Klimaforandringer får unge til at forestille sig en dystopisk fremtid

Der er mange grunde til at se pessimistisk på fremtiden, især for unge, der kan forvente at stå over for flere klima-udfordringer, end deres forældre gør og har gjort.

Men det er vigtigt at være opmærksom på de historier, som den yngre generation fortæller om fremtiden, før vi forsøger at tale om mulige måder at håndtere klimaforandringerne på i nutiden.

For de historier, vi fortæller, former den måde, vi ser verden på.

I projektet 'Adressing Climate Anxiety Using Flash Fiction in the Classroom' undersøger vi, hvordan forestillingerne om fremtiden påvirker os.

Til at begynde med har mine kolleger og jeg udforsket, hvordan unge forestiller sig klimaforandringernes effekt på samfundet.

150 historier fra danske gymnasieelever

Forestil dig en person i år 2063. 40 år frem i tid virker måske ikke som lang tid, men vi kan godt regne med, at klimakrisen vil strække sig fra i dag og frem til da.

Når du tænker på denne person i fremtiden, hvor meget af deres liv vil så være påvirket af klimaforandringer? Og forestiller du dig, at samfundet vil have gjort betydelige fremskridt for at bekæmpe dem?

Sammen med frivillige gymnasielærere stillede mine kollegaer og jeg fra Syddansk Universitet og universitetets Videncenter for Citizen Science denne type spørgsmål til gymnasieelever fra 6 forskellige gymnasier. Vi bad dem besvare spørgsmålet i form af en novelle.

De historier, der kom ud af det, mere end 150 i alt, præsenterer en bred vifte af scenarier, men de er alle stort set enige om én ting: Fremtiden er et farligt sted.

Worst-case scenarier er i centrum

Uforudsigelige flodbølger. Dræbende hedebølger. Langvarig tørke. Luft der ikke er åndbar.

Disse eksempler forekommer nok som absolut worst-case scenarier på, hvad klimakrisen kan medføre, men de er i centrum i næsten alle de historier, de unge forfattere skrev.

I mange tilfælde forstyrrer katastrofer familier, dræber deres kære og skaber voldelige samfund.

Kort sagt har historierne en tendens til at forestille sig dystopi, en uønsket fremtidsverden præget af udbredt lidelse.

»… det var år 2062, og byen lå under vand«

For eksempel begynder en historie således:

»Alfred havde boet alle sine fem år i denne by, hele sit liv havde han boet her. Han kendte alle, og alle kendte ham. Byen var som enhver anden by med sine huse, gader, supermarkeder, haver og alle de ting, der følger med en by,« skriver en ung forfatter.

»Den eneste forskel var, at året nu var 2062, og at byen stod under vand. Og grunden til, at Alfred kendte alle, var, at han aldrig havde været uden for den gigantiske kuppel, der var deres liv.«

I mange af historierne tvinger det stigende havniveau folk til at leve i undersøiske kupler (som i historien ovenfor), på havet, i både eller i rumskibe på flugt fra kloden.

Disse scenarier er bestemt ikke de mest sandsynlige udfald i de kommende 40 år.

Men det faktum, at de optræder så ofte i historierne, tyder på, at de er meget lettere at forestille sig end for eksempel historier, hvor der kun sker gradvise ændringer eller, endnu vigtigere, historier med et positivt udfald.

Overlevelse er relateret til adskillelse fra naturen

Den teknologi, der skal beskytte menneskeheden mod et ugæstfrit miljø, skaber i flere historier en ulykkelig adskillelse mellem mennesker og natur.

Følelsen af isolation, som adskillelsen skaber, er eksempelvis omdrejningspunktet i en anden af historierne:

»Han elskede at gå rundt i kvarteret og se på smukke bygninger, arkitekturen, teknologien, funktionaliteten af alting og de smukke kreationer skabt af lykke […] Han ville røre ved det hele. Røre ved lykken - alt det grønne.«

»Men hver gang han prøvede, var det, som om det hele blev et spøgelse. Som om træerne ikke rigtig var der i virkeligheden, hverken buskene eller blomsterne. Som om kun deres ånd stadig var at finde her på Jorden.«

Klimaangst mellem linjerne

Den dystopiske fantasi, der udfoldes her, kommer måske ikke som en overraskelse.

For de seneste nyhedsoverskrifter fortæller os trods alt, at 2023 har været det varmeste år, der nogensinde er registreret - og inkluderer typisk fotografier af massive brande og golde landskaber.

Elevernes historier bekræftes også i studier, der viser, at unge mennesker forbinder fremtiden med negative følelser på grund af klimaforandringer.

Ifølge en spørgeskemaundersøgelse med 10.000 deltagere i alderen 16-25 år fra ti forskellige lande, bliver de unge kede af det og føler sig triste, bange og ængstelige, når de tænker på fremtiden.

Resultaterne belyser den følelsesmæssige belastning for de unge, som klimaforandringerne udgør, og de har al mulig grund til at tro, at klimakrisen kun vil blive mere udbredt i deres levetid.

Disse udbredte negative følelser kaldes ofte 'klimaangst' og er først nu ved at blive undersøgt.

Selvom historierne ikke taler eksplicit om klimaangst, udtrykker de ofte følelser af fortvivlelse og isolation igennem hovedkaraktererne.

Den internaliserede dystopiske historie

Det, der til gengæld burde overraske, er den lethed og smidighed, hvormed disse unge mennesker, der generelt ikke har nogen erfaring med at skrive fiktion, kan forestille sig dystopier.

Denne skrivefærdighed og udtryksevne indikerer, at de unge ikke blot er fordybet i medier med apokalyptiske eller dystopiske undertoner, men at de har internaliseret det dybt; det er et sprog, de har lært at tale usædvanligt godt, selvom de ikke er klar over det.

Og ligesom det talte sprog former den måde, vi udtrykker os på, så former de historier, vi fortæller om fremtiden, også den måde, vi ser verden omkring os på, såvel som den fremtidige verden.

Måske føler de unge sig fanget i et feedback-loop med hensyn til det, medierne viser om klimaforandringer:

De læser negative historier og ser dystopiske film, hvilket betyder, at de ubevidst bliver trænet i at genfortælle negative, dystopiske historier.

Det er en observation, som vi er begyndt at etablere og underbygge ud fra vores data.

Andre forskere diskuterer samme problemstilling (eksempelvis i forhold til dystopisk fiktions enorme popularitet blandt unge læsere), men vi mangler endnu at underbygge det empirisk.

Håb fanger ikke

Et andet og mere bekymrende resultat af denne dystopiske sprogbrug handler om den måde, unge fortolker information om klimaforandringerne.

Hvis de får et dystopisk verdensbillede fra medierne og andre kulturelle produkter, kan de vende et blindt øje til historier, der ikke passer med denne skabelon.

Med andre ord afviser de (bevidst eller ubevidst) mere optimistiske eller håbefulde historier, fordi de ikke lever op til deres negative forventninger.

Vi så tegn på denne tendens blandt eleverne, da mange forklarede deres lærere, at de skrev dystopiske historier, fordi de gerne ville have, at deres historier blev gode og overbevisende.

Hvordan engagerer vi læserne på den rigtige måde?

Håbefulde, optimistiske eller utopiske historier var simpelthen ikke interessante ifølge de unge forfattere.

Her afspejler eleverne de samme bekymringer om at få læserne til at interessere sig for indholdet, som mange indenfor både medier og forskning forholder sig til, når de skal formidle fakta om klimaforandringer.

Som de unge forfattere selv forklarer, kan man fange opmærksomheden ved at fremhæve de mest foruroligende aspekter af en historie, men det kan også træne os til at overse eller nedtone historier, der ikke bruger denne formel.

Er der grund til at finde håb i historierne?

Når vi genkender de unges dystopiske sprog, får vi et vigtigt indblik i deres forventninger til fremtiden.

For selvom disse historier i høj grad fortæller om katastrofer og negative følelser, indeholder de også en vis grund til håb.

Ved at skrive dystopiske historier peger de unge forfattere på problemer i samfundet i dag, som de mener skal ændres.

Igennem deres forestillinger om samfund, hvor mennesker ikke har tillid til hinanden og er adskilt fra naturen, beskriver de også nutidige globale problemer. Og på den måde rummer historierne også en grund til håb.

Påstanden om, at science fiction-historier handler mere om nutiden end fremtiden, er velkendt for både forfattere og forskere af genren.

Den amerikanske sci-fi-forfatter William Gibson forklarer, at det er 'umuligt' at skrive om fremtiden, hvilket betyder, at science fiction »egentlig kun handler om det øjeblik, hvor det er skrevet.«

Dystopisk fiktion afspejler nutidens problemer

Det samme er tilfældet med dystopisk fiktion. De dystopiske samfund, vi læser om, er ikke opstået helt ud af den blå luft.

De er skabt ud fra observationer om nuværende sociale problemer, som forfatteren identificerer og udforsker i et futuristisk miljø.

Eksempelvis var det voldelige og fundamentalistiske samfund i Margaret Atwoods berømte roman ‘Tjenerindens fortælling’ (‘The Handmaid's Tale’) et direkte svar på 1980’ernes politik, hvor konservative kristne i USA havde politisk magt under præsident Ronald Reagan.

De dystopiske træk i elevernes historier skal forstås på samme måde: I deres fantasifulde scenarier er der begrundet bekymring for klimakrisen og underforstået for samfundet generelt.

Hvordan skaber vi håb og motivation?

Med andre ord betyder de dystopiske historier ikke nødvendigvis, at de unge har opgivet håbet om fremtiden.

Historierne har dog en tendens til at fokusere på, hvordan samfundet svigter ved ikke at ændre sig på en meningsfuld måde.

De dystopiske historier er rigtig gode til at præsentere fremtidige verdener, som vi gerne vil undgå. De indikerer også, at det er mere vanskeligt at forestille sig verdener, som vi gerne vil leve i.

For at fremme positive fortællinger, hvad enten vi er lærere, forskere eller politikere, er vi først nødt til at erkende, hvor dybt denne dystopiske fantasi har bidt sig fast.

Når først vi har fået et dystopisk verdensbillede, ignorerer vi de utopiske fortællinger om fremtiden.

Men vi kan stadig anerkende, at de unge rejser en gyldig kritik af den måde, tingene er på i dag, når de forudser en dystopisk fremtid.

Denne kritik mangler stadig at blive kanaliseret ud i meningsfulde sammenhænge, men det kan ikke gøres uden at tage højde for de historier, vi fortæller os selv om klimaforandringerne.