Historien om befolkningskollapset på den chilenske stillehavsø Rapa Nui, der også kaldes for ’Påskeøen’, har længe været brugt som en advarsel om, hvad der kan ske, hvis vi ikke passer på vores planet.
Historien går nemlig på, at polynesiere, der kom til Påskeøen fra omkringliggende stillehavsøer som det første oprindelige folk, opbrugte alle naturressourcerne på øen for blandt andet at bygge deres ikoniske Moai-statuer. Det førte angiveligt til et samfundskollaps, hvor hungersnød, krig og kannibalisme reducerede befolkningen til en tiendedel.
Problemet med historien er bare, at den ikke er sand. Det er i hvert fald det, som forskerne bag et nyt studie mener at have bevist.
Studiet, som blandt andet er lavet af forskere fra Københavns Universitet, er netop publiceret i det anerkendte videnskabelige tidsskrift Nature.
»Indtil nu har der været et fravær af beviser for et kollaps,« siger Vítor Moreno Mayar, der er førsteforfatter på det nye studie og adjunkt ved Center for Geogenetik på Københavns Universitet.
»Men man vil jo gerne have et bevis for fraværet af kollapset. Det har vi nu.«
I studiet har forskerne analyseret genomerne fra 15 af øens beboere fra 1700-tallet. Med det datamateriale mener de at kunne påvise, at befolkningen aldrig kollapsede, men derimod steg stødt fra 1100-tallet og frem til 1800-tallet.
Det strider mod den populære teori om et befolkningskollaps på Rapa Nui, som særligt Jared Diamond, professor i geografi ved University of California i USA, har været eksponent for. I 2004 udgav han bestselleren ’Collapse’, der skulle understøtte teorien.
Intet kollaps, men derimod en stødt stigende befolkning
Mads Ravn, der har en ph.d. i arkæologi ved Cambridge Universitet og nu er forskningschef på Vejlemuseerne, har læst studiet for Videnskab.dk. Han har tidligere selv beskæftiget sig med Rapa Nui og kalder studiet for ”banebrydende”.
»Det her studie skyder ret fundamentalt Jared Diamonds teori i sænk,« siger Mads Ravn.
Ifølge Mads Ravn tilslutter studiet sig til en bredere forskning, som udfordrer den traditionelle kollapsteori.
I studiet analyserede forskerne fra Københavns Universitet genomerne (den genetiske arvemasse) fra 15 mennesker, der levede på øen i 1700-tallet. Og netop det tidspunkt er helt afgørende for undersøgelsen.
Det betyder nemlig, at de undersøgte mennesker levede mellem det angivelige kollaps i 1600-tallet og den reelle befolkningsreducering, der fandt sted efter 1860’erne, hvor peruvianske slavehandlere hærgede øen og bragte kopper med sig.
På den måde er de 15 individers genetik nøglen til at forstå befolkningen, der levede umiddelbart efter ’kollapset’, og nøglen til at sammenligne dem med deres forfædre. Genteknologien afdækker nemlig ikke bare de 15 individers genetiske materiale, men også deres forfædres i mange generationer tilbage.
»Hvis kollapsteorien skulle være sand, ville vi have set et fald i den genetiske diversitet efter kollapset,« siger Víctor Moreno Mayar.
For hvis befolkningen pludselig skulle være blevet reduceret til en tiendedel, vil de overlevende i de næste generation have færre personer at formere sig med – og dermed have en mindre genetisk diversitet end deres forfædre, der levede før kollapset.
»Men deres genetiske diversitet viste sig at være mere eller mindre konstant i mange generationer tilbage,« siger Víctor Moreno Mayar.
På den måde peger det nye studie på, at befolkningen siden dens ankomst til Rapa Nui i 1100-tallet er vokset langsomt frem til 1800-tallet. Kollapsteorien forudsætter derimod, at der skete en voldsom befolkningsvækst frem til 1600-tallet for så at falde meget drastisk med kollapset.
»Det er ikke særlig sandsynligt. En sådan befolkningsvækst er ret uopnåelig i præindustrielle samfund,« siger Víctor Moreno Mayar.
\ Læs også
Et endnu et søm i kisten på kollapsteorien
Resultatet fra det nye studie bakker op om tidligere forskning på området. For selv om der har været et udbredt narrativ om et kollaps, er der en del nyere forskning, der strider imod denne teori. Det fortæller Mads Ravn.
»Forskere har tidligere påpeget, at der ikke er noget overbevisende bevis for et dramatisk social sammenbrud. Derimod er der tegn på, at befolkningen stadig var aktiv, byggede og bevarede deres kulturelle traditioner med Moai-statuerne,« siger han.
Víctor Moreno Mayar fortæller også, at genstande, der tidligere har været tolket som våben, nu snarere viser sig at være ikkevoldelige redskaber.
»Derudover viser arkæologiske fund, at der ikke er fundet spor efter vold på skeletterne fra perioden, som er blevet fundet på øen,« siger Víctor Moreno Mayar.
På den måde mener han, at det nye studie bakker op om en stigende konsensus. Det er dermed vigtigt, at fund fra flere fagdiscipliner komplimenterer hinanden.
»Med så kompleks menneskelig opførsel har vi brug for beviser alle steder fra. Og nu har vi også biologisk bevis.«
En ny lære af historien
Men hvorfor har teorien overlevet så overlevet til i dag?
Víctor Moreno Mayar mener, at den først og fremmest holder ved, fordi det er en god historie med en lære, der taler ind i tiden.
»Pointen er jo, at man skal passe på planeten, ellers vil det ende, som det gjorde på Rapa Nui,« siger Víctor Moreno Mayar.
Det er Mads Ravn enig i:
»Det er en meget entydig udlægning, man finder i kollapsteorien. Det er det, der er dragende ved den, at den ligner vores nutid. Men nok mere, end hvad data kan underbygge.«
Víctor Moreno Mayar håber derfor, at læren af historien kan ændres. For godt nok havde polynesierne en skadelig effekt på øens naturressourcer. Men de formåede også at tilpasse sig.
»Historien fortæller os, at alt ikke er sort-hvidt. Ikke altid entydigt godt eller dårligt,« siger Victor Moreno Mayar.
»Så i stedet for at beskylde polynesierne for noget, de ikke har gjort, kunne vi tage ved lære af, hvordan de overlevede.«
