Brændende skove, oversvømmede gader og en klode på vej ud over afgrunden.
Rundt omkring i verden arbejder klimaaktivister dagligt i skyggen af katastrofer og afmagt.
Forskning viser da også, at der er stor risiko for, at aktivisterne selv brænder ud, selvom de er dybt engagerede i at løse krisen. Det er ikke overraskende. Klimaaktivister møder politisk og øknomisk modstand, og kulturelle barrierer – og samtidig vokser den juridiske repression globalt.
Samtidig er der sket en global stigning af den juridiske undertrykkelse af klimaaktivismen, så aktivisterne befinder sig ofte under et enormt pres.
Oven i det hele tror mange af os stadig, at en bæredygtig livsstil handler om afkald: færre ferier, mindre forbrug, flere afsavn og færre fornøjelser
Men det er langt fra hele historien.
Græsrodsbevægelser kan inspirere til handling
For her i Danmark, midt i støjen fra globale topmøder og virksomhedsløfter, spirer en anden form for klimaaktivisme, der bygger på kreativitet, fantasi og den danske tradition for fællesskab.
Det er aktivisme, der blander fantasi og leg — og endda glæde.
Rundt om i landet driver unge repair caféer, hvor man kan få hjælp til at reparere ting og tøj, der er gået i stykker. De dyrker fælleshaver og arrangerer skovture. De skaber kunstprojekter, samtalesaloner og workshops, der undersøger, hvordan et liv uden fossile brændsler konkret kan se ud.
Vores forskning peger på, at disse initiativer er helt centrale for, hvordan græsrodsbevægelser kan inspirere til handling, og de skitserer en ny model for klimaaktivisme, både i Danmark og ud over landets grænser.
En anden måde at tænke på
Bevægelsen Arternes Ambassadører, som arbejder for at give andre arter demokratisk repræsentation, forklarer det på denne måde:
»Den energi, der driver os, handler i høj grad om glæde, begejstring, kreativitet og fantasi. Jeg synes, det mangler i naturaktivismen, som ofte drives af vrede og protest, skuffelse og bekymring. Vi vil hellere forestille os, hvad vi gerne vil se ske.«
Klimabevægelser forbindes ofte med demonstrationer og boykot. Men vores interviews med over 40 grønne græsrodsinitiativer viser, at den del blot udgør en lille del af deres arbejde. Mange grupper erkender nu, at positive visioner for bæredygtige livsformer tiltrækker langt større opbakning end dystre advarsler.
Den Grønne Ungdomsbevægelse arbejder for at vække fantasien gennem handling. De udgiver bøger om mulige fremtidsscenarier, arrangerer skovture for at få folk til at tænke kreativt om bæredygtighed og uddeler hvert år Humlebi-prisen til virksomheder, der går forrest med grønne løsninger.
Orgnisationen Grønne Nabofællesskaber kalder deres tigang for 'hverdagsaktivisme’. En talsperson forklarede os:
»Vi kan se, at vi får en stærkere stemme, når vi samarbejder og skaber alternativer.«
Fællesskaber og grøn livsstil
I økosamfund og fællesbebyggelser – som Christiania i København – omsættes disse ideer til praksis. Her bor mennesker på tværs af alder i fællesskab, holder fællesmåltider, arrangerer ikke-kommercielle festivaler og udvikler projekter for vedvarende energi.
En beboer i en økolandsby fortalte os:
»Vi er nødt til at ændre vores forbrugsvaner. Men vi kan hjælpe hinanden i denne proces.«
En anden beboer udtrykte det sådan her:
»Det her er kun begyndelsen. Som en del af den grønne omstilling vil den her livsstil på et tidspunkt blive mere almindelig.«
Håndværks- og genbrugsfællesskaber lægger vægt på synlighed og handling. Som en gruppe sagde:
»Alternativerne findes allerede – det handler bare om at komme ud og gøre folk opmærksomme på dem.«
Disse aktiviteter gør mere end blot at vise en ny måde at leve på. De hjælper aktivisterne med at håndtere magtesløshed, styrker lokal modstandsdygtighed og bekæmper den såkaldte 'fantasikrise', hvor folk har svært ved at forestille sig en verden uden fossile brændstoffer og overforbrug.
Rødder i samarbejde
Oprindelsen til denne form for græsrodsfællesskab kan spores tilbage til slutningen af 1800-tallet, hvor danske bønder og arbejdere oprettede tusindvis af kooperativer – mejerier, slagterier, butikker, boligforeninger – alle ejet og drevet i fællesskab (Arla og Coop er for eksempel på nogle af de kooperativer, der blev etableret dengang, og som stadig findes, om end der er sket meget med dem siden).
Fællesskaberne samlede ressourcer, traf demokratiske beslutninger og delte udbyttet. Med tiden blev bevægelsen en grundpille i det danske samfund: Hvis vi vil skabe forandring, gør vi det sammen.
Den historien er vigtig, fordi den har lært generationer af danskere, at almindelige mennesker kan organisere sig, eksperimentere og skabe alternativer, når institutionerne ikke slår til.
Den arv præger stadig nutidens grønne græsrodsbevægelser, og vores seneste forskning viser, at mange danske klimagrupper trækker direkte på denne tradition og tilpasser den kooperative ånd til klimakrisen.
Det kan være sværere at gennemføre det samme i lande med mindre social sammenhængskraft eller medborgerskab. Men idéerne er stadig relevante uden for Danmark. Som en repræsentant for et fællesskab sagde:
»Vores lokale kamp er et bidrag til en større, global kamp.«
En ny fremtid
Som vores rapport viser, hjælper denne type tilgang til ikke at se bæredygtighed som en byrde, men i stedet som en rigere og mere meningsfuld måde at leve på. Det er især vigtigt i det globale nord, hvor klimaforandringerne stadig kan føles uvirkelige og fjerne.
Mange danske grupper fremhæver, at klimakrisen også giver mulighed for at skabe helt nye fortællinger og praksisser. En talsperson for den københavnske miljøorganisation cirka cph sagde:
»Vi ser ind i en fremtid, hvor vores samfund vil ændre sig radikalt. Det vigtige spørgsmål er: Hvad kan vi lære? Og hvordan kan vi skabe de bedste rammer for fremtidens samfund?«
Fælles for disse græsrodsbevægelser er, at de ikke påstår at stå med alle svarene. De eksperimenterer, forestiller sig og udvikler prototyper for mulige fremtidsscenarier. De gør den grønne omstilling håndgribelig, lokal og inkluderende og løfter aktivisme fra dommedagsprofeti til håb og nye muligheder.
Denne artikel er en del af et samarbejde mellem Videnskab.dk og The Conversation UK, hvor artikler skrevet af danske forskere også udgives på engelsk. Du kan læse den engelske version af artiklen her. Artiklen er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
