Så skete det igen.
En uhellig alliance af mediebevidste forskere og kommunikationsfolk i fakultetets presseafdeling var ved at falde over hinanden for at komme ud og rydde forsider med banebrydende, opsigtsvækkende resultater.
Denne gang var det Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Syddansk Universitet, der bragte sig selv i fokus. De gik i medierne med en række pressemeddelelser, som solgte glade sundhedsbudskaber med skarpe rubrikker.
Resultaterne kunne ganske vist ikke leve op til løfterne i de vilde overskrifter – om at ‘Mænds liv bliver forlænget af helbredstjek’, ‘Hjertekar-screening nedsætter markant risikoen for død’, og ‘Medicin mod forhøjet kolesterol kan i fremtiden redde endnu flere liv’.
Det har Videnskab.dk afdækket. Og fakultetet på Syddansk Universitet har besindet sig og indrømmet fejlen. Måske har de fået hjælp fra centralt hold på universitet, hvor linjen for, hvad man kan tillade sig at gå ud med, er en anden.
Et interessant aspekt ved sagen er, at forskningen i sig selv er god og fejlfri.
Men fundene var åbenbart ikke interessante nok, hvorfor man tilsyneladende så sig nødsaget til at fiske efter resultater, der gjorde sig bedre i en pressemeddelelse og med en rask lille journalistisk stramning kunne få potentiale til at blive en kioskbasker.
I sundhedsforskning skal man tage ekstra ansvar
Sagen er ekstra alvorlig, fordi den er opstået i sundhedsforskningen. For her handler det om befolkningens liv og velfærd. Deres håb, deres bekymringer, deres griben efter halmstrå i situationer, hvor de selv eller deres nærmeste frygter eller er plaget af sygdom.
Det er ikke i orden. Lige netop i sundhedsforskningen har man et særligt ansvar for at holde sig på dydens smalle sti.

Et ekstra perspektiv er, at sundhedssystemet er presset og skal bruge sine ressourcer rigtigt. Overskrifter som disse frister til, at man som borger og patient kræver behandlinger, som ingen dokumenteret effekt har.
Jeg hører ofte frustrerede læger klage over, at patienter pludselig står i kø udenfor deres klinikker, fordi de har læst om et overdrevet forskningsresultat i et eller andet medie.
Jeg har selv taget telefonen på Videnskab.dk og fået en fortvivlet kvinde i røret, som ville vide, hvor hun skulle gå hen for at få adgang til den kommende behandling, vi havde omtalt med afsæt i noget ny kræftforskning, der måske kunne redde hendes alvorligt syge mand.
Det gjorde indtryk og manede til eftertanke.
Forskerne skal også tænke sig om
Vi oplever stadig fordommene om, at journalisten er sensationshungrende, mens forskeren er en forsigtigpeter, der har mere travlt med at fremhæve forbehold og nuancer end den viden, han eller hun har skabt.
Det er længe siden, de har været tidssvarende. I en 12 år gammel artikel på Videnskab.dk kunne vi dele følgende fra forskere i videnskabsjournalistik, der har gjort nogle provokerende fund:
- Nyhedsartikler om nye videnskabelige studier er mere korrekte, hvis de citerer uafhængige forskere, end hvis de går til forfatterne bag studiet.
- Pressemeddelelser overdriver også, og de er en hyppig kilde til misforståelser.
- Overdrivelser kan stamme fra de videnskabelige artikler.
- Massemedierne evner ofte at holde hovedet koldt i videnskabelige kontroverser, mens tidsskrifterne bliver sensationsprægede.
- 'Spin' i pressemeddelelser stammer ofte fra den videnskabelige artikel.
Artiklen er skrevet af Gunver Lystbæk Vestergård, der selv har en ph.d. i videnskabsjournalistik og nu arbejder på Weekendavisen.
Virkeligheden ude i medierne er, at der er alt for få videnskabsjournalister – og journalister i det hele taget – til at håndtere pressemeddelelser fra universiteterne. Samtidig er der meget stor tillid til, at det, der kommer fra universiteterne og deres forskere, kan man ubetinget stole på.
Jeg var i 2023 gæst i Presselogen på TV2 om en tilsvarende sag, hvor blandt andet Ritzau, DR og TV2 ukritisk havde viderebragt en historie fra Aarhus Universitet, hvor påstanden var, at rygning udløser psykiske sygdomme.
Den gik vi på Videnskab.dk også selv i gyngen på, og vi måtte efterfølgende rede trådene ud i en opfølgende artikel. Nyhedsdirektøren på TV2 var ægte chokeret over, at man behøvede eftertjekke information fra universiteterne, som hun på daværende tidspunkt havde tillid til.
Den fik så et knæk – lige dér.
Strukturelle problemer
Der er mange (bort)forklaringer, når forskere og kommunikationsfolk træder ved siden af på denne måde.
Konkurrencen om forskningsmidler er benhård, og så kan man blive fristet til at puste sig op med lidt ekstra varm luft, hvis man vil være synlig og interessant for de fonde, der betaler gildet. Man kan ikke komme videre med sit vigtige forskningsarbejde og skabe de virkelige resultater, hvis man løber tør for funding undervejs.
Kommunikationsfolkene på universiteterne er også pressede. De har svært ved at få deres historier i medierne, for der er så få journalister derude som følge af massive nedskæringer, og det er ikke til at få de tilbageblevnes opmærksomhed. Derfor er det fristende at stramme historien lidt i den gode sags tjeneste.
Men begge strategier er kortsigtede og egoistiske løsninger på strukturelle problemer, det kræver omtanke og ansvarsbevidsthed at navigere i.
Ærlighed varer længst
Heldigvis har universiteterne engageret sig aktivt i at agere etisk på dette felt.
Tilbage i 2019 udsendte Danske Universiteter et kodeks med retningslinjer for god forskningskommunikation. Det har man ude på universiteterne arbejdet med at skabe bevidsthed om og få implementeret.
Mange dygtige og samvittighedsfulde forskere og kommunikationsfolk gør hver eneste dag et stort og vigtigt stykke arbejde for at udbrede evidensbaseret viden til alle os ude på den anden side af universitetsmurene.
De fortjener ikke, at opkørte overskrifter kaster slagskygger over dem og skaber grobund for, at tilliden til forskningen og forskerne eroderes.
Vi andre fortjener det heller ikke. Vi lever i en tid, hvor det er blevet ekstraordinært svært at finde vej gennem informationsstrømmene – både på de traditionelle medier og de sociale platforme.
Vi har større behov end nogensinde for, at der er nogen, man kan have tillid til. Forskerne og forskningsinstitutionerne spiller en helt central rolle her.
Hvis nogen er i tvivl om, hvad man kan tillade sig, vil jeg ud over Danske Universiteters retningslinjer for god forskningskommunikation anbefale Videnskab.dk’s Guide til god videnskabsjournalistik som godnatlæsning.
Guiden er blevet til med støtte fra Den Fynske Bladfond og distribueret til alle medlemmer af Dansk Journalistforbund med støtte fra Pressens Uddannelsesfond, og den indgår nu i pensum på journalistuddannelserne. Den er bygget på vores egne erfaringer, frem for alt alle de fejl vi selv har begået – og lært af.
Forhåbentlig kan andre også lære noget af den.

































