Mediedækning kan forværre konflikter og koste flere menneskeliv

Israel-Palæstina-konflikten kører på breaking-højtryk i medierne. Det samme har krigen i Ukraine gjort i over halvandet år. Før det trak krigene i Afghanistan, Irak og Libyen overskrifter.

De nævnte konflikter deler imidlertid mere end en massiv mediedækning. Det er konflikter, hvor andre lande, der ellers ikke var direkte involveret i stridighederne, har blandet sig og bidraget med enten soldater eller anden militær bistand.

Men indblandingen kan både have forlænget og forværret konflikterne, samt øget dødstallene, hvilket passer perfekt ind i det billede, som den videnskabelige litteratur tegner.

»Når nationer kommer ind og giver en af parterne flere våben, kommer krigen til at foregå i længere tid og blive blodigere i modsætning til, hvis de holder sig væk,« siger Therese Pettersson, der er projektleder på Uppsala Conflict Data Program (UCDP) ved Uppsala University, til Videnskab.dk.

Peter Albrecht, der forsker i sikkerhed, fred og udvikling på det afrikanske kontinent, er enig. Han mener, at medierne også spiller en rolle i eskalering af konflikter. Men mere om det senere.

Flere våben, flere dødsfald

Når en konflikt internt i et land eller mellem to nationer starter, er det langt fra altid tilfældet, at NATO eller vestlige politikere blander sig i den. Det er heller ikke sikkert, at medierne dækker konflikterne, og at du dermed hører om dem.

Krigen mellem Rusland og Ukraine er den slags krig, hvor både vestlige nationer blander sig, og hvor der er meget høj mediedækning. Det har ifølge forskerne netop forlænget og forværret den.

»Uden vestlig støtte havde Ukraine formentlig allerede tabt krigen. Så var der sket mindre vold og færre drab, end vi har set nu,« siger Therese Pettersson.

Hun vurderer, at dødstallene i Ukraine ville være mindre under en russisk besættelse af Ukraine end under den igangværende krig.

»Det er et koldt og videnskabeligt blik på, hvad der sker når eksterne nationer blander sig i krige,« siger Therese Pettersson og understreger samtidig, at det ikke er pointen, at Ukraine ville være bedre stillet med en hurtig krig, hvor Rusland vandt og belejrede landet.

Hun fremhæver blandt andet et studie, som har undersøgt borgerkrige globalt i perioden efter Anden Verdenskrig og finder det nævnte resultat.

Alligevel mener Therese Pettersson ikke, at eksterne magter som NATO skal blande sig udenom krigen i Ukraine.

»Det ville være meget koldt bare at holde sig væk, særligt i Ukraine hvor vi så tydeligt kan se, at Rusland er den aggressive part,« siger Therese Pettersson.

De oversete konflikter

Modsat krigen i Ukraine eller konflikten mellem Israel og Palæstina er der krige og konflikter, som vi næsten ikke hører om i danske og vestlige medier.

I 2022 var den mest blodige krig med flest dødsfald borgerkrigen i Etiopien. Det anslås, at flere end 100.000 døde i kamp i 2022, ifølge Uppsala Conflict Data Program (UCDP).

Udover borgerkrigen i Etiopien, er der lige nu borgerkrig i Yemen, Mali, Somalia, Libyen og Den Centralafrikanske Republik, der kun sjældent skrives om i danske og vestlige medier.

Årsagen til den sparede dækning er, at landene ligger fjernt fra Danmark både geografisk og kulturelt, mener forskerne.

»Yemen, Etiopien og Mali er steder, vi ikke er geografisk forbundne med. Israel føler vi en forpligtelse med, fordi det er en arvesynd for hele Europa efter anden verdenskrig,« siger Peter Albrecht, der er seniorforsker i Global sikkerhed og verdenssyn på Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS).

Vi hører altså mere om Israel grundet den stærke kulturelle forbindelse. En lignende kulturel forbindelse har vi i Danmark og Europa ikke til for eksempel Etiopien.

Medierne eskalerer konflikter

Det kan være en fordel, at konflikterne ikke dækkes heftigt af medierne eller støttes med militær bistand af andre lande, mener begge forskere.

»Det har flere negative konsekvenser, når der er en stor mediedækning af en krig eller konflikt, fordi politikerne begynder at mobilisere sig,« siger Peter Albrecht.

Politikerne føler sig nødsaget til at handle på en bestemt konflikt, fordi folkestemningen kræver handling. De planlægger derfor enten en militær bistand eller måske endda at gå ind i konflikten med soldater, hvilket sjældent har et positivt udfald.

»Der en forventning til, at det er noget, politikerne skal gøre noget ved, men sjældent kan de gøre noget positivt,« siger Peter Albrecht og fortsætter:

»Vi kan vende det om og sige, hvordan er det gået de steder, som vi har haft meget fokus på?« siger han.

Mediebevågenheden i de vestlige medier var eksempelvis høj under krigen i Afghanistan. Samtidig var NATO - herunder Danmark - til stede militært i landet. Danmark sendte både soldater i krig i Afghanistan og bidrog med blandt andet kamp- og transportfly.

Vores politikere og befolkningen var investeret i at skulle løse konflikten og fjerne Taliban. Derfor var det utrolig svært at forlade landet igen uden en sejr over Taliban.

Afghanistan endte med at huse vestlige tropper og en krig i næsten 20 år. Udfaldet blev, at Taliban generobrede magten igen, da NATO trak sig ud af landet.

Mediedækningen var i med til at mobilisere politikere og befolkningen i Danmark til at fortsætte en krig, hvor udfaldet langt fra var positivt, mener Peter Albrecht.

Krigen bliver firkantet

Dækningen af konflikter er ofte unuanceret. Derfor kan magthavere ende med at gå ind i en konflikt på et ringe grundlag, fordi en unuanceret dækning har skabt en vred stemning i befolkningen, mener Peter Albrecht.

Når bomberne falder, bliver der sjældent brugt spalteplads til at beskrive kulturelle eller historiske nuancer i for eksempel en borgerkrig.

»Mediefokus forvrænger vores forståelse af de nuancer, der egentlig er. Det er for eksempel tydeligt i forhold debatten om konflikten i Israel-Palæstina, hvor nuancerne totalt forsvinder - det rækker dybt ind i de akademiske rækker, hvor enhver udtalelse har en politiserende og polariserende effekt,« siger Peter Albrecht.

Therese Pettersson stemmer i kritikken af den unuancerede dækning.

»Hvis man kun læser nyheder fra den ene side, hvilket jo er det, de fleste gør, så giver det et firkantet billede på konflikter og krige. Det er kun meget få, der læser nyheder fra modpartens side,« siger Therese Pettersson.

Medier skal have læsere, lyttere og seere, hvorfor det ifølge hende er forståeligt, at konflikterne formidles mere simpelt og firkantet: Her er de onde. Her er de gode.

Men netop fordi konflikterne bliver forsimplet, kan det være en fordel for menneskene i konfliktramte lande, at mediedækningen bliver borte og ikke er med til at mobilisere til militær bistand.

Hun påpeger dog, at svaret ikke entydigt er, at eksterne nationer skal holde sig fra konflikter, undtagen hvad angår humanitær bistand.

»Måske er det bedre, at nogle nationer slipper for mediedækning. Men når det kommer til humanitær bistand, mener jeg, det er anderledes. Det er rigtig vigtigt, at folk i Europa hører om konflikter, så de kan bidrage til at støtte disse lande og mennesker, som er i udsatte situationer,« siger Therese Pettersson.