Nordiske lande var engang ambitiøse fredsforhandlere: Hvor står vi nu i Israel-Palæstina-konflikten?

I dag kan man have nemt ved at glemme, hvor skelsættende Oslo-aftalen var på det tidspunkt, den blev underskrevet foran Det Hvide Hus i Washington DC, USA i 1993.

For første gang anerkendte Israel og Den Palæstinensiske Befrielsesorganisation (PLO) hinanden og deres ret til at eksistere.

Normalt ville de to aldrig have sat sig sammen, men med Norge som fredsmægler kom parterne til forhandlingsbordet, først i al hemmelighed og senere offentligt.

»Særligt Norge har spillet en vigtig rolle i forhandlingsprocessen fra 1991 frem til 2000. De var aktive fredsmæglere, der fik tingene til at lykkes,« siger Rasmus Brun Pedersen til Videnskab.dk. Han er lektor i international politik ved Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet:

»En af grundene til, at Norge og de nordiske lande kunne den slags, var, at de blev set som en neutral partner på begge sider af konflikten. De blev simpelthen ikke tillagt motiver.«

Oslo-aftalen sikrede, at der blev etableret et palæstinensisk selvstyre, og to år efter underskrev parterne den anden Oslo-aftale. Men i 1996 brød forhandlingerne sammen.

Derefter var der utallige forsøg på at få parterne tilbage til forhandlingsbordet. Nogle forsøg kom tættere end andre.

I denne artikel ser vi sammen med forskere på, hvordan de små nordiske lande tidligere satte sig for bordenden ved fredsforhandlingerne, og hvorfor vi tilsyneladende har trukket os.

»En stifinder blandt stormagter«

Danmarks fredsbevægelse havde en afgørende rolle under den kolde krig i arbejdet med at nedruste og afmilitarisere Øst- og Vestblokken til fordel for verdensfreden.

Danmark havde også siden krigen bidraget til et vedvarende fredsarbejde gennem FN-deltagelse og udenrigspolitisk:

»Det har været en målsætning for Danmarks rolle i FN og dansk udenrigspolitik, at vi skulle være en stifinder blandt stormagter,« siger Rasmus Brun Pedersen.

»Men min vurdering er, at vi ikke har været lige så succesfulde som Norge, fordi vi også har villet nogle andre ting, der går i en anden retning.«

Ifølge ham er det blandt andet Danmarks engagement i NATO, der står i vejen for, at vi kan sætte os ved forhandlingsbordet:

»På grund af vores NATO-medlemskab lignede det, at vi kunne tage side. Norge er også et NATO-land, men det har haft en anden status i FN-systemet.«

Den vurdering bakkes op af Lars Erslev Andersen, seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), der påpeger, at det netop er Danmarks engagement i de internationale organisationer, der står i vejen:

»Norge kunne tage den rolle, fordi det ikke var medlem af EU. Danmark skulle koordinere sådan nogle initiativer med EU. Norge kunne handle mere frit og selvstændigt,« siger han til Videnskab.dk.

Den norske politiker Trygve Lie var som FN’s første generalsekretær i årene efter Anden Verdenskrig også med til at sikre Norge en højprofileret placering i FN, forklarer Rasmus Brun Pedersen:

»Den placering har Danmark ikke helt haft - men vi ville gerne have det.«

Norge kom til forhandlingsbordet

Men hvorfor engagerede nordmændene sig netop i Israel-Palæstina-konflikten?

»Faktisk er det Yasser Arafat, der tager fat i Norge,« fortæller Jørgen Jensehaugen til Videnskab.dk. Han er seniorforsker ved Institut for Fredsforskning (PRIO) i Norge og forsker i Mellemøsten-konflikten:

»Paradoksalt var det ikke, fordi Norge havde en pro-palæstinensisk position, men fordi Norge var et land, som Israel stolede på.«

Norge havde siden Anden Verdenskrig rykket sig til fordel for etableringen af en jødisk stat. Ligesom flere af de europæiske lande, bar man på en skyld over ikke at have handlet i tide.

Lars Erslev Andersen forklarer, at forud for Anden Verdenskrig havde jødiske flygtninge rejst rundt i Europa og var blevet afvist ved grænserne:

»Ingen, heller ikke Danmark, ville tage imod dem. Efter krigen har man nok haft en følelse af, at man har svigtet, og man forpligtede sig til, at det ikke skulle ske igen. Det, der bliver erindringen ‘aldrig igen’.«

Skyldfølelsen var også udbredt i Norge, men det var også andre aspekter, der formede den norske sympati for staten Israel, forklarer Jørgen Jensehaugen.

»Alle kunne spejle sig i Israel«

I efterkrigstiden rykkede den norske regering og embedsværk sig i synet på Israel. Og i 1950’erne tager Norge et mere pro-israelsk standpunkt end de resterende nordiske lande:

»På alle de politiske niveauer fandt man en grund til at sympatisere med Israel,« siger Jørgen Jensehaugen:

»For Kristendemokraterne i Norge var der en tydelig sammenhæng med det jødiske folk og det hellige land. På den højre side af det politiske spektrum hed det, at Israel var på vestens side i den kolde krig. Også Arbejderbevægelsen havde siden krigen opbygget en stor sympati med Israel,« siger han og fortsætter:

»Hvis man går endnu længere til venstre, var kibbutzen selve symbolet på den fungerende socialisme. På mange måder blev Israel betragtet som en slags utopi for de venstreorienterede.«

Sympati for palæstinensere vokser

Op gennem 1980’erne begyndte andre politiske tendenser at vinde fodfæste i det norske parlament.

Den yngre generation i de politiske partier, som ikke havde samme forbindelse til jødernes lidelser under Anden Verdenskrig, sympatiserede i højere grad med palæstinenserne. Det forstærkes, idet Norge sender FN-styrker til Libanon, da Israel invaderer landet i 1978.

»Unge norske folk rejste ned og så ting, som fik dem til at ændre synet på Israel, og de kom hjem og fortalte om det. Specielt i Libanon var man vidner til Israels brutalitet, og det gjorde indtryk,« siger Jørgen Jensehaugen og uddyber:

»Før havde man et billede af Israel som en ‘ren’ stat, men krigen ændrede Norges syn på, hvad Israel står for.«

Tidligere forskning af blandt andre historikeren Olav Riste har begrundet Norges engagement i Libanon med, at landets udenrigspolitik skulle tjene norske interesser og idealer. Kort sagt: Det, der var godt for Norge, var også godt for verdenen.

Olav Riste bemærkede, at også hensynet til både FN og USA vægtes højt i Norges beslutning.

USA styrer slagets gang

Forud for Oslo-aftalen lå et omfattende amerikansk diplomatarbejde. I1978 lykkedes det at få underskrevet Camp-David aftalen, som 15 år senere, i 1993, blev udgangspunktet for forhandlingerne i Oslo mellem israelerne og palæstinenserne.

Efter afslutningen på den kolde krig havde USA høje ambitioner om at få afsluttet konflikten i Mellemøsten. Forhandlinger begyndte i Madrid og senere i Washington, men samtalen mellem parterne gik i stå.

Da forhandlingerne brød sammen, greb Norge chancen og etablerede den ’hemmelige Oslo-kanal’ - en diplomatisk indsats, hvor parterne havde hemmelige og uforpligtende samtaler. Diplomatiet bar frugt, da Norge får parterne til det officielle forhandlingsbord i Oslo.

Her sidder Norge og forhandler - men det sker inden for de rammer, som USA havde sat:

»Fredsforhandlinger er komplekse, og små lande får lov til at spille en rolle, fordi stormagterne er blevet enige om de ydre rammer først,« siger Rasmus Brun Pedersen og fortsætter:

»Man har brug for neutrale lande, der kan mediere inden for rammerne, og her har eksempelvis Danmark bakket op om den amerikanske linje, at vi skal have en tostatsløsning.«

Den vurdering bakkes op af Jørgen Jensehaugen:

»På mange måder har USA monopol på topniveauet i den diplomatiske indsats i konflikten, og det efterlader et begrænset bevægerum til mindre lande med nok så gode intentioner.«

Oslo-processen går i stå i 1996. Man forsøger intenst at genoptage dem i 1997 og i 2000, hvor de strander helt. I kølvandet på angrebet på USA den 11. september 2001 forsøger USA at genoptage fredsforhandlingerne - denne gang med en ny plan.

Danmark fremsatte en ny fredsplan

Det danske forsøg på at genstarte fredsforhandlingerne blev kaldt ‘Køreplan for Fred’. Det blev udgangspunktet, som den såkaldte Mellemøst-kvartet bestående af USA, FN, Rusland og EU fremsatte for israelerne og palæstinenserne i 2003.

Planen blev udarbejdet under Danmarks EU-formandskab i 2002 og daværende udenrigsminister, Per Stig Møller:

»Per Stig Møller var aktiv i at forsøge at få en fredsforhandling op at stå, men det strandede også,« siger Lars Erslev Andersen.

Herhjemme blev køreplanen rost for at stille krav til begge sider, men udskældt for at være for naiv. I Mellemøsten blev den budt velkommen af Yasser Arafat, mens Israels daværende premierminister Ariel Sharon gav den en kølig modtagelse.

Danmarks ambitioner var høje dengang, men er siden faldet betydeligt:

»Sådan en rolle har vi ikke haft i årevis,« vurderer Lars Erslev Andersen.

»Man kan diskutere, om vi har mistet interessen, men jeg tror lige så meget, at mulighederne for at spille en rolle er ret små,« siger han og forklarer, at der kun er få veje, man kan gå:

»Der, hvor Danmark kunne have haft en anderledes rolle, har været at gøre det til en dansk mærkesag i EU-kredse, men der har man valgt at følge EU-politikken,« siger han og tilføjer:

»EU er svær i den her sammenhæng. Officielt går man ind for en tostatsløsning, så det er der, den ligger i dag.«

Fra fredsmægling til udviklingsbistand

I Danmarks strategiske vision for Palæstina 2021-2025 står der, at man arbejder målrettet med at realisere en tostatsløsning. Planen skitserer udviklingsstøtten til forskellige indsatsområder i det palæstinensiske civilsamfund - men den omfatter ikke mål for, hvordan man vil opnå en tostatsløsning.

Fredsmægling blev en norsk eksportvare med Oslo-aftalen, selvom det ikke lykkedes at skabe varig fred. Siden dengang har Norge mæglet i konflikter verden over, og efter flere forsøg på at genoptage Oslo-processen trak man sig tilbage fra at mediere en politisk proces mellem de to parter.

Norge er forblevet en af de største bidragydere af udviklingsbistand til palæstinenserne:

»Norge har spillet en stor rolle i det humanitære spor, og de har været store bidragsydere af udviklingsbistand til den palæstinensiske befolkning,« siger Lars Erslev Andersen. Han påpeger, at Norge vælger ikke at puste til ilden med politiske udmeldinger:

»Norge har været lidt forsigtige i den forstand, at de ikke ønsker at gå for langt i at kritisere den ene eller den anden part,« siger han.

Nu følger vi USA

Ifølge Rasmus Brun Pedersen er tiden for det ambitiøse, skandinaviske fredsarbejde forbi:

»Den traditionelle FN-linje er ikke længere mainstream. Der er sket en tyngdeforskydning, hvor flere politiske partier bakker op om den amerikanske linje.«

Han forklarer, at det hænger sammen med, at arbejdet for fred i Mellemøsten ikke kan prioriteres højere end arbejdet for sikkerhed i Europa:

»Vi er afhængige af, at man kan fastholde amerikansk interesse i vores del af verden, og derfor støtter vi også op om den kurs, de sætter i Mellemøsten. Vi kan ikke nødvendigvis lide, alt hvad USA siger, men vi støtter linjen, fordi vi er nødt til at fastholde en sikkerhedspolitisk ramme i Europa.«

Rasmus Brun Pedersen tilføjer, at ryger den, som vi så, der var en risiko for, da amerikansk udenrigspolitik var i hænderne på Donald Trump, så ryger fundamentet for den europæiske sikkerhedsarkitektur, »og det kan vi ikke risikere«.