I en tid hvor fake news er vokset ud over alle bredder i samfundsdebatten, har vi mere end nogensinde før brug for forskernes stemmer.
Vi har brug for viden, perspektiv og nuancer. Det hjælper os til at forstå verden, hvad der sker i den, og hvorfor det sker. Somme tider hjælper det os ovenikøbet til at forstå dem, vi er uenige med, hvilket er ekstremt vigtigt i en tid præget af polarisering og personlige skyttegravskrige.
Så meget desto mere bekymrende er det, at mange forskere holder sig på lang afstand af medier og sociale platforme og absolut ikke har lyst til at engagere sig i den offentlige samtale, så den dermed ikke bliver beriget af nødvendig viden.
Holdninger er der nok af derude. Informerede holdninger skorter det på.
Trusler om vold rammer både medier og forskere
Forskere har en hel del til fælles med publicistiske medier. Herunder at de tager afsæt i den bedst mulige viden eller fakta og tilstræber neutralitet og objektivitet i formidlingen.
De har også det til fælles, at de risikerer at blive udsat for ekstremt voldsomme angreb, når de træder frem og enten formidler viden eller fortæller om aktuelle begivenheder til offentligheden.
Krigen i Gaza mellem Israel og Hamas er et aktuelt eksempel. Journalister, der dækker den, udsættes dagligt for alt fra tilsvining til grove trusler om vold.
Det samme risikerer forskere.
I programmet Presselogen på TV 2 blev problemstillingen for nylig drøftet af en række chefredaktører. Her gjorde chefredaktør på Berlingske Mette Østergaard klart, at trusler er dagligdag for journalister. Hun har dog ikke oplevet en forværring lige nu.
Berlingske oplever til gengæld, at det i stigende grad er svært at få eksperter til at udlægge denne konflikt, og det finder chefredaktøren bekymrende. Vi skal virkelig passe på, at de ikke holder sig tilbage. For i en konflikt, hvor der er så mange følelser involveret, der er det netop, vi skal kunne forholde os til fakta og kunne analysere de oplysninger, vi trods alt har, understregede hun.
Ubehageligheder og trusler mod forskere opstår ikke kun her, men i mange sammenhænge. Det har været diskuteret og omtalt mange steder. Forskerforum beskrev det eksempelvis for et par år siden i artiklen ’Trusler får forskere til at tie’.
Forskere, der beskæftiger sig med religion og tro, ligestilling, køn, seksualitet, flygtninge, integration, migration og vacciner, er i særlig grad er i skudlinjen, men alle kan få ørerne i maskinen.
Medierne kan også true forskerne
Ingen er i tvivl om, at hadet blomstrer på de sociale platforme. Men for forskerne udgør de traditionelle, publicistiske medier ikke en tryg helle. Her kan de også komme galt af sted, og herfra kan der også blive rettet voldsomme angreb mod dem.
Religionsforsker Tim Jensen fortæller i en artikel på Videnskab.dk, hvordan han havnede i en flerårig fejde med Jyllands-Posten, da han i 2005-2006 blandede sig i debatten om Muhammed-tegningerne. Han blev beskyldt for at misbruge sin status som forsker, for at lyve og politisere, han blev udstillet i satirestriber, politikere såede tvivl om hans faglighed, og hans rektor modtog klager over ham.
Han konstaterer, at Jyllands-Posten havde magten, og at han blev gjort uren og kontamineret. Som forsker sætter man sit eget og hele sit forskningsfelts renommé på spil, og det kan have store personlige omkostninger. Vær varsom, lyder hans råd.
Historien om en fejde mellem en forsker og Jyllands-Posten er nu ved at gentage sig. Mediets chefredaktør Marchen Neel Gjertsen gik for nylig på lederplads i kødet på professor ved Roskilde Universitet Sune Haugbølle, efter at han havde bragt sin viden i spil for at sætte perspektiv på krigen i Gaza.
Han blev slået i hartkorn med konspirationsteoretikere, angrebet for med sine »udeklarerede synspunkter« at bane vejen for fordummelse og radikalisering betalt af skattekroner, og Roskilde Universitet fik en opfordring til at reagere.
»På Jyllands-Posten har vi fredag besluttet at deklarere alle udsagn af Sune Haugbølle som værende israelkritiske. Det var ikke dansk forskning, vi burde bruge researchkræfterne på. Politiseringen og misinformationen er rigeligt stor i verden omkring os,« hed det blandt andet.
Politikere fra Liberal Alliance og Dansk Folkeparti kom herefter på banen og kritiserede mediernes brug af Sune Haugbølle som ekspert på Israel-Palæstina-konflikten.
Et centralt kritikpunkt er, at Sune Haugbølle i 2021 var medunderskriver på en opfordring i dagbladet Politiken til boykot af Israel i lighed med Sydafrika under apartheidstyret og til støtte for palæstinensernes kamp.
Samfundet har brug for Sune Haugbølles viden
Sune Haugbølle har gennem en årrække arbejdet med at forstå, hvordan solidaritet med Palæstina er opstået globalt. Hans forskningsfelt er vigtigt for forståelsen af den nuværende konflikt, og Sune Haugbølle formidler selv viden om det på en fin og nuanceret måde i et debatindlæg i Politiken.
Vil man forstå Israel-Palæstina-konflikten, er den et godt sted at starte.
Her tager han også et centralt kritikpunkt til sig og siger, som det er fremhævet i overskriften: »Jeg ville nok ikke have skrevet under på den erklæring i dag«. En klog refleksion. Her dummede han sig – aktivisme tog overhånd og trak tæppet væk under ham i hans rolle som ekspert.
Ligesom journalister må forskerne optræde med tilstræbt neutralitet, når de tager ekspertrollen på sig. Det ville være tilsvarende dumt af en politisk journalist på Jyllands-Posten at skrive under på en erklæring om, at et parti burde boykottes, fordi dets politik er til skade for samfundet. Selv om hun måske mener det.
Forskere har naturligvis både ytringsfrihed, holdninger og – forhåbentlig – etiske overvejelser med afsæt i den viden, de har fået gennem deres forskning. Forskning er underlagt skrappe metodiske krav. Holdninger kan ikke udgives som forskning. Men at forskere tager stilling til de etiske spørgsmål, der udspringer af deres forskning, er både forventeligt og menneskeligt.
Faktisk er det også ønskværdigt. Niels Bohrs forskning var nok med til at bane vejen for atombomben, men hans videnskabsetiske synspunkt fik ham til ihærdigt at advare mod dens konsekvenser.
Vi skal bare kunne forvente, at forskere i ekspertrollen tilstræber neutralitet og er tydelige, hvis de finder anledning til at give udtryk for deres holdning. Der er mange balancer at holde, men stor forskel på aktivisme og et tydeligt deklareret informeret synspunkt.
Mediernes har et stort ansvar
I medierne skal vi altid udfordre forskerne med kritiske spørgsmål og inkludere alternative kilder, når der er behov for det for at få nuancer og uenigheder belyst. Forskerne viger heldigvis sjældent tilbage fra gode spørgsmål og en faglig, saglig debat.
Men for et medie at brændemærke en forsker med et stempel – eksempelvis israelkritisk – og udstille den pågældende som en utroværdig part i en følelsesladet og polariseret sag, man selv har stærke holdninger til, er en dårlig vej frem.
Samtidig at opfordre forskerens chef til at »gribe ind« er en tilsvarende dårlig idé. At udskamme forskeren, ødelægge hans rygte, invitere til politiske angreb på ham og antyde, at han bør fyres eller bankes på plads er slet ikke i orden. Det er der flere grunde til:
For det første fordi det truer den pågældende forskers troværdighed og arbejdsliv og indirekte rammer hele den pågældendes forskningsfelt, ligesom det inviterer til hadefulde angreb og trusler.
For det andet fordi det gør det endnu vanskeligere at få de forskere, hvis stemmer vi har så hårdt brug for at høre i den offentlige samtale, til at deltage.
Og endelig fordi det rammer os alle sammen, når dem med viden og evner til at informere en polariseret debat med nuancer og perspektiv holder sig væk. Det vil, for nu at bruge en vending fra lederen om Sune Haugbølle i Jyllands-Posten, bane vejen for en yderligere fordummelse og radikalisering.
Den har vi virkelig ikke brug for.
