Derfor har vi mellemnavne

Hvad er mest praktisk? At hedde Mads Nielsen eller at hedde Mads Løvenskjold Nielsen?

Hvis nogen skal google dig, har de i hvert fald lettere ved at finde frem til ’den rigtige’ Mads, hvis du har det sjældne Løvenskjold-mellemnavn.

»I dag er det hensigtsmæssigt at have et navn, der i høj grad er individuelt. Derfor ser vi, at folk får flere fornavne, særligt stavede navne (navne, der er stavet på en speciel måde, for eksempel Christophpher i stedet for Kristoffer, red.) og ikke mindst mellemnavne,« siger Lars-Jakob Harding Kællerød, videnskabelig assistent på Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab under Københavns Universitet.

Som navneforsker har han undersøgt, hvordan mellemnavne er blevet voldsomt populære i Danmark. I sin ph.d.-afhandling har han set nærmere på, hvordan antallet af danskere, der bærer mellemnavne, har ændret sig gennem de seneste århundreder.

Det viser sig, at mellemnavne først var noget, danskere for alvor begyndte at have i slutningen af 1800-tallet. Og siden er de bare blevet mere og mere populære.

I 1880 havde seks procent af danskerne således et mellemnavn. I dag antages andelen at være øget til 35-40 procent af danskerne.

Mellemnavnet giver identitet

De to vigtigste grunde til, at man havde et mellemnavn for 150 år siden, er de samme som i dag:

1. Mellemnavnet er praktisk, så man ikke bliver forvekslet med andre.
2. Men derudover giver mellemnavne identitet. Både i en gammel landsby i 1800-tallet og på eksempelvis de sociale medier i dag.

»I 1800-tallet var landbefolkningen meget traditionsbevidst. Og mellemnavne kunne bruges til at vise, at man tilhørte en særlig familie, eller at man kom fra en bestemt gård. For eksempel Vestergaard.«

»I dag giver mellemnavnet også identitet. Mange vælger at bruge deres mellemnavn, fordi det er mere markant end deres efternavn. Måske hedder man Michael Flint Sørensen og er kendt som ’Flint’. Så stryger mange ’Sørensen’, fordi der skal være harmoni mellem det, man er kendt som, og det, man hedder på papiret,« siger Lars-Jakob Harding Kællerød.

LÆS OGSÅ: Hvornår begyndte mennesker at give hinanden navne?

Stjal adelens fine navne

At mellemnavne kan give os en særlig identitet gik op for forfængelige mennesker i midten af 1900-tallet.

På det tidspunkt var der ingen regler for mellemnavne. Så folk begyndte at tage mellemnavne, der lød adelige eller kunstneriske.

»I 1961 kom der så en navnelov, der indførte restriktioner på brugen af mellemnavne. Man følte, at der var for frit spil. Folk havde taget navne, som de overhovedet ikke havde en relation til.«

»De tog adelige navne som ’Lerche’ og ’Friis’ og navne på kendte forfattere. Man kan forestille sig, at Peter Jensen har taget navnet Peter Pontoppidan Jensen og så strøget ’Jensen’ i daglig tale. Pludselig var han så via sit navn associeret med den kendte forfatter Henrik Pontoppidan,« siger Lars-Jakob Harding Kællerød.

LÆS OGSÅ: Hvorfor ender så få bynavne på -havn?

Nyt med reklame-mellemnavn

Det var altså i første halvdel af 1900-tallet, man begyndte at smykke sig med lånte mellemnavne. Det var først da, mellemnavnet blev brugt som en billig måde at vise sig frem. Tidligere bar man derimod sit mellemnavn for at vise sit ægte tilhørsforhold til et sted eller sin rigtige familie.

»Det er svært at sige, hvornår forfængeligheden kom ind i forhold til mellemnavne. Men det er et moderne fænomen. Jeg har arbejdet meget med en stor folketælling fra 1880. Dér springer tendenser med forfængelighed i brugen af mellemnavne ikke i øjnene,« siger Lars-Jakob Harding Kællerød.

I 1880-folketællingen blev alle danskeres navne skrevet ned. De lange lister afslører, at seks procent af danskerne på det tidspunkt havde et mellemnavn.

Det lyder ikke af mange. Men det er faktisk en stigning i forhold til tidligere. Lars-Jakob Harding Kællerød har en teori om, hvorfor det er sådan. I 1800-tallet indførte man nemlig navnelove, der utilsigtet gav folk lyst til at tage et mellemnavn.

LÆS OGSÅ: Quiz om fjollede bynavne: Hvad betyder Bøvl, Tappernøje og Bøsserup?

Ny regel indførte ’vores’ efternavne

I 1828 kom der en ny regel i Danmark. Reglen lød, at alle skulle have et fast slægtsnavn som efternavn. For eksempel ’Nielsen’ efter en farfar eller ’Vestergaard’ efter en gård eller et sted, man havde tilknytning til. Faktisk blev den måde, vi har efternavne på i dag, indført med den regel.

Med reglen blev det helt nye navne-tider. Der var nemlig ellers tradition for, at alle havde individuelle efternavne. Typisk efter deres far – såkaldte patronymer – eller måske et sted. Så hvis din far hed Hans, hed du typisk Hansen eller Hansdatter. Eller måske Hedegaard efter hans gård. Og hvis du hed Jens, kom din søn ofte til at hedde Jensen og din datter Jensdatter.

Søskende, deres forældre og andre familiemedlemmer kunne altså hedde noget vidt forskelligt til efternavn.

Vi ved ikke præcis, hvorfor myndighederne indførte den nye navne-regel. I lovteksten fra 1828 står der ikke noget om, hvorfor der skulle indføres faste slægtsnavne i Danmark. Men man går ud fra, at det var, fordi de vekslende patronymer skabte administrativt besvær for myndighederne. For eksempel i forbindelse med retssager.

Under retssager kunne tilrejsende dommere have svært ved at holde styr på, hvem der var hvem i landsbyen. Folk kunne have samme efternavn, eller hedde præcis det samme, uden at være i familie med hinanden.

LÆS OGSÅ: Hvor stammer vores efternavne fra?

Regel fjernede identitet

Hvad, lovgiverne ikke havde tænkt på, var, at man med den nye slægtsnavn-regel tvang folk til at fjerne noget identitet fra deres navne. Tilknytningen til faren eller gården forsvandt jo fra navnet.

»Mange steder fortolkede folk i første omgang reglen, som det passede dem. Allerede i 1829 blev det for eksempel fastslået, at hvis piger blev navngivet med et patronym efter deres far, skulle det ende på ‑sen,« siger Lars-Jakob Harding Kællerød og fortsætter:

»Jens skulle altså kalde sin datter ’Jensen’ i stedet for ’Jensdatter’. Og hendes datter skulle også navngives med et patronym. Men mange pigebørn blev alligevel indskrevet i kirkebøgerne med et ‑datter-navn.«

I 1856 blev reglerne fra 1828 og 1829 indskærpet. Dermed blev det endeligt slået fast, at det samme efternavn skulle anvendes i fremtidige generationer. Folk rettede sig efter det, men syntes, at der nu manglede noget ved deres navne.

»Det er teorien, at det var derfor, folk begyndte at tage mellemnavne. Tog man et mellemnavn, kunne man alligevel vise, hvor man kom fra, og hvem man var i tæt familie med. Sit ophav,« siger Lars-Jakob Harding Kællerød.

LÆS OGSÅ: Hvorfor er nogle lande ‘mor’ og andre lande ‘far’?

Mellemnavnet gav identiten tilbage

Mange syntes altså, at tabet af deres personlige efternavn var så stort, at de supplerede deres nye anonyme efternavn med et mere identitetsgivende mellemnavn.

Så i stedet for bare at hedde Jens Andersen, kunne man kalde sig Jens Hedegaard Andersen efter den fædrene gård. Eller en kvinde kunne kalde sig Anne Jensdatter Andersen efter sin far, Jens. På den måde fastholdt man via mellemnavnet noget individuel identitet i sit navn.

Lars-Jakob Harding Kællerød mener, at det kan være grunden til, at flere og flere danskere begyndte at tage mellemnavne i slutningen af 1800-tallet. Teorien bliver kun underbygget af, at de tre mest populære mellemnavne i Danmark i 1880 var ’-sen’-navne. Nemlig: Jensen, Nielsen og Hansen.

Der har altså altid gemt sig identitet i vores mellemnavne. Identitet, der kan knytte os til adelsfamilier, få os til at fremstå kunstneriske eller pege tilbage på den familie, vi kommer af.

I dag har politikerne fjernet den navnelov fra 1961, der forbød danskerne at vælge mellemnavne på alle hylder. Med den nyeste navnelov fra 2005 blev reglerne igen lempet i forhold til at tage mellemnavne.

LÆS OGSÅ: Indvandrere tjener på at ændre navn

LÆS OGSÅ: TEST: Hvor god er du til dialekter?

LÆS OGSÅ: Hvorfor hedder det Københavns Kommune med -s?

LÆS OGSÅ: Kærlighed får din mor til at kalde dig ved dine søskendes navne