Forskere udpeger 35 »umistelige« steder i Danmark

»Kalkværket er det sidste af sin slags på hele Djursland, der har en 1.000 år lang historie for udvinding og udnyttelsen af kalk,« siger lektor Simon Ostenfeld Pedersen til Videnskab.dk.

»Det er en hel regions historie, som nu er ved at lukke,« påpeger Simon Ostenfeld Pedersen.

Ejerne, Finn og Minna Pedersen, har drevet kalkværket siden 1973 og gennem tre generationer. Men de er begge pensionerede, og siden 2022 har kalkværket ikke været i brug.

Dermed hænger historien om en industri, der mellem 1840'erne og 1980’erne var blandt egnens største, i en tynd tråd.

Folk skal være stolte af deres lokalmiljø

I et videnskabeligt bogværk, der slet og ret hedder 'Kulturmiljø', sætter lektor og arkitekt Simon Ostenfeld Pedersen spot på kalkværket og 34 andre steder i Danmark, som ifølge forskerne er så vigtige - med forskernes ord »umistelige« - at de fortjener at blive bevaret for eftertiden.

Fiskerlejer, fabrikker, færgehavne, diger, broer og et kollegium er også indbefattet i bogen, som står på skuldrene af et af de største forskningsprojekter, som Arkitektskolen Aarhus nogensinde har udført.

Simon Ostenfeld Pedersen håber på, at bogen kan hjælpe folk med at få øjnene op for værdien i de mange oversete byggerier og kulturmiljøer, der findes i de flestes baghaver rundt omkring i landet.

»Alle steder har jo en fortælling. Jeg håber, at flere folk bliver opmærksomme på, hvad det er for nogle særlige historier og værdier, der knytter sig til deres lokale miljøer; hvad de kan være stolte af, så de vil kæmpe for at bevare dem.«

Du kan se de screenede kommuner på kortet her, og følge linket her for at se, om der gemmer sig et bevaringsværdigt kulturmiljø tæt ved dig.

Men hvorfor er nogle steder overhovedet mere specielle end andre?

En bevaringsværdig grusgrav?

Vi kender alle til Christiansborg, Vor Frue Kirke eller Marselisborg: Fredede bygninger, som man næppe har brug for en lang lektion for at forstå bevaringsværdien i.

Men ligesom slotte, domkirker og renæssancebyggerier er bevaringsværdige, er det også af historisk vigtighed at bevare lokale områder, som mere jævne folk har betrådt, argumenterer Simon Ostenfeld Pedersen.

»Et kulturmiljø fortæller, hvor vi kommer fra, så historien er et formål i sig selv. Det kan være en grusgrav eller kalkgrav, der bærer på en fortælling om, hvordan en industri er vokset frem. Eller det kan være et boligkvarter, der fortæller en historie om velfærdssamfundet.«

Bevæger du dig gennem Carlsberg Byen i København, vil du for eksempel mærke historiens vingesus fra bryggeri-imperiet i form af de tunge, røde murstensbygninger og de enorme elefantskulpturer, men også gennem små skilte og udsmykninger, der er bevaret.

Bevaringen af de store og små historiske stykker arkitektur »har en værdi i sig selv,« mener Simon Ostenfeld Pedersen.

Arne Høi er arkitekt og institutleder på Det Kongelige Akademis Institut for Bygningskunst og Kultur. Derudover sidder han i Kulturministeriets ekspertudvalg for udpegning af nationale kulturmiljøer. Han kalder bogen for et »tiltrængt og velkomment fokus på kulturmiljøer«:

»Vores kulturmiljøer står som vigtige fortællinger om forskellige perioder i samfundshistorien,« siger Arne Høi og fortsætter:

»Når jeg har faglige gæster, der er interesserede i eksempelvis velfærdssamfundets historie, er det jo fantastisk, at jeg kan tage dem med til Nordvest (i København, red.) og fortælle historien med afsæt i kvarteret og bygningerne, og det er jo vanskeligt, hvis de ændres uden omtanke for de kulturhistoriske værdier.«

»Vi ved også at det betyder noget for beboerne,« tilføjer han og henviser til, at en undersøgelse fra Realdania, der i 2005 viste, at 92 procent af borgerne så den lokale kulturarv som vigtig for den lokale identitet.

'Bevar eller forklar'

Men der er også et andet argument for at bevare kulturmiljøerne: Klimaet.

Ligesom med genbrugstøj er det mere klimavenligt at bevare gamle bygninger frem for automatisk at rive ned og bygge nyt. Derfor er byggebranchen begyndt at arbejde ud fra en ny devise kaldet ‘Bevar eller forklar’, siger Simon Ostenfeld Pedersen:

»Det er særligt aktuelt i de her år, hvor vi skal lave en bæredygtig omstilling. Vi har haft en periode, hvor vi har revet rigtig meget ned for at bygge nyt. Det udleder enorme CO₂-emissioner.«

Vi skal lære af arkitekturhistoriens bommerter og være mere nænsomme, før vi river ned, skifter ud og bygger nyt, pointerer Arne Høi og nævner et eksempel:

»Under energikrisen i 1990’erne valgte man i Danmark at skifte sprossede vinduer (også kendt som bondevinduer, red.) ud med termoruder, fordi man tænkte, at det sparede mere energi.«

»I dag ved vi, at det var en fejl. Det var faktisk dårligere for energien. Samtidig fjernede man en vigtig kulturhistorisk og arkitektonisk kvalitet,« siger Arne Høi om dobbeltfejlen, der er blevet undersøgt af forskere fra Det Kongelige Akademi.

Hvis alt er værdifuldt, er intet værdifuldt

Alle steder har jo en historie, der har betydning for dem, der er vokset lige præcis dér. Selv de mest rædderlige. Hvis det samtidig er bedst for klimaet, at vi holder bulldozerne i garagen og beton-brænderiet i ro, så skal vi jo bevare… mere eller mindre alt?

Man hurtigt kan henfalde til nostalgi, når det handler om at bevare, medgiver Simon Ostenfeld Pedersen:

»Min familie kommer fra en lille havneby med færgeoverfart, jeg er vokset op i Aarhus i et gammelt arbejderkvarter, og min far arbejdede på et tidligere kraftværk. Hvert sted har en fortælling med særlige værdier, og de steder betyder meget for mig,« fortæller han.

»Men hvis alt er værdifuldt, er intet jo værdifuldt,« tilføjer han så.

Derfor har Simon Ostenfeld Pedersen med bogen udviklet en metode - SAK-metoden kalder han den - der kan bruges til at vurdere, hvornår et kulturmiljø er bevaringsværdigt og rummer bestemte egenskaber for at kunne udvikles eller ændres med nye funktioner.

Metoden kan bruges til at vurdere, om et område har en arkitektonisk eller kulturhistorisk værdi, om det er muligt at bo og dermed opføre boliger i, om det kan tiltrække turister eller etablere erhverv.

Siden 1980’erne har staten og kommunerne brugt forskellige værktøjer til at vurdere kulturmiljøer, og det er afgørende, at man har en metodisk tilgang, siger Arne Høi.

»Det er vigtigt, at det ikke er holdninger eller smag, men metodiske analyser, der bestemmer, hvad der er bevaringsværdigt,« som han siger.

Vores syn på kulturarv ændrer sig

Men hvornår er en bygning flot? Hvornår er den grim? Er SAS-hotellet grimmere end Kronborg? Og er dets historie vigtigere?

Meget arkitektur kan - trods analytiske tilgange - koges ned til smag og behag.

Kan et værktøj som jeres, komme ud over det?

»Det er vores bedste bud på en vurdering af, hvornår et kulturmiljø er bevaringsværdigt. Det er en metode, der giver os et fælles sprog for at veje og måle, hvornår arkitektur og kulturmiljøer har en særlig værdi. Nærmere kan vi ikke komme det,« siger Simon Ostenfeld Pedersen, der tilføjer, at vores syn på vigtig kulturarv ændrer sig med tiden:

»Ligesom vores syn på, hvad der er god kunst. Nogle værker er mere værdifulde end andre, og så kan det ændre sig med tiden, når samfundet også ændrer sig. Derfor er det vigtigt, at vi konstant forholder os til, hvad der har værdi og hvorfor.«

Han nævner et par eksempler:

Efterkrigstids-byggerier og betonbyggerier som Skjoldhøjkollegiet - et andet eksempel fra bogen - var ikke noget, man i 1990’erne synes var interessant eller bevaringsværdigt.

I Kødbyen i København blev der for 100 år siden slagtet og handlet kreaturer; der stank, og det flød med blod, men området blomstrede gennem 2000’erne op som et hipster-mekka i hovedstaden med caféer, natklubber og gallerier.

»Værdien af en bygning bor ikke i bygningerne. Den bor inde i hovederne på os selv. Det er os, der tillægger bygningerne en værdi,« tilføjer Arne Høi, og fortsætter:

»Hvis man kommer fra Mars, er man jo ligeglad, om man lander på Amalienborgs Slotsplads eller City 2 i Taastrup.«

Selv mærker Arne Høi det på sine studerende, når de skal værdisætte et sted som Frederiksstaden i København, der gemmer på bygninger som Amalienborg og Marmorkirken:

»Frederiksstaden er fortællingen om klassisk arkitektur, den barokke by, og den er på Danmarks tentativliste (en liste med indstillinger, red.) til Unesco Verdensarv og er udpeget som kulturmiljø i Københavns Kommune.«

»Men vores studerende, der har arbejdet med Frederiksstaden, interesserer sig især for bygninger som Vestindisk Pakhus og andre bygninger, der er knyttet til vores tid som kolonimagt. For mig har det været tydeligt, at der var sket et skifte på, hvad vi tillægger værdi, for det var ikke lige så relevant for 20-30 år siden,« fortæller Arne Høi.

Ellers ender alt som Las Vegas

I bogen er der også eksempler, der - ud fra SAK-metoden - er vurderet til at have en lav bevaringsværdi. Et sted er Ulvedybet Dige og Pumpestation i Jammerbugt.

Er det ikke lidt groft at vurdere, at noget har en lav værdi?

»Ikke mere groft end at sige, at Rembrandt er en bedre maler, end jeg er,« siger Simon Ostenfeld Pedersen.

Men hvis man ligesom ikke rigtig går op i arkitektur, kulturliv og klima, så kan man vel godt argumentere for, at man bare skal bygge nyt?

»Det kan man sige. Men ellers ender alt jo med at blive som Las Vegas. Derudover ved vi også, at kultur tiltrækker turister og tilflyttere, men også at det har en positiv effekt på ejendomspriserne,« slutter Simon Ostenfeld Pedersen.