Sen ADHD-diagnose hænger sammen med dårligere skolegang

»Sid nu stille.« »Stop med at afbryde.« »Du larmer.«

Mange børn med ADHD har hørt den slags irettesættelser mange gange i løbet af deres skolegang.

Især hvis barnets udfordringer først bliver opdaget sent. Det kan ikke kun sætte sig i selvværdet, men også få betydning for skolegangen.

Et nyt finsk studie, udgivet i tidsskriftet JAMA Psychiatry, peger på, at tidspunktet for en ADHD-diagnose hænger sammen med, hvordan børn og unge klarer sig i skolen. Forskerne fulgte omkring 580.000 personer født i Finland mellem 1990 og 1999 frem til 20-årsalderen.

Her skelner forskerne mellem tidlig og sen diagnose. Tidlig diagnose dækker over en ADHD-diagnose i barndommen, mens en sen diagnose typisk stilles i teenageårene - fra 13 år og frem.

Studiet viser, at børn, der fik en ADHD-diagnose tidligere:

• havde cirka 0,6-0,7 point højere karaktergennemsnit som 16-årige
• havde omkring 3 gange højere sandsynlighed for at gennemføre en gymnasial uddannelse
• og fra omkring 30 procent til 10 procent lavere risiko for at være droppet ud af en uddannelse som 20-årige.

Diagnose kan åbne døren til hjælp

Sammenhængen mellem en tidlig ADHD-diagnose og et bedre skoleforløb handler sandsynligvis ikke kun om selve diagnosen, men også om, hvad den kan føre med sig.

Det siger en forskerne bag det nye studie, Lotta Volotinen, ph.d.-studerende ved University of Helsinki. Hun fortæller, at en diagnose ofte er det, der baner vejen for støtte i skolen og en eventuel medicinsk behandling.

»At modtage diagnosen er ofte en indgang til behandling og støtteforanstaltninger, der kan bidrage til at forbedre børnenes resultater i skolen,« siger hun til Videnskab.dk.

Samtidig kan diagnosen i sig selv også ændre forståelsen af barnet, både hos lærere og forældre - men også hos barnet selv. Det kan ifølge forskeren styrke barnets selvværd, trivsel og forhold til de andre børn i skolen.

Den forklaring genkender Per Hove Thomsen, professor i børne- og ungdomspsykiatri ved Aarhus Universitet.

»Studiet bekræfter det, vi ser i klinikken: at en tidlig indsats kan rykke mere end en sen indsats,« siger han til Videnskab.dk.

Nederlagene kan hobe sig op

Ifølge Per Hove Thomsen kan børn, der først får diagnosen som teenagere, have nået at opleve mange nederlag både fagligt og socialt. Det afspejler sig også konkret i børnenes skolegang.

Studiet viser nemlig, at risikoen for ikke at være i gang med eller have gennemført en ungdomsuddannelse ved 20-års alderen stiger markant med alderen ved diagnosen.

Især omkring de første teenageår peger forskerne på, at forskellen bliver tydelig. Her ser det ud til, at en sen diagnose hænger sammen med et markant dårligere skoleforløb.

Per Hove Thomsen fortæller, at problemerne ofte har fået lov til at vokse over tid, hvis barnet har en uopdaget ADHD-diagnose.

»Der kan være gået mange ting skævt, når man er fyldt 13 år. Barnet er måske blevet marginaliseret socialt og kommet fagligt bagud på grund af sine udfordringer,« siger han.

Når der ikke er blevet reageret på barnets vanskeligheder i ordentlig tid, kan det være svært at rette op på.

Så svært, at knap en tredjedel af dem, der blev diagnosticeret som 13 til 16 år, ikke var i gang med en uddannelse eller havde gennemført en ungdomsuddannelse som 20-årige.

Usikkerhed omkring årsagen til tidlig diagnose

Selvom studiets resultater er tydelige, så understreger Lotta Volotinen, at det ikke beviser, at det er selve diagnosen, som forbedrer skolegangen.

»Det er muligt, at en tidligere diagnose kan bidrage til bedre resultater i skolen, men der kan være andre underliggende faktorer,« siger hun.

De har for eksempel ikke har taget højde for hvor tydelige børnenes symptomer var, hvor hurtige deres forældre var til at søge hjælp, eller hvor gode skolerne var til at opdage problemerne.

Samtidig bliver ADHD med mere udadreagerende og hyperaktive symptomer typisk opdaget tidligere, mens mere stille og uopmærksom ADHD ofte først bliver fanget senere.

Det betyder, at måden diagnosen kommer til udtryk på i sig selv kan påvirke både tidspunktet for diagnosen og resten af barnets skolegang.

Er studiet relevant i dansk sammenhæng?

Selvom studiet er finsk, mener Per Hove Thomsen godt, at resultaterne kan overføres til en dansk kontekst.

»Vi har jo et skolesystem, som på mange punkter ligner det finske,« siger han.

I Finland begynder man også i børnehaveklasse, går ni år i grundskole og herefter kan man søge ind på gymnasiet eller en erhvervsuddannelse.

Han fremhæver, at det vigtigste er, hvor tidligt man reagerer på tegn på ADHD.

»Vi kan blive bedre til generelt at være mere vidende om de signaler, som barnet sender på, at det her kan være ADHD - og så skal vi selvfølgelig også have et system, der kan imødekomme behovet for hjælp,« siger han.

Spørgsmålet er derfor, om studiet bør føre til ændringer i dansk praksis. Per Hove Thomsen mener ikke, at et enkelt studie vil skabe store forandringer, men at det måske kan være med til at gøre os mere opmærksomme på tidlige tegn på ADHD.

Han mener, at børn med ADHD-lignende symptomer ikke nødvendigvis bør vente på en diagnose, før de får hjælp i skolen.

»Man skal ikke vente på, at barnet får en diagnose for at give den rette støtte,« siger han.

I stedet handler det om, at lærere, sundhedsplejersker og andre fagpersoner tæt på børnene bliver bedre til at reagere på tidlige tegn, så der kan sættes ind tidligere i forløbet, før problemerne vokser sig store.