Du kender måske historierne om Asterix og Obelix, de gæve gallere, der fra tid til anden giver romerske soldater en røffel, når de prøver at overtage gallernes lille landsby.

Asterix og Obelix bliver kaldt 'gallere', for det var, hvad romerne kaldte de grupper, der talte keltiske sprog. Men allerede på deres tid – omkring 50 f.v.t. – var de keltiske sprog på retræte.

I dag er der kun 6 tilbage ud af 14 kendte keltiske sprog, hvoraf 2 ikke længere tales som modersmål. Formentligt har der eksisteret mange flere.

Det specielle ved keltisk er, at det ikke hører til en befolkningsgruppe, sådan som vi normalt forbinder en nation med et sprog. Keltisk er i stedet en gruppe af sprog, som har så mange ligheder, at de kan siges at høre under samme betegnelse.

»Det er ikke helt tilfældigt, at de fleste navne i Asterix og Obelix ender på '-ix'. Det er nemlig ret typisk for gamle keltiske navne, at ende på '-rix', som betyder konge,« fortæller Thomas Olander, der er lektor ved Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab, til Videnskab.dk.

Da Asterix, Obelix og de øvrige gallere kæmpede mod romerne, var de keltiske sprog allerede på tilbagetog, selvom det ikke stod ligeså slemt til, som det gør i dag. Men sådan har det ikke altid været. Keltiske sprog dominerede store dele af Europa omkring 200 år f.v.t.

Fra stormagt til minoritet

Omkring 200 f.v.t. dominerede keltiske sprog det europæiske landkort og strakte sig over Spanien, det nordlige Portugal og Italien, hele Frankrig, Schweiz, Østrig, Rumænien, noget af Balkan og helt op til England og Skotland.

Det fortæller Morten Warmind, der er lektor ved Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier på Københavns Universitet.

»Dengang dominerede de keltisktalende folk virkelig Europa,« siger han til Videnskab.dk.

På kortet nedenfor kan du se, hvor udbredte de keltiske sprog var:

Kortet viser keltiske sprogs udbredelse i Europa over tid. Gul viser udbredelsen omkring 600 f.v.t., lysegrøn viser de keltiske sprogs maksimale ekspansion omkring 275 f.v.t., og mørkegrøn viser udbredelsen i dag. (Foto: Wikimedia Commons)

I dag er der kun seks mere eller mindre levende keltiske sprog tilbage: Bretonsk, walisisk, kornisk, irsk, manx og skotsk-gælisk.      

»Keltisk er nok den gruppe af indoeuropæiske sprog, som der er færrest, der taler i dag. Der er stadig nogle sprog, eksempelvis walisisk, som lever og ikke er i fare for at uddø. Til gengæld ser det ikke så godt ud for både bretonsk og skotsk-gælisk,« fortæller Thomas Olander.

Status: Walisisk overlever, men ikke Bretonsk

Man kan eksempelvis få et overblik via befolkningsoptællinger, der ligger tilgængelige på de fleste regeringers hjemmesider, eller gennem UNESCO, der har lavet et interaktivt kort over truede sprog.

Her findes informationer om, hvor mange der taler de enkelte sprog som modersmål, og man har kategoriseret alle sprogene efter, hvor truede de er.

Videnskab.dk har skabt et overblik over, hvordan det står til med de seks tilbageværende keltiske sprog.

Det har vi gjort på baggrund af UNESCOs tal, statslige befolkningsoptællinger og videnskabelige organisationer, som overvåger verdens sprog. 

Kilder: UNESCO, National Records of Scotland: Scotland's Census 2011, National Statistic Canada, StatsWales, SIL

Walisisk klarer sig bedst, mens manx og kornisk kan kategoriseres som uddøde, og skotsk-gælisk er formentligt det næste i rækken, der forsvinder.

Men i flere af områderne hvor disse sprog tales, bliver sprogene sat på skoleskemaet, og der laves kampagner, såsom valgfag i skoler, kurser for voksne og radioprogrammer, der skal bevare og genoplive de truede sprog.

Det fortæller Morten Warmind, der er lektor ved Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier på Københavns Universitet:

»Walisisk er nogenlunde stabilt. Du kan møde folk i Wales, der taler bedre walisisk end engelsk, og det gælder alle aldersgrupper. I Bretagne har man sat store kampagner i gang for at genoplive sproget,« siger han.

Hvem gider lære et svært sprog?

Der kan være mange grunde til, at sprog uddør, og det er sjældent muligt at komme med en enkelt forklaring, som får alle faktorer med.

En af de årsager, som Morten Warmind kan få øje på, der gør keltisk så truet, er at de er enormt svære sprog.

»Keltisk er svært at lære og tale, og det er ikke godt for et sprog. Det er vigtigt for et sprog at kunne blive talt dårligt og stadig blive forstået. Keltisk er nok lidt for vanskeligt,« siger han.

På engelsk har man næsten ingen låneord fra keltisk, på trods af at engelsk har eksisteret side om side med keltiske sprog i mange hundrede år, påpeger Morten Warmind.

Låneord er ord, et sprog tager fra andre sprog. På dansk har vi eksempelvis hapset ord som 'computer' og 'smoothie' fra engelsk.

Ord som 'barde', der betyder digter, og 'banshee', der betyder skrigende heks, er eksempler på nogle af de få keltiske ord, der har fundet vej til det engelske sprog.

En anden vigtig faktor er kulturen omkring sproget.

»Der er nødt til at være film, TV-serier, tegneserier, bøger og musik, hvor sproget tales, eller som handler om sproget, hvis folk skal gide at lære det. Forestil dig at være skolebarn og skulle lære et svært sprog, uden at der findes noget underholdning at lære det ud fra – det gider man da ikke,« siger Morten Warmind.

Kelterne tabte til romerne

Dykker man ned i historien, vil man dog se, at sprogets sværhedsgrad ikke er den eneste forklaring på tilbagegangen for keltisk. De gamle romere havde nemlig også en finger med i spillet og gjorde en ende på den keltiske dominans over Europa for mere end 2.000 år siden.

»Efter 200 f.v.t. begyndte romerne at trænge ind på de keltiske områder. Først Spanien, Italien og Frankrig og senere England, Sydskotland og Wales. Kelterne blev til romerske borgere, og sprogene overlevede kun i randområderne,« fortæller Morten Warmind.

Det var på dette tidspunkt i historien, at nedturen begyndte for de keltiske sprog. Romerne indledte med at erobre Posletten i det nordlige Italien, og herfra gik de i gang med at romanisere og kulturelt dominere kelterne.

Et stort tab for videnskaben

Nu kan man måske tænke, at sprog udvikler sig, og vi taler jo bare sammen på en anden måde nu end tidligere.

Kort sagt: Mon ikke vi kan undvære keltisk?

Det kan den enkelte borger i de områder, hvor de eksempelvis talte kornisk og manx måske godt – endda uden de store men. Det var jo kun dem selv, der forstod, hvad de sagde, påpeger Morten Warmind.

Men til gengæld er sagen en noget anden for videnskaben, og især for sprogvidenskaberne kan det være vigtigt at bevare de gamle sprog.

»Som sprogforsker mener jeg, det er meget ærgerligt, at de keltiske sprog er i tilbagegang, fordi alle sprog kan bidrage til en forståelse af, hvordan vi har talt, og hvordan vi taler nu. Det er en brik i hele det puslespil, som menneskets sprog er, og derfor er det et stort tab« siger Thomas Olander.

Nu kunne man måske tænke, at vi i disse digitale tider, hvor alt bliver lagret og gemt, ikke behøver at frygte tabet af information om sprog, bare fordi de ikke tales mere. Men så enkelt er det ikke.

»Det vil aldrig være det samme kun at have skriftlig adgang til et sprog. Tekster kan aldrig indfange hele sproget; den måde man talte på. Derfor er det så vigtigt, at nogen taler det,« siger Thomas Olander.