Angelsakserne var meget værre end vikingerne
Alle har hørt om vikingernes blodige togter til England. Men de voldsomme angelsaksere satte et meget mere varigt indtryk på øerne – sprogligt udslettede de faktisk de indfødte briter. Spørgsmålet er, om det var en etnisk udrensning.
De seneste, der havde succes med at invadere England, var de fransktalende normanner med Vilhelm Erobreren i spidsen under Slaget ved Hastings. (Illustration: Philip James de Loutherbourg (1740–1812))

De seneste, der havde succes med at invadere England, var normannerne med Vilhelm Erobreren i spidsen under Slaget ved Hastings i 1066. (Illustration: Philip James de Loutherbourg)

Vikingerne invaderede England i 800- og 900-tallet. De plyndrede, voldtog og brændte byer ned til grunden. Det er den historie, som vi kender fra skolen og fra populærkulturen.  

Men vikingernes plyndringer og etniske udrensninger er formentlig blevet overvurderet, fordi de skriftlige kilder var flere i vikingetiden og blev nedskrevet af vikingernes fjender. De fik simpelthen en 'dårligere presse' af frustrerede munke, der klagede over deres angreb.

Hvem var angelsakserne?

England kommer af 'anglernes land'. Men angelsakserne refererer faktisk til folkene i to germanske stammer: Anglerne fra Angel (i det nuværende Slesvig-Holsten) og sachserne fra Sachsen (i det nuværende Niedersachsen).

England var således en romersk provins - Brittania - indtil de nordtyske angelsaksere slog sig ned i midten af det 4. århundrede og gjorde øen til 'anglernes land'.

En god blanding af arkæologi, sproghistorie og DNA-analyser nuancerer nu de skriftlige kilder og peger på, at vikingerne ikke var de værste. Det var angelsakserne 400 år tidligere!

De kom fra Nordsøkysten – helt konkret det sydlige Jylland, Nordtyskland og det hollandske Friesland og hærgede den engelske befolkning.

Så hvis vikingetiden defineres ved omfattende migrationer, etnisk udrensning og pirateri (viking betyder jo sørøver), bør det, vi kalder vikingetiden, faktisk begynde tidligere i jernalderen, end mange forskere mener.

Det har jeg tidligere skrevet om her på Forskerzonen.

I denne artikel vil jeg fortælle om angelsaksernes langt voldsommere kolonisering, og hvordan forskningen har givet os en helt ny forståelse af dem.

Vi sætter fokus på uddøde sprog

I en serie på seks artikler sætter Videnskab.dk fokus på uddøde sprog og sprogs udvikling.

Over de næste par uger kan du både lytte til og læse om sprog, der er ved at forsvinde, sprog, som for længst er uddøde, og ikke mindst hvorfor og hvordan sprog overhovedet kan uddø eller udbredes.

Dette er den fjerde artikel i serien. Læs også de tidligere:

Angelsakserne udslettede de keltiske sprog i England

Et tegn på, at vikingernes indflydelse på angelsakserne i 8-900-tallet ikke var nær så massiv som angelsakserne udradering af briterne i 400-tallet, er, at vikingerne påvirkede sproget engelsk markant mindre, end angelsakserne påvirkede briternes sprog, keltisk.

I 400-tallet udviskede det angelsaksiske sprog de tidligere keltiske sprog i England, på samme måde som de senere englænderes sprog nærmest udslettede de indianske sprog i USA i 1900-tallet og de aborigine sprog i Australien i 1800-tallet.

I amerikansk engelsk er der i dag kun omkring 40 indianske ord, mens der i britisk engelsk kun er et dusin keltiske ord. Og i USA har de fleste jo en idé om, hvordan det gik med indianerne, da den hvide mand kom til Amerika.

Så spørgsmålet er, om denne lighed underbygger en lignende, nærmest etnisk udrensning i 400-tallet?

Vikinger og angelsaksere skabte nutidens engelsk

Hvor angelsakserne udslettede de keltiske sprog, var påvirkningen markant mindre fra vikingerne.

Sprogforskere kan se en vis påvirkning fra vikingernes oldnordiske sprog i det engelske sprog, men slet ikke noget der kommer i nærheden af angelsaksernes udslettelse af de keltiske sprog.

Frem for at blive udslettet og erstattet blev det angelsaksiske sprog forsimplet i mødet mellem vikinger og angelsaksere. Med andre ord blev det engelske sprog i løbet af vikingetiden 'pidginseret' (forenklet blandingssprog, der bruges som fællessprog af f.eks. handelsfolk fra forskellige lande, red.), netop på grund af sikkert til tider fredelig sameksistens mellem angelsakserne og vikingerne.

Et eksempel kunne være et sted i Østengland i 800-tallet, hvor en angelsakser møder en viking, der snakker oldnordisk.

Hvis angelsakseren vil sælge ham en hest, som trækker en vogn, vil det lyde sådan: »Ic selle the that hors the draegeth minne waegn.« Skandinaven på den anden side vil sige: »Ek mun selja ther hrossit er dregr vagn mine

En siger »waegn« for vogn, den anden siger »vagn«; en siger »hors« for hest og »draegeth« for trække, den anden siger »hros« og »dregr« – så de vil forstå hinanden. Det, der går tabt, er de grammatiske elementer.      

Det ville være svært for skandinaven at vide, om angelsakseren taler om én eller to heste, da angelsakseren siger »that horse« om én hest, men om to heste siger »tha hors«.

Ifølge sprogforskere blev engelsk forsimplet ved mødet med skandinaverne, således at flertalsendelsen langsomt blev til -s. »Sten«, som på oldengelsk hed »stan« i ental og »stanas« i flertal, blev til »stone« og »stones«. »Horse« i ental blev til »horses« i flertal.

Ordet 'child' er 'bairn' (barn) i det tidligere Danalagens område. Der siger de også armhole (armhule) og hagworm (hugorm) frem for armpit og adder. Dialekterne antyder således den sameksistens, der var blandt danskerne og angelsakserne. (Kilde: Word Maps

Ordet 'child' er 'bairn' (barn) i det tidligere Danalagens område. Der siger de også armhole (armhule) og hagworm (hugorm) frem for armpit og adder. Dialekterne antyder således den sameksistens, der var blandt danskerne og angelsakserne. (Illustration baseret på: Word Maps. A dialect Atlas of England)

Derfor ved vi, hvad der ændrede sproget mest

Der er mange eksempler på pidginisering af sprog i de tidligere engelske og franske kolonier de sidste 500 år i Afrika, Caribien og i Stillehavet.

Det var den samme proces dengang som nu. Sproget forsimples, så man kunne 'do business' og kommunikere i mødet mellem to sprog. Man skulle jo ikke snydes for meget i hestehandlen, så at sige.

Mange arkæologiske fund af bopladser og grave i England viser, at rigtig mange skandinaver bosatte sig i det østlige England, i det der kaldtes Danelagen og i det nordlige Skotland.

Til gengæld blev angelsaksernes sprog – altså, nutidens engelsk i hele England – ikke til oldnordisk, på samme måde som angelsakserne 400 år tidligere ellers med deres sprog totalt havde overrendt det daværende keltiske folk og deres sprog i det, vi i dag kalder England.

Bosætningen fra Skandinavien var derfor formodentlig ikke helt så massiv denne gang, som den var, da angelsakserne kom i 400-tallet, hvilket nylige DNA-analyser bekræfter, og som jeg også er inde på i en artikel, der netop er udkommet i tidsskriftet SKALK.

Angelsaksisk apartheid og skandinavisk multikultur

Sandsynligvis praktiserede angelsakserne desuden en slags apartheid mod de lokale keltere i 400-800-tallet, hvor de levede helt adskilt af hinanden. Som vi siden så i Sydafrika fra 1948, til Nelson Mandela kom til magten i 1994, er det dog meget svært at praktisere 100 procent.

Alternativt til adskillelsen udrensede angelsakserne dem. I hvert fald blev resultatet, at den keltiske kultur og sprog ikke overlevede – på nær i Wales, Skotland og delvist i Irland.

På den måde blev i hvert fald sproget udrenset, om ikke selve befolkningen.

Hør Mads Ravn på 24syv

På baggrund af denne artikel er Mads Ravn blevet interviewet til 24syv morgen. Du kan høre Mads Ravn fortælle om dårlig presse, vikinger og angelsaksere her.  

Hvor kelternes stammesamfund var uorganiserede og befandt sig i en slags vakuum, efter romerne trak sig ud af England i begyndelsen af 400-tallet, var angelsaksernes kongeriger langt bedre organiserede, selvbevidste og komplekse, da de mødte vikingerne i 800-tallet.

De blev ikke løbet over ende på samme måde som kelterne.

Så måske giftede skandinaverne og angelsaksere sig på sigt ind i hinandens familier, ja, måske blev skandinavernes børn opfostret af angelsaksiske trælkvinder, som det var tilfældet med de hvide amerikanernes børn i sydstaterne, der opfostredes af afrikanske slavekvinder.

I USA optog disse hvide børn mange 'sorte' sprogblomster fra de afrikanske amerikanere, inden de blev sendt på kostskoler i Nordstaterne for at lære 'ordentligt' engelsk.

Om trælkvinder spillede en lignende rolle i datidens England, ved vi ikke, men sammenligningen er påfaldende, og uden kostskoler i moderlandet var der ingen vej tilbage til at opretholde det nordiske sprog i England.

Men hvis ikke skandinaverne og angelsakserne havde mødtes, og i den proces var årsag til at modificere og pidginesere det angelsaksiske sprog, havde de i England snakket noget, der minder om enten frisisk eller dansk i dag – afhængigt af, om angelsakserne eller vikingerne havde vundet sprogstriden.

... Eller følg os på Facebook, Twitter eller Instagram.

 

Stednavne vidner om skandinaver og angelsaksere

Også stednavne kan bekræfte skandinavernes bosætning i England.

Stednavne, der anses for angelsaksiske, er således steder, som ender på -ham i Clapham, -stowe som i Hawkstowe, og -ton som i Brighton. Skandinavernes stednavne er navne, som ender på -by som Grimsby og Derby.

Ordet 'by' betegner i Sverige stadig en lille landsby eller en gruppe gårde, modsat en stad. -wick anses også for at være skandinavisk som i Swainswick, samt -thorpe og -toft ligeså.

De sidste navne antyder forskellige marksystemer. Noget tyder på, at skandinaverne bosatte sig på de mere marginale jorder i nærheden af angelsaksernes bebyggelse i begyndelsen.

Senere blev der mere kamp om landområderne.

keltiske_sprogs_udbredelse

Kortet viser keltiske sprogs udbredelse i Europa over tid. Gul viser udbredelsen omkring 600 f.v.t., lysegrøn viser de keltiske sprogs maksimale ekspansion omkring 275 f.v.t., og mørkegrøn viser udbredelsen i dag. (Foto: Wikimedia Commons)

Kong Alfred stoppede vikingernes fremmarch

Faktisk blev det i 878 så slemt, at angelsakserne var ved at blive overrendt af skandinaverne, ligesom de selv 400-år tidligere havde overløbet kelterne.

Kong Alfred af Wessex var i en periode nødt til at skjule sig i en mose ved Somerset med en lille gruppe mænd, og meget tydede på dette tidspunkt på, at fremtidens England skulle tale oldnordisk.

Men det lykkedes Alfred at samle en hær fra Somerset, Wiltshire og Hampshire og overraske danerne ved slaget ved Ethandune. Et slag, der endnu i dag mindes ved, at en stor, hvid hest er skåret ind i bakken.

Alfred indgik efter sejren den såkaldte 'Treaty of Wedmore', der tvang danernes hær væk fra Wessex og kristnede deres leder, Guthrom. Sejren og aftalen reddede Wessex og måske det engelske sprog.

Alfred trak sig mod syd, og danerne trak sig mod nordøst bag ved danelagens grænse, der løber langs den gamle romerske vej fra London til Chester i en nordvestlig linje, vest om Rugby, et nordisk stednavn, og op til lidt syd for nutidens Liverpool.

Alt øst og nord for denne linje op til Skotlands nuværende grænse kaldtes danelagen.

Stednavne og denne historiske begivenhed bekræfter denne grænse, uafhængigt af hinanden.

Alfreds identitetspolitik holdt skandinavernes sprog for døren

Også visse dialekter peger på, at dette område havde dominans af dansktalende. Alfred var dog bevidst om, at han måtte mobilisere på mange områder, og sproget var én måde at få de engelsktalende, der boede uden for Wessex i Mercia, til at slutte sig til ham og ikke danerne.

Det gjorde han ved at mobilisere det engelske sprog som en del af den engelske identitet. Han genbyggede og opførte desuden flere klostre og skoler.

Kong Alfred var også den, der begyndte at bruge engelsk i stedet for latin som basis for undervisning, og han igangsatte en oversættelse fra latin af Bedas 'Anglernes historie', fordi han erkendte, at uden en historie havde englænderne ingen identitet mod skandinaverne.

Hvis ikke angelsakserne havde stoppet vikingerne, havde det engelske sprog nok været endnu mere skandinavisk, end det blev.

Forskerzonen

Denne artikel er en del af Forskerzonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde. Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.

Forskerzonen er støttet af Lundbeckfonden.

Vikingerne fik dårlig presse

Selvom datidens kristne kronikører i England klagede over vikingers skrækkelige invasion, og andre arkæologiske kilder underbygger, at vikingerne kom i stort antal, var vikingerne altså ikke så kompromisløse og brutale, som angelsakserne havde været 400 år tidligere.

De fik ikke overtaget landet, hverken sprogligt, materielt eller genetisk. Det underbygger alle fund og kilder, også DNA-analyser fra 2015.

Faktisk viser disse analyser, at englændere bosiddende i det østlige England har mere til fælles med tyskerne på nordsøkysten, et af de steder angelsakserne kom fra, end med Skandinaviens vikinger.

Vikingerne har altså fået en dårligere presse end angelsakserne og var ikke helt så slemme.

Angelsaksernes indvandring var faktisk så massiv, at de udgjorde op til 40 procent af den daværende befolkning i England.

Det kom vikingerne ikke i nærheden af, og de opblandede sig også med de angelsaksere, der allerede boede der, hvilket de genetiske analyser tyder på, at angelsakserne gjorde i meget mindre grad med briterne.

Målt på disse parametre var vikingerne ikke helt så slemme som navnet og de skriftlige kilder antyder. Det viser studier fra arkæologien og de efterladte skeletter.

Hvis vikingetiden således skal defineres som den periode, hvor sørøveri og migrationer og etnisk udrensning havde overvægt, burde den starte meget tidligere, end de skriftlige kilder tilfældigvis har berettet.

Sagen er dog, at der nok er meget mere, der definerer vikingetiden end folkevandringer og etnisk udrensning.

Fransk har også præget engelsk

De seneste, der havde succes med at invadere England, var de fransktalende normanner med Vilhelm Erobreren i spidsen. I 1066 slog de den engelske konge Harold Godwinson ved slaget ved Hastings.

Normannerne blev årsagen til, at en del franske ord kom ind i sproget. Derfor hedder en taburet en stool, som på dansk, men en stol hedder en chair som chaise på fransk, og det hedder får som på angelsaksisk, sheep, men mutton (på fransk: mouton), når man spiser fårekød.

Engelsk består således af rigtig, rigtig mange 'lag' af ord, måske op til 250.000 ord, modsat andre sprog. Grammatikken er dog simpel, formentlig fordi der har foregået en pidginesering af sproget.  

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.


Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.


Ugens videnskabsbillede

Se flere forskningsfotos på Instagram, og læs mere om Goliath-frøen, som du kan se på billedet herunder.