»Jeg blev uren«: Forskere sætter deres ry på spil, når de deltager i samfundsdebatten 

»Man kan godt kalde det farligt.«

Sådan lyder vurderingen fra religionsforsker Tim Jensen, da Videnskab.dk spørger ham, hvad der er på spil, når forskere stiller sig til rådighed for medierne og deltager i samfundsdebatten.

»Du sætter dit eget og hele dit forskningsfelts renomme på spil, hvis du ikke er varsom. Samtidig kan det have store personlige omkostninger,« lyder det fra Tim Jensen, der er adjungeret professor ved Syddansk Universitet.

Og han bør om nogen vide, hvad han taler om.

Siden 1974 har han bidraget til offentlige debatter om religion.

Da han i 2005-06 blandede sig i debatten om Muhammed-tegningerne, endte det i en flerårig fejde med Jyllands-Posten for den 72-årige forskerveteran.

Undervejs i debatten modtog hans rektor klager over ham. Han blev beskyldt for at misbruge sin status som forsker, lyve og politisere, blev udstillet i satirestriber, og flere politikere såede tvivl om hans faglighed.

»Jeg fik i ét tilfælde at vide, at jeg ikke skulle bekymre mig om at søge penge til at forske i islam, fordi jeg ikke studerede islam på den rigtige måde,« husker professoren:

»Historien er bredt afdækket, men Jyllands-Posten har jo haft magten. Jeg står tilbage med det vedvarende åg, at jeg har gjort noget forkert, og jeg er stort set ikke blevet brugt i medierne siden dengang. Jeg var blevet uren og kontamineret,« fortæller religionsforskeren.

RUC-professor i stormvejr

Tim Jensens erfaringer er igen blevet relevant i lyset af den aktuelle kritik, som mellemøstforsker og RUC-professor Sune Haugbølle har modtaget i forbindelse med sit engagement i den genopblussede Israel-Palæstina-konflikt.

Også her har folketingspolitikere afvist hans ekspertise og beskyldt ham for at lade sine personlige holdninger overskygge sin faglige viden (1, 2).

Chefredaktør for Jyllands-Posten, Marchen Neel Gjertsen, anklagede sågar RUC-professoren for at »bane vejen for en yderligere fordummelse og radikalisering«, hvilket hun uddyber i denne artikel på Videnskab.dk

Her fortæller Sune Haugbølle til gengæld, at kritikken og turen i mediemøllen »var udmattende og opslidende«.

»Når støvet har lagt sig, skal jeg helt klart overveje, om jeg vil blande mig i samfundsdebatten igen,« lød det blandt andet.

Mange forskere er bange for at blande sig i debatten

Hos den akademiske fagforening DM ser man Sune Haugbølles overvejelser om at luffe tilbage i elfenbenstårnet som et udtryk for et generelt problem.

Stikker forskere næsen frem, risikerer de at få på tæven. Af den årsag afholder flere forskere sig helt fra at blande sig i den offentlige samtale, fortæller formand for den akademiske fagforening DM, Camilla Gregersen, til Videnskab.dk:

»Allerede inden sagen med Sune Haugbølle eksploderede, oplevede mange forskere og undervisere, at debattonen var blevet alt for hård. Så forskerne trækker sig fra debatten og tør ikke bringe deres forskning og viden frem,« forklarer DM-forpersonen.

»Jeg synes, at det er skidt, for i sidste ende taber vi som samfund, hvis væsentlig viden aldrig ser dagens lys,« tilføjer Camilla Gregersen, der fremhæver en spørgeundersøgelse, som DM stod bag i 2021.

I undersøgelsen, der inkluderede 1.287 forskere, fortalte 14 procent af forskerne, at en medieoptræden har medført trusler eller negative reaktioner på deres private profil på sociale medier.

Klimaforsker og institutleder: Alt for få af mine medarbejdere stiller op

På Aarhus Universitets Institut for Agroøkologi, hvor professor Jørgen E. Olesen er institutleder, genkender man problemet.

Jørgen E. Olesen vurderer, at det kun er »en god håndfuld« af instituttets mere end 100 forskere, som generelt har mod på at dele deres viden i medierne. Ifølge institutlederen er det alt for få:

»Jeg vil sige, at det er et relativt stort problem, og vi er nødt til at gøre noget ved det,« fortæller Jørgen E. Olesen, der forsker i landbrug og klima, til Videnskab.dk.

»Vi står overfor nogle meget store samfundsmæssige udfordringer og komplekse problemstillinger, som kun lader sig løse, hvis forskere er bedre til at formidle deres viden og ikke sidder og putter med den,« tilføjer professoren.

Han erkender dog at, at det kræver en del energi fra forskere at stille op i medierne:

»Det kræver en betydelig stamina, for det tager mange kræfter - især på den psykiske side. Det tager også tid fra forskningen, hvis man bliver ringet ned i ét væk. De fleste forskeres karriere er betinget af, hvad man kan skrive på sit CV, og jeg kan jo ikke skrive på mit CV, at jeg har talt med dig for eksempel.«

Opkald fra landbruget

Jørgen E. Olesen stiller dog selv flittigt op, når medierne ringer, og har gjort det siden 1980’erne:

»Jeg kom stille ind i det for fire årtier siden og var utrolig kejtet i rollen dengang. Jeg var en af de første i Danmark, der beskæftigede sig med klimaændringerne, og så blev jeg en af dem, som medierne gik til. Dengang var det ganske ufarligt og ikke en ting, man kunne slå sig på,« fortæller Jørgen E. Olesen.

»Men det blev det så i 2000’erne,« tilføjer klimaforskeren, der i 2007 var involveret i arbejdet med FN’s klimapanels fjerde vurderingsrapport - en rapport, der med års mellemrum samler klimaforskningens samlede viden.

Dengang var klimaforskning blevet en varm politisk kartoffel, og Jørgen E. Olesen husker, at han blev »udstillet som utroværdig« på forskellige hjemmesider, der forholdt sig kritisk til klimaproblemet.

Jørgen E. Olesen var også en af de forskere, der aktivt kritiserede Venstre-regeringens landbrugspakke tilbage i 2015 i sagen, der er kendt som ‘gyllegate’. Kritikken endte med at koste miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) posten.

For Jørgen E. Olesen var sagen heller ikke helt omkostningsfri:

»Jeg fik en del ubehagelige opkald fra folk, der var tilknyttet i landbruget, så det krævede en solid ro i maven at stå på mål for kritikken. Det vigtigste var nok, at jeg ikke stod alene med kritikken, og at jeg var en del af et fællesskab af flere forskere, der bakkede op om den,« fortæller professoren.

Forskere skal ikke forvente særbehandling

De fleste kan nok tage afstand fra ubehagelige opkald, trusler og hadbeskeder.

Men spørgsmålet er derudover, om forskere kan forvente, at det skal være omkostningsfrit at deltage i samfundsdebatten.

Spørger man professor i journalistik på Syddansk Universitet Erik Albæk, kan man som forsker ikke forvente særbehandling:

»Hvis man deltager i den offentlige debat i et politisk kontroversielt emne, skal man ikke forvente at have en ophøjet status som forsker. Man skal være parat til, at alle ikke er enige med ens pointer, og at man bliver behandlet som alle andre,« siger Erik Albæk til Videnskab.dk.

»Forskere er vant til at indgå i videnskabelige debatter, og det kan også være voldsomt. Men en politisk debat har sine egne præmisser. Viden er ét element i den politiske debat. Hvis folk ikke accepterer den viden, du præsenterer, så er det sådan, det er,« uddyber professoren, der forsker i mediers brug af eksperter.

Forskere minder om politiske kommentatorer

En anden pointe fra Erik Albæk går på, at forskeres udtalelser i medierne »i langt de fleste tilfælde« ikke bør ses som skinbarlige faktuelle sandheder:

»Oftest er det udtalelser, der ikke bygger på specifik forskning, men på et reservoir af viden, der gør, at forskeren kan komme med en kvalificeret fortolkning. Andre kan så være uenige i den fortolkning.«

Så det minder på en måde om politiske kommentatorer?

»Det er på sæt og vis det samme. Politiske kommentatorer har ikke et forskningsmæssigt analytisk beredskab, men de giver kvalificerede fortolkninger, ud fra den viden og erfaring de har fra politik. Det samme gør forskere i langt de fleste tilfælde.«

Derudover, tilføjer Erik Albæk, er forskere lige så forskellige som alle andre mennesker, og derfor har forskere også vidt forskellige opfattelser af, hvordan de skal agere i medierne.

»Nogle forskere udtaler sig kun snævert om lige præcis, hvad de har forsket i. Nogle har den holdning, at de kan bruge deres viden til at udtale sig lidt bredere. Sådan har jeg det selv. Andre har et aktivistisk synspunkt, og har det okay med at dele deres politiske meninger.«

Konflikter opstår blandt andet, fordi der oftest ikke er et fuldstændigt klart skel mellem, hvornår forskere taler ud fra egne undersøgelser, hvornår de generaliserer og fortolker ud fra deres viden, og hvornår de er mere aktivistiske.

»Grænserne er flydende, og der findes simpelthen ingen facitliste for, hvornår en forsker har den ene eller anden position,« konkluderer Erik Albæk.

Fra fakta til værdier

Lignende synspunkter kommer fra religionsforsker Tim Jensen:

»Der er en idé og et ideal om, at forskning skal være objektiv og værdifri, men når du går ind i værdiladet debat, går samtalen let og umærkeligt fra fakta til værdier. Du bevæger dig fra det deskriptive til det normative. Det er umuligt at undgå i nogle sammenhænge,« siger professoren og giver et eksempel:

Siden danske politikere i 1980'erne begyndte at tale mere kritisk om især muslimsk indvandring, var én ting, som muslimer generelt måtte høre for, at de og islam ikke forstod at adskille religion og politik. Religion skulle være en privatsag, mente man.

Tim Jensen gik ind i debatten om islam og påpegede blandt andet, at »det var noget vås«, at religion var en privatsag i Danmark.

»Vi har Kristus i passet. Vi har en folkekirke, der er beskyttet af staten i henhold til Grundloven, og så har vi mere end 2.000 synlige kirker, der ringer højlydt med klokkerne hver eneste dag året rundt og delvist finansieres af skatteborgernes penge. Hvordan kan man så påstå, at religion er en privatsag i Danmark?« spørger Tim Jensen, der fortsætter:

»Ud fra en religionsvidenskabelig viden var det ikke kontroversielt at påpege. Men når jeg blandede mig i og sagde, at religion egentlig ikke var så privat en sag i Danmark, blev det ikke kun opfattet som formidling af viden om religion, men også - med rette - et indlæg i debatten.«

Væddemål med ministeren

På Aarhus Universitet genkender Jørgen E. Olesen også den svære balance i at kloge sig som forsker og være for politisk:

»Jeg forsøger altid at holde mig væk fra det holdningsbaserede. Det er ikke min opgave at definere, hvilken politik der bør føres,« fortæller han først og tilføjer så:

»Men hvis et politisk udspil er ude, mener jeg sagtens, at jeg kan forholde mig til, hvordan man når i mål med det. Jeg synes også, at det er min ret at påpege, hvis jeg kan se, at den politiske aftale ikke er realistisk at overholde.«

»Jeg var i TV-avisen for et par år tilbage med fødevareministeren, der dengang var Rasmus Prehn (S), om en aftale om vandmiljømål. Der fik jeg sagt, at jeg godt turde vædde med ministeren om, at de fremlagte mål ikke kunne nås. Det væddemål turde ministeren ikke tage.«

»Det var måske lidt kækt, men det er ikke altid let at afgøre, hvornår man er på den rigtige eller forkerte side,« lyder det fra Jørgen E. Olesen.

Brug for uddannelse

Alligevel mener Jørgen E. Olesen at det er afgørende, at flere forskere stiller op i medierne og blander sig i samfundsdebatten som ham selv. Vejen dertil kommer ifølge ham gennem uddannelse og træning.

»Når vi ansætter forskere, bliver de trænet i at undervise og i myndighedsbetjening, men de lærer intet om kommunikation. Man kunne klart hjælpe forskere bedre gennem tvungne kurser i formidling,« siger han.

Lignende pointer kommer fra DM-forperson Camilla Gregersen.

»Jeg ser gerne, at der bliver tilbudt langt flere kurser i forskningsformidling, hvor forskere bliver klædt på til at formidle deres viden i medierne, også når forskningen nogle gange kommer til at stå lidt skarptskåret på mediernes præmisser. For det er essentielt, at forskere i fremtiden bliver trygge ved at bringe deres viden frem – også når debatten bliver hård,« anbefaler hun.

Tim Jensen har selv i årevis undervist studerende i formidling af viden, og han støtter budskabet om mere uddannelse i dette. Alligevel mener han, at nogle forskere gør klogt i at holde sig helt ude af debatten, så de i hvert fald ikke bliver opfattet som »beskidte«:

»Jeg mener ikke, at alle forskere skal og må løbe de risici, der er forbundet med at deltage i den offentlige debat. Nogle forskere bør sidde med rene hænder i elfenbenstårnet og bare producere forskning, så de kan være garanter for den værdifri forskning.«

»De skal fremstå som dem, der for eksempel kan producere rådgivende viden til politikere uden at blive skudt i skoene, at de er mere politikere end forskere. Det, synes jeg, er en meget vigtig pointe,« slutter Tim Jensen.