Vi kan formentlig takke et par enevældige konger for, at Danmark gang på gang topper listen over verdens mest ukorrupte lande.

Dansk forskning afslører, at især Frederik 6. og Christian 8. op gennem første halvdel af 1800-tallet slog hårdt ned på korrupte embedsmænd.

Selv den mindste svindel blev straffet med fængsel på livstid, og sammen med nye regler for løn og pension til embedsmænd, har det sandsynligvis været med til at fjerne korruption fra det danske landkort.

»Hvis man ikke havde slået ned, kunne man sagtens have fået etableret en praksis, hvor korruption havde været gængs. I stedet fik man skabt en embedskultur, hvor man bliver straffet, og hvor risikoen for at blive opdaget er meget stor, fordi folk anmelder det. Det er formentlig grunden til nutidens ukorrupte forvaltning,« vurderer Mette Frisk Jensen.

Hun har skrevet og forsvaret sin ph.d.-afhandling om korruption blandt danske embedsmænd med fokus på 1800-tallet ved Institut for Historie, Internationale Studier og Samfundsforhold på Aalborg Universitet.

Nyt syn på historien

Mette Frisk Jensen har brugt tre år på at dykke ned i arkivalierne fra Rigsarkivet for som den første at lave en kortlægning af danske korruptionssager fra 1736-1936. Dokumenterne afslører et hav af detaljer om domme, reaktioner og konsekvenser for administrationen.

De nye oplysninger ændrer historikernes hidtidige formodning om, at embedsmænd i 1800-tallet stort set uforstyrret fik lov at suge løs af pengekasserne, som det ellers blev fremstillet af den anerkendte historiker og nationalbankdirektør Marcus Rubin 100 år senere.

Det mest oplagte eksempel på sanktioner er sagen mod storsvindleren Christian Birch. I slutningen af 1700-tallet fik han som finanssekretær ansvaret for at udstede statsobligationer.

Christian Birch levede på det tidspunkt godt og blev forlovet med en kvinde, som arbejdede for enkedronning Juliane Marie på Christiansborg Slot. Men da slottet brændte i 1794, gik alle parrets ejendele op i flammer. Derfor begyndte Christian Birch at lægge statsobligationer til side til sig selv og indkassere renterne for dem.

Bedrageriet endte med at stå på i 18 år, og da han endelig blev opdaget, havde han snydt staten for 1,2198 millioner rigsbankdaler sølv. Det svarede til hele 660 gange hans egen årsløn eller til statens samlede udgifter til den civile administration i 1820; ubetinget Danmarks største korruptionssag inden for den offentlige administration.

Slaphed kunne starte oprør

Christian Birch havde på det tidspunkt arbejdet sig op som topembedsmand i finansadministrationen og var faktisk udset til at blive Danmarks 'finansminister', så sagen var ekstremt pinlig for kong Frederik 6., der havde det personlige ansvar for embedsmændene.

Alligevel afviste kongen at vise Christian Birch nåde, og det hjalp heller ikke Birch at påpege, at alle pengene var kommet tilbage til staten, fordi han havde spillet dem op i tallotteri. Sagen kom for en domstol, der sendte ham i fængsel for livet.

»Dommen er kendetegnende for kursen mod korruption, netop fordi Christian Birch kendte Frederik 6. så godt og alligevel ikke slap udenom,« forklarer Mette Frisk Jensen og uddyber:

»Man skal tænke på, at i 1820 havde Danmark lige mistet Norge, og det gik dårligt med landets finanser efter statsbankerot i 1813 og landbrugskrise i 1818. Det kunne udløse et oprør, hvis befolkningen fik nys om, at der blev svindlet i den kongelige forvaltning. Derfor tog man sagen meget alvorligt.«

Finanskrise giver korruption

Sagen mod Christian Birch er usædvanlig stor, men af to årsager er den alligevel typisk for de 203 sager om suspenderede embedsmænd, som Mette Frisk har opsporet i Rigsarkivet.

Langt de fleste sager handler ikke om den klassiske korruption i form af bestikkelse, men om embedsmænd, som har lidt for travlt med at bruge af den kasse, de ellers skal passe på.

Historiker Marcus Rubin udgav i 1890erne flere bredt anerkendte værker om Danmarks historie i første halvdel af 1800-tallet. Han blev senere direktør for både Statens Statistiske Bureau (Danmarks Statistik) og for Danmarks Nationalbank.

Samtidig afslører forskerens pionerarbejde en markant stigning i antallet af sager i perioden 1810-1830. Fundet har en klar årsag, som sender en lille hilsen af sted til nutidens samfund i finanskrise.

»Stigningen viser, at kurven for korruption følger de økonomiske konjunkturer. Danmark havde Englandskrigene frem til 1814, hvor inflationen galopperede af sted. Det ramte selvfølgelig embedsmændene hårdt, for de har ingen produktion at sælge af og er kun lønnet med penge, som falder gevaldigt i værdi. For at kompensere for det, 'låner' de af kassen, og det forklarer vel 9 ud af 10 sager,« vurderer Mette Frisk Jensen.

Kone og ti børn med i fængsel

Svindlerne var embedsmænd i både centraladministrationen (staten), i regioner og i lokale områder. De kunne være alt fra en højtstående person som Christian Birch over en amtmand og videre ned til en byfoged eller til en toldkontrollør.

Et eksempel er Johan Jacob Bruun, toldembedsmand i Aalborg, som i 1822 blev opdaget med et kasseunderskud på 20.000 rigsbankdaler sølv. Den dårlige handel gjorde, at hans handelsafhængige indkomst fra 1816 til 1822 reelt dalede til en tredjedel, og han havde lige så svært ved at tilpasse de nye forhold, som mange har i dag under finanskrisen.

»Han bliver idømt livstid ved tre instanser og ligesom Christian Birch fængslet på Kastellet i København. Igen udsender man fra kongens side meget klare signaler til embedsmændene om, at det ikke er acceptabelt at stjæle,« konstaterer Mette Frisk Jensen. Hun tilføjer, at man trods alt også udviser menneskelige hensyn og lader Johan Jacob Bruuns kone og ti børn bo på Kastellet sammen med ham.

Tydeligere grænser

Den enevældige kong Frederik 6. forsøger at få overblik over og stoppe problemerne ved at sende en revision rundt til lokale og regionale forvaltninger og ved at nedsætte en kommission, som skal finde løsninger. Kommissionens arbejde udløser en stor reform af regnskabsvæsnet i 1840 under den nye konge, Christian 8. Reformen gør det blandt andet lettere at føre regnskaber, og den beskriver i klare ord, hvor grænsen går for, hvad man kan tillade sig som embedsmand.

»Det er svært at forestille sig i dag, men lovene for embedsforvaltning var indtil da simpelthen ikke dækkende. I 1840 fik man i langt højere grad specificeret, hvor grænsen gik, så man forholder sig til problemet som principielt i stedet for som små, enkeltstående tilfælde,« siger Mette Frisk Jensen.

Ændret straf, pension og løn

Den hårde linje over for offentlige fuskere bliver suppleret af mere rimelige straffe og lidt opblødende hjælp til et bedre liv for embedsmændene:

1. I 1840 bliver også straffeloven ændret, så man bliver straffet mildt for små forbrydelser og hårdt for værre forbrydelser. Det fjerner tanken, at man lige så godt kan blive ved med at stjæle, når man først er startet.
    
2. Med Grundloven i 1849 mister kongen sin enevældige magt og retten til at bestemme, hvem der skal have penge efter arbejdslivet. I stedet får alle embedsmænd ret til pension. Det fjerner behovet for at lægge ekstra, stjålne penge til side, mens man stadig arbejder.
    
3. I 1861 sørger en ny lønningslov for, at embedsmænd er sikret en fast løn, så de ikke bliver ramt af så hårdt af konjunkturerne, som det skete for tolderen Johan Jacob Bruun.

Verdens tidligste korruptionsopgør?

Alle ændringerne er med til at sende antallet af sager i bund, og i 1860 ligger det beskedne tal nogenlunde stabilt på et par sager om året.

Ifølge Mette Frisk Jensen er det formentlig tidligt, at Danmark får has på korruptionsproblemerne. Tilsvarende undersøgelser er ikke lavet andre steder, men i Sverige sker det formentlig i 1870erne, mens det øvrige Europa først følger trop senere.

»Jeg tror, man kan sige for Danmarks vedkommende, at den meget kraftige stigning i antallet af sager fra 1810-1830 er med til at sætte fokus på emnet. Kongen var nødt til at reagere, fordi det var en intern trussel mod enevælden, og det er nok derfor, at Danmark formentlig har været meget tidligt ud med at bekæmpe korruption,« mener Mette Frisk Jensen.

Mette Frisk Jensen arbejder i dag på Aalborg Stadsarkiv, men fortsætter sit arbejde med den historiske korruption blandt danske embedsmænd som postdoc på Center for Erhvervshistorie på Aarhus Universitet.

Dels mangler hun forklaring på, hvorfor antallet af bestikkelsessager allerede var lavt i Danmark i starten 1800-tallet, og dels vil hun undersøge, om hun egentlig har ret i, at Danmark har holdt et lavt niveau af korruption fra 1860 og frem til i dag.

»Noget af det interessante er, hvorfor vi ikke har en bestikkelseskultur i begyndelsen af 1800-tallet. Jeg kan bare konstatere, at sagerne handler om underslæb og ikke bestikkelse. Jeg har ingen god forklaring på det endnu,« siger hun.

Afhandlingen 'Korruption og embedsetik' udkommer på et senere tidspunkt som bog på Syddansk Universitetsforlag.

(Redaktionel note: Bogen er nu udkommet.)