Et synspunkt er fandeme ikke viden 

939 nordiske forskere opfordrede for nylig alle universiteter i Norden til at boykotte samarbejde med israelske forskningsinstitutioner, trække økonomiske investeringer i israelske virksomheder og bosættelser og i stedet styrke samarbejdet med palæstinensiske forskere.

Det må de naturligvis gerne mene - de har ytringsfrihed, og det er helt grundlæggende godt, når kloge og engagerede mennesker giver deres holdning til kende og tør deltage i samfundsdebatten.

Hvad er så problemet? Er der en risiko ved det?

Jo, forskere har en særlig position i samfundet som dem, der leverer viden, så andre kan træffe gode beslutninger.

Det, der kvalificerer den offentlige samtale.

Dem, der klæder politikere på, så de kan bygge deres politik på fakta og træffe beslutninger, der er gode for Danmark.

Dem, der ruster teenagere med viden, så de kan træffe gode beslutninger for deres liv.

Forskere har fået en stadig stærkere position som uafhængige eksperter - dem, medierne ringer til, når de skal have udlagt teksten og forklaret, hvordan en eller andet vanskelig problemstilling hænger sammen.

De forsyner os med viden, nuancer og perspektiv, og derigennem er de med til at forme vores holdninger.

For nogen er de ligefrem blevet en slags sandhedsvidner.

Derfor opstår der meget nemt forvirring, når netop forskere går ud med en bastant erklæring i en følelsesladet og polariseret debat, som den der udspringer af den på alle måder fortvivlende situation i Gaza.

Vi har svært ved at skelne mellem viden og synspunkter

Sidste år sendte DR en kontroversiel udsendelse, der hed Ellen Imellem. Her fuppede de forskere til at tro, at de blev interviewet af en journalist, men der gemte sig konspirationsteoretikere og alternative meningsdannere bag skærmen. Resultatet var uskønt miskmask og kritik fra Pressenævnet.

Undervejs lancerede professor i astronomi og astrofysik ved Niels Bohr Instituttet Anja C. Andersen et slagkraftigt slogan, der blev populært på sociale platforme: #videnerfandemeikkeetsynspunkt.

Det modsatte gælder også: #etsynspunkterfandemeikkeviden.

At det er svært at skelne fremgår eksempelvis af en kommentar fra Dansk Folkepartis forskningsordfører Alex Ahrendtsen.

Han mener noget andet end de 939 forskere, der har underskrevet støtteerklæringen til palæstinenserne, og bliver tydeligvis provokeret. Og så går han enten i gyngen eller benytter sig af lejligheden til at give forskerne et hak i tuden.

Han nøjes ikke med at tordne mod deres holdninger, men siger til Videnskab.dk, at »Jeg må finde listen med underskriverne og notere navnene, for det betyder jo, vi ikke kan stole på deres forskning længere.«

Det kan vi naturligvis godt. De 939 nordiske forskere kommer fra et bredt udsnit af den akademiske verden, og de færreste har specifik faglig viden om konflikten. Blandt de 139 danske underskrivere er eksempelvis forskere fra DTU og Niels Bohr Institutet på Københavns Universitet.

At have holdninger til krigen i Gaza gør ikke en forsker til en dårligere skov- og landskabsøkolog, datalog, antropolog, eller hvad de ellers arbejder med.

Men det er meget forståeligt, at forskningsordføreren snubler - eller benytter lejligheden til at lange ud, for lige præcis med forskere bliver viden og holdninger let blandet sammen. Ikke mindst når emnerne inviterer til store følelser og skarpe politiske holdninger som eksempelvis religion.

Universiteternes reaktion er heldigvis snorlige

Universiteterne melder klarhjernet ud med stor bevidsthed om, hvordan den konfliktfyldte kage skal skæres, og holder sig helt ude på sidelinjen i forhold til de 939 forskeres erklæring.

De agter hverken at gribe ind overfor forskerne eller iværksætte en boykot mod Israel.

Forskerne har ytringsfrihed, og universiteterne bedriver ikke udenrigspolitik, lyder det samstemmende fra rektor på DTU, Anders Bjarklev, og rektor på Aarhus Universitet, Brian Nielsen, der også er formand for Danske Universiteter, i kommentarer til Videnskab.dk.

»Min ekspertise er at uddanne og forske,« pointerer Anders Bjarklev på sit universitets vegne.

I USA har de ikke helt haft den samme bevidsthed. Mange universiteter er blevet fanget i krydsild i krigen mellem Israel og Hamas. Campus efter campus er eksploderet i protester. Forudsigelige kontroverser med afsæt i ytringsfrihed og retten til at demonstrere hærger.

En række anti-israelske demonstrationer på det fine Harvard University udløste særligt voldsom kritik i medierne samt trusler fra private bidragydere om at trække deres økonomiske støtte.

Flere universiteter, deriblandt Harvard og Columbia University, har efterfølgende forbudt pro-palæstinensiske studentergrupper og iværksat indsatser for at dæmme op for antisemitisme på campus.

Men universiteterne er bedst tjent med at sige så lidt som muligt om kontroversielle emner som krigen i Gaza, skriver avisen Washington Post på lederplads.

Ikke kun fordi det er træls med ballade. Også fordi universitetsledelserne, når de på den måde vælger side, sender et budskab til studerende, undervisere og forskere om, at der er en rigtig og en forkert måde at se konflikten på.

Men universiteternes rolle er ikke at fortælle de studerende, hvad de skal mene.

Det er at lære dem at tænke selv.

Paradoks: Jo mere du ved, desto mindre må du mene

Omdrejningspunktet for forskerne er viden. Jo mere viden du har om et emne, desto bedre kan du optræde i rollen som ekspert, og jo mere tilbøjelige er medierne til at ringe for at bede dig udlægge teksten på et bestemt område.

Eksempelvis gør seniorforsker Flemming Splidsboel fra Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) os ofte klogere på krigen mellem Rusland og Ukraine. Han optræder som ekspert og med behørig tilstræbt neutralitet.

Han har ikke underskrevet støtteerklæringer for nogen af krigens parter. Det er godt for hans troværdighed.

En anden meget vidende forsker, professor ved Roskilde Universitet Sune Haugbølle, har forsket indgående i, hvordan global solidaritet med Palæstina er opstået. Han var i 2021 medunderskriver på en opfordring til boykot af Israel i stil med apartheid-regimet i Sydafrika.

Det førte for en måneds tid siden til voldsomme angreb på ham. Kritikerne fandt ham utroværdig i ekspertrollen.

Spørgsmål om, hvad forskere må eller ikke må, skal eller absolut ikke skal, mene noget om, er komplekse og fyldt med dilemmaer. Men der tegner sig et klart billede af, at jo mere man ved, og jo mere man deler sin viden, desto vigtigere er det at lægge låg på sine holdninger.

Hvis man vel at mærke ønsker at bevare sin troværdighed som ekspert.

Interessant nok bragte Politiken et debatindlæg om krigen i Gaza af Sune Haugbølle samtidig med de 939 forskeres opråb i Information.

Det havde overskriften: 'Her er hvad fred vil kræve'. RUC-professoren, som Jyllands-Posten deklarerer som israelkritisk, har pakket holdningerne væk og anbefaler, at man kravler ned fra barrikaderne frem for at bygge dem højere:

»Skal vi have fred, kræver det, at vi lægger afstand til de ekstreme narrativer, insisterer på en politisk proces der giver palæstinenserne frihed og israelerne sikkerhed, og arbejder diplomatisk for at sikre international opbakning til visionen og processen.«

Som samfund har vi glæde af, at både forskere med klare holdninger og forskere, der optræder med tilstræbt neutralitet i ekspertroller, deltager i den offentlige samtale.

Vi skal bare være skarpe på, at der er forskel - og ekspertviden serveres bedst uden at være garneret med personlige holdninger.

Vi har brug for mere forskning i konflikter

Det allersidste og lidt oversete punkt i erklæringen fra de 939 nordiske forskere spiller ind på universiteternes egen banehalvdel.

De opfordrer til at fremme forskere, vidensproduktion og undervisning inden for områder som dekolonisering, mellemøstlig- og europæisk kolonihistorie, imperialisme, racisme, international lov, menneskerettighedsstudier, freds- og konfliktstudier og andre områder, der understøtter et stærkt fundament af informeret, saglig viden om situationen.

Det er virkelig vigtige emner, og det er også øretævernes holdeplads for de forskere, der beskæftiger sig med dem.

Fordi emnerne let bliver politiseret og følelsesladet, fordi balancen mellem viden og holdninger er svær at holde for forskere, og fordi det kan være svært for vi andre at skelne.

Men et synspunkt er fandeme ikke viden. Og i konflikter som den i Gaza er der betydeligt større mangel på viden, end der er på synspunkter.

Vi mangler slet ikke unuancerede synspunkter, der blot puster til polariseringen og gør det endnu sværere at finde en fredelig vej frem.