I en nylig kronik hos Weekendavisen problematiserer journalist og cand.mag. i historie Anders Lundt Hansen vores nutidige brug af ‘vikingetiden’.
Her skriver han blandt andet, at det misvisende billede af vikingetiden ikke blot er historieforfalskning, men forhindrer os i at forstå vores fortid.
I en anden artikel hos Videnskab.dk svarer flere af mine kollegaer på Anders Lundt Hansens indlæg.
I denne artikel vil jeg til gengæld argumentere for, hvorfor jeg mener, at Anders Lundt Hansen falder i selvsamme faldgrube som hans nationalromantiske forgængere, når han fokuserer snævert på den tidsperiode, som vi i dag refererer til som vikingetiden.
Handel, blod og kongemagt
Ifølge Anders Lundt Hansen skabte handel, blod og kongemagt det, han påstår, vi i i stedet for vikingetiden bør kalde ‘nordisk middelalder’.
Men dette fandtes allerede langt tilbage i jernalderen.
Derfor holder Anders Lunt Hansens teori ikke vand i et historisk perspektiv, og hans fokus på de få århundreder omkring 1000-tallet underbygger, at han stadig er fanget ind af den selvsamme historiske forståelsesramme, som, han mener, mange forskere er fanget ind i af nationalromantiske grunde.
Pas på nationalromantisk fælde
For at undgå at ryge i faldgruben, og i stedet forstå vikingetidens eventuelle unikhed, er vi derfor nødt til at se på vikingetiden i to perspektiver, som jeg har gjort det i en nylig artikel:
- Et langt historisk perspektiv.
- Et komparativt perspektiv.
På den måde kan man med et dybere blik tilbage i historien og et bredere blik ud i verden bedre forstå, hvor unik udviklingen af vikingetidens samfund var i forhold til andre komplekse samfund i tid og rum.
Vi kan tilmed i disse perspektiver undgå at falde i den nationalromantiske fælde.
Opstod af en flaskehalssituation
I disse to perspektiver ser vi, for det første, at Sydskandinavien udvikler sig mod markant mere kompleksitet allerede i den yngre del af jernalderen, og springer ud i fuldt flor i vikingetiden.
Man ser også, at vikingetiden i det perspektiv ikke når at blive det, vi normalt definerer som en stat, da vikingetiden modsat eksempelvis Hawaii er meget decentralt organiseret.
Det er rigtigt, at både de danske konger kong Godfred (804-810) og Harald Blåtand (958-987) virker stærke, men deres kongeriger kollapser jo begge.
\ Læs mere
Hvad der dog passer både i Hawaii og i vikingetiden er, at forskellen mellem rig og fattig eksploderer. Hvad der er årsagen til dette, findes der mange teorier om. Og det er nok nærmere disse teorier, end hvad vi kalder perioden, jeg synes, er interessant.
Mit argument er, at der i denne periode opstår en flaskehalssituation – en monopolisering af en række fænomener og begivenheder, der accelererede udviklingen.
Den påstand og det begreb vil jeg udbygge i det følgende.
Materielle ting forklarer ikke vikingetiden
Anders Lundt Hansens fokus på handel, dynastier og kongemagt er det, vi kalder en traditionel, materialistisk forklaringsmodel.
Den forklarer ikke særlig meget, fordi man kunne bruge samme model til at forklare mange andre komplekse samfunds opståen i Europa, inklusive de tidligere jernaldersamfund.
\ Læs mere
I jernalderen havde man alle de samme ting som i vikingetiden, eksempelvis plyndringer, skibe, konger krige og kongedømmer.
Hvad man måske kan argumentere for, er groft sagt, at der kvantitativt var mere af det hele i vikingetiden. Men for virkelig at forstå, hvorfor vikingetiden blev så markant, skal man se længere tilbage i tid.
1) Det lange perspektiv
I arkæologien har vi derfor de seneste årtier arbejdet meget med det, historikeren Ferdinand Braudel (1902-1985) kalder ‘la longue durée’.
Teorien er, at ved at skue flere århundreder, ja måske endda årtusinder, tilbage, kan man genkende strukturer, der går igen.
I det lys virker det til, at vikingetiden blot er et slutprodukt af en proces, der allerede var i gang i jernalderen og som måske allerede startede i bronzealderen.
2) Det komparative perspektiv
Så man kan se langt tilbage i tiden, men en anden måde er også at kigge ud i verden mod andre komplekse samfund i et komparativt perspektiv.
Det er en svær øvelse, da kilderne er forskelligartede, og sammenligningen skal gå på tværs af:
- Traditionelle, faglige skel mellem historikere, der ser på de skriftlige vidnesbyrd.
- Antropologer, der analyserer andre samfund fra den nære fortid under vanskelige forhold.
- Filologer, der går i detaljen med sprogets konstruktion og mening.
- Og arkæologer, der ser på de materielle efterladenskaber – alle fag, der har kilder med hver deres kildekritiske udfordringer.
Jeg har selv gjort forsøget i en nyligt udgivet artikel, hvor jeg sammenligner Hawaiis kongedømmer med vikingernes.
Et løst organiseret kongedømme
I det perspektiv får man det indtryk, at vikingetidens Danmark ikke var et statssamfund, men snarere et løst organiseret høvdinge- eller kongedømme.
Med kongedømme menes, at man regerer og dømmer over nogen, men det refererer egentlig ikke altid til et fast territorium.
\ Læs mere
På Hawaii, som udviklede et komplekst samfund på sine helt egne præmisser og uden indflydelse fra andre samfund, kan man se en lignende udvikling mod mere hierarki og til sidst en central stat i løbet af 1600-1700-tallet.
Her er forklaringen, at man formåede at skabe monopol på afgrøderne, hvilket førte til flere kampe om adgang til ressourcer stammerne imellem, som igen førte til et behov for stærkere og bedre hære.
Alt sammen medførte det, at høvdingen måtte begynde at indkræve skatter. En stående hær med en centraladministration med embedsmænd blev født.
Vikinge-samfund lignede Hawaii
Således ser man på Hawaii, lige før kontakt med europæerne, evidens for en tidlig statsdannelse og en samling af decentrale regioner til et samlet kongerige med en overhøvding, der via uddelegering og en administration fik indhentet sine ressourcer til krigsførelse.
Vikingernes og Hawaiis samfund lignede derfor hinanden meget, men samfundet på Hawaii var meget mere komplekst end vikingernes.
På Hawaii havde man blandt andet et meget stærkere centraliseret system, end man havde i vikingetiden og op i middelalderen i Danmark.
Hawaiianere og vikinger ramte en flaskehals
Til gengæld ramte begge samfund på et tidspunkt i denne udvikling en flaskehals.
En flaskehals er et fænomen, som diskuteres af den økonomiske antropolog Tim Earle og arkæologen Matthew Spriggs.
Hvis en gruppering eller begivenhed kan skabe en flaskehals-situation, det vil sige en slags monopol eller mangel på noget, og nogle kan udnytte den, kan denne situation igen accelerere og medføre at nye ændringer tager fart.
Det var nok det, der skete i samfundet på Hawaii, og dette ledte til et stærkere rangdelt samfund.
\ Læs mere
Utilfredse vikinger tog på togt
En flaskehalssituation kan kun betyde noget, så længe folk ikke bare kan rejse væk og hente det, der mangler. Og her adskiller Danmark og Hawaii sig igen.
Det kunne de nemlig ikke i Hawaii i 1700-tallet, mens de i Danmarks vikingetid i 800-tallet blot kunne drage afsted på togt, hvis de ikke kunne affinde sig med de lokale ledere eller deres undertrykkende adfærd, der satte dem i en dårlig økonomisk situation.
De fik sig dermed en mulighed for selv at skaffe sig rigdom og magt og ‘stemme med fødderne’.
Sammenligning forhindrer nationalromantik
Jeg tror derfor, at med flere komparative modeller undgår vi bedre at falde tilbage i den nationalromantiske narrativ – eller det nogle kalder den teleologiske fælde (‘telos’ fra græsk for ‘fjernt slutmål’) – hvor alting i bagklogskabens retrospektive lys ender med, at vikingerne skabte staten Danmark som et naturligt slutprodukt.
Og det er vel egentlig det, Anders Lundt Hansen vender sig imod?
Hvorfor opstår en flaskehals?
At forklare ændringer med en flaskehalssituation er bare ikke godt nok.
Man skal også kunne forklare, hvorfor en flaskehals opstår, og her er der i hvert fald på Hawaii en grund: Alle marksystemer var indvundet og underinddelt og monopoliseret i et ørige, hvor man ikke kunne ekspandere mere, og befolkningen voksede.
En sådan situation var tilsyneladende ikke helt til stede i vikingetidens Sydskandinavien endnu. Desuden kunne man rejse væk, hvis lugten i bageriet ikke passede.
Hvad der så skabte disse flaksehalssituationer, kan man diskutere i de enkelte regioner, men det er ofte tilfældige kombinationer af:
- Eksterne påvirkninger
- Klimaændringer
- Befolkningspres
- Teknologiske nyvindinger
- Geografiske forudsætninger
- Interne, sociale strukturer, såsom arveretslige systemer, magt og krige
Især når alle disse faktorer falder sammen, har vi en situation, der kan skabe markante ændringer.
Men her mangler vi stadig mere forskning for at balancere, hvilke ’drivers’ skabte den første flaskehals. Derfor er nedenstående hypoteser kun foreløbige.
Teori 1: Mangel på kvinder sendte vikinger ud
Hvad angår vikingetiden, findes der en teori, der betoner, at der kan have været et undertal af kvinder, simpelthen fordi man dræbte pigebørn, fordi man idealiserede krig og konflikt.
Det kan have medført, som man ser i Kina i dag, at unge mænd, ligesom vikingerne, måtte søge ud for at finde brudesølv og magt til at gifte sig.
Eftersom skibsteknologien i den yngre germanertid i tillæg var blevet mere avanceret, kunne man gøre dette i større tal end tidligere.
Teori 2: Arveretten sendte de yngste af sted
Andre mener, at arveretten gjorde, at den næstyngste søn ikke havde noget at blive for, som man måske ser blandt mange af de afrikanere, der drager mod Europa i dag.
I denne model er øget handel ikke en udløsende, forklarende faktor for kompleksitet, men et symptom, og det kan derfor ikke alene forklare den yngre jernalders og vikingetidens unikhed.
Det kan de dynastiske kampe heller ikke.
Disse kan også snarere ses som et symptom på en større konkurrencemæssig monopolisering, men ikke årsagen til det.
Handel kan ikke forklare et samfunds opstand
Og hvis man sammenligner med Hawaii, ser man, at det ikke nødvendigvis bare var ekstern handel, der skabte større kompleksitet i et samfund.
Faktisk var der ikke noget langdistancehandel på Hawaii, da man ikke sejlede langfart mere, efter at man var ankommet til det fjerne ørige.
Øriget Hawaii er et af de mest fjerntliggende steder i verden med 3.500 kilometer til fransk Polynesien mod syd, 4.000 kilometer til det amerikanske fastland og 4.000 kilometer til Samoa mod sydvest.
Og der etablerede man en stat alligevel.
Vikingetiden er version 2.0 af jernalderen
Hvad der skabte større, men ikke absolut, social kompleksitet, var således i Sydskandinavien en kombination af interne og eksterne forhold på det rette tidspunkt.
I det spil var det, at vikingerne, eller normannerne, dukkede op i større kvantitativ skala end tidligere på den europæiske scene.
Det er derfor, vi godt kan se vikingetiden som et produkt af jernalderen.
Den bare en version 2.0 af jernalderen, fordi der er mere af den kvantitativt.
\ Forskerzonen
Denne artikel er en del af Forskerzonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde. Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.
Forskerzonen er støttet af Lundbeckfonden.
Alle tider havde handel, blod og dynasti
Men vi ser også, at magt-sfærene kollapsede flere gange.
Og lige så vigtigt ser vi, at ændringerne mod mere kompleksitet opstod i jernalderen, før den tilfældigt definerede vikingetid, der jo af mange sættes til år 793, hvor Lindisfarne klostret blev plyndret.
At økonomien, forstået som landbrugsøkonomien og handlen, også spillede en rolle, er helt korrekt.
Men handel kan ikke isoleret set forklare den sene jernalder og vikingetids udvikling fra meget decentrale stammesamfund til mere komplekse, men stadig decentrale kongedømmer.
Lige så lidt som magtkamp og blod kan det.
For handel, blod og dynasti forekom alle steder til alle tider.
