Efter flere århundreder tæt på udryddelse har Europas ulve gjort et bemærkelsesværdigt comeback. I løbet af det seneste årti er ulvebestanden steget med næsten 60 procent, og i 2022 blev 21.500 ulve registreret på tværs af kontinentet.
Lande, der længe var ulvefri, har i dag flokke, der stortrives. Tyskland, Italien, Polen, Spanien og Rumænien har hver flere end 1.000 ulve.
For forskere er det en sjælden succeshistorie om naturbevarelse: Et stort rovdyr, der generobrer landskaber domineret af menneskelig aktivitet.
Her i Danmark har ulvens comeback været mere beskeden. Ulven forsvandt fra de danske skove i 1813. De blev udryddet gennem jagt og fik kun plads i historier og eventyr.
Men i 2012 krydsede en enlig hanulv grænsen fra Tyskland til Jylland, og flere fulgte trop. I 2017 kunne den første ynglende flok i landet i mere end 200 år bekræftes.
I dag anslås den danske ulvebestand til at bestå af lidt over 40 ulve, og mindst syv ynglepar har fået unger i år.
Men selv dette lille antal har udløst heftige debat om husdyr og offentlig sikkerhed i ét af Europas mest intensivt opdyrkede lande, og holdningerne til ulvene lader til at afspejle bredere politiske skel i Danmark.
Problemulve kan nu skydes
EU har for nylig nedgraderet ulvens beskyttelsesstatus, fra 'strengt beskyttet' til blot 'beskyttet'. Ændringen gør det lettere for de enkelte medlemslande at regulere ulvebestanden.
Tidligere på foråret meddelte den danske regering, at det nu er lovligt at skyde såkaldte 'problemulve', hvis de gentagne gange strejfer ind i byområder eller angriber husdyr bag sikrede hegn. I september blev den første lovlige tilladelse til at skyde en ulv udstedt.
Forskere har allerede peget på, at de mystisk høje dødsrater og 'forsvundne' ulve sandsynligvis skyldes ulovlig jagt. Naturbeskyttere frygter desuden, at der vil blive indført kvoter for ulvebestanden, som det allerede er tilfældet i nabolandet Sverige.
Som politologer ønskede vi at forstå, hvordan danskerne egentlig har det med ulvens comeback. Derfor inkluderede vi i sommer et spørgsmål om ulve i en YouGov-undersøgelse om klima og miljø. Vi spurgte: Er du enig i udsagnet, at ynglende ulveflokke er gavnlige for dansk natur?
Af de 2.172 adspurgte svarede:
- 43 procent nej.
- 30 procent ja.
- 27 procent var neutrale eller i tvivl.
Når man opdeler svarene efter politisk tilhørsforhold, tegner der sig et tydeligt mønster. Tilhængere af venstreorienterede og grønne partier var mest positive – næsten 45 procent mente, at ulve er gode for naturen.
Højreorienterede vælgere var langt mere skeptiske, og næsten halvdelen af tilhængerne Dansk Folkeparti, Danmarksdemokraterne, Nye Borgerlige var helt uenige.
Aldrig set aldersforskelle som disse
Selv blandt Socialdemokratiets vælgere (som generelt betragtes som centrum-venstre) hælder mange mod uenighed, hvilket viser, hvordan spørgsmålet er blevet en del af de traditionelle politiske skel.
Indbyggerne i København og andre større byer var en smule mere positive over for ulvens comeback end indbyggerne i mindre byer eller på landet, men holdningerne er blandede overalt. Man er altså ikke nødvendigvis ulveskeptiker, fordi man bor på landet, og omvendt er byboerne ikke nødvendigvis positive overfor ulvene.
Alder var dog den stærkeste indikator for støtte. Unge danskere (18–34 år) var overvejende positive, med over 50 procent enige i, at ulve gavner naturen. Støtten falder støt med alderen, og blandt personer over 55 – og næsten 60 procent af de adspurgte over 73 – var der direkte modvilje.
Vi har i årevis undersøgt mere traditionelle politiske emner og har aldrig set aldersforskelle som disse. På den måde er ulvens tilbagevenden end som mere end blot et spørgsmål om dyrelivet.
Ulve, myter og virkelighed
Meget få dyr har sneget sig lige så langt ind i vores fantasi som ulve. De optræder som skurke i eventyr, hellige beskyttere og et varsel om undergang i nordisk mytologi – og endda som økologiske superhelte i biologibøgerne.
En del ulve knyttede sig engang til mennesker og blev 'menneskets bedste ven', mens andre blev vores værste fjende – tænk bare på den store stygge ulv.
Naturbeskyttere kalder ulve en 'nøgleart', hvilket betyder, at de naturligt regulerer bestanden af hjorte og andre byttedyr, og deres tilstedeværelse kan give skove og græsarealer mulighed for at komme sig.
Yellowstone Nationalpark i USA er et godt eksempel: Efter ulvene blev genindført, blomstrede aspetræer og piletræer for første gang i årtier.
Men Danmark er ikke Yellowstone. Det danske landskab er et patchwork af landbrug, byer og motorveje, med små, intensivt forvaltede naturreservater. Om ulve kan genoprette en 'vild balance' her, er usikkert, og danskernes holdninger afspejler den usikkerhed.
For en del landmænd og beboere i landområderne er ulve ikke symboler på rewilding – de er rovdyr, der truer husdyr og levebrød.
Frygt spiller også en rolle: Forældre er frygter for deres børn, der færdes i skovene, og hundeejere er bekymrede for deres kæledyr. Statistisk set er ulveangreb på mennesker ekstremt sjældne, men opfattelsen vejer ofte tungere end fakta.
Hændelser i nabolande kan forstærke uroen. Tidligere i år blev en seksårig dreng angrebet af en ulv i Holland, og i Danmark tilbragte to drenge for nylig flere timer oppe i et træ, fordi de troede, en 'aggressiv ulv' var i nærheden.
Historien fik stor medieopmærksomhed, men det viste sig, at dyret faktisk var en stor kat. Det er en påmindelse om, hvor hurtigt frygt kan sprede sig, uanset om faren er reel eller ej.
Mere end blot vilde dyr
Vores resultater tyder på, at frygt og myter om ulve ikke blot er folklore, men kommer til udtryk i reelle holdninger, som afspejler dybtliggende værdier og kulturel identitet.
Ulvene er dermed blevet mere end blot vilde dyr; de er et stærkt symbol på miljømæssige idealer og samfundsmæssige perspektiver, hvor holdningen til dem formes mindre af geografi og mere af politiske overbevisninger og generationsforskelle.
For beslutningstagere og naturbeskyttere er det afgørende at forstå disse opfattelser for at navigere i den fine balance mellem artsgenopretning og offentlig accept.
Denne artikel er en del af et samarbejde mellem Videnskab.dk og The Conversation UK, hvor artikler skrevet af danske forskere også udgives på engelsk. Du kan læse den engelske version af artiklen her. Artiklen er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
