej zika: Disse vira truer verden
LÆS OGSÅ: Kan bakterier blive syge?
LÆS OGSÅ: Ti myter om influenza og forkølelse
