Dansk forskning finder nye spor i et af de mørkeste kapitler i menneskehedens historie

En aprildag i 1849 ankom et britisk skib til den lille ø Sankt Helena – en cirka 16 gange 8 kilometer stor plet på verdenskortet, som ligger isoleret midt i det sydlige Atlanterhav.

Ombord på skibet var omkring 560 skæbner stuvet sammen. Fanget og bortført fra deres hjem langt borte på den anden side af havet – på det afrikanske kontinent. Nogle af afrikanerne var døde. Andre så ud til at være tæt på.

»Dækket var helt fyldt af dem. De havde et slidt udseende og en udmagret fremtoning og blev flyttet ned i bådene som paller af varer,« skrev den britiske biskop Robert Gray, som var til stede ved skibets ankomst og besigtigede de ulykkelige skæbner ombord.

»Jeg har aldrig set et mere trist syn,« konkluderede han i sine skriverier.

Hvad biskop Gray bevidnede var blot en lille flig af et af de mørkeste kapitler i menneskehedens historie; den transatlantiske slavehandel, som transporterede omkring 12,5 millioner mennesker bort fra deres hjem på det afrikanske kontinent.

Til et liv som slaver på den anden side af Atlanten.

Døde dukker op i jorden

Mere end 150 år efter biskop Grays besøg på Sankt Helena, blev det besluttet, at øen skulle have sin første lufthavn.

Under anlæggelsen af en vej til lufthavnen begyndte rester af mennesker pludselig at dukke op i den vulkanske jord i dalen Rupert Valley. Arkæologer blev tilkaldt, og flere og flere ukendte individer – både børn og voksne – blev fundet i jorden.

»Vi vidste godt, at folk var blevet begravet i dalen, men ikke præcist hvor og hvor mange,« fortæller Helena Bennett, som er medforfatter på det nye studie, der omhandler fundet af de afdøde mennesker i 2008-9.

»I alt fandt arkæologerne 325 individer. De fleste var unge og børn. Der var også fire babyer,« tilføjer Helena Bennett, som selv er beboer på Sankt Helena.

En stemme til de ukendte skæbner

Snart efter fundet på Sankt Helena blev Københavns Universitet også involveret i historien.

Globe-instituttet er eksperter i at undersøge gammelt DNA, og håbet var, at DNA’et kunne give en stemme til de ukendte skæbner på Sankt Helena og være med til at fortælle deres – og øens - historie.

»Vores nye studie er en lille brik i fortællingen om de slavegjorte afrikanere. Deres perspektiv er ofte udeladt fra historieskrivningen eller bevidst blevet manipuleret. Men med hjælp fra deres DNA kan vi være med til at genskabe en del af deres historie,« siger Hannes Schroeder, lektor på Globe-Instituttet på Københavns Universitet og blandt de ledende kræfter bag det nye studie.

Og historien om Sankt Helenas fortid er uden tvivl både unik og gruopvækkende.

Danmarks dystre historie

Året før Biskop Gray forfærdedes over synet af afrikanernes ankomst til Sankt Helena, havde Danmark officielt ophævet slaveriet på sin kolonier i De Dansk Vestindiske Øer.

Dermed kan Danmark i år fejre 175 års jubilæum for afskaffelsen af slaveriet i 1848, men misforståelser om Danmarks dystre fortid som slavenation lever stadig i bedste velgående.

»Det er en meget udbredt misforståelse, at danskerne var de første til at stoppe slaveriet. Det var vi langt fra. Men Danmark var den første nation, som besluttede sig for at stoppe handlen med slaver over Atlanten,« fortæller Erik Gøbel, som er historiker og pensioneret seniorforsker fra Rigsarkivet, hvor han har studeret dansk slavehandel indgående.

Danmarks beslutning om at standse slavehandelen over Atlanten blev truffet i 1792, men først med virkning fra 1803. Paradoksalt nok var resultatet, at netop i denne overgangsperiode fra 1793 til 1802 hentede danskerne flere slavegjorte afrikanere end nogensinde før eller efter.

I alt anslås det, at Danmark – siden slavehandelens begyndelse i 1660’erne - var ansvarlig for en menneskehandel, som transporterede omkring 111.000 afrikanere over Atlanten.

Fra slavenation til befriere

Kort efter at Danmarks transatlantiske slavehandel officielt var stoppet i 1803, kom briterne i 1807 på banen med samme beslutning om at stoppe med at hente yderligere mennesker i Afrika til slavearbejde.

»For at der ikke skulle være illoyal konkurrence, hvor andre lande kunne fortsætte slaveriet på fuld kraft, fik englænderne – mere eller mindre frivilligt - andre slavenationer til at skrive under på, at de heller ikke måtte handle med slaver fra Afrika,« fortæller Erik Gøbel, som ikke har været en del af det nye studie.

Resultatet var, at Den Britiske Flåde begyndte at patruljere langs de vestafrikanske kyster for at stoppe andre landes menneskehandel.

Mellem 1808 og 1860 beslaglagde Den Britiske Flåde »omkring 1600 skibe, som var involveret i slavehandlen, og befriede 150.000 afrikanere, som var ombord på skibene,« oplyser Royal Navy Museum.

»Ganske få år før var briterne selv en stor del af slavehandlen, men nu var de pludselig engagerede i at stoppe den. De patruljerede langs Afrikas vestkyst og befriede afrikanerne. Men i stedet for at hjælpe dem hjem til deres familier, blev mange af dem sendt afsted til Den Nye Verden som arbejdere på britiske kolonier,« fortæller Hannes Schroeder fra Globe-Instituttet på Københavns Universitet.

Sankt Helena blev stoppested for befriede afrikanere

Den vulkanske ø Sankt Helena blev hurtigt hvirvlet ind i historien om den britiske flådes jagt på slaveskibe.

Med sin strategisk vigtige placering ud for Afrikas vestkyst blev den lille ø til en form for transit for de befriede afrikanere, som briterne havde opsamlet.

»Det blev til en form for flygtningelejr for befriede afrikanere. Fra historiske dokumenter ved man, at omkring 27.000 afrikanere blev bragt til Sankt Helena over to årtier,« fortæller Hannes Schroeder.

»De fleste af dem var kun på øen i en kortere periode. Men man anslår, at omkring 7-8.000 døde på øen.«

Den dårlige sundhedsmæssige tilstand og de høje dødstal blandt afrikanerne var et gennemgående træk gennem hele slavehandlens historie.

»Forholdene på slaveskibene var rædselsfulde. Folk var tætpakkede og havde sygdomme som malaria, gul feber og dysenteri, de var dehydrerede og dårligt ernærede. Derfor døde mange ombord på slaveskibene,« fortæller Erik Gøbel.

Mange døde på skibene

På danske slaveskibe anslår man, at omkring 16-20 procent af afrikanerne døde ombord. Atter andre døde i fangekældrene på de danske slaveforter på Guldkysten i det nuværende Ghana eller under livet som slaver i de danske kolonier i Dansk Vestindien.

En historie som er helt parallel til skæbnen blandt de mere end 12 millioner andre afrikanere, som blev fanget af andre europæiske slavenationer.

»De befriede afrikanere, som ankom til Sankt Helena, var heller ikke i den bedste forfatning. De fleste var meget skrøbelige, næsten døde. Dem, som ikke klarede den, blev begravet i dalen,« fortæller Helena Bennett, direktør i St. Helena National Trust, som har til formål at støtte Sankt Helenas natur- og kulturarv.

»Mens de befriede afrikanere befandt sig på Sankt Helena, arbejdede de på britiske plantager eller var med til at opføre bygninger, som vi stadig har på øen i dag. Langt de fleste endte med at blive sendt videre og væk fra øen, men omkring 500 afrikanere blev og integrerede sig i samfundet.«

Dermed nedstammer Sankt Helenas nuværende befolkning - som er på omkring 4.400 mennesker – fra en blanding mellem afrikanere, briter, indere og andre asiater og europæere, fortæller Helena Bennett.

En overbegroet slaveplantage

Da Hannes Schroeder fra Københavns Universitet blev hvirvlet ind i historien om Sankt Helena, havde han allerede beskæftiget sig med den transatlantiske slavehandel igennem flere år i andre projekter.

Hans interesse for den mørke historie begyndte, da han som studerende besøgte han De Britiske Jomfruøer og faldt over en gammel slaveplantage.

»Stedet var helt overbegroet og glemt. Det var ikke en del af øens historie. Sammen med venner og kolleger begyndte vi at undersøge stedet og fandt en masse – hovedhuset, slavekvarteret, og hvad du ellers kan forestille dig, at der vil være på en plantage. Jeg begyndte at undre mig over, hvorfor historien om stedet ikke var kendt, og hvad der var sket med de mennesker, som havde boet der,« fortæller han.

Et hul i historien

Hans motivation er derfor at forsøge at udnytte DNA til at fortælle historien om de mange skæbner, som blev ofre under slavehandlen.

Og spørger man historiker Erik Gøbel er der uden tvivl et ubehageligt stort hul at udfylde i historikernes traditionelle kilder til at beskrive slavehandlen:

»Der findes stort set intet fra afrikansk perspektiv. På Rigsarkivet har vi 1,5 kilometer hylder med skriftlige arkivalier om slavehandlen og Dansk Vestindien, men det er alt sammen skrevet af danske handelsfolk og embedsmænd. Hvis der er udsagn refereret fra slaver, er de gået igennem en dansk skriver,« fortæller Erik Gøbel.

Dermed ser han det som positivt, at DNA-jægere som Hannes Schroeder i dag kan bidrage med nye brikker til at fortælle historien om slavehandlen.

»Problemet er, at de fleste afrikanere ikke har haft et skriftsprog men en mundtligt overleveret historie, som kan være meget svær at stykke sammen i dag,« fortæller Erik Gøbel.

Hvor kom de fra?

På Sankt Helena er det lykkedes at trække DNA ud af 20 individer, som blev fundet i forbindelse med udgravninger til vejen ud til øens nye lufthavn.

Resultatet lyder måske ikke prangende i betragtning af, at arkæologerne i alt har udgravet over 300 individer. Men i de fleste tilfælde var arvematerialet simpelthen for beskadiget, fortæller forskerne.

»Det er primært varmen, som er problemet. Så selvom de måske kun er omkring 150 år gamle, er deres DNA desværre blevet for beskadiget i de varme temperaturer på Sankt Helena,« fortæller Hannes Schroeder.

»Når man for eksempel kan kortlægge genomet på en flere tusinde år gammel mammut, er det fordi DNA’et bliver bevaret helt utrolig godt i de kolde temperaturer i permafrosten.«

De 20 individer, som havde brugbart DNA, kan imidlertid løfte en lille flig af deres egen og Sankt Helenas historie. Ved at sammenligne deres DNA med nulevende afrikaneres DNA, kan forskerne fra Københavns Universitet konkludere, at de højst sandsynligt stammer fra områder nær det nordlige Angola og Gabon i det vestlige Centralafrika.

Studiet viser også, at de fleste af dem er mænd eller drenge, hvilket ifølge forfatterne støtter det veldokumenterede faktum, at man primært gik efter mandlige afrikanere i den sidste fase af den transatlantiske slavehandel.

Vigtigt for øboernes identitet

For historiker Erik Gøbel er fundet ikke overraskende, men passer derimod fint med det generelle billede fra historiske kilder.

»Slaverne blev udskibet helt oppe fra Cap Verde ved den vestligste del af Afrika og hele vejen ned langs den afrikanske vestkyst til slutningen af Guineabugten. Så det var et kæmpe område, hvor folk blev fanget og eksporteret fra,« fortæller han.

Selvom fundet kun udgør en lille flig af Sankt Helenas historie, fortæller Helena Bennett, at det nye studie er vigtig viden for øboernes historie og identitet.

»Vi ved selvfølgelig, at der var tale om befriede afrikanere, som kom til øen med skibe, men vi ved ikke, hvor de kom fra. De nye informationer fortæller os, at det ikke bare var mennesker fra kontinentet Afrika. Det var mennesker fra specifikke lande som Angola og Gabon. Det giver mere identitet,« påpeger hun.

325 mennesker genbegravet

For de 325 individer, som blev udgravet i 2008-9, blev der sat et nyt punktum for deres historie i 2022.

Helena Bennett var blandt arrangørerne af en begravelsesceremoni, hvor samtlige menneskers jordiske rester blev genbegravet. Mere end 150 år efter de første gang blev stedt til hvile på øen.

»Det var meget følelsesladet, og jeg blev berørt og ydmyg over at se, hvor mange folk fra øen, som dukkede op,« siger hun og slutter:

»Jeg er glad og stolt over, at vi kunne samles og ære dem, som levede og døde her og var med til at skabe vores historie.«