Lav dansk korruption begyndte med enevælden

Vi kan takke 1600-tallets enevældige konger for, at Danmark netop igen er blevet udpeget som verdens mindst korrupte land i Transparency Internationals korruptionsindex.

Da enevælden blev indført i 1660, begyndte kongen nemlig at sætte faste rammer for, hvordan de statsansatte embedsmænd – dommere, toldere og fogeder skulle opføre sig.

Og de skulle ikke være korrupte, fortæller ph.d. Mette Frisk Jensen, der forsker i korruptionshistorie ved Aarhus Universitet.

»En stor del af forklaringen på, at vi har lav korruption i Danmark, skal findes i, at vi har en loyal embedsstand. Den begyndte man at etablere, da Frederik III indførte enevælden i 1660.«

»De enevældige konger krævede ubetinget loyalitet af deres embedsmænd. Loyaliteten viste sig at være et effektivt redskab til at sikre en forvaltning, hvor korruptionen over de næste århundreder gradvist blev minimeret,« siger Mette Frisk Jensen.

Ville give rigdom og magt til efterfølgerne

Da kongen blev enevældig i Danmark, blev det i hans personlige interesse, at embedsfolkene skulle være ukorrupte. Herreds-, by- og birkefogederne, som styrede lokale områder, og de mænd, der styrede statens pengesager, skulle ikke være til salg – de skulle alene tjene kongen.

»Da enevælden blev indført i 1660, blev Frederik III tildelt al magt og myndighed. Danmark blev et arvekongerige frem for det tidligere valgrige, hvor kongerne blev valgt af et adeligt Rigsråd.«

»At landet blev et arvekongedømme betød, at kongen kunne forudse, at den kongelige magt og rigdom ville forblive inden for slægten på lang sigt. Derfor var det i hans interesse, at der var styr på statsforvaltningen og pengene,« siger Mette Frisk Jensen.

Det var ikke, fordi Frederik III og hans efterfølgere var idealister, som gik op i korruptionsbekæmpelse. Men det var i praksis, hvad de gennemførte. Der var bump på vejen, men stille og roligt blev grunden lagt til et ukorrupt land.

»De håndfaste krav til embedsmændenes loyale forvaltning over for kongens interesser var i første omgang et forsøg på at sikre en konsolidering af den enevældige magt for kongerne.«

»Men den geniale sidegevinst blev en effektiv bekæmpelse af embedsmændenes systematiske korruption, og det kom til at blive en langsigtet sidegevinst fra eneælden,« siger Mette Frisk Jensen.

Borgerlige embedsfolk var mere loyale

Enevælden fjernede ikke kun adelens privilegium til at udpege kongen på et Rigsråd. Den medførte også, at embedsfolkenes embeder ikke automatisk gik i arv i de adelige familier.

I stedet begyndte kongen at ansætte borgerlige embedsmænd på deres kvalifikationer.

»De første enevældige konger forsøgte meget direkte at undgå den tidligere afhængighed af adelen ved at ophæve adelens begunstigelser og førsteret til de væsentligste statslige embeder.«

»I stedet blev der gradvist rekrutteret mænd af borgerlig oprindelse til stillingerne i staten. På den måde forsøgte monarkerne at undgå, at der kunne opstå et reelt magtpolitisk aristokratisk alternativ til den enevældige kongemagt,« siger Mette Frisk Jensen.

Samtidig blev det lettere for kongen at kræve den eftertragtede loyalitet, fordi han kunne tage embedet fra sine ansatte, hvis han opdagede slinger i valsen. Den afhængighed blev understreget af, at embedsfolk skulle sværge en troskabsed til kongen.

Klare instrukser og hårde straffe

Drypvis begrænsede kongerne embedsmændenes muligheder for at sjofle med statens penge.

»Fra slutningen af 1600-tallet blev der gradvis udstedt en lang række udførlige instrukser, som beskrev de enkelte arbejdsopgaver for embedsmændene.«

»Kravene til embedsmændenes forvaltning blev skrevet ned. Det resulterede på længere sigt i en mere ensartet forvaltning, hvor spillerummet for den enkelte embedsmand blev begrænset,« siger Mette Frisk Jensen.

Samtidig gjorde kongerne en række korrupte embedshandlinger ulovlige:

• I 1676 blev modtagelse af ‘skænk og gave’ – det vi ville kalde bestikkelse – forbudt, og straffen var dødsstraf.
  
• I 1683 kom det store lovkompleks Danske Lov, hvor det blev kriminelt for embedsmændene at lave dokumentforfalskning.
  
• I 1690 kom der en forordning, der bestemte straffen over for embedsmænd, som tog af kassen. Straffen var fængselsstraf på livstid med hårdt straffearbejde.

»Det var alt i alt hårde straffe, der sikkert har afholdt en del embedsmænd fra at modtage bestikkelse eller begå underslæb,« siger Mette Frisk Jensen.

Men kongen regerede ikke kun med pisk. I 1671 blev der indført en rangforordning, så kongerne kunne tildele embedsmændene ærefulde rangtitler som anerkendelse for veludført tjeneste. For eksempel kammerråd, etatsråd og justitsråd.

Uddannede jurister skabte en pålidelig retsstat

Sideløbende med at embedsmændene blev styret af loyalitetseden, de faste instrukser og de hårde straffe for korruption, voksede også kravene til deres formelle faglige kvalifikationer.

Kongerne ville helst ansætte uddannede jurister, som kunne forstå lovene – og følge dem.

»I 1736 blev der ved Københavns Universitet oprettet en formaliseret uddannelse i jura, og de juridiske kandidater derfra kom gradvist til at besætte de kongelige embeder,« siger Mette Frisk Jensen.

I begyndelsen af 1800-tallet havde hovedparten af de kongeligt udnævnte embedsmænd en juridisk eksamen. De var lovkyndige og havde kendskab til gældende ret.

»Det siger næsten sig selv, at det kom til at styrke mulighederne for at administrere i henhold til lovene,« siger Mette Frisk Jensen.

Fra år 1821 blev det et decideret lovkrav at have en juridisk eksamen for at opnå en lang række af de mest centrale statslige embeder.

»Det har utvivlsomt forbedret vilkårene for etableringen af en retsstat, hvor der forvaltes og regeres ud fra faste retsregler, hvilket efterlader mindre plads til korruption,« siger Mette Frisk Jensen.

Professor: Korruption er ligesom rengøring

Mette Frisk Jensens forskning får positive ord med på vejen fra en af kapaciteterne inden for dansk historieforskning.

»Jeg ville til hver en tid henvise til Mette, hvis nogen ville vide noget om korruption. Hendes undersøgelse er den eneste rigtige og overbevisende, vi har,« siger Gunner Lind, professor i historie ved Københavns Universitet.

Han har læst Mette Frisk Jensens forskning og har også selv forsket i, hvordan statsforvaltningen fungerede i 1600 og 1700-tallet. Han mener, at Mette Frisk Jensens forskning tydeliggør, at der ikke findes en lige vej mod mindre korruption.

»Det ser ud til, at korruption er ligesom rengøring. Det er ikke noget, der kan løses en gang for alle. Korruptionen steg for eksempel fra omkring 1670, men faldt så igen først i 1700-tallet. Og Mette Frisk Jensen har også vist, hvordan den igen oplevede en opblomstring i en periode i 1800-tallet, hvorefter den igen blev slået ned,« siger Gunner Lind.

Lav korruption er en gevinst for Danmark

Det har været en stor gevinst for Danmark, at kongernes reformer i slutningen af 1600-tallet skabte tillid til de offentligt ansatte. For den tillid er stadig meget udbredt. Vi går i Danmark ud fra, at dommerne forholder sig til loven, og ikke til hvem der har betalt dem mest i bestikkelse.

»Man ved, at cirka 85 procent af Jordens befolkning bor i en stat, hvor korruption er en del af hverdagen. Så vi er en undtagelse. Det har en fantastisk værdi for det danske samfund, at man har fået bekæmpet den sygdom i den offentlige forvaltning,« siger Mette Frisk Jensen.

Danmarks lave korruptionsniveau afspejler sig i Transparency Internationals korruptionsperceptionsindeks. Dér ligger de nordiske lande, Holland, Australien, Canada og Singapore altid i toppen som de mindst korrupte – også i det nye indeks for 2014.

»I forbindelse med det store EU-korruptionsforskningsprojekt ANTICORRP fandt man ud af, at hvis alle EU’s medlemsstater havde lige så lav korruption som Danmark, så ville medlemslandene tilsammen have mulighed for at forøge deres skatteindtægter med 323 milliarder euro om året. Det er det dobbelte af EU’s budget for 2013.«

»Det siger noget om det effektivitetstab, korruption medfører. Og den lave korruption har formentlig betydet, at vi har haft mulighed for at finansiere velfærdsstaten. For havde befolkningen oplevet, at pengene kom ned i de forkerte lommer, ville den ikke være parat til at betale skat. Men borgerne stoler på embedsstanden, og derfor går de ud fra, at skattekronerne går til det, de er tænkt til,« siger Mette Frisk Jensen.

I 1800-tallet cementerede Frederik 6. og Christian 8. den hårde kurs mod korruption, da de slog hårdt ned på embedsmænd, som fuskede under den daværende økonomiske krise.

Det etablerede en endnu bedre korruptionskultur, som du kan læse om i artiklen: ‘Hård linje i 1800-tallet udryddede korruption i Danmark‘.

Mette Frisk Jensen har blandt andet publiceret sin forskning i bogen ‘Administration‘ (Akademisk Forlag 2013), hvor hun har skrevet kapitlet ‘Fra kongelig tjener til offentlig administrator – Udviklingen af en hæderlig og effektiv embedsstand 1660-1900’.

LÆS OGSÅ: Hvorfor begår mennesker økonomisk kriminalitet?

LÆS OGSÅ: Eksperiment: Vælgerne gennemskuer ikke egoistiske politikere