Har arkitekturen mistet jordforbindelsen?

»En bæredygtig udvikling er en udvikling, som opfylder de nuværende behov, uden at bringe fremtidige generationers muligheder for at opfylde deres behov i fare.«

Sådan står der (her oversat til dansk) i FN’s ikoniske miljørapport fra 1987, kendt som Brundtlandsrapporten. Citatet beskriver, hvad vi indenfor byggeri og arkitektur bør tænke over, når vi går i gang med nye projekter.

Nemlig at vi her og nu skal bygge og indrette os på en måde, som tager hensyn til kloden, og ikke udskyder eller skaber flere problemer for fremtidige generationer. På den måde kan vi skabe bæredygtige bygninger og måder at leve på.

Simpelt og logisk, kunne man måske fristes til at tænke. Men som jeg vil beskrive i denne artikel, er der indenfor arkitekturen langt fra ideal til virkelighed.

Arkitekturen har nemlig mistet fornemmelsen for naturen og miljøet. I min ph.d., der udføres ved Friis og Moltke Arkitekter i samarbejde med Aarhus Arkitektskole, undersøger jeg, hvordan vi kan gentænke arkitektur, så den får jordforbindelsen tilbage.

Vi bygger og lever i strid med bæredygtighed

Jeg har i forbindelse med min forskning blandt andet besøgt en produktionsskov i Auning og en grusgrav på Djursland.

Fælles for de to besøg var en oplevelse af, at vi er blevet fremmedgjorte for naturen - at vi anser naturen som en ressource, vi kan bruge efter forgodtbefindende.

Grusgraven fyldes i dag med overskudsjord fra afgravninger i andre dele af landet i forsøget på at omdanne istidslandskaber til frugtbar landbrugsjord. I produktionsskoven står træerne i snorlige rækker, mens den naturlige variation, som er god for biodiversiteten, er udjævnet.

Disse oplevelser viser mig, at vi i Danmark bor, bygger og lever på en måde, som strider imod bæredygtighedsdefinitionen fra indledningen.

Og mit fag, arkitekturen, herunder byggeriet, bærer sin del af skylden.

Som arkitekt kan jeg se, hvordan vi i arkitektur og byggeri de seneste årtier har skabt en produktion, der nedbryder de økologiske systemer, udrydder arter, bidrager voldsomt til klimaforandringerne og har fjernet sig fra naturens evne til at regenerere.

Byggeri uden tanke for fremtidige generationer

Vi bygger kortsigtet med levetider på 20-50 år, samtidigt med at vi har et stigende forbrug af ressourcer til drift og vedligeholdelse.

Vi efterlader store mængder affald, når vi bygger, frem for konsekvent at tænke i genanvendelse.

Vi lever af fremtiden og skubber problemerne foran os til de næste generationer – frem for at skabe arkitektur og byggeri, der vil kunne udgøre fremtidens ressourcer.

Sagt med andre ord: Vi designer og bygger på måder, som ikke tillader fremtidens generationer at genindsamle værdifulde materialer og ressourcer.

Vi har ikke altid bygget og designet kortsigtet uden omtanke for brugen af ressourcer. Går vi tilbage til antikkens og middelalderens Rom, finder vi en helt anden byggekultur, som vi kan lære noget af.

Et skridt ind i den planetære tidsalder

Dér, særligt i middelalderen, var 'spolia' udbredt. Dét udtrykker, at alt er opstået fra natur og vender tilbage til natur.

Konkret er spolia eksempelvis historiske byggematerialer, såsom søljer, marmorpaneler og mursten, der genanvendes til at bygge nyt.

Folk byggede bogstaveligt talt både med og på antikken; bygninger som Colosseum fungerede i perioder som stenbrud fyldt med murværk klar til at få et nyt liv.

Spolia er i dag blevet en generel betegnelse for arkitektoniske elementer taget fra ét sted og genbrugt på et andet, ofte anvendt på anden måde.

Roms arkitektur manifesterer netop dette kredsløb, hvor bygningsmaterialer vandrer gennem historien i en vedvarende genanvendelse, indtil de en dag atter er blevet nedbrudt til natur.

Vi har brug for at genfinde den jordforbindelse og sammenhæng, som Roms gamle arkitekter besad.

Vi står midt i en klimakrise og en biodiversitetskrise. Vores aktiviteter har påvirket Jorden for meget og for voldsomt.

Vi har brug for at træde ind i den planetære tidsalder og for alvor forstå og handle efter, at vores aktiviteter påvirker alt liv på kloden.

Vi skal finde måder at leve og bygge på, der ikke er ødelæggende for hverken os, klimaet eller biodiversiteten.

Det lyder måske svært, men behøver faktisk ikke være det. Så hvordan kan vi komme derhen? Det handler blandt andet om et nyt ordforråd, som tillader os at genopfinde arkitekturen.

'Kritisk zone' kan gøre vores tænkning bredere

Jeg mener, at forholdet mellem bygningshistorie, bygningskunst og bygningspolitik i dag skal tænkes på en ny måde. Der har for længe været for stor afstand mellem naturforståelsen og arkitekturen.

Vi må som arkitekter gentænke den måde, vi designer og tænker ressourcer på. Vi må med videnskaben, kunsten og kulturen forbinde os med Jorden og dens ressourcer.

Arkitekturen har brug for at udfolde et nyt ordforråd; en kulturel forestillingsevne til at forstå os selv i forhold til de andre livsformer og vores balance med dem.

Et begreb, der kan hjælpe os et stykke, er begrebet ’den kritiske zone’, der dækker over Jordens skrøbelige hud - laget mellem atmosfæren og grundvandet, hvor vekselvirkningerne mellem vejr, vand, jord og sten danner betingelserne for liv.

Begrebet er godt til at få os til at tænke bredere end vores almindelige menneske-centrerede måde at tænke på.

Det gør os dog ikke klogere på hvad, hvordan eller hvor vi skal bygge, ej heller på, hvordan vi skal opvarme og køle vores bygninger, hvilke ressourcer vi bygger med, eller hvordan vi producerer materialerne.

Spørgsmålet om, hvor vi skal bosætte os, om nogle planter og dyr er mere vigtige end andre, får vi heller ikke svar på.

Reversibilitet som en ny vej frem

I stedet skal vi vende os mod et andet begreb: Reversibilitet.

Reversibilitet er en tænkning, der er i tråd med spolia, som altings opståen fra natur og tilbagevenden til natur, og dermed arkitekturens dybe infiltration i naturen.

I forhold til bygninger betyder det, at vi designer og konstruerer bygninger på en måde, så de let kan ændres, tilpasses eller genbruges uden at forårsage unødig spild eller miljøpåvirkning.

Idéen er at gøre bygninger bæredygtige ved at tillade dem at tilpasse sig ændrede behov eller genbruge materialer og strukturer på en måde, der tager hensyn til miljøet.

’Reversibel’ handler om at gøre noget på en måde, så det kan ændres eller vendes tilbage til sin oprindelige tilstand.

Men reversibilitet står ikke alene. Vi har også brug for begrebet ’tektonik’.

Reversibel tektonik: Et skridt mod et cirkulært system

Tektonik i arkitektur handler om måden, bygninger er opbygget på, og hvordan de forskellige dele og materialer arbejder sammen. Tænk det som legoklodser, der samles for at bygge en bygning. Hver klods og måden, de er sat sammen på, er en del af tektonikken.

Samtidig indeholder det også svaret på, hvordan de kan skilles af.

Lokale materialer kan alle bruges som klodser, der kan få bygningen til at modstå vind, vejr og andre belastninger.

Min forskning handler netop om at finde ud af, hvordan vi kan bygge ting på en måde, så det er nemmere at ændre, skille ad og reparere senere. Jeg kalder det 'reversibel tektonik' (RT).

I RT har vi som arkitekter sørget for at bruge materialer, der kan udskiftes, og tænkt nøje over, hvordan tingene er sat sammen på en måde, der muliggør genindsamling.

At skabe eller designe en reversibel arkitektur betyder, at alt, hvad vi bygger, indgår i et cirkulært system, der tager hensyn til kloden og alle de dyr og organismer, vi deler den med.

På den måde kan vi skabe arkitektur, der ikke forbruger ressourcer og tager os ind i den planetære tidsalder.

Agenter for en grøn fremtid

RT-begrebet handler om to ting:

1. Brug materialer, der er fornybare og kan gå tilbage til naturen (eksempelvis træ)
2. Genindsamling af materialer frem for brug-og-smid-væk

Min forskning forsøger at bidrage til en ny, reversibel forestillingsevne – altså en evne til at kunne forestille sig, at alt vi er ved at designe og bygge op, skal kunne opløses og indgå i nye sammenhænge i fremtiden. Ligesom romernes spolia.

Hvordan det i praksis skal foregå, skal arkitekter, bygningskonstruktører, ingeniører, biologer og geologer finde frem til i fællesskab.

Min pointe her er, at vi skal tænke de her tanker, før den første streg er sat og den første mursten lagt. Vi skal turde stille radikale krav til genindsamling.

Kun på den måde får arkitekturen og byggebranchen jordforbindelsen tilbage og kan gå fra at være blandt klimasyndere til at være agenter for en cirkulær fremtid, hvor arkitektur og natur går hånd i hånd.

Denne artikel er et resultat af et samarbejde mellem Videnskab.dk og forskningsnetværket ‘Circular Built Environment Network’, som er kurateret af BLOXHUB.