De unge udviser faktisk samfundssind

Corona-pandemien stiller krav til os alle om at leve på en helt anden måde, end de fleste af os sædvanligvis er vant til.

Ordet 'samfundssind' er blevet støvet af (efter Anden Verdenskrigs udbrud holdt Stauning en radiotale, hvor han ligesom Mette Frederiksen opfordrede til at udvise samfundssind, red.) til at beskrive de gode medborgere, der på stoisk vis kan afstå fra panikhandlinger, samtidig med at de kan stå sammen om at holde afstand.

Der er allerede en del debat om de mange politiske tiltag og myndighedernes overordnede strategi, men de mange hårde og hastige tiltag – 'nedlukningen' af Danmark – er nytteløse, hvis der ikke er tilstrækkelig mange, der kan udvise hensigtsmæssig adfærd.

Det er heldigvis ikke et kald om at kaste sig i skyttegraven for fædrelandet, men om at smide sig på sofaen og måske gå en tur på behørig afstand af andre.

Pandemien er et kollektivt handlingsproblem

Pandemien kan ses som udtryk for det, forskere kalder et kollektivt handlingsproblem.

Hvis tilstrækkelig mange ikke kan holde sig på måtten og søger tæt socialt fællesskab (hvilket jo er en meget menneskelig impuls i krisetider) eller stimler sammen om de sidste ruller toiletpapir i Netto, så vil smitten brede sig hastigt og ukontrollabelt.

Hvis for mange ikke kan give afkald på egne sociale behov, så er det ikke nok, at mange andre gør det – alle taber i sidste ende (klimakrisen er et andet kollektivt handlingsproblem, hvor den enkeltes bestræbelser er nyttesløse, hvis de fleste andre ikke agerer hensigtsmæssigt).

De unge skal opføre sig ordentligt

En mistanke om, at de, der har mindst at tabe, søger at snyde sig udenom en fælles forpligtelse, kan være ødelæggende for evnen til effektivt at løse fælles problemer.

Derfor er det meget naturligt, at vi har set kollektiv mobning og udskamning på sociale medier af dem, der er stimlet sammen, har holdt fester eller hamstret.

Det er udtryk for, at nye sociale normer har udviklet sig, og normers funktion er jo netop at opretholde fællesskabet og i sidste ende sikre dets overlevelse.

I denne nye virkelighed har der især været fokus på de yngre aldersgrupper.

I medierne har man kunnet læse og se unge, der er mødtes i større grupper i bybilledet eller har holdt såkaldte corona-fester. I debatspalterne har nogle unge også blandet sig med forskellige synspunkter om solidariteten på tværs af generationer.

De to landsmødre, statsministeren og dronningen, har begge appelleret særskilt til de unge om slet og ret at opføre sig ordentligt.

Uansvarligheden passer dårligt med de tal, vi ser

Det har ikke skortet på bemærkninger om, at mange unge enten ikke havde forstået situationens alvor eller simpelthen bare er egoistiske, idet smitten statistisk set er langt farligere for ældre og andre med svagt helbred (om end unge corona-smittede også kan få alvorlige komplikationer).

Meget tyder dog på, at disse udskældte eksempler på ingen måde repræsenterer det store flertal af unge i Danmark.

Som både statsministeren og sundhedsministeren netop har bemærket på det seneste pressemøde mandag 30. marts, indikerer udviklingen i forhold til indlagte og døde, at vi i Danmark måske er lykkedes kollektivt med bestræbelserne.

Det ville være vanskeligt at opnå, hvis fællesskabet var en rusten blikspand, hvor en stor gruppe af uansvarlige unge løb ud mellem hullerne.

Unge opfører sig lige så godt som ældre

Men er der overhovedet forskel på, hvordan de unge, midaldrede og ældre opfører sig?

Det spørgsmål har jeg forsøgt at afdække med et nyt survey, der blev finansieret af Trygfonden og indsamlet af Megafon 18.-20. marts.

1.020 borgere deltog, og undersøgelsen er repræsentativ for befolkningen med hensyn til køn, alder, geografi, uddannelse og indkomst.

I tabel 1 kan vi se resultaterne for 8 forskellige typer hensigtsmæssig adfærd, fordelt på forskellige alderskategorier. Det viser simpelthen, hvor mange der har svaret ’ja’ til, at de gør de forskellige ting.

Hovedresultatet er, at der ikke er bemærkelsesværdige forskelle i adfærd på tværs af generationer. Langt de fleste gør en hel del, uanset alder.

Unge har i lidt højere grad afstået fra et se venner i større eller mindre grupper, men unge har givetvis også mere af den slags samvær i en normal hverdag.

Lidt færre, uanset alder, har afstået fra familiesamvær. Næsten alle holder større fysisk afstand til andre, igen uanset alder. 

Fra hvornår viste de unge samfundssind?

Fundene støtter op om vores undersøgelses hovedresultat – nemlig, at danskerne har stået bredt sammen om indsatsen og udvist høj tillid til myndigheder og politikere, der for de sidstes vedkommende stod sammen på tværs af partiskel.

Undersøgelsen syntes at dokumentere et blomstrende samfundssind og en godartet form for corona-patriotisme.

Her kan vi nu se, at det også gælder for de unge, der ikke på nogen måde har sat sig udenfor fællesskabet.

Vi kan dog ikke vide, om nogle unge måske kom lidt senere med på toget i Danmark, idet data blev indsamlet 18.-20. marts.

Dette var en uge efter statsministerens første pressemøde 11. marts med den officielle 'nedlukning' af landet og den megen afklapsning af unge i tiden derefter, og lige efter dronningens løftede pegefinger 17. marts (samme dag, som statsministeren havde varslet yderligere restriktioner).

Desuden skal vi huske, at undersøgelsen kun inkluderer 'voksne' unge, og ikke teenagere under 18 år.

Kan man stole på folks svar?

Et spørgsmål, der melder sig, er selvfølgelig, om man kan stole på folks svar.

I surveyforskningen kalder man det 'social desirability bias', når folk i spørgeskemaer fremstiller deres adfærd eller holdninger som mere ’korrekte’, end de måske egentlig er.

I det omfang, at nogle måtte gøre dette, uanset alder, er det på sin vis kun godt, hvis disse former for adfærd så hurtigt er blevet til en ny moralsk norm.

Hvis folk lyver om deres egen adfærd for at fremstå mere moralske, er det næste spørgsmål imidlertid blot:

Er der flere unge, der 'korrigerer' deres svar i forhold til de nye moralske normer end andre aldersgrupper?

Det ville være mærkeligt. Mit bud er derfor, at man godt kan stole på svarene, idet vi antager, at andelen, der måtte fremstille sig selv mere korrekt, er nogenlunde den samme på tværs af alder.

De unge er ikke bekymrede for sig selv, men for andre

De unge adskiller sig dog tydeligt fra andre, hvad angår bekymring og nervøsitet.

I tabel 2 kan vi se, hvor stor en andel af de forskellige alderskategorier, der er helt eller delvist enige i, at de er nervøse for forskellige risici.

De unge er langt mindre bekymrede for den mulighed, at de selv skulle blive smittet eller dø:

Blandt de unge angiver 8 procent en grad af nervøsitet for selv at dø, mens det i 60+ gruppen nærmer sig 40 procent.

Det understøtter, at en markant større andel af folk over 60 ser corona-pandemien som den største trussel, som forskere fra Københavns Universitet har dokumenteret.

De unge er måske lidt mindre bekymrede, fordi de er mindre bekymrede for sig selv.

Til gengæld er de unge i høj grad bekymrede for deres pårørende og andre generelt – også mere end andre aldersgrupper. Et stort flertal af de unge er også nervøse for den kollektive katastrofe, nemlig hvis sundhedssystemets kapacitet ikke kan følge med i antallet af behandlingskrævende.

Dette peger på, at når de unge ikke afviger fra andre med hensyn til konkret adfærd, er det i høj grad motiveret af sociale hensyn - bekymringen for eget velbefindende er væsentlig mindre.

Kvinderne har især ændret har deres adfærd

Hvis vi kun interesserede os for at finde ud af, om det er rigtigt, at de unge er så hensynsløse, kunne vi stoppe her. Svaret er enkelt: Den påstand afkræftes af tallene.

Til gengæld kan vi se, at mænd generelt udviser mere risikabel adfærd – i særlig grad, hvis de ikke har tillid til politikerne.

Her viser tallene (se tabel 3 herunder), hvor mange 'point' de forskellige grupper får på et indeks, hvor hver enkelt af de otte forskellige typer adfærd i tabel 1 tæller et point (afspritning af hænder, set færre venner etc.).

Hvis man gør det hele, scorer man 8. Hvis man intet gør, scorer man 0.

Parallelt hermed har jeg inddelt folk i tre niveauer af politisk tillid. Inddelingerne i politisk tillid følger et klassisk og anerkendt spørgsmål om, hvorvidt man er enig i at: 'Man kan i almindelighed stole på, at vore politiske ledere træffer de rigtige beslutninger for landet'.

De historisk høje niveauer af politisk tillid i undersøgelsen gør det svært at sige meget om de laveste niveauer af politisk tillid.

Der er simpelthen få danskere, der ikke har tillid til politikerne. Derfor er de tre kategorier med lavest politisk tillid slået sammen til én herunder.

Vi kan se, at de kvinder, der har det højeste niveau af tillid til politikerne, i gennemsnit angiver, at de følger 6,6 af de 8 mulige typer adfærd fra tabel 1.

Mænd med det højeste niveau af politisk tillid scorer 6,0 på vores adfærdsindeks.

Kvinder scorer generelt højere end mændene. De har ændret adfærd – faktisk helt uafhængigt af, hvor meget de stoler på politikerne. Det kunne tyde på, at de her typer adfærd simpelthen er blevet en ny social norm blandt kvinderne.

Mænd udviser mere risikabel adfærd – især hvis de har lav politisk tillid

Blandt mændene er det lidt anderledes. For det første scorer de generelt lavere på vores adfærdsindeks. Det flugter med, at mænd typisk udviser mere risikabel adfærd.

For det andet ser vi blandt mænd en sammenhæng mellem politisk tillid og adfærd. Mændene udviser i mindre grad hensigtsmæssigt adfærd, hvis de ikke har tillid til, at politikernes beslutninger er de rigtige.

Mænd med den højeste politiske tillid følger som nævnt gennemsnitligt 6,0 af de 8 forskellige former for adfærd, mens den samme score er 4,8 for mænd i kategorierne med lavest, lav eller middel politisk tillid.

For mænd er der således en positiv sammenhæng mellem politisk tillid og adfærd, mens de to ting er uafhængige for kvinderne.

Resultaterne peger således på, at der kan være grund til at være opmærksom på mændene, samt at det måske vil påvirke mændenes adfærd negativt, i det øjeblik den brede politiske corona-patriotisme viser større sprækker.

Denne tolkning kan vi dog ikke være helt sikre på, idet vi ikke har fulgt respondenternes adfærd og politiske tillid over tid, men kun spurgt dem én gang.

Til gengæld har vi set, at vi ikke længere behøver at skælde ud på de voksne unge over 18 år.