Forskere på statens lønningsliste har ikke åbenlyse økonomiske interesser i nye lægemidler og behandlingsmetoder. Alligevel får de ofte resultaterne af deres forsøg på mennesker til at fremstå mere positive og markante, end de egentlig er, viser en ny dansk undersøgelse.
»Når forskning er baseret på offentlige midler, er det vigtigt, at det genererer troværdig viden, som kommer det offentlige til gode efterfølgende. Men vores undersøgelse viser, at selv industri-uafhængige forskere ofte publicerer deres forsøg på en måde, så resultaterne fremstår mere positive, end de reelt er,« siger ph.d. Louise Berendt og fortsætter:
»Konsekvensen er, at læger og patienter kan komme til at vælge forkerte behandlinger, fordi den base af evidens, de baserer deres beslutninger på, ikke er korrekt.«
Forskere håndplukker data
Louise Berendt har i sin ph.d., som er lavet på Bispebjerg Hospital, gennemgået i alt 95 kliniske forsøg, der fik offentligt støtte og blev godkendt af Lægemiddelstyrelsen i 1999, 2001 og 2003. I 61 af dem er der problemer med troværdigheden, konkluderer hun i en artikel, der netop er publiceret i BioMed Central.
»Vi kan konstatere, at der er forskel på det, forskerne har fået tilladelse til at undersøge og det, de har publiceret. Der er lavet om på noget undervejs i forsøget, uden at forskerne har gjort rede for det eller har fået tilladelse til det,« siger Louise Berendt, som i dag er ansat i Novo Nordisk.
Forskere kan for eksempel finde på at håndplukke de data, de bedst kan bruge til at opnå et positivt resultat og udelade andre data, at lave om på deres målemetoder eller ændre deres hypoteser, når deres forsøg skal publiceres.
Det kaldes publikationsbias. Publikationsbias kan i værste fald føre til unødvendige lidelser og dødsfald, fordi det skævvrider det vidensgrundlag, læger skal bygge deres behandlinger på, skriver professor og direktør for det amerikanske Cochrane Center Kay Dickersin i artiklen ‘Recognising, investigating and dealing with incomplete and biased reporting of clinical research: from Francis Bacon to the World Health Organisation’:
»Indenfor klinisk forskning har ukomplet og forudindtaget afrapportering resulteret i patienters lidelse og ufornødne død. Hvis man læner sig op af ufuldstændig evidens, kan det føre til upræcise konklusioner og ukorrekte beslutninger om en behandlings effekt. Forudindtaget afrapportering af klinisk forskning kan resultere i, at man overvurderer de gavnlige virkninger og undertrykker de skadelige virkninger af behandlinger,« skriver Kay Dickersin blandt andet i artiklen.
Effektmål i forsøgsprotokol bliver tilpasset
Problemet er ikke nyt: Undersøgelser har før vist, at industrisponsorerede forskere overvurderer effekterne af de lægemidler, de tester, og i 2004 nåede andre danske forskere frem til et lignende resultat, da de gennemgik 100 kliniske forsøg, som både var offentligt og privat finansierede:
»Vi fandt, at der var alvorlige uoverensstemmelser i over 50 procent af de forsøg, vi gennemgik. Det gjaldt for både privatfinansierede og offentligt støttede forsøg. Grundlæggende er det et stort problem,« siger Asbjørn Hrobjartsson, der er professor i evidensbaseret medicin og klinisk forskningsmetode på Syddansk Universitet.
\ Fakta
I EU’s direktiv om kliniske forsøg med humanmedicinske lægemidler, står: »Kliniske forsøg er som regel genstand for mange ændringer, efter de er blevet godkendt. Ændringerne kan være relateret til afviklingen, designet, metoden, det undersøgte eller hjælpende lægemiddel, investigatoren eller det klinisk forsøgssted. Når disse ændringer har en betydelig indvirkning på sikkerheden, forsøgspersonernes rettigheder eller på pålideligheden og robustheden af de data, der genereres i det kliniske forsøg, bør de være omfattet af en godkendelsesprocedure svarende til den oprindelige godkendelsesprocedure.«
I den undersøgelse, han var med til at lave, var det største problem, at forskerne ændrede på deres effektmål – det vil sige, at de målte på noget andet end det, de havde oplyst til myndighederne, at de ville måle.
Et tænkt eksempel er, at forskerne skriver i deres protokol til Lægemiddelstyrelsen, at de vil måle, hvilken effekt en hovedpinepille har på en gruppe patienter efter én dag, 10 dage, 20 dage og 30 dage.
Hvis de så nøjes med at publicere målingerne fra den sidste dag, fordi deres data viser, at der er den største effekt, har de ændret på deres primære effektmål.
»Problemet er populært sagt, at de indretter målskiven efter de tal, de får til rådighed. I et videnskabeligt forsøg er det vigtigt, at man holder sig til det, man på forhånd har besluttet, at man vil undersøge. Man kan ikke bare udvælge det bagefter, når man har samlet data ind,« siger Asbjørn Hrobjartsson.
Læger risikerer at vælge forkerte behandlinger
Asbjørn Hrobjartsson er enig i, at det er det langt fra er uskyldigt, når forskere plukker og pynter lidt for at justere et resultat:
»Når man i sundhedsvæsenet tager stilling til, hvilken behandling en patient skal have, prøver man at finde en fornuftig balance mellem effekt og bivirkninger ved at gennemgå forskellige studier. Hvis forskere så har håndplukket deres data for at kunne publicere en bedre effekt end den reelle, forrykker det balancen mellem de skadelige og positive virkninger ved en behandling,« siger Asbjørn Hrobjartsson og fortsætter:
»Der er en tendens til, at forskere ikke bare fremstiller behandlingen i et mere positivt lys, når de publicerer resultaterne af kliniske forsøg, de holder også skadevirkningerne tilbage.«
Publikationsbias er tilmed et brud på god videnskabelig praksis, som den er beskrevet i af den globale lægesammenslutning The World Medical Association (WMA).
I følge EU-regler har forskere endda pligt til at få myndighedernes tilladelse (i Danmark vil det sige af Lægemiddelstyrelsens tilladelse) til at lave væsentlige ændringer i antallet af forsøgspersoner, størrelsen af testede medicindoser, målemetoder, hypoteser eller andet undervejs i et godkendt forsøg.
Signifikante resultater fører til publicering
Hverken Louise Berendt eller Asbjørn Hrobjartsson har undersøgt, hvorfor så mange forskere er tilbøjelige til at pynte på deres resultater, selvom det strider mod god videnskabelig praksis.

En motivationsfaktor kan være, at det er nemmere at få sin forskning optaget i toneangivende tidsskrifter, hvis man har fundet noget markant i sit forsøg, gætter Louise Berendt.
»Tidligere undersøgelser har vist, at det er nemmere at få publiceret positivt-signifikante studier end ikke-signifikante studier. Og hvis man vil fremad i forskningsverdenen, er det afgørende, at man får publiceret sine resultater,« siger Louise Berendt og fortsætter:
»Det kan også være, at man bliver så grebet af noget, man finder undervejs i et forsøg, at man helt glemmer, hvad det var, man startede ud med.«
Forskningsformidling skal give et sandfærdigt billede
I sin undersøgelse har Louise Berendt sammenlignet de forsøg, forskerne har fået tilladelse til at lave, med de resultater, de har publiceret. De oprindelige forsøgsdesign er beskrevet i en protokol, som Lægemiddelstyrelsen har gennemgået nøje, før forsøgene blev godkendt.
Protokollen indeholder oplysninger om:
- hvad forskerne vil undersøge
- hvordan de vil gøre det
- hvor mange forsøgspersoner, der indgår
- hvor høj dosis, medicin de giver
- hvilke hypotese og effektmål de har
I de 61 sagsmapper Louise Berendt finder problematiske, er der på forskellig vis uoverensstemmelse mellem det, forskerne har anført i deres protokol til Lægemiddelstyrelsen, og det, de senere har publiceret, uden at det fremgår nogen steder i den korrespondance, de har haft med myndighederne.
Et tænkt eksempel på det er, at en gruppe forskere har fået offentlig støtte og myndighedernes godkendelse til at undersøge, hvor ofte en bestemt gruppe patienter får hovedpine.
Undervejs i forsøget opdager forskerne, at nogle af patienterne i forsøget tager et middel (A) mod hovedpine, mens en anden gruppe patienter tager et andet middel (B). I deres data ser forskerne, at patienter, der tager lægemiddel A, sjældnere får hovedpine end dem, der tager lægemiddel B.
»Hvis de drager deres konklusion på baggrund af det nye fund og skriver i den videnskabelige artikel, at de har undersøgt effekten af lægemidlerne på sværhedsgraden af hovedpine i stedet for hyppigheden af hovedpine, er det noget helt andet, end det de fik godkendelse til at undersøge. Det må man ikke,« siger Louise Berendt.
»Man skal formidle sin forskning på en måde, så det giver et sandfærdigt billede af, hvad man har opnået, når man undersøger det, man har sat sig for at undersøge. Det er vigtigt, hvis man vil forbedre behandlingerne inden for givne områder.«
\ Offentlig forskningsfond er opmærksom på publikationsbias
I Det Frie Forskningsråd (DFF), som er et af de organer, der uddeler offentlige midler til forskning, er man opmærksom på publikationsbias, og man gør, hvad man kan for at forhindre det, forsikrer Vibeke Grønvall Kristensen, chefkonsulent i rådets sundhedsvidenskabelige afdeling:
Når forskere får bevillinger fra rådet, får de et brev, hvor der står:
»Det Frie Forskningsråd forudsætter, at projektet overholder The Danish Code of Conduct for Research Integrity.«
Kodeksen, som ikke er juridisk bindende, blev udgivet af Ministeriet for Forskning og Uddannelse og Danske Universiteter i 2014. Den opstiller en række retningslinjer, som skal sikre integritet i dansk forskning:
»For at sikre troværdighed forskning bør forskerne være ærlige, når de rapporterer mål, metoder, data, analyse, resultater, konklusioner mv,« fremgår det blandt andet i kodeksen.
Forskere, der får penge fra DFF, skal desuden indlevere en slutrapport, hvor de skal redegøre for deres resultater, når deres forskningsprojekt er færdigt, forklarer Vibeke Grønvall Kristensen. Men selv om rådet på den måde opfordrer deres bevillingsmodtager til at holde sig til god videnskabelig praksis, er der ingen garanti for, at de gør det, for:
»Afrapporteringen giver ikke mulighed for en gennemgang af underliggende data fra rådets side,« lyder det fra chefkonsulenten.
Forskere skal bruge database
Kliniske forskere bliver dog også på anden vis kigget efter i sømmene. For eksempel af Lægemiddelstyrelsen, hvor læger, farmaceuter og andre fagfolk godkender ansøgninger om kliniske forsøg med lægemidler.
Siden de forsøg, Louise Berendt har taget udgangspunkt i, blev godkendt i starten af 00’erne, har både styrelsen og de internationale tidsskrifter, der publicerer resultaterne, strammet op for at undgå, at forskerne pynter på deres resultater:
»Tidsskrifterne er begyndt at kræve, at protokollen eller dele af protokollen offentliggøres i en offentlig tilgængelig database, inden forsøget startes, så forskerne ikke kan ændre protokollen, når de offentliggør data fra forsøget,« forklarer Lene Grejs Petersen, chefkonsulent i Lægemiddelstyrelsen.
En af databaserne er den offentligt tilgængelige europæiske database clinicaltrialregister.eu.
»I Lægemiddelstyrelsen kontrollerer vi, at resultaterne af de forsøg, vi godkender, bliver registreret i databasen, så protokol og resultater kan ses og gåes efter i sømmene af andre forskere,« lyder det fra Lene Grejs Petersen.
Lægemiddelstyrelsen opfordrer forskerne til at offentliggøre deres resultater i videnskabelige tidsskrifter, og styrelsen er ovenikøbet begyndt at tjekke, om det virkelig sker:
»For nogle år siden lovede vi Folketingets Sundhedsudvalg at følge op på det ved at bede den forsøgsansvarlige person indsende publikationen til os. Ved at sikre, at data fra forsøgene offentliggøres, bliver der større opmærksomhed på, at rapporteringen af forsøgets resultater skal være i overensstemmelse med protokollen,« oplyser Lene Grejs Petersen.