Titusindvis af mennesker mødes lige nu i Dubai til FN's årlige klimakonference COP28 for at finde løsninger på en af vores generations største udfordringer:
Den globale opvarmning.
Mens politikerne, virksomhederne og klimaaktivisterne slås om de store, globale linjer, har Videnskab.dk taget fat i Sam Hampton, klima- og energiforsker på Oxford Universitet i Storbritannien, for at høre, hvad du og jeg kan gøre på de lidt mindre linjer.
Sam Hampton og en forskerkollega har for nyligt udgivet et såkaldt review, hvor de har undersøgt bunkevis klimastudier og artikler - i alt 242 - for at blive klogere på den rolle, individer spiller i kampen for at redde klimaet.
Klimaforskeren fremhæver på den baggrund de seks bedste råd til, hvordan du mest effektivt bidrager til klimakampen i din hverdag.
Ingen af rådene er raketvidenskab. Men nu har du altså forskningens ord for, hvordan du bedst kan prioritere din personlige kamp for klimaet - og så er rådene også gode for pengepungen ifølge klimaforskeren.
Råd 1: Skru ned for varmen

Første tiltag, som Sam Hampton hiver frem, er et, som vi i Danmark allerede blev familiære med, da vi sidste år fandt os selv i en energikrise:
Skru temperaturen ned til 18-19 grader.
»Hver grad svarer til cirka 10 procent af energiforbruget, så at skrue termostaten ned kan være et af de mest effektive skridt, enkeltpersoner kan tage for at reducere energiforbruget og de tilknyttede emissioner,« fortæller energi- og klimaforskeren.
»18 grader celsius er normalt acceptabelt, hvis du bevæger dig rundt, laver mad, gør rent og så videre, men hvis du arbejder eller ser fjernsyn, kan det føles lidt koldt – men det kan være værd at overveje at bruge tæpper og tøj, før du skruer op for varmen.«
\ Forsker: Viden kan være med til at mindske elforbrug
Generelt kan bedre viden om ens elforbrug være med til at mindske det, beskriver forskerne i reviewet. Blandt andet fremhæver de et studie, hvor elforbrugere blev informeret om naboernes energiforbrug, hvilket medførte en nedgang af strømforbruget med 2 procent.
Et andet studie viste, at et display på termostaten kunne mindske el- og gasforbrug med 1-3 procent.
Videnskab.dk udgav i forbindelse med energikrisen en række artikler netop om at skrue ned for energiforbruget i dit hus. Du kan blandt andet læse denne artikel om, hvad forskerne råder til, hvordan du kan spare på energien.
Du kan også læse den her om, hvor stor en forskel én grad på radiatoren kan gøre.
Råd 2: Giv dit tøj videre

Køb brugte varer – og giv eller sælg dit eget uønskede tøj og produkter i stedet for at smide det ud, lyder det andet råd fra Sam Hampton.
»Forbruget af nye produkter, herunder elektroniske enheder, er ansvarligt for betydelige emissioner, kendt som ‘indlejrede emissioner’,« fortæller han.
‘Indlejrede emissioner’ dækker over, hvad en vare koster i drivhusgasudledning - helt fra at råmaterialerne udvindes, til produktet bliver afleveret til kunden.
»De produkter, vi køber i Europa, bliver ofte fremstillet i dele af verden, hvor energien brugt til at skabe dem genereres ved hjælp af beskidte fossile brændstoffer. At købe og sælge brugte produkter undgår nye indlejrede emissioner og undgår spild,« siger Sam Hampton.
\ Det er generelt svært at vide, om de produkter, man køber, er klimavenlige eller ej, skriver forskerne i studiet...
En nylig global undersøgelse fandt, at 40 procent af miljøpåstandene online potentielt kunne være vildledende.
Det kunne blandt andet skyldes en løs brug af betegnelser som ‘øko’ og ‘grønt’ uden medfølgende bevis, brug af ikke-akkrediterede miljømærker og udeladelse af oplysninger vedrørende emissioner eller forurening.
Forskerne efterlyser mere fokus på at oplyse den brede befolkning om, hvad man skal kigge efter, når man gerne vil købe klimavenlige produkter.
Dansk forskning har også undersøgt vores tøjforbrug i en klimakontekst, og det kan du læse mere ved at klikke her. Og i den her artikel kan du læse, at verdens elektronikskrot er steget 21 procent på 5 år.
\ Læs også
Råd 3: Spis mindre kød og mejeriprodukter

»Drøvtyggende dyr som køer og får producerer metan, som er en drivhusgasemission,« siger Sam Hampton til Videnskab.dk, hvis tredje råd er at skære ned på rødt kød og mejeriprodukter.
»Dertil optager områder til græsning og til dyrkning af afgrøder til at fodre køer om vinteren en betydelig mængde land, som kunne bruges mere effektivt til at dyrke afgrøder til menneskeføde eller til naturgenopretning.«
Andre - og måske for nogle lettere tilgængelige - tiltag blev også undersøgt i overblik-studiet.
For eksempel viste et studie, at ‘nudging’ - en ubevidst påvirkning af menneskers beslutninger - kan mindske madspild.
Et studie viste, at opfordring fra restauranternes side om at tage rester med hjem fordoblede antallet af gæster, der gjorde det, og på den måde mindskede madspild.
Hvis du vil læse mere om, hvorfor kød er skidt for klimaet, kan du klikke her. Og i den her artikel forklarer en forsker, om det egentlig er sundt at spise klimavenligt - og i den her video kan du blive klogere på, om kunstigt kød måske kan være et bæredygtigt alternativ.
Råd 4: Gå eller tag cyklen

Gå eller cykl mere, hvis du har mulighed for det, lyder det fjerde råd fra Sam Hampton.
»Transportemissioner forbliver meget høje, og fremskridt mod at gøre transporten klimavenlig har været langsomme,« siger klimaforskeren.
»Vi kan heller ikke stole på skiftet til elektriske køretøjer. Dette vil gøre lidt for at løse bytrafik, luftforurening og kræver betydelige stigninger i elektricitetsproduktionen.«
I Europa står transportsektoren for næsten 25 procent af drivhusgasemissionerne, og disse emissioner er forblevet høje sammenlignet med andre sektorer som energi og industri, der har oplevet reduktioner.
Cykler er ti gange vigtigere end elbiler, hvis byerne skal blive klimaneutrale, fortalte en forsker på Videnskab.dk tilbage i 2021. Det kan du læse mere om ved at klikke her.
Udover at være godt for klimaet, er det også sundt at være udenfor og bevæge sig, tilføjer Sam Hampton. Hvor sundt det er, kan du læse om i den her artikel.
Råd 5: Tal om klimaforandringer

Tal med andre mennesker om klimaforandringer, siger Sam Hampton.
»Det behøver ikke at være svære samtaler med mennesker, du er uenig med, men bare at tale med mennesker, der er enige med dig, kan være effektivt for at bringe problemet i forgrunden.«
Bredt set fortæller Sam Hampton, at enkeltpersoners klimabidrag ikke blot ligger i, hvad de selv forbruger. Enkeltpersoner kan også være med til at ændre sociale normer ved at sætte et eksempel og italesætte klimaet.
»Som forbrugere kan vores adfærd have en stor effekt ud over de umiddelbare besparelser af drivhusgasemissioner, der er forbundet med at spise mindre kød, køre mindre og så videre,« fortæller Sam Hampton til Videnskab.dk.
»Disse handlinger er synlige for andre, og i en nylig undersøgelse, vi gennemførte, sagde britiske respondenter, at 'at sætte et eksempel' er den bedste måde at påvirke andre til bedre miljøhandling.«
Råd 6: Stem klimavenligt

Brug dine rettigheder som borger – stem på politikere og partier, der har meningsfulde klimapolitikker. Ikke kun nationalt, men også lokalt og internationalt i EU, lyder det sidste råd fra Sam Hapton.
Regeringer har direkte indflydelse på din mulighed for at være en god klimaborger, står der i reviewet, og der bliver sat en streg under, at regulering af dit forbrug langt fra er det eneste sted, du og jeg kan sætte ind.
Faktisk findes der tre niveauer, hvor individer kan have indflydelse, og som forskerne i reviewet beskriver med en analogi til en flod:

- Nedstrøms - der blandt andet dækker over dit direkte forbrug af energi, mad og produkter - samt de samtaler, du har med dine venner og bekendte om klimaet.
- Mellemstrøms - der fokuserer på lokal indflydelse, som den forbrugere har over virksomheder, eller som vælgere har i lokal politik.
- Opstrøms - de rammer, der blandt andet sættes af politikere, individer stemmer på, og som i høj grad bestemmer de muligheder, individer har, for at tage klimavenlige valg. På et individniveau dækker det også over, når personer fører kampagner eller går på gaden for at demonstrere for klimaet.
»Når folk tænker på adfærdsændring i klimaets navn, tænker de ofte på 'nedstrøms' indgreb, såsom kampagner for at opfordre enkeltpersoner til at træffe mere klimabevidste valg,« fortæller Sam Hampton.
»Der er imidlertid behov for flere 'opstrøms'- og 'mellemstrøms'-tiltag for at gøre klimahandling lettere, mere overkommelig og mere tiltalende for enkeltpersoner,« fortsætter han.
'Opstrøms' indgreb inkluderer politikker såsom miljøafgifter og reguleringer, herunder forbud mod de mest forurenende produkter, forklarer forskeren videre.
‘Mellemstrøms' indgreb kan derimod udføres af virksomheder og lokale myndigheder for at gøre bæredygtige valg lettere ved at gøre klimavalg mere tilgængelige - som for eksempel byinfrastruktur til cykling, kulstofmærkning på mad eller personlig feedback om energiforbrug.
Forsker: Træf så mange klimavenlige valg, du kan
Hvad ville du sige til dem, der måske gerne vil gøre noget godt for klimaet, men finder det udfordrende at for eksempel at give afkald på kød? Er det nok bare at stemme på en politiker med klimavenlig politik?
»Jeg synes, det er vigtigt at undgå 'morallicens', hvor enkeltpersoner retfærdiggør miljøpåvirkende adfærd med, at de har gjort noget 'godt' et andet sted,« svarer Sam Hampton og fortsætter:
»Udfordringen med klimaforandringernes størrelse betyder, at vi skal træffe så mange klimapositive valg, som vi kan. Dog mener jeg heller ikke, at det er konstruktivt eller produktivt konstant at føle skyld over vores beslutninger.«

»De valg, vi træffer, er unikke for den enkelte, og vi skal alle overveje, hvad vi mener, vi kan og ikke kan gøre. En klimahandling, der er let for én person, kan være meget sværere for en anden. Det er dog vigtigt, at vi - som individer, men også som samfund - har denne form for samtaler mere ofte,« siger Sam Hampton til Videnskab.dk.
\ Red Verden med Videnskab.dk
I en konstruktiv serie ser Videnskab.dk nærmere på, hvordan mennesket kan redde verden.
Vi tager fat på en lang række emner – fra atomkraft og indsatser for at redde dyrene til, om det giver bedst mening bare at spise mindre kød.
- Bør vi sætte alt ind på at begrænse overbefolkning?
- Virker det at købe CO2-aflad?
- Er cirkulær økonomi en løsning?
- Hvordan kan jeg handle anderledes i hverdagen?
- Og har verden overhovedet brug for at blive reddet?
Hvad siger videnskaben? Hvad kan man selv gøre hjemme fra sofaen for at gøre en forskel?
Du kan få mange gode tips og råd i vores Red Verden-nyhedsbrev og i vores Facebook-gruppe, hvor du også kan være med i overvejelser om artikler eller debattere måder at redde verden på.
































