Krige er ustyrlige og uforudsigelige

Krig er altid andet og mere, end vi tror. Den kan ikke defineres, for dens nyeste definition bliver altid en overraskelse. 

Ifølge den preussiske krigsfilosof Carl von Clausewitz opfører krig sig, som var den en kamæleon. Den udvikler sig altid til noget andet, end det politikere planlægger og håber.

Derfor ses også en voldsom variation i dens tilnavne. Der er fodboldkrige som mellem El Salvador og Honduras i 1969, borgerkrige mellem USA’s nord- og sydstater, puniske krige mellem oldtidens romere og fønikere, guerillakrige mellem X, Y og Z, hellige krige ført af radikale islamister mod Vestens vantro, propagandakrige og så videre.

Der føres sågar krig om hvilke konflikter, der kvalificerer sig til betegnelsen 'krig'.

Der er retfærdig krig og uretfærdig krig; tilmed på latin jus ad bellum og jus in bello. Krig bliver til meget andet, end krigens parter forinden troede.

Pæne planer bliver til hårde realiteter

I sit 1.150 siders hovedværk 'Om krigen', udgivet ufærdigt i 1832, anvender Clausewitz mindst 28 definitioner af krig.

Clausewitz' måske mest berømte definition af krig er, at »krigen er en fortsættelse af politik, men i et andet medium«. Med den definition henviser han til, at krigens væsen er omskiftelig.

Krigens virkelighed bliver til noget andet end det, dens planlæggere håber.

Dette skifte fra abstrakte pæne planer til kompleks virkelighed udgør ifølge Clausewitz krigens egentlige problemstilling. Hans værk begynder derfor med at kortlægge dette skifte, som krigens politiske taktikere tilsyneladende har haft umanérligt svært ved at forstå.

LÆS OGSÅ: Derfor går krige ikke, som politikerne tror

'Jeg kom, jeg så, jeg sejrede'

Vi kan bare se på Anden Slesvigske Krig.

Hvem, der deltager, synes ofte straks at have være klart og veldefineret. Her er svaret Preussen og Østrig over for Danmark.

Ud over spørgsmålet om hvad og hvem, er der spørgsmålet om, hvornår kampen foregår. Igen nemt nok: Hvad man kæmpede om – ja, om Slesvig og Holstein var danske eller selvstændige hertugdømmer. Hvornår – jo, den 1. februar til 20. juli 1864.

Krig synes igen let forståelig til at begynde med; den skal kulminere i et afgørende slag for så at ende med en fredsslutning.

Efter Slaget ved Dybbøl og danskernes rømning af Fredericia kunne preusserne besætte Jylland op til Limfjorden, og ved fredskonferencen den 30. oktober i Wien måtte Danmark så afstå Holsten, Lauenborg og Slesvig.

Tilsyneladende ser krig altså ud til at kunne besluttes og planlægges, sådan som den romerske general Julius Cæsar udtrykte i sin berømte maksime om ’at jeg kom, jeg så, jeg sejrede’.

Krig er ifølge den tilgang et enkelt og klart instrument til at gennemføre en politisk plan.

'…eller gjorde jeg?'

Virkelighedens krige er imidlertid oftest helt anderledes og underkastes forskydninger af tyngdepunkter.

I alle større krige, lige fra 1600-1700-tallet over de to verdenskrige til USA’s Afghanistankrig, har krigen forskudt sig fra slagmarken til kampe om opslidning af sociale, psykiske og materielle ressourcer.

I Første Verdenskrig kunne magthaverne ikke opretholde meningen med lidelserne, medmindre krigen blev vundet; og derfor trak den så forfærdeligt i langdrag.

LÆS OGSÅ: Svensk forsker: »Det er ikke religion og våben, som fører til krig, men mangel på energi, mad og vand«

Efterspil med mere krig

I Første Verdenskrig deltog 70 millioner soldater. Over ti millioner blev dræbt, flere millioner soldater døde af epidemier som den spanske influenza; otte millioner andre civile er der aldrig gjort rede for.

Under krigen omkom godt 22 millioner. Cifrene var vanvittige. Millioner og atter millioner var handicappede.

I 1960’erne samlede den franske historiker Marc Ferro imidlertid alle de filmklip, man havde i Frankrig af la Grande Guerre, og tv-seerne var bestyrtede: Hvad var det for noget mudder, søle, et rotte- og lusebefængt inferno, generalerne havde sendt drengene ud i igennem krigens fire lange år fra 1914 til 1918?

Hvordan kan det gå til, at den slags krige fortsætter? Så længe og så meningsløst? Det var, som om krigen kun havde sig selv som formål.

Som om fred var ligegyldig. Ligesom menneskene.

For Første Verdenskrig sluttede bestemt ikke den 11. november 1918. Ikke blot døde mange sårede i årene efter. Men endnu så sent som i 1928 begik 8.000 britiske veteraner selvmord.

Først i 2006 tilbagebetalte Storbritannien det sidste krigslån fra Første Verdenskrig til USA.

Nazismen og den italienske fascisme var direkte udløbere af Første Verdenskrig. Det samme var Den Russiske Borgerkrig 1917-21 og den efterfølgende stalinisme.

Afslutningen på den ene krig bærer nemlig let den næste i sig.

Krigens tyngdepunkt flytter sig

Clausewitz taler om krigens kulmination, som indfinder sig på netop det tidspunkt, hvor tyngdepunktet forskyder sig fra det planlagte scenario til den reelle virkelighed.

Kulminationen bliver som i Første Verdenskrig ofte til en uhyggeligt langstrakt og udtværet fase.

På krigenes mikroniveau om, hvem der inddrages, gælder det ikke blot soldater, men også pårørende, fra brødre og fædre til sønner og mødre, børn og børnebørn.

På makroniveauet flytter krigenes tyngdepunkt sig eksempelvis fra Tysklands forsøg på at omringe Paris i 1914, til at nye allierede som Storbritannien og atter nye og andre allierede som Indien og USA blev inddraget på fransk side.

I forlængelse af den forskydning inddrages stadig flere institutioner og delsystemer: fra en rent militær organisation til sygehuse, massemedier, uddannelsessteder, produktionsenheder og rehabiliteringscentre, trafik, beskatning og atter mere komplekse sammenhænge mellem alle disse systemer, forsøg på at få dem til at samarbejde og risiciene for deres manglende forbindelser.

LÆS OGSÅ: Droner demokratiserer krigen – og øger terrortruslen

Nedslidningskrig

Illusioner, efterretninger og diplomati eller manglen på samme bliver derfor afgørende.

Under Første Verdenskrig burde den tyske militære ledelse have forstået, at det fik konsekvenser, når landets ubåde sænkede amerikanske passagerskibe og faktisk øgede den amerikanske befolknings villighed til at gå ind i krigen på allieret side.

I 2014 manglede danske politikere forståelse for, at den amerikanske hær moralsk og finansielt var nedslidt efter 13 års krig i Afghanistan og Irak og derfor ikke kunne gribe ind i Syrien, hvad de noget letkøbt hyppigt fordrede.

Den langtrukne krig bliver til krig om nedslidning.

Skattekrig

Alt for ofte har medier og populære historieværker blot hæftet sig ved lister over krigsmateriel for så på den baggrund at konkludere, hvem der ville vinde og tabe.

Men som allerede Frederik den Store indså, drejer krig sig om koordinering og synkronisering af alle disse materielle og sociale forhold.

Ikke mindst kæmpes der om forsyningerne af økonomiske midler, skatter og nye og bedre reformerede skattefiduser, bedre skatteadministration, flere skatteinspektører, mere skattelovning, undgåelse af skatteoprør og formeligt hundredvis af komplekst sammensatte og koordinerede skattesystemer.

Alle disse tiltag blot for at krigen alligevel forskyder sig til en kamp om kreditsystemer og netværk af kreditter fra hær til virksomhed, fra virksomhed til bank, fra bank til bank og til centralbanker og fra land til land.

Krigen bestemmer selv

I 1914 satte det næsten tilfældige krigsudbrud gang i et jordskred af efterfølgende katastrofer med en række af krige, der forhåbentlig efter afslutningen af Syrienskrigen – mere end 100 år efter afslutningen på Første Verdenskrig – giver mulighed for en fredelig tænkepause.

Hvis ikke også det håb igen viser sig at være naivt.

Med Berlinmurens fald i 1989 kunne 75-året for Første Verdenskrigs udbrud have udgjort en sådan afslutning. Men efterdønningerne til Den Kolde Krig skabte over 25 års yderligere krige.

I værste fald er det krigen selv, der bestemmer, hvorfor der føres krig med og mod hvem, om hvad, og hvornår krigen afsluttes – og om der faktisk nogensinde bliver fred.

LÆS OGSÅ: Vold, magt og penge: Drivkræfterne, der skabte maskingeværet

LÆS OGSÅ: Forsker: Vi er på kanten af en ny kold krig