Coronavirussen har spredt sig over det meste af kloden, men nogle af os har en mere ‘skødesløs’ tilgang til risikoen for smitte end andre.
21. marts rasede New Yorks guvernør, Andrew Cuomo, efter fotos af newyorkere, der samlede sig i parker og tilsyneladende totalt ignorerede påbuddet om ‘social distancering’; det vil sige nedbringe antallet af sociale kontakter, sikre behørig afstand mellem hinanden og øge effekten af social afstand.
»Det er ubetænksomt, det er arrogant, det er selvdestruktivt, det er respektløst, og det stopper nu,« sagde Andrew Cuomo.
»Det er ikke for sjov; jeg joker ikke.«
Hvorfor nægter så mange at ændre deres vaner?
Hvor kommer denne ligegladhed fra? Hvorfor nægter så mange at ændre deres vaner. Hvorfor fortsætter de, som om alt er ved det gamle?
Det har muligvis noget med et veldokumenteret fænomen at gøre; den såkaldte over-optimisme eller ‘optimisme-bias’, som jeg har gransket i min rolle som socialpsykologisk forsker.
Det handler i bund og grund om, at nogle af os undervurderer vores udsathed overfor risiko. Vi tror for eksempel, at der er mindre risiko for, at lige vi får et slagtilfælde eller bliver udsat for et trafikuheld eller bliver skilt.
Rygere ved godt, at det er farligt at ryge, men alligevel tror de, at der er mindre risiko for, at lige de får lungekræft end andre rygere.
Dette fænomen ser vi også i forbindelse med coronakrisen.
Vi undervurderer vores egen risiko
For nylig fandt et studie af mere end 4.000 indbyggere i Frankrig, Italien, Storbritannien og Schweiz, at cirka halvdelen af deltagerne mente, at de havde mindre risiko for at blive smittede end andre personer.
Kun omkring 5 procent af deltagerne mente, at der var større risiko for, at netop de blev smittede.
Lider vi af vrangforestillinger? Næppe.
Tidligere på måneden fandt et studie af knap 1.600 amerikanere, at deltagerne følte, at deres egen personlige risko var skudt i vejret, men det var alle de andres også.
De mente altså stadig, at de personligt var mindre i fare end andre.
Personlig erfaring spiller en stor rolle
Hvorfor undervurderer vi vores egen risiko for fare? Personlig erfaring spiller en stor rolle.
Coronavirussen virker stadig fjern og uvirkelig. Uden virkelig at have oplevet sygdommen – enten ved selv at blive smittet eller ved at se smittede venner eller familiemedlemmer – kan det være svært at forstå faren ved at blive smittet.
Min forskning fandt faktisk, at personer, der har oplevet et jordskælv på nært hold – som eksempelvis indbyggerne i Los Angeles i 1994 – ikke var så overoptimistiske, at de mente, at de kunne undgå at komme til skade som følge af endnu et jordskælv.
De var derimod langt mere optimistiske, når det gjaldt naturkatastrofer, som de ikke selv havde oplevet, som for eksempel oversvømmelser.
\ Forskerzonen
Denne artikel er en del af Forskerzonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde.
Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.
Forskerzonen er støttet af Lundbeckfonden.
Optimisme er en god coping-mekanisme
Derfor vil jeg forvente, at denne overoptimisme eller ‘optimisme-bias’ i forhold til coronavirussen er mindre udtalt eller ikke-eksisterende i områder med mange tilfælde, hvor man har oplevet virussen på nært hold.
Almindeligvis er optimisme en god coping-mekanisme.
Det giver os en følelse af kontrol og mindsker vores uro, når vi forestiller os, at ulykkerne kun sker for andre, men ikke os selv.
Men når det gælder en pandemi som coronavirussen, er der risiko for, at vi ikke gider ændre adfærd, fordi vi ikke kan forestille os, at der vil ske lige os noget.
Risikoopfattelse er den bedste indikator
Det er nøjagtig, hvad et amerikansk coronavirus-studie fandt: Vores egen personlige risikoopfattelse er den bedste indikator for, om vi har vasket hænder eller har taget social distancering til os.
Også forskning i H1N1-virussen har vist, at vores forestilling om vores egen risiko for fare er en indikator for, i hvor høj grad vi nedbringer antallet af sociale kontakter, sikrer behørig afstand og øger effekten af social afstand.
Risikoopfattelsen kan være svær at ændre, men en strategi er at skabe en opfattelse af, at social distancering og at blive hjemme er et moralsk valg.
Vi anser det typisk som værende umoralsk at skade andre – især hvis ofrene er sårbare og har brug for beskyttelse, som eksempelvis de ældre.
I forbindelse med min egen forskning i rygning; jo mere rygerne var enige i, at det var umoralsk at ryge, fordi det potentielt kan være skadeligt for andre, desto større opfattede de deres egen personlige risiko.
Det var også denne gruppe, der var mest interesseret i at stoppe med at ryge.
Et moralsk valg
Det vanskelige ved alle risici – her iblandt coronavirussen – er, at vi ikke nødvendigvis kan se den skade, vores adfærd potentielt kan have på andre mennesker.
Hvis vi ikke tror, at vi er smittede, tænker vi formentlig ikke over, at vi nok bør undgå kontakt med vores bedsteforældre.
Så uvisheden omkring smitteoverføring betyder, at vi er åbne overfor risikominimering og rationalisering.
Men ved at vende det fra at handle om personlig risiko til et moralsk valg kan vi muligvis forstyrre risikominimeringsprocessen og fyre op under forebyggende adfærd.
Det er nemlig muligt at have en optimistisk ‘det hér skal vi nok klare’-attitude, mens vi på samme tid retter os efter alle de anbefalede forholdsregler.
Marie Helweg-Larsen modtager støtte fra National Institutes of Health. Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
